Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kreditvurdering er et hårdt kulturmøde mellem USA og Europa

Da de amerikanske kreditvurderings-bureauer udelukkende holdt sig til at nedvurdere 'de andre', var det småt med kritikken fra Europa. Så ramte det Europa, og EU-toppen kom med beskyldninger om uansvarlighed. Vil vi se noget tilsvarende fra USA, nu hvor det er dem, der har mistet en top-rating?
EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, er en af dem, der har kritiseret de store kreditvurderingsbureauer. I sidste måned satte han spørgsmålstegn ved deres objektivitet i forhold til de europæiske lande, fordi bureauerne er baseret i USA. Også præsidenten for Den Europæiske Centralbank og EU's kommissær for retlige anliggender har rejst tilsvarende kritik.

EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, er en af dem, der har kritiseret de store kreditvurderingsbureauer. I sidste måned satte han spørgsmålstegn ved deres objektivitet i forhold til de europæiske lande, fordi bureauerne er baseret i USA. Også præsidenten for Den Europæiske Centralbank og EU's kommissær for retlige anliggender har rejst tilsvarende kritik.

BRUNO FAHY

Udland
9. august 2011

Først gik de efter Sydasien. Og USA og Europa sagde ingenting. Så røg de på Sydamerika. De to var stadig stille. Men så blev det Europas tur:

De store amerikanske kreditvurderingsbureauer tog de kriseramte europæiske økonomier under behandling efter tur og nedvurderede deres kreditværdighed. Og reaktionerne kom prompte.

Fra både Portugal og Grækenland lød rasende beskyldninger om »økonomisk terrorisme« og »amerikanske baserkergang«. Og i månederne, der er gået, har flere af EU's topfolk fulgt op med kritik af, at Moody's og Standard & Poor's sad for solidt på magten, at de ikke tog ansvar for den ødelæggelse, der fulgte i kølvandet af deres nedjusteringer af ultrasårbare økonomier, samt mellem linjerne at de havde forfordelt deres hjemland, USA.

I sidste uge var det så amerikanerne, der skulle smage kreditvurderingsbureauernes medicin.

USA røg i fredags en tak ned ad karakterskalaen hos det ene af tre store, Standard & Poor's. Fra AAA til AA+.

Kultursammenstød

Men kan man faktisk kalde medicinen for amerikansk olie?

For de to af de 'tre store' Standard & Poor's og Moody's er helt hjemmehørende i USA, mens Finch har delt kontor mellem New York og London.

Timothy Sinclair, der er økonomiprofessor fra Warwick University og førende britisk ekspert på kreditvurderingsbureauerne, mener ikke, at Moodys eller Standard & Poor's har en national slagside i den forstand, at de nedvurderer andre lande for at gå USA's ærinde, sådan som det er blevet antydet i den europæiske debat.

Men at de repræsenterer et særligt syn på økonomi, og at det kan være i konflikt med det europæiske for ikke at tale om med det asiatiske og arabiske er han ikke i tvivl om.

»I diskussionerne om kreditvurderingerne kan man se et ret tydeligt kultursammenstød. De amerikanske af slagsen repræsenterer en strengt anglosaksisk økonomiforståelse, hvor det er kontrakten mellem de to parter, der er det helt centrale. Overholder en part ikke kontrakten, er aftalen annulleret. og der er ikke andre aktører eller interesser, der skal indrages i den vurdering,« siger Sinclair.

»Anderledes ser det ud i de mere samfundsorienterede europæiske lande, ikke mindst i Nordeuropa. Og endnu mere udtalt i lande som Kina, hvor man til amerikanerens gru faktisk kan genforhandle en kontrakt løbende,« fortæller Timothy Sinclair.

Kritikken

Og lige netop fra Kina har der lydt en kritik af de amerikanske kreditvurderingsfirmaers økonomiske syn. I begyndelsen af juli valgte det største kinesiske ratingsfirma, Dagong Global Credit Rating Co. at nedjustere en række landes kreditværdighed herunder USA's og præsident Hu Jintao understregede i april med klar adresse til USA, at der var brug for »objektive, fair og fornuftige« standarder uafhængig af »ideologi«. Og samme toner har lydt fra Europa, hvor Jean-Claude Trichet, præsident i Den Europæiske Centralbank, har kaldt situationen med 'de tre store' for et »globalt oligopoli«.

José Manuel Barroso gik videre, da han sidste måned satte spørgsmålstegn ved objektiviteten i forhold til Europa, når bureauerne nu var baseret i USA, og EU's kommissær for retlige anliggender, Viviane Reding, mente, at G20 skulle på banen for at bryde det amerikanske »kartel«.

Accept

Timothy Sinclair tror ikke, at vi nu vil se en lignende krads kritik af kreditvurderingsfirmaerne i USA.

»Mens der i Europa har været sat spørgsmålstegn ved legitimiteten i, at disse private firmaer vurderer lande, og at deres ratings er tilbøjelige til at forværre krisen i de lande, er det lige på det her punkt tydeligt, at kapitalismen i USA er af en anden karakter,« siger Timothy Sinclair.

Her er mistænksomheden over en konstruktion med private virksomheder, der er over staten, ikke den samme.

»Der er en langt større accept af vilkårene på markedet, og mens vi i Europa kun for nylig har indset, at f.eks. banker ikke længere er de centrale spillere, har det længe været klart i USA.«

Europæisk alternativ

Godt nok er kritikken fra de europæiske ledere blusset op, men den er bestemt ikke ny, understreger Timothy Sinclair. Og sandsynligvis vil meget lidt ændre sig.

»I 20 år har ikke mindst tyskerne råbt op om, at vi skal have et europæisk alternativ. Men det er påfaldende, at det altid er akademikere og politikere, der fremfører kritikken og stort set aldrig finans- og bankfolk. De kan måske i den forstand anses som en amerikansk femte kolonne i Europa, der egentlig helst så en mere ren amerikansk kapitalisme,« siger Timothy Sinclair med et grin.

Han ser heller ikke nogen grund til at bruge mere krudt på snakken om europæiske alternativer:

»Vi ville ikke komme meget videre: enten ville de imitere de amerikanske, eller også ville de hurtigt dø, fordi man ikke ville stole på dem. Amerikanerne ville i hvert fald være alt for overbeviste om, at de blev for kontrollerede af de europæiske politikere til at være objektive.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Brogård

Spørgsmål: Er jeg den eneste, som får klaustrofobi af finansformidlingen?

Jeg anerkender selvfølgelig Anna von Sperlings nøgterne artikel og den fulde ligestilling mellem kontinenterne, som er en klar gevinst i artiklen.

Det er blot synsvinklen hos den adspurgte ekspert, som ligesom ikke tillader perspektiver ud af miseren. Nå, måske er det bare emnet, som jeg ønsker var anderledes: Som når en filmanmelder ønsker, at instruktøren havde lavet en anden film :-)

De venstreorienterede bryder dog artiklens forståelsesramme. De har i mange år kritiseret finansinstitutionerne for at kvæle økonomierne i de varme lande. Denne kritik gentager de nu for Europa og USA. Som fx Mogens Lykketoft. Denne kritik er altså konsistent og sammenhængende.

Svarer kritikken til at sige, at det er de andres skyld, at statsfinanserne går galt? Ikke umiddelbart. For den passer i øvrigt med kritikken af de dominerende globale økonomiske strukturer. Ifølge denne kritik er det blot statsøkonomierne i EU og USA der er blevet små i forhold til de transnationale selskaber.

Leif Højgaard

De venstreorienterede bryder dog artiklens forståelsesramme. De har i mange år kritiseret finansinstitutionerne for at kvæle økonomierne i de varme lande.
- men Jeppe, er det ikke set under den synsvinkel lidt malplaceret at klantre de såkaldt venstreorienterede, som jo ingen inflydelse har på de transnationale selskabers gøren og laden. Det er jo selskaberne, der fører taktstokken, støttet af den teknologiske udvikling hvorimod folkene dvs arbejdsstyrken ydmygt tilpasser sig i deres behov for overlevelse. I stedet for at have tilpasset sig fællesskabets behov, så har det private initiativ vokset sig stor som en gøgeunge og gjort nationaløkonomierne til en residualpost i deres regnskaber.