Læsetid: 7 min.

Der er gået karneval i revolutionen

De unge er snart mætte af arabisk forår. De vil se det blive sommer, men er bekymrede for, om foråret rulles tilbage til diktaturernes frost. For revolutionen kræver styring for at lykkes, lyder det fra en libanesisk-amerikansk akademiker
'En del af mig siger: Alt er bedre end det nuværende regime', siger amerikansk-libanesiske  Sarah Mallat, der er ansat som forskningsassistent på det humanistiske fakultet på American University Beirut (AUB). 'En anden del fortæller mig, at det er ved at gå galt i Egypten. At de revolutionære har tabt det historiske øjeblik, at der er gået karneval i revolutionen'.

'En del af mig siger: Alt er bedre end det nuværende regime', siger amerikansk-libanesiske Sarah Mallat, der er ansat som forskningsassistent på det humanistiske fakultet på American University Beirut (AUB). 'En anden del fortæller mig, at det er ved at gå galt i Egypten. At de revolutionære har tabt det historiske øjeblik, at der er gået karneval i revolutionen'.

5. august 2011

BEIRUT - De unge synes at være de mest skeptiske overfor det, der sker i disse måneder i den arabiske verden. Som mange kvinder spørger de: Vil det blive bedre, når foråret er blevet sommer? Vil det blive rullet tilbage til de 40 foregående års vinter? Hvad er islamisternes dagsorden? Har de revolutionære holdbare alternativer til de regimer, de kræver afsat?

Sarah Mallat, 26 år og amerikansk-libanesisk, er ansat som forskningsassistent på det humanistiske fakultet på American University Beirut (AUB), der ikke blot er toneangivende i Libanon, men i hele den arabiske verden. Efter eget udsagn er hendes 'libanesiske side dominerende', og hun har som de fleste veluddannede fulgt det arabiske forår fra dets begyndelse i Tunis til den foreløbige kulmination i de syriske byer.

- Hvad tænker du, når du hører nyhederne fra Syrien?

»Jeg tænker, at det er på tide. Og jeg tænker, at Assad-regimet er forfærdeligt og grusomt. Syrerne er vidunderlige folk, som har en masse til fælles med os. Det er skammeligt, som regimet holder dem nede.«

- Men er det syriske oprør vedkommende for dig?

»Alt hvad der sker i Syrien er vedkommende for os her i Libanon. Det er en historisk kendsgerning, og jeg ville være glad, hvis alt faldt til ro i morgen og at regeringen fik styr på situationen. For det er også farligt, det der sker i Syrien, men folk har jo ret til at kræve retten til en frihed, der er blevet undertrykt i så mange år. Og på en vis måde misunder jeg syrerne. Her i Libanon har vi jo langt mere frihed, men vi er passive, selvom vi har et sygt samfund, der godt kunne bruge en fælles protest.«

Ingen fælles sag

- Du efterlyser et libanesisk forår?

»På ét plan, ja, men på et andet plan er det ikke muligt som det libanesiske samfund ser ud. Hvis du har en fælles sag, har du en fælles grund til at protestere, men vi har ikke nogen fælles sag. Hver sekt og gruppe har deres egen vision for samfundet, så der er ikke plads til national enighed de forskellige grupperinger kerer sig ikke om hinandens behov, men har nok i sig selv. Og de lavere socialklasser har nok at se til med at skaffe brød på bordet, overklassen er ligeglad så længe frisørerne holder åbent, så kvinderne kan få ordnet hår. Vores relative frihed har gjort os priviligerede, men ikke solidariske, og at vi skifter regering hvert halve år hjælper heller ikke på det.«

- Da det arabiske forår slog rødder på Tahrir-pladsen i Kairo, fulgte alle over 40 med på tv. Hvad med dig selv?

»Selvfølgelig fulgte jeg med. Det var jo historieskrivning på stedet for åben skærm og enormt inciterende. Men i dag følger jeg det ikke så intenst jeg tjekker CNN og nettet, men generelt tror jeg, at min generation synes det er lidt kedeligt. Det trækker ud og ud, og nyhederne gentager sig selv. Jeg har ikke tabt interessen, men det er ikke længere toppen af mit daglige nyhedsforbrug.«

Mellemøstens ansigtløft

- Men anser du det for vigtigt?

»Ja, da. Den aktuelle udvikling er jo i færd med at forandre Mellemøstens ansigt, så naturligvis er det vigtigt hvad der foregår, specielt i Egypten og Tunesien, men fordi vi har så kort en opmærksomheds-radius og så mange forskellige medier, skal der ske noget virkeligt nyt, et afgørende skred, før min opmærksomhed for alvor rykker sig.«

-Jeg har hørt folk fra den ældre generation sige, at det arabiske forår er de unges eget, at generationerne over 40 ikke har nogen 'forældremyndighed', men at globalisering er den virkelige fadder?

