Læsetid: 4 min.

Gorbatjov var klar til at gå af

Sovjetunionens sidste leder ser tilbage på sin rolle i den kommunistiske supermagts fald for 20 år siden og ærgrer sig over, at han ikke nåede at danne et nyt reformparti før det kupforsøg, der satte ham ud af spillet
En mand erindrer de faldne på en tidligere årsdag for kuppet mod Gorbatjov i 1991.

En mand erindrer de faldne på en tidligere årsdag for kuppet mod Gorbatjov i 1991.

Dima Korotayev

22. august 2011

MOSKVA Politikere indrømmer sjældent fejl, men Mikhail Gorbatjov har altid været i en klasse for sig selv. Overraskende er det ikke, at han fremdrager flere ting, han gerne havde gjort anderledes under sine seks omtumlede år ved magten som Sovjetunionens sidste leder.

I et eksklusivt interview med The Guardian anfører han en række fejl, der ikke blot førte til hans eget fald for 20 år siden, men også udløste Sovjetunionens og banede vej for et ureguleret junglekapitalistisk system.

Man fornemmer en vedvarende forbitrelse, når talen falder på ærkerivalen Boris Jeltsin eller de kupmagere, der anbragte ham i husarrest på Krim under deres mislykkede kupforsøg.

»Jeg tøvede for længe med at reformere Kommunistpartiet,« erklærer han prompte på spørgsmålet om, hvad han fortryder mest. Gorbatjov ærgrer sig over, at han ikke tog det skridt at gå af allerede i april 1991 og danne et demokratisk reformparti, for i en kritisk fase slog kommunisterne bremserne i for alle nødvendige ændringer.

I foråret 1991 var Gorbatjov klemt mellem to stærke kræfter. På den ene side kommunistpartiets konservative og reaktionære apparatjiks, der forsøgte at rulle hans politik tilbage. På den anden de progressive, der ønskede at etablere fuld partipluralisme og føre landet mod markedsreformer.

Det dobbelte pres gik op i en spids i april 1991. På et møde i Kommunistpartiets centralkomité krævede flere, at der skulle proklameres undtagelsestilstand og genindføres censur. Gorbatjov reagerede skarpt og truede først: »Jeg har fået nok af demagogi nu trækker jeg tilbage.«

Han blev til sidst overtalt til at blive på sin post, hvilket han i dag fortryder. »Jeg burde have benyttet lejligheden til at danne et nyt parti og insisteret på at træde ud af det kommunistiske parti. Det var blevet en bremse for alle reformer, selv om det selv havde lanceret dem. Men i partiet mente man, at reformerne kun behøvede at være kosmetiske. De troede, at det var nok at male facaden, selv om selve bygningen var fuld af det samme gamle rod.«

Kom for sent

Hans anden store fejl, siger han, var, at Sovjetunionen skulle have været reformeret på et tidligere tidspunkt, dvs. at mere magt skulle have været overført til de 15 sovjetrepublikker. Da han i begyndelsen af 1991 begyndte at overveje en løsere føderation, havde de tre baltiske lande allerede erklæret deres uafhængighed. Blod var blevet udgydt i Litauen og i Aserbajdsjan. Under Boris Jeltsin begyndte den største republik, Rusland, at spille med musklerne og kræve mere kontrol over det sovjetiske budget. Nogle analytikere siger, at hele det sovjetiske system dermed blev ureformérbart, fordi enhver ændring ville igangsætte en ukontrollabel og dramatisk transformationsproces.

Gorbatjov argumenterer for, at alle Sovjetunionens større problemer var tæt på at finde en løsning, da kupforsøget i august 1991 pressede de stridende kræfter ud i en helt ny dynamik.

Kommunistpartiet arbejdede på et nyt program, som skulle have været fremlagt i november 1991. Parlamentet havde vedtaget en 'antikrise-plan' for at fremskynde de økonomiske reformer. De 12 sovjetiske republikker, der var tilbage efter de baltiske landes udtræden, havde accepteret teksten til en ny traktat, som ville give dem større politisk og økonomisk selvstændighed, idet forsvars- og udenrigspolitiske anliggender dog skulle overlades til den sovjetiske regering. Traktaten skulle være underskrevet den 20. august.

»Her begik jeg en fejl. Jeg tog på ferie. Jeg kunne så udmærket have undværet de 10 feriedage ... Jeg var helt klar til at flyve til Moskva for at underskrive traktaten. Den 18. august ankom der pludselig en gruppe uindbudte personer. Jeg tog telefonen for at finde ud af, hvem de var, og hvem der havde sendt dem, men linjen var død. Telefonen var blevet afbrudt.«

Gorbatjov befandt sig sammen med sin kone, deres datter Irina og hendes familie i en regeringsejet villa i Foros ved Sortehavets bred. Bevæbnede mænd bevogtede bygningerne i tre dage, indtil kuppet kollapsede.

Gorbatjov afviser kategorisk teorier om, at han selv skulle have givet grønt lys for kupforsøget. »Folk hævder fejlagtigt, at jeg stadig kunne kommunikere med omverdenen, og at jeg selv havde arrangeret det hele, fordi jeg stod til at vinde på det, uanset hvad der skete. Det er totalt nonsens,« siger han. »Disse mennesker ville afsætte landets leder og bevare det gamle system. De forlangte, at jeg underskrev en erklæring, hvori jeg bad om at blive fritaget fra mit hverv på grund af dårligt helbred.«

Bluffede

Hans kone, Raisa Maximovna, førte dagbog under deres husarrest. I den skrev hun, at Gorbatjov advarede vagterne om, han ville tage »ekstreme foranstaltninger«, hvis hans forbindelse til omverdenen ikke blev genoprettet.

Men det var bluff, siger Gorbatjov. »Det var en del af min taktik ... Jeg ville blot lægge pres på dem, men undgå at provokere dem ... Mine ekstreme foranstaltninger var diplomatiske og politiske. Jeg var i stand til at udmanøvrere dem. Var der ikke kommet modreaktioner i Moskva, ville min position være forblevet svævende i luften. Men i Moskva kom det til protester. De blev anført af Jeltsin, og det må vi trods alt anerkende ham for. Han gjorde det rette.«

Når Gorbatjov skal nævne de resultater, han er mest stolt af, udbryder han med ét ord: »Perestrojka« Ud over at reformere det politiske og økonomiske system, omfattede det også en omstrukturering af de internationale forbindelser baseret på nuklear nedrustning, en afvisning af militærindgreb i andre lande og en erkendelse af, at selv supermagter lever i en indbyrdes afhængig verden. Den nye sovjetiske politik om ikke-indblanding tillod de østeuropæiske stater at gennemføre regimeskifter med fredelige midler.

»Dét, vi blev i stand til at opnå i landet og på den internationale scene, havde enorm betydning. Det kom til at forme forløbet af de begivenheder, der afsluttede Den Kolde Krig, banede vej for en ny verdensorden og skabte trods alt også den gradvise bevægelse væk fra en totalitær stat til et demokrati.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu