Læsetid: 4 min.

De kalder sig demokrater

Libyens opposition kalder sig demokratisk, men spørgsmålet er, om de libyske oprørere har viljen og evnen til at levere varen, hvis de en dag får chancen
Fra Vestens side er der fuld opbakning til Libyens overgangsråd og dets leder, Mustafa Abdul Jalil — men mange steder også stigende tvivl om, hvorvidt de magter opgaven.

Fra Vestens side er der fuld opbakning til Libyens overgangsråd og dets leder, Mustafa Abdul Jalil — men mange steder også stigende tvivl om, hvorvidt de magter opgaven.

Gianluigi Guercia

5. august 2011

De kalder sig demokrater.

De lover frie valg, tredeling af magten og respekt for menneskerettighederne.

Den libyske opposition, som Danmark og en lang række andre vestlige lande, støtter, lover at indføre et fuldgyldigt demokrati, når Libyens diktator Muammar Gaddafi en dag er væltet.

Men spørgsmålet er, om de kan og vil leve op til løfterne, når de en dag får chancen.

Usikkerheden med hensyn til, hvem den libyske opposition egentlig er, og hvad den står for, er kommet på dagsordenen efter den officielle anerkendelse, rådet har opnået i bl.a. USA og Storbritannien de seneste uger og efter sidste uges mord på oprørslederen Abdel Fattah Younes, der i hvert fald foreløbig tilskrives interne uenigheder.

Mange ansigter

Og der er god grund til usikkerhed, for den libyske opposition har mange ansigter, slår eksperterne fast.

Først og fremmest består oppositionen af det Nationale Overgangsråd, NTC, som Danmark betragter som »det libyske folks eneste legitime repræsentant« og som senest USA og Storbritannien har anerkendt som landets nye magthavere.

Men rådet er langtfra nogen entydig størrelse og ikke alle oppositionsgrupper er med i rådet.

»Rådet består af gamle Gaddafi-bureaukrater, traditionelle stammeledere og mangeårige politiske dissidenter, der har det til fælles, at de vil af med Gaddafi,« siger Libyen-ekspert Ulla Prien, der til daglig er studielektor ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle Og Regionale Studier.

»Det er alle sammen folk, der har rødder i det traditionelle Libyen. Selv om mange af dem uden tvivl synes at demokrati er en god idé, har de i praksis ingen erfaring med det, og man kan frygte, at mange af dem forventer at blive valgt som belønning for deres indsats under oprøret,« siger hun.

En anden ukendt faktor er Libyens islamistiske opposition, som tidligere har været den eneste gruppe, der har formået at sætte sig op mod Gaddafi.

I dag er islamisterne udelukket fra indflydelse, da hverken Al-Ihwan (Det Muslimske Broderskab) eller de libyske jihadister, der deltager i oprøret mod Gaddafi, er repræsenteret i det Nationale Overgangsråd.

Rådets danske talsmand Mustafa Ali Mustafa siger, at der i øjeblikket kun er et eller to medlemmer af rådet, som kan betegnes som islamister.

»Det er ingen større islamistiske grupper i rådet, og de få personer, der er, udgør ikke noget problem,« siger han.

Den italienske Libyen-ekspert Germano Dottori, der underviser på Luiss Universitetet i Rom mener, at det er med fuldt overlæg, at islamisterne holdes ude af TNC.

»Det ville kun give problemer i forhold til Europas og USAs støtte, hvis Al-Ihwan og jihadisterne var med,« siger han.

Stakket frist

Trods den manglende repræsentation betragter både Ihwan og jihadisterne rådet som oppositionens legitime repræsentanter, men det vil næppe vare ved, mener Dottori.

På længere sig vil Libyens islamistiske opposition kræve at få politisk indflydelse, mener han, og han forventer derfor, at islamisterne kommer til at spille en væsentlig større rolle, når først Gaddafi er væk.

Det er den britiske politolog Shashank Joshi fra den uafhængige britiske tænketank Royal United Services Institute, RUSI, enig i.

»Der er en del islamister i det østlige Libyen, herunder jihadismed kamperfaring fra Irak og Afghanistan. Nogle af dem er demokratiske aktører, andre militante, men der er tale om en minoritet,« siger han.

Joshi er desuden overbevist om, at mange af de libyske islamister vil lægge volden på hylden og moderere deres synspunkter, når de på et tidspunkt får mulighed for at udtrykke sig på demokratisk vis.

Trods overgangsrådets mange løfter om et demokratisk Libyen mener eksperterne, at Vesten bør tage forsikringerne med et gran salt.

For det første er det et åbent spørgsmål, om medlemmerne af overgangsrådet vil afgive magten, når det kommer til stykket.

For det andet er der stor risiko for korruption, når oppositionslederne i den kommende tid får adgang til nogle af Gaddafi-styrets mange indefrosne milliarder.

Frankrig har allerede besluttet at frigive 259 millioner dollar til oppositionen, Storbritannien har lovet at gøre det samme, og flere andre koalitionslande kan ventes at følge efter i et forsøg på at få afgjort den efterhånden seks måneder lange borgerkrig.

Stammesamfund

Og endelig mener flere eksperter, at oppositionen kan få svært ved at føre de demokratiske visioner ud i livet, fordi Libyen er et traditionelt stammesamfund, hvor stammeloyaliteten fortsat spiller en hovedrolle.

Germano Dottori er ikke optimist.

»Det er helt urealistisk, at Libyen kan blive et fuldgyldigt demokrati de første mange årtier,« siger han. »Demokrati forstået som én mand, én stemme fungerer bare ikke i traditionelle stammesamfund, hvor folk stemmer efter stammeloyalitet og ikke efter overbevisning. Det ser man bl.a. i Afghanistan.

Den opfattelse deles ikke af Shashank Joshi fra RUSI. Han mener sagtens, at Libyen kan blive et demokrati.

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre at indføre demokrati i Libyen. Indien er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at indføre demokrati i lande, der består af mange forskellige stammer, etniske, sproglige og kulturelle grupper,« siger han. »Men det kræver, at det nye Libyen opbygger ansvarlige repræsentative institutioner, og at de kommende libyske partier varetager andet og mere end stammeinteresser,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvis de såkaldte islamister bliver holdt ude af Overgngsråddet så er det da ikke så mærkeligt ,at de fører forhandlinger med Gaddafi styret , som bl.a. TV- avisen kunne fortælle i går.

Niklas Monrad

Der er efterhånden så mange lokale variationer af betydningen af ordene demokrat og demokrati, at de er blevet meningsløse.

Det har nok ikke den store betydning, hvad de libyske oprørere bekender sig til, bare de støtter Det vestlige Værdifællesskab i dets bestræbelse på at sikre, at der (heller) ikke i Nordafrika findes et større land, der ikke makker ret.

Men nu er ’demokrati’ jo dét, vi altid kæmper for. Det er derfor, man kan støde på udtalelser som den Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup-Jensen, lod gå fra sig i Information forleden: »Der er ingen tvivl om, at 99,99 procent af dem, der kæmper for oprørerne, kæmper for demokrati og ytringsfrihed.”

Hvor mange pct. af befolkningen er mon repræsenteret via. deres stammerepræsentant i NTC? 25? 30?

Bolden ligger i luften til en ny borgerkrig a la Irak, når og hvis en bombe får ramt på Gaddafi.

Og mon ikke oprørene ville love en sekssporet motorvej til månen, hvis det var kravet for vestens støtte.

henrik hansen

»Det ville kun give problemer i forhold til Europas og USAs støtte, hvis Al-Ihwan og jihadisterne var med,« siger den italienske Libyen-ekspert.

Jamen, var det demokrati (altså ”demos”= folket, ”kratos”=styrer), USA og Europa ville, eller var det en marionet-stat, der gør som USA og Europa dikterer??

henrik hansen

»Det er helt urealistisk, at Libyen kan blive et fuldgyldigt demokrati de første mange årtier,« siger den italienske Libyen-ekspert Dottori. »Selvfølgelig kan det lade sig gøre at indføre demokrati i Libyen. Indien er et godt eksempel…” siger den britiske politolog Shashank Joshi.
Indien? Et dybt korrupt land (tjek: transparency.dk), der kaldes ’verdens største’ demokrati. På danmission.dk kan man læse følgende om Indiske valg: ”… det er almindeligt, at politikere prøver at ’købe’ stemmer, altså at betale vælgerne for at stemme på dem. Når politikerne er blevet valgt, beskyldes mange for at misbruge offentlige midler”. I april 2004 kunne man læse en Guardian-artikel, hvor det beskrives hvordan adskillige kandidater har domme bag sig som mord og bortførelse. I samme artikel kunne man læse at politikken i delstaten Bihar afspejlede delstatens sociale orden, der bygger på kastesystemet.
Så tillykke hr politolog Joshi: Godt eksempel på et ”demokrati”….eller rettere hvad vi, os i Vesten, de såkaldte civiliserede (?), kalder et demokrati…….sålænge det indretter sig under ’vores’ betingelser.
Demokrati kommer nu en gang nede fra. Det kan ikke påtvinges ovenfra og slet ikke udefra NATO/USA-massakrene i Libyen, Irak, og Afghanistan er meget gode eksempler på dette. Demokrati betyder, at man ved dialog løser samfundspraktiske problemer. Krig eller trusler herom sætter dialogen ud af kraft og dermed demokratiet.