Det er langtfra alle, der jubler over løsladelsen af den dødsdømte Damien Echols og de to livstidsfanger James Baldwin og Jessie Misskelley, der siden 1993 har siddet fængslet for mordet på tre otte-årige spejderdrenge i USA.
Men overraskende nok er der også utilfredshed at spore blandt de grupper af aktivister og sympatisører, herunder rockstjerner og filmskuespillere som Eddie Vedder og Johnny Depp, der gennem flere år har kæmpet for løsladelsen af de tre morddømte, som de betragter som ofre for heksejagt og justitsmord.
Kritikerne er utilfredse med den juridisk manøvre, en såkaldt Alford-plea, der ligger til grund for løsladelsen.
I praksis får Echols, Baldwin og Misskelley, der i mellemtiden er blevet kendt som 'The West Memphis 3', lov at fastholde deres uskyld, men går med til at erklære sig formelt skyldige i mordet på de tre otte-årige drenge, hvis lig for 18 år siden blev fundet svinebundne og maltrakterede i et skovbryn i staten Arkansas.
Ved at acceptere skylden for den uhyggelige forbrydelse afskriver de dømte sig samtidig retten til at kræve erstatning af staten for uberettiget fængsling, hvis deres uskyld skulle blive bevist på et senere tidspunkt.
Stillet over for dødsstraf og livstid ville de fleste nok være tilbøjelige til at acceptere den formelle skyld til fordel for et gensyn med friheden. Ved en pressekonference i forbindelse med løsladelsen sagde Jason Baldwin, at han helst ville have fortsat kampen for at bevise sin uskyld, men at hensynet til vennen Damien Echols på dødsgangen vejede tungere.
Paradoksalt nok falder løsladelsen åbenlyst i god jord hos de amerikanske myndigheder, der ellers fastholder, at mordene blev begået af Echols og hans følgesvende som led i et satanistisk ritual.
»Med alle de omstændigheder, som staten må tage højde for i denne sag, er dette en spiselig løsning, og efter min vurdering vil offentligheden med tiden acceptere den som den rigtige,« sagde den offentlige anklager Scott Ellington i en udtalelse, der mellem linjerne signalerer, at anklagemyndigheden ikke længere føler sig overbevist om, at den vil kunne vinde en eventuel appelsag.
Aftalen kommer fem måneder før en planlagt høring om, hvorvidt den oprindelige retssag skulle gå om. Ikke mindst anklagemyndighedens vanskeligheder med at fremskaffe dna, der knytter de dømte til gerningsstedet, har skabt nervøse miner hos statsanklageren i Arkansas.
Alligevel understregede Ellington, at de amerikanske myndigheder stadig betragter de dømte som forbrydelsens gerningsmænd.
»Vi tror ikke, der er nogen anden,« lød den officielle udmelding nu som før.
Retfærdighedens pris
Men det er der andre, der gør. Eksempelvis filminstruktøren Peter Jackson (Ringenes Herre, etc.), der i flere år har doneret penge til forsvarsