Læsetid: 6 min.

Hvad skal man gøre med Gaddafis mange milliarder?

Hverken Libyens oprørere eller Vestens finansielle system er gearet til at håndtere Gaddafi-regimets indefrosne milliardformuer, som står passivt hen i vestlige banker og investeringsselskaber. Situationen i Libyen er for kaotisk, og oprørernes administration er for uigennemskuelig til at udlevere pengene til dem, konstaterer finansielle vagthunde
Her ses Muammar Gaddafis storslåede kolonistilspalads i kystbyen Benghazi, der nu er i oprørernes hænder. Her mødtes han for to år siden med Italiens Silvio Berlusconi. Det skønnes, at Gaddifs regime har flyttet en formue på over 870 mia. kr. til konti og sikkerhedsbokse hovedsageligt i Europa.

Her ses Muammar Gaddafis storslåede kolonistilspalads i kystbyen Benghazi, der nu er i oprørernes hænder. Her mødtes han for to år siden med Italiens Silvio Berlusconi. Det skønnes, at Gaddifs regime har flyttet en formue på over 870 mia. kr. til konti og sikkerhedsbokse hovedsageligt i Europa.

MAHMUD TURKIA

23. august 2011

Mens jagten går på at opspore topfolkene i det væltede libyske regime, er der en vigtig spiller i magtkampen, som er mindst lige så eftersøgt: pengene.

Der er reelt ingen, der vedhvor meget af 42 års samlede olieindtægter fra Afrikas største olieproducent, der faktisk kan spores.

Men mens rygter verserer om containere begravet i ørknen med fremmed valuta og et skinnende bjerg af 150 ton guld et eller andet sted i Tripoli, er der anderledes konkrete data, når det kommer til regimets værdier i først og fremmest Vesten, hvor de kendte formuer er fastfrosset: Omkring 168 milliarder dollar eller ca. 873 milliarder kroner er ifølge den tidligere og nu afhoppede libyske nationalbankdirektør Farhad Bengdara fastfrosset i udenlandske finansinstitutioner.

Oven i det kommer et ukendt milliardbeløb, der er investeret i diverse entrepriser rundt om i især Afrika, og som i disse dage bliver opdaget, nogle ganske tilfældigt, af den myndighed, som i mange af de pågældende lande allerede er blevet anerkendt som Gaddafi-styrets arvtager; oprørernes overgangsråd i Benghazi, NTC.

Banker, luksushoteller og store landområder dukker op i den libyske portefølje. Og indimellem også anselige formuer på konti, som kontiernes ejere ikke umiddelbart kan redegøre for.

Men det er ikke sikkert, at formuerne vender tilbage til det libyske folk lige med det samme. I slipstrømmen på Det Arabiske Forår er regeringer og organisationers økonomer efterladt med et udredningsarbejde og en omfordeling af velstand, som har store konsekvenser og også temmelig lange tidsperspektiver, hvis man spørger de folk, der følger det.

»Det er et gigantisk arbejde, og meget få har knowhow'en til at udføre det. Pengene er blevet flyttet rundt i hele verden og er ofte meget svære at opspore,« forklarer Mark Pieth, der er professor i strafferet ved Basel Universitet, bestyrelsesformand for OECD's Working Group on Bribery in International Business Transactions og for Basel Institute on Governance, der har et center for såkaldt asset recovery opsporing af kleptokraters stjålne penge, hvor de vejleder og hjælper stater med at få deres stjålne penge tilbage.

Libyen er sværeste sag

»Grundlæggende kan man sige om pengene fra de faldne kleptokratregimer i Det Arabiske Forår, at det er relativt ligetil at spore de penge, der er forsvundet fra Tunesien, fordi den nye regering samarbejder om emnet og giver oplysninger. I Egypten er det sværere, fordi mange af det gamle styres folk omkring Mubarak stadigvæk er en del af magtapparatet. Og i Libyen er det allersværest, fordi der ikke eksisterer en stat,« forklarer han.

Problemerne skyldes ikke mindst, at det ofte er svært at udrede, hvornår formuerne på fremmede konti tilhører staten eller enkeltpersoner, og at konfiskering af enkeltpersoners formuer er en væsentlig mere kompliceret procedure, som kan tage mange år i modsætning til for eksempel konfiskeringen af regulære statsmidler, der i princippet kan overføres til et nyt regeringsorgan som de libyske oprøreres NTC med en simpel diplomatisk beslutning, forklarer Mark Pieth, der fremhæver det ellers ofte udskældte Schweiz' lovgivning på området som et positivt eksempel.

»I Schweiz har vi en særlig lovgivning for det, man kan karakterisere som 'fejlslagne stater'. Hvis formuer fra disse lande fremstår mistænkelige, får deres ejere tre måneder til at bevise, at pengene er retmæssigt erhvervet. Ellers kan de konfiskeres og overgives til styret i det land, de kommer fra, altså en omvendt bevisbyrde,« forklarer han.

Det er dog relativt få af det faldne Gaddafi-regimes midler, der befinder sig i alpelandet, der et stykke forud for oprøret havde en alvorlig diplomatisk strid med Gaddafi.

Mister penge hver dag

I tilfældet Libyen er det største enkeltstående beløb imidlertid bundet i en suveræn investeringsfond ved navn Libyan Investment Authority, der samlet anslås at råde over omkring 70 mia. dollar (364 mia. kr.). Penge som i dag er fastfrosset, først og fremmest i Vesten, på trods af krav fra de libyske oprørere om i hvert fald at få en del af pengene frigivet.

»Ingen håndterer disse investeringer, så vi taber penge hver dag,« sagde den tidligere libyske centralbankdirektør Farhat Bengdara tidligere på sommeren og efterlyste, at pengene i det mindste kunne administreres af en uafhængig, udpeget bestyrelse.

Oprørernes overgangsråd har ikke fået adgang til denne fonds penge eller nogle af de andre store formuer, der er blevet fastfrosset uden for landet, men er i stedet indtil nu blevet tildelt mindre millionbeløb 'i forskud' fra lande, der støtter dem og i visse tilfælde råder over de indefrosne milliarder. Og mens oprørernes sejr i Tripoli til en vis grad vil ændre situationen og frigøre dele af pengene, vil de næppe få noget, der minder om de fulde beløb lige foreløbig på trods af tab og store forretninger, der reelt er lukket ned på grund af usikkerheden.

»Det kommer til at tage rigtig lang tid, årevis sandsynligvis. Der er behov for at dæmpe forventningerne, både i Vesten og i de berørte lande,« forklarer en højtstående person i en af de organisationer, der arbejder med at opspore regimernes penge, til Information.

Også hos uafhængige ngo'er advarer de mod at være for optimistiske.

»Processen med at få pengene sendt tilbage til landene er meget kompliceret. Det internationale system er ikke gearet til en situation som denne, slet ikke« siger Awa Hassan, programkoordinator i Transparency International Mellemøst-afdeling.

Et umiddelbart eksempel, der kan skræmme, er Irak, hvor store dele af olieformuen forsvandt i den kaotiske reorganiseringsproces efter Saddams fald, og Awa Hassan mener også, at det måske er meget fornuftigt, at det tager sin tid.

»Det kan godt være, man er i krig, men derfor er der stadig behov for at holde styr på de mange penge. Situationen er noget rod, og at overlevere pengene nu er opskriften på katastrofe. Der er behov for et sæt kontrolmekanismer med hvem, der får pengene og fuld transparens. Lige nu mangler der noget tillid og så er det måske det bedste at vente,« siger hun.

Vestlige banker i syv sind

En ordning til udlevering af pengene findes ellers nu den såkaldte Temporary Financial Mechanism, som opsætter et sæt spilleregler for overlevering af penge til det unge ledelsesorgan i Benghazi via landene organiseret i den libyske kontaktgruppe. Men selv om reglerne fungerer godt lige nu, gør de det ikke nødvendigvis i en større skala, advarer iagttagere.

»Det er et midlertidigt system og slet ikke beregnet på så store beløb. Jeg tror, det er vigtigt at gå det nøje igennem. I øjeblikket er jeg ikke sikker på, at det er klart og gennemskueligt nok, selv om reglerne for så vidt er ganske fornuftige,« siger økonomen Brendan O'Connel fra den finansielle vagthunde-ngo Global Witness. Organisationen følger den økonomiske situation i Libyen nøje og har udgivet en rapport, der gennemgår Gaddafis penge i Vesten og kommer med ganske hård kritik af en række store finanshuses ageren både før og efter krigen. En kritik, de ikke står alene med.

»Mange ting burde have været gjort anderledes. Bankerne burde have stillet en række spørgsmål omkring pengene, og det har de ikke gjort. Der er tale om grov uagtsomhed fra bankernes side,« siger Awa Hassan.

»Jeg er skuffet over de finansielle organisationers ageren. De ved, de ikke må opbevare forbryderes penge, så hvorfor har de ikke underrettet myndighederne?« spørger Mark Pieth.

»Selv om de hævder, at de regnede med, at Gaddafis penge var gode nok efter hans forlig med Vesten, er reglerne fuldstændig klare på det område,« siger juraprofessoren.

»Bankerne er i syv sind: På den ene side vil de ikke erkende, at de har ageret forkert og er uvillige til at udlevere oplysninger. På den anden side vil de nok blive nødt til at gøre det og samarbejde villigt med myndighederne, hvis de ikke vil have ødelagt deres ry fuldstændigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spøjst, at nogen forestiller sig, at 150 ton guld skulle udgøre et bjerg. Med mindre man selvfølgelig mener at ~8 kubik meter udgør et bjerg.

Hvad pengene angår, så er der nok nogen smarte bankfolk, der finder en måde at skimme fløden.

morten hansen

Hvorfor er der ingen vestlige mainstream-medier, politikere eller almindeligt fornuftige mennesker, der tør kalde USA/NATO-aktionen ved det rigtige navn: en plyndring, et overfald.

Nu kaster piranhaerne og gribbene sig over Gadaffis milliarder og Libyens olieressourcer. Der sker det samme som i Irak: kontrol via kaos.

Lad det være sagt: Gadaffi er ikke min ven. Men er han derfor min fjende? Iscenesætterne af denne perfide aktion under hyklerisk dække af godgørende og menneskekærlig hjælp de stakkels demokratiforladte, underfrankerede libyere - DE er mine fjender. De er os allesammens egentlige fjender. De er demokratiets fjender. De er dem, der har plyndret verden i alt, ALT for lang tid, mens de har afmonteret hæderlighed og etik i det politiske felt. Res Publica er død - Res Oligarcus / den grådig elites sag lever nu.

Hvorfor er der ingen kommentatorer, der har åndsevner til at samle brikkerne og se sammenhængen mellem stormagternes (USA og EU) økonomiske fallit og de krigshandlinger, der nu foregår? Er det mangel på intelligens, mod, vilje, der mangler? Eller er i bare affodrede?

Det er bankmændenes, olietrilliardærernes, efterretningsvæsenernes, imperialisternes og den kleptokratiske elites krig.

For et halvt år siden stod EU-paven, jesuitten van Rumpoy og kyssede Gadaffi på kinden (skorpionens kys, mafiaens dødskys). England og USA og Frankrig var venner med Gadaffi.

Hvorfor er der ingen af de dumme-dumme journalister, der kan fortælle os, hvad f....., vi laver i Libyen som krigsførende nation? Og hvad vi laver i Afghanistan? Og hvad vi lavede i Irak? At vi rendte i anus af Bush og Blair og Cheney og Rumsfeld står klart. Men hvad lavede vi der?!

Jeg skammer mig over dette lands politikere. Jeg skammer mig over at være dansker. Jeg skammer mig efterhånden også over at være europæer. Jeg skammer mig også over at være i selskab med helt-helt almindelige mennesker, der villigt lader sig være mundstykker for den ny verdens-fascisme og helt frivillig og begejstret hepper på ny-imperialisterne og global-banksterne - altså de samme folk, der for tiden tager for sig af retterne af nationaløkonomier i Europa. Og i USA.

Det er en skamfuld tid, vi lever i.

Først af alt. PENGENE TILHØRER LIBYENS 5,7 MILLIONER INDBYGGERE.

Hvad de vil bruge pengene til rager ikke vestens "finansielle vagthunde". Om ikke andet fordel dem ligeligt blandt libyerne.

Morten hansen siger:
**
Hvorfor er der ingen vestlige mainstream-medier, politikere eller almindeligt fornuftige mennesker, der tør kalde USA/NATO-aktionen ved det rigtige navn: en plyndring, et overfald.
**

Måske for det ikke er som du postulerer Morten...

@ Torben Skov,

Desværre er Libyens 5,7 millioner indbygger opdelt i over 100 klaner der sikkert skal flå hinanden for at fingrene i pengene..

Sune Olsen, spørgsmålet, med henvisning til Morten hansens indlæg, er om Libyen med Natos indsats, har udsigt til en permanent borgerkrigstilstand hvor Vesten qua deres militariserede mine- og boreselskaber udnytter situationen, som det sker i Irak og Afghanistan - og ikke mindst at de borgerlige medier ikke beretter om den nedgang i levestandarden, denne permanente borgerkrigstilstand og ressourceudnyttelse betyder for borgerne i de berørte lande.

Stig Rasmussen

Morten Hansen:

En despotisk imperialistisk diktator som Gadaffi er ikke din fjende, men dem der styrter ham er?

Det er da den mest modbydelige form for kulturrelativisme jeg har hørt, mener du at libyerne er bedre tjent med en ganske ufrivilligt underholdende men psykopatisk og brutal dikator fremfor en mulighed for selv at vælge deres styreform ?(om det så er sharia eller demokrat)

Vesten havde et fortrinligt samarbejde med Gadaffi, det var bestemt ikke i deres interesse at støtte oprørerne i Benghazi, men når manden klart melder ud han er rede til at jævne Benghazi + indbyggere med jorden, blev der handlet.

Hvorfor er det muligt at bryde humanitære internationale traktater, men nærmest u-muligt at bryde finansielle ?

Fordi: (@ Morten Hansen)' - Det er bankmændenes, olietrilliardærernes, efterretningsvæsenernes, imperialisternes og den kleptokratiske elites krig.'

Stig Rasmussen: Vesten havde et fortrinligt samarbejde med Gadaffi, det var bestemt ikke i deres interesse at støtte oprørerne i Benghazi.

Gaddafi var igang med at skifte våbenleverandørerne fra Frankrig, Storbritanien og USA ud med våbenleverandører fra Rusland og var langt fremme i forhandlingerne om et større våbensalg bl.a. jagerfly og et anti-luftskytssystem og muligvis to u-både. Værdi 18 mia. $.

Iøvrigt Stig er denne artikel udmærket at få forstand af:

http://www.information.dk/276715

fra artiklen:

...forbød private virksomheder, et tiltag, der eksilerede landets entrepenører og skabte et dybt had, ikke mindst i Bengazis handelsklasse.« Og Bengazi blev oprørenes hovedby.

Stig Rasmussen

Bill Atkins: Handlen mellem UK, Frankrig, Italien og Libyen var kraftigt stigende efter kompensationen for Lockerbie, det er muligt at våbenleverancerne skiftede land.

Ja, det må være et vidunderligt land, hvor landets bureakrati sidder på al eksport/import og handel og man sætter sine sønner på magten, det mener du er at foretrække fremfor selvstændige erhversdrivende?

Jeg er imod Vestens pågående støtten til væbnet opstand og Natos bombardementerne af de Libyske byer, samt risikoen for en permanent borgerkrig, med en der af følgende fejlslagen stat som resultat - sådan som vi har set i Afghanistans og Iraks tilfælde.

Jeg er af den overbevisning at hvis Libyen ender i en permanent borgerkrigstilstand så ville flertallet af de ganske almindelige familier i Libyen foretrække en mere langsigtet omvæltning.

Stig Rasmussen

Bill Atkins:
Der er borgerkrig,det var der længe før NATO blandede sig, når man mejer demonstranter ned med tunge våben griber folk til våben. Hvis NATO ikke havde blandet sig, havde der korrekt ingen borgerkrig været mere fordi Gadaffi havde slagtet Benghazis befolkning hvilket han ikke lagde skjul på han ville.

Samme argument kan du bruge i Bosnien, hvis NATO ikke havde blandet sig, havde Bosnien ikke eksisteret og så havde Sarajevo været serbisk og etnisk udrenset.

Du kan ikke nøjes med at se på de blodige år der efterfølger en diktator hvis største fornøjelse var at spille forskellige grupperinger ud mod hinanden, omvæltningerne i Egypten har også skabt kaos, men om 5-10 år vil de fleste egyptere være stolte af den dag folket tog magten i egne hænder.