Læsetid: 6 min.

Homo sovjetikus lever

I dag er det 20 år siden, at det gammelkommunistiske kupforsøg imod Gorbatjov og Jeltsin mislykkedes og førte til Sovjetunionens sammenbrud. Rusland har forvandlet sig, men sovjetmennesket Homo Sovjetikus spøger stadig, siger Jeltsins tidligere stabschef
En mand erindrer de faldne på en tidligere årsdag for kuppet mod Gorbatjov i 1991.

En mand erindrer de faldne på en tidligere årsdag for kuppet mod Gorbatjov i 1991.

Dima Korotayev

22. august 2011

»Sovjetunionens sammenbrud var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe,« sagde Ruslands stærke mand Vladimir Putin engang. Knap halvdelen af den russiske befolkning er enig med ham, men det er de ikke i de 14 andre tidligere Sovjetrepublikker, som for 20 år siden fik deres frihed og selvstændighed.

»Jeg var en halvidiot,« sagde Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, forleden, »men kupmagerne var helidioter«. Gorbatjov mener stadig, at opløsningen af verdens anden supermagt kunne have været undgået, og at udviklingen kunne have været bedre. Og han har mange fæller. Bl.a. den ultranationalistiske og konservative redaktør af tidsskriftet Den' (Dagen, red.) Aleksandr Prokhanov, som forleden skrev på sin blog: »Kupforsøget var den sidste fase i amerikanernes specialoperation med at ødelægge USSR, hvorefter det helvede, som vi nu lever i, indtrådte«.

Frihedshelvede

Hvad dette helvede er, fremgår ikke af Prokhanovs interview til radio Moskvas ekko, men det handler formentlig ikke om det faktum, at han og de tidligere kupmagere hurtigt fik amnesti og i dag har lov til at udtale sig til Ruslands mest anerkendte medium, kan mene og sige, hvad de lyster, rejse hvorhen de vil, dyrke deres egen private business og købe, hvad de vil i butikkerne, hvis de da ellers har tjent penge til det.

Resultatet af kupforsøget var nemlig ikke blot 15 landes selvstændighed, men også at lederen af verdens stadig største land, Boris Jeltsin, sagde til sin befolkning i en tale: »Kære medborgere, I har nu jeres frihed, gør med den, hvad I vil og kan«.

Hvad gjorde de så med den frihed? Information spørger en af deltagerne i kampen imod gammelkommunisternes forsøg på at stoppe Gorbatjovs og Jeltsins demokratiseringer, Sergej Filatov. Gorbatjov var af kupmagerne sat i husarrest ved Sortehavet, Jeltsin og Sergej Filatov, dengang parlamentsmedlem, havde sammen med resten af demokratibevægelsen forskanset sig i parlamentsbygningen, Det Hvide Hus, hundredtusinder af moskovitter dannede et levende forsvar omkring bygningen, og kupmagerne havde trukket 4.000 soldater og 360 kampvogne ind i byen. I tre dage dirrede byen af spænding, men til sidst måtte kupmagerne give op, da generaler nægtede at angribe parlamentet og en del af dem gik over på Jeltsins side. Sergej Filatov, som senere blev en af Ruslands mest magtfulde mænd som Jeltsins stabschef i Kreml, var med.

»Det var den største dag i mit liv,« siger Filatov, »vi havde stoppet en tilbagevenden til det kommunistiske diktatur. Vejen var åben mod et demokrati, markedsøkonomi og velfærd«.

Men den nu 75-årige Filatov blev med tiden skuffet over udviklingen. For hvad kom der ud af det?

»For det første: Sovjetunionens opløsning kunne have været undgået, hvis Gorbatjov og Jeltsin havde samarbejdet. Hvis Gorbatjov havde rakt hånden ud til Jeltsin, som netop havde reddet hans skind og sagt, at det her problem må vi løse i fællesskab. Det gjorde han ikke. De havde begge to store ambitioner og kunne ikke døje hinanden,« siger Filatov over telefonen, mens han højlydt prustende cykler på sin kondicykel i Moskva.

»For det andet, så gik det galt, da en syg Jeltsin pegede på KGB-officeren og husk, at det var KGB, der bl.a. stod bag kupforsøget Vladimir Putin til sin efterfølger. Putin har trukket Rusland i den forkerte retning. Her har Gorbatjov ret. Det er i hvert fald ikke demokrati, det vi har nu. Det er faktisk absurd. Vi har en premierminister, som bestemmer alt, er formand for det førende, kunstigt skabte, parti, selvom han ikke er medlem af det. Og en præsident, der på papiret har alle magtbeføjelser, men ikke kan gennemføre noget som helst. Jeltsin og i al beskedenhed vi andre ledere havde givet russerne deres frihed. Vi troede på demokratiet, selvom vi havde forskellige opfattelser af, hvad det var, vi forsøgte at gennemføre et opgør med homo sovjetikus-mentaliteten, men Putin trak i den modsatte retning«.

Homo sovjetikus

Homo sovjetikus er et begreb, der betegner det, der kom ud af bolsjevikkernes forsøg på at skabe et nyt sovjetmenneske, som forfatteren Aleksandr Zinovjev beskrev i sin bog af samme navn. Et væsen fyldt med angst for myndighederne blandet med en dyb autoritetstro, passiv, ikke patriotisk, ikke fællesskabsorienteret, doven og usund i sjæl og legeme.

»Under Putin og Medvedev er denne mentalitet dukket op igen,« fortsætter Filatov. »Folk er igen bange for myndighederne, for embedsmandsvældet, der styrer alt og kan tillade sig alle former for overgreb på befolkningen. Ingen tør sige lederne og de almægtige bureaukrater imod, de kan ikke straffes, de kan gøre lige hvad, der passer dem. Og de gør det. Det almindelige russiske menneske aner ikke, hvor det skal henvende sig for at få hjælp, for politiet, domstolene, de rige, de styrende klaner og bureaukraterne er en del af det samme system, som intet har tilovers for den almindelige borger. Borgerne er til for systemet, ikke omvendt. Hverken borgere eller ledere føler et personligt ansvar for fællesskabet. Derfor er homo sovjetikus-mentaliteten igen fremherskende i Rusland. Det er svært at være almindelig borger i dagens Rusland,« siger Filatov.

Han mener dog trods alt, at der er kommet noget positivt ud af det fejlslagne kupforsøg. Rusland fik gennemført reformer, som har fremavlet en ny middelklasse, som er fri og med tiden vil kræve indflydelse, stabilitet og demokrati.

Sovjet uden ideologi

Ruslandsforskeren Igor Tjubajs, der er leder af Center for forskning i Ruslands Forhold ved Universitetet for Folkenes Venskab i Moskva, er enig. Han er derimod ikke enig med sin bror, den kendte reformator i 1990'erne Anatolij Tjubajs, der i dag støtter Putin og Mevedev.

»Vi har ikke fået demokrati, men Sovjetunionen uden ideologi. Vi har ingen moralske værdier mere, bureaukraterne er blevet endnu værre, end de var før, for dengang havde de trods alt ideologien og partiet til at sætte visse grænser for deres overgreb. Mentaliteten i dagens Rusland er dybt forvirret og en blanding af den sovjetiske homo sovjetikus og den nykapitalistiske. Vi har fået alt det værste fra kapitalismen og den vestlige verden. Tv og andre medier beskæftiger sig kun med vulgær underholdning, men omtaler ikke seriøse problemer. Jubilæet for Berlinmurens opførsel er for eksempel stort set ikke blevet omtalt i russiske medier. Den russiske borger må og kan læse alt om Stalins gulag, men han gør det ikke,« siger Tjubajs.

Hans konklusion er, at Ruslands styreform i dag som et resultat af kupforsøget er en direkte fortsættelse af det sovjetiske diktatur, men uden ideologi og uden begrænsninger.

»Det er hverken Gorba-tjov eller Jeltsin, der er de skyldige, det er heller ikke tsarerne, som til sidst forsøgte at trække Rusland i retning af Vesten og demokrati,« siger Tjubajs, »det er bolsjevikkerne, som i 70 år fulgte den kommunistiske umenneskelige katastrofekurs«.

Igor Tjubajs er overbevist om, at Putins og Medvedevs styre ikke vil holde ret meget længere. Befolkningen og tiden vil kræve store ændringer i Rusland.

»Kupforsøget for 20 år siden var kun første skridt, som på mange måder kun gjorde tilværelsen i Rusland værre. Vi kan ikke blive ved med at leve på den måde, som vi gør nu. Den vej fører til økonomisk, politisk og moralsk degradering og til, at det russiske samfund og befolkningen bryder helt sammen. Befolkningstallet falder med en halv million om året. Der er meget lang vej endnu. Men alle tænkende mennesker i Rusland er klar over, at vort system må ændres totalt og bygges op fra grunden igen. Demokrati og ægte markedsøkonomi. Først da får vi et samfund, som kan overleve«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Ved at interviewe Jeltsin's stabschef, Filatov, flyttes fokus let og elegant væk fra Jetsin's misregimente og røverkapitalisme i 1990'erne, hvilket i høj grad lagde grunden til de problemer, som Rusland kæmper med den dag i dag..

Ikke et eneste ord bruges på Jeltsin-periodens udplyndring af landet og økonomiske styring (eller mangel på samme), der via inflation mv flyttede kolossale rigdomme fra almindelige borgere til en herskende elite. Jeltsins dybe afhængighed af olikarker og Vesten omtales heller ikke.

I stedet bliver læseren spist af med et fuldstændig ukritisk og patetisk Jeltsin-citat:: "Kære medborgere, I har nu jeres frihed, gør med den, hvad I vil og kan".

Med en sådan ukritisk og enøjet journalistik, er det ikke underligt, at læserne flygter væk fra aviserne, jf artiklen andetsteds i dagens Information.

Jeg husker ikke artiklens Boris Yeltsin-citat, men et der ligner: "Tag så meget frihed, som I kan". Bortset fra at sammenhæng og indhold var noget ganske andet, end citatet ofte nu misbruges til. Situationen var, at Yeltsin havde svært nok ved bare at få kontrol med Moskva, og derfor i en periode lod Ruslands fjernere republikker styre sig selv imens - og det var deres øgede selvstændighed, han snakkede om. En tilladelse der dog blev inddraget, da Yeltsin fik mere styr på magten.

En underligt slingrende artikel, der diskret glider fra hvad der står som Per Dalgårds egen vurdering - at russerne nu kan mene og sige, hvad de lyster og dyrke deres egen private business. Og over til citater fra russere, der oplever det helt modsatte billede. Måske skulle avisens redaktionssekretær lige bede journalisten skrive artiklen igennem et par gange mere, og fx få indledningens bombastiske frihedsjubel dæmpet en anelse. Det er heller ikke den stemning, jeg selv oplever der ovre.

Søren Nielsen-Man

Både i dagens leder og i denne artikel får Per Dalgård fremhævet Boris Jeltsin frem for Mikhail Gorbatjov. Det er ikke overraskende, når man husker Dalgårds mangeårige klare og erklærede støtte til den liberalistiske chokterapi under Jeltsin.
Gorbatjov var jo ingen varm tilhænger af den rå chokterapi, som førte til røverkapitalisme og oligarkernes tyveri af landets og befolkningens ejendom. En kaotisk, inhuman og demokratisk stærkt betændt chokterapi som bragte forfærdeligt mange til tiggerstaven, og som vel blev en væsentlig baggrund for at så mange russere senere accepterede Putin og hans ”styrede demokrati” og villige kapitalstyrede medier.
Per Dalgård giver i sin leder udtryk for en mening og det er jo helt i sin orden. Men der er desværre også i Dalgårds rent journalistiske Ruslandsdækning en tendens til at vinkle markedsliberalisterne som de gode og sande reformatorer og demokrater. Det er en tendens som journalister ikke i samme grad slipper af sted med ved dækningen af andre lande og regioner.
Forklaringen på den noget ensidigt liberalistiske Ruslandsdækning skal nok delvist findes i Ruslands særlige baggrund, altså kommandoøkonomien under en leninistisk-stalinistisk diktaturstat. Men i Rusland findes der vel også demokratiske kræfter og legitime ideer som peger mere mod venstre end mod højre, mere mod demokratisk socialistiske løsninger end mod økonomisk liberalisme og kapitalstyret ”demokrati”. En pluralistisk og fair journalistik burde i højere grad afspejle dette aspekt.
Og omkring et land som Rusland har avisen et stort ansvar for at dække og formidle udvikling, politik og ideer nuanceret og alsidigt, fordi læserne flest jo af sproglige årsager ikke selv kan gå til kilderne.

Claus Oreskov

Filatov taler meget om frihed og at han og Jeltsin gav folket frihed. Majorteten af sovjetborgene anede ikke at, de ingen frihed havde, før der kom nogle og fortalte dem det. Hvad det var, de helt konkret manglede, på dette abstrakte plan, er der heller ingen der forstå den dag i dag. Filatovs brug af det abstrakte begreb skal bare dække over, at alt blev taget for sovjetborgeren – ALT. Inklusiv det økonomiske demokrati som herskede i Sovjetunionen. Igor Tjubajs mener at alle onder kommer fra Sovjet samfundet, det mærkelige er bare, at når man taler med almindelige russere så siger de det modsatte. Hvor langt ude Tjubajs er, kan man se på hans udtagelse og romantisering af zardømmet. Zarene og fyrsterne udmærkede sig især gennem grusomhed, og en ufattelig overtro og uvidenhed. De havde ikke en jordisk chance for, at forstå et moderne kompleks samfund. Nikolaj den 2. rådspurgte sig med orakler, og såkaldte åndelige idioter (som ifølge den russisk ortodokse kirke er hellige mennesker), i politiske spørgsmål. Igor Tjubajs bror er den hovedrige oligark Anatoly Tjubajs, som skabte sig en formue, under Jeltsins økonomiske chok kur. Som økonomisk rådgivere for Jeltsin kunne han nemt udnytte de økonomiske muligheder – her har i den nye frihed i Rusland. Frihed til at udplyndre statens rigdomme! Som alle ved kostede Jeltsins chok kur millioner af menneskeliv, industri og landbrug blev lagt i ruiner. Hele samfundet brød sammen og hovedparten af den russiske befolkning lever stædig under fattigdomsgrænsen – 20 år efter paradisets indførsel i landet.

Claus Oreskov

Den megen snak om Aleksandr Zinovjev begreb ”Homo sovjetikus” fra bogen af samme navn kan være meget sjov for ikke at sige pudsig og selvfølgelig skal man kende til bogen. Men udenfor systemkritikerens og den skønlitterære verden, hvad var så det virkelige homo sovjetikus for en fyr? Hvad var det egentlig for værdier, som alle Sovjetunionens mennesker delte, mere eller mindre, og som er fremherskende den dag i dag, i alle lande, der før hørte til unionen?
I centrum for det sovjetiske menneskes etos står begrebet soznanie. Soznanie indeholder en stor betydningsmæssig rigdom og begrebet kan knyttes til flere betydninger. Samvittighed og bevidsthed er forslået af flere forfattere. Hvor sprogligt korrekt i akademisk forstand denne fortolkning er, skal jeg ikke kunne sige, men den dækker til gengæld, den folkelige forståelse og brug af soznanie. Arbejdet var den centrale ide forbundet med soznanie. Ligesom arbejde var midtpunktet i den sovjetiske moral. Tæt forbundet med begrebet ”retsindigt arbejde” var kollektivet. I kollektivet virkeligjorde det sovjetiske menneske, den sovjetiske arbejdsmoral, men der var mere end det! Kollektivet var også en social enhed, indenfor hvilken alle interagerede direkte med hverandre. Heraf er det indlysende, at private relationer indenfor kollektivet, var ligeså vigtige som arbejdsrelationer og omvendt. Kollektivet og den arbejdsmoral som kollektivet stimulerede, var overordentlig betydningsfulgt for individet, og den sociale aktivitet i landet. Hvert enkelt medlem af kollektivet var ikke kun ansvarlig for sine egne handlinger, men også for kollektivet som sådan. Kollektiv soznanie havde en dobbelt betydning:1) kollektivet opfattes som en social enhed, som kommer til udtryk gennem en kollektiv bevidsthed. 2) stammer fra den sovjetiske forståelse af samvittighed, som den enkeltes bevidste forpligtelser overfor kollektivet. Soznanie sammenkædede på denne måde individuel samtidighed med en kollektiv bevidsthed og forpligtigelse. At denne individuelle og kollektive forpligtigelse overfor fælleskabet, betød alt for det sovjetiske menneske, har flere sociologer, og antropologer, påvist gennem deres feltarbejde.
Jeg vil især fremhæve de 2. bulgarske antropologer Vladislava Vladimirova og Julian Konstantinov, der begge er ansat som forskere ved Tromsø Universitet. I disse to antropologers bøger og artikler er der redegjort, for begrebet soznanie.

stalinismeapologisme

tre muligheder

om stalinisterns teorier, betragtninger, gøren, laden eller undladener:

1) anklagerne mod stalinismen
passer ikke

2) de passer

3) 1) og 2) blandede

--------

hvis det ver mestensdels 2 )

undskyldes jo ofte med, at hvis de
og de kår var som stalinisterne hævder, så var stalinismen, de mindst ringe mulige, midlertidige løsninger, blandt de nødvendige.

det er så meget det med problemerne omkring:

nogle hensiger tillader nogle midler.

lidt modsigelser mod barfordstænkerne:

om:

kassesystemtænkninger,

systemtænkninger,

barfordstænkninger,

kassesystemtænkninger kan jo næppe være fodformede,
men systemtænkninger kan måske være fodformede

kasseystemtænkning; bør vel i øvrigt benævnes:

hævdelser om:

( uforanderlige og uflydende og skarpe grænser )

tænkning's mulige virkelighed eller væren.

ovennævnte 1) 2) 3) kunne evt. mindre upassende bruges mod nogle andre ismer.

----------

nuvel, heller ikke i disse betragninger er nogle hævdelser om at nogle af dem bør være lige eller endog over:

at de p.t. løntrællegjorte's
democratur, dvs. ( næsten ) almene folkestyre,
som oftest bør, ja nærmest skal, styre det meste, og det væsentligste, især mht. den fællesgjorte økonomi, husholdning; og det bliver jo nok sådan.

For øvrigt er sovjetapologisme et sært tidsfordriv, for som oftest vil det passe bedre bare at melde:
Hus forbi.