»Jeg ved det ikke det, der sker nu, er vel også resultatet af en historisk udvikling. Men ja, det er en ungdomsrevolte, men den er ikke så meget ideologisk som den simpelt hen handler om, at de unge har fået nok. Der er for mange, der bor hjemme, fordi de ikke har råd til at blive gift, der er for mange, der ikke kan få et job, der svarer til deres uddannelse, der er for mange frustrerede. Antallet af unge i denne del af verden er eksploderet, og vi udgør en kritisk masse nu, uden at der er gjort noget for deres fremtid, og nu siger de: 'Vi fortjener at få en chance'.«

»Der må ske noget jeg er ikke socialist og tilhænger af socialforsørgelse, og jeg er ikke økonom men jeg kan se, at der må ske noget. Noget må forandres og det er hvad de unge nu råber: 'Der må gøres noget, for vi har ingen fremtid'. Selv når du er 31-32-33 kan du intet gøre, for du er arbejdsløs. Og det medfører hjerneflugt. Hver eneste uge hører jeg om to eller tre kolleger på AUB, der er rejst til udlandet til Frankrig,Canada, USA, til Abu Dhabi eller Saudi-Arabien, hvor jobmulighederne findes.«

- Der er en latent utilfredshed?

»Den er ikke latent, den er i høj grad konkret og til at se og høre. Jeg kan ikke snakke med studerende eller kolleger, uden at det samme spørgsmål kommer op: Hvad kan Libanon tilbyde mig? Og det spørgsmål stilles i alle de lande, hvor det arabiske forår er synligt i Syrien, Yemen, Marokko, Algeriet og Jordan.«

Angsten for islamisterne

- Mærker du som underviser på AUB, at studenterne er delt for og imod Syrien, for og imod Hizbollah, for og imod Hariri (leder af Libanons pro-vestlige sunni-parti)?

»Altså alle ved, hvem der er hvem i studenterpolitikken. Og hvem der finansierer dem, der stiller op til studenterrådet det kan være Hizbollah eller Hariri eller et af de kristne partier. Men AUB er jo et eliteuniversitet, så det kommer ikke til voldelig adfærd som på nogle af de andre universiteter. Vi er ikke dyr men de verbale kampe kan være ret voldsomme med meget delte meninger i synet på det syriske oprør.«

- Hvad forventer du af fremtiden. Vil det arabiske forår ende med mere demokrati?

»Jeg er ærligt talt bange, for uanset om islamisterne gør et stykke socialt arbejde, man kun kan have respekt for, er deres bundlinje en islamisk stat og det gælder også her i Mellemøstens Schweiz, hvor Hizbollah nu kontrollerer regeringen. De islamiske bevægelser var jo meget tilbageholdende i begyndelsen af oprøret. De var med, ja, men deltog på lige fod med andre de kunne levere mad og drikke og lægehjælp til de protesterende i kraft af deres organisations styrke, og det gjorde de, men de var tilbageholdende politisk. Men nu viser det sig, at de hele tiden gik efter at få politisk fodfæste, og det er jo lykkedes både i Tunesien og i Egypten. Og for at være helt ærlig: Jeg er bange. Jeg kan jo se, at konservativt islam går frem, også her i Libanon. Når jeg er ude i Dahiya (sydlige Beirut befolket af shia'er, red.) føler jeg, at jeg er i et andet land. Det er ikke mit Libanon det er Saudi-Arabien eller Iran, som jeg ikke har noget med at gøre. Jeg føler mig hjemme i det kristne kvarter og i Hamra (sunni-kristent forretningskvarter, red.), men jeg er utilpas i Dahiya, jeg er simpelt hen på udebane, selvom jeg er passende påklædt med lange ærmer, etc. Vi er for forskellige kulturelt og samfundsmæssigt.«

Alt er bedre end nu

- Hvad venter du af fremtiden?

»Jeg tror der er for mange finansinteresser i dette land til, at der vil ske noget alvorligt her i Libanon. Alle har penge at tabe ved en ny konflikt i fast ejendom, bankvæsen, finanssektoren der vil være nervøsitet, men ikke vold. Men min far ser anderledes på det: 'Du ved aldrig', siger han, 'det kan komme fra den ene dag til den anden'.«

- Din far har andre erfaringer han kan huske borger-krigen?

»Ja, han kender historien. Og hvis der sker noget grimt her, kommer det udefra som det var tilfældet med borgerkrigen. Personligt håber jeg det lykkes for oppositionen i Syrien at komme igennem med deres krav. Men det kan også blive risikabelt for os jeg husker fra min barndom, hvor vanskeligt det var for os at rejse ind i Syrien. Jeg sad i timer i bilen og ventede på grænsen, mens min fars papirer blev tjekket.«

- Men du siger ja til oprøret?

»Jeg ønsker at sige ja. Men usikkerheden om, hvad der vil komme i stedet for, gør mig bekymret. Og den usikkerhed gennemstrømmer hele den arabiske verden, sådan som jeg hører det. For hvad er alternativet? Demokratisering? Og bliver den i givet fald reel? Hvem vil regere i stedet for al-Assad? Vi stopfodres med nyheder om Syrien, Syrien, Syrien, men jeg siger: Lad os nu se.«

- Det er ikke nødvendigvis en lyserød fremtid?

»Der vil komme et vakuum. Og hvad der vil være inde i det, ved vi ikke. En del af mig siger: Alt er bedre end det nuværende regime. En anden del af fortæller mig, at det er ved at gå galt i Egypten. At de revolutionære har tabt det historiske øjeblik, at der er gået karneval i revolutionen. Så hvad nu? De tager én dag ad gangen, men jeg tror ikke det er produktivt for etableringen af et nyt demokratisk styre. Der må mere styring til.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu