Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kapløbet om Libyens energi er i fuld gang

Italien, der før var Gaddafis handelspartner, står til at tabe terræn i nye energiaftaler med Libyen. I dag mødes de øvrige nationer, der støttede oprørerne i Libyen, for at drøfte landets fremtid. Deres situation virker anderledes forgyldt
Italien, der før var Gaddafis handelspartner, står til at tabe terræn i nye energiaftaler med Libyen. 
 I dag mødes de øvrige nationer, der støttede oprørerne i Libyen, for at drøfte landets fremtid. Deres situation virker anderledes forgyldt
Udland
1. september 2011

»Jeg er lykkelig over at besøge Deres land for at tale om fremtiden!« skrev Nicolas Sarkozy i gæstebogen, da Frankrigs dengang nyvalgte præsident i juli 2007 aflagde besøg hos Muammar Gaddafi i Tripoli. USA's daværende ambassadør i Paris, Craig Stapleton, vurderede, at »franske virksomheder har modtaget det politiske signal, de ventede på, for aggressivt at søge muligheder i Libyen«.

En række af Frankrigs største virksomheder, bl.a. olieselskabet Total, våbenfabrikanten Dessault og banken BNP Paribas, stod ifølge ambassadørens indberetning, som er blevet lækket til WikiLeaks, »klar til at drage fordel af det forbedrede bilaterale forhold«. Men franskmændene måtte hurtigt justere deres forventninger:

»Libyerne taler og taler, men køber ingenting,« sagde en fransk diplomat i februar 2010 og beklagede sig over, at »kun italienerne får kontrakter i hus«.

I dag mødes den særlige kontaktgruppe om Libyen i Paris for at drøfte genopbygningen af landet. Den nyudnævnte leder for Libyens nationale olieselskab, Nouri Berouin, forsikrede tirsdag, at alle de kontrakter om udvinding af olie og gas, som hans forgænger indgik med udenlandske selskaber, vil blive respekteret. Ifølge Nouri Berouin vil det tage omkring halvandet år, før energiproduktionen, der udgør 95 pct. af landets eksportindtægter og 75 pct. af landets samlede budget, igen er oppe på samme niveau som inden opstanden - 1,7 millioner tønder om dagen.

Trods borgerkrigen er de fleste olie- og gasfelter i god stand, udtaler Bouri, selv om der meldes om problemer med minefelter ved anlæggene omkring den vigtige havneby Brega. Endvidere har Gaddafi angiveligt stadig kontrol over den sydvestlige Fezzan-region, hvor bl.a. franske Total har investeret i nye oliebrønde og gasfelter. Men franskmændene nærer ikke desto mindre forhåbninger om at spille en hovedrolle i genopbygningen af Libyen:

»Frankrig, som har ydet oprørerne afgørende støtte, er særlig godt rustet til at deltage i genopbygningen,« påpeger en forsker i udviklingshjælp, Jean-Yves Moisseron, i Le Monde:

»De tætte politiske forbindelser til Det Nationale Overgangsråd (NTC, red.), men også det omdømme, som vores land nyder i den libyske befolkning, burde gøre det lettere for franske virksomheder at positionere sig i den kommende periode.«

Italien har tabt

Mandag indgik Italiens statskontrollerede energiselskab Eni, som har opereret i Libyen siden 1959, en aftale med NTC. Eni skal bl.a. hjælpe med at genopbygge infrastrukturen i energisektoren og dække den libyske befolknings akutte energibehov. Men den italienske ambassade i Paris har ifølge Le Monde klaget til den franske regering over »manglen på kollegialitet og fællesskab i planlægningen« af genopbygningen.

Inden krigen importerede Italien 23 pct. af sit olieforbrug og 10 pct. af sit gasforbrug fra Libyen. Omkring 180 italienske selskaber opererede i Libyen, hvor Eni var den største aktør i energisektoren. Ifølge Eurostat aftog Italien i 2009 hele 49 pct. af Libyens samlede eksport til EU og stod for 39 pct. af EU's eksport til landet.

I august 2008 indgik Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, en samarbejds- og venskabsaftale med Muammar Gaddafi, som medførte, at italienerne skulle finansiere en modernisering af den libyske infrastruktur og grænsekontrol. Den aftale opsagde Gaddafi, da den italienske regering valgte at stille luftbaser til rådighed for NATO-landenes jagerfly. For en uge siden opnåede Mahmoud Jibril fra NTC under et besøg i Italien Berlusconis garanti for, at italienerne alligevel vil leve op til sine forpligtelser ifølge aftalen, og at NTC vil få adgang til Gaddafi-regimets indefrosne midler i italienske banker.

Men trods de diplomatiske bestræbelser har Italien tabt sin privilegerede position i den tidligere koloni, vurderer Lucio Caracciolo, chefredaktør for det geopolitiske tidsskrift Limes:

»Italien opnår aldrig den samme position i Libyen, som vi havde inden krigen. I bedste fald får vi en bid af kagen,« siger Lucio Caracciolo og tilføjer:

»Men det er efter min mening for tidligt at tale om energi. Vi ved ikke, hvem der kommer til at regere i Libyen, og der er stadig kampe i landet. Det er således også for tidligt at sige, at produktionen vil være tilbage på normalt niveau om halvandet år. Det eneste sikre er, at Italien har tabt. Når situationen bliver normaliseret, vil Frankrig og Storbritannien have en klar fordel.«

Britiske interesser

Også britiske virksomheder står i kø for at lave forretninger i det nye Libyen:

»Vi fik et brev fra NTC i juli. Vi svarede for et par uger siden, at vi er klar til at vende tilbage, når forholdene tillader det,« udtaler en talsmand fra British Petroleum (BP) til Guardian.

Siden 2005 har libyerne udstedt nye koncessioner til blandt andet BP, som både har oliebrønde i ørkenen og boreplatforme i libysk farvand. I 2007 blev det britisk-libyske samarbejde intensiveret, da Storbritanniens daværende premierminister Tony Blair besøgte Gaddafi og indgik en aftale om bl.a. fangeudlevering. Den aftale medførte, at libyeren Abdelbaset Mohmed Ali al-Megrahi, som var dømt for at stå bag attentatet mod et amerikansk rutefly over den skotske by Lockerbie i 1988, blev udleveret i 2009 trods internationale protester. Dengang var al-Megrahi angiveligt tæt på at dø af prostatakræft, men han var stadig i live, da oprørerne for knap to uger siden rykkede ind i Tripoli:

»I alle forhandlinger med Storbritannien om olie- og gaskontrakter var han hele tiden på forhandlingsbordet,« sagde Saif al-Islam Gaddafi på libysk tv, da al-Megrahi ankom til en heltemodtagelse i Tripoli. Den daværende britiske justitsminister Jack Straw skrev til myndighederne i Skotland, som skulle træffe beslutning om at udlevere den terrordømte libyer, at »udleveringen i overvældende grad er i Storbritanniens interesse«.

BP har indrømmet, at selskabet lagde pres på den britiske regering:

»BP og andre selskaber vidste udmærket godt, at hvis libyerne ikke fik, hvad de havde aftalt med Blair, ville det få forretningsmæssige konsekvenser,« udtalte den tidligere britiske ambassadør i Libyen, Richard Dalton, til Time Magazine i 2009.

Ifølge Lucio Caracciolo vil lande som Rusland, Kina og Brasilien, der ikke har støttet sanktionerne mod Gaddafi-regimet, blive de store tabere, når energiproduktionen i Libyen igen kommer op i omdrejninger:

»På det internationale energimarked betyder situationen i Libyen mindre, end man skulle tro,« siger Lucio Carraciolo.

»Der skal anvendes ny teknologi for at opretholde produktionen. Det var grunden til, at Gaddafi havde så travlt med at indgå nye kontrakter med udenlandske selskaber.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Se også denne artikel om aftale mellem NTC og Frankrig:

http://politiken.dk/udland/ECE1378023/avis-frankrig-fik-hemmeligt-loefte...

Mærsk og FLSmidt står vel også til at få en pæn del af rovet, nu den danske stat har smidt for over 200 mio kr. bomber i Libyen ...

...ellers er der da ingen retfærdighed til.

Det var forudsigeligt, men lad os se om der er nogen der får noget med hjem.

Libyske befolkning, velkommen til vestlig trældom. Nu skal vi lige have IMF henover, så skal I få, som kun de laveststående tredjeverdenslande får den.

Så hele dette eventyr har været fordi Storbritannien (England) og Frankrig har været tøsefornærmede, fordi de ikke fid en bad af kagen, mens Italien stort set fik det hele?

Noget helt andet er at hverken England Frankrig ved noget om at afrikansk tids-kultur og at det tager tid at bygge et tillidsforhold op til afrikanerne.....Og det samme gør det når vi taler om et Libyen....

Og ja, kontrakterne vil sikkert blive respekteret, men hvor får gavn af indtægterne; medlemmer af NTC. Men folket, det libyske, det kan sikkert bare sejle sin egen sø....

Karsten, jeps. Frankrig var primus motor i opbygningen af den kunstige oprørshær.

Hold da op! Nu er der endelig ved at indfinde sig en smule realisme i medierapporterne. Det tog godt nok nogle måneder. Så er der måske heller ikke 'forår' i MØNA?

Hold da op! Nu er der endelig ved at indfinde sig en smule realisme i medierapporterne. Det tog godt nok nogle måneder. Så er der måske heller ikke 'forår' i MØNA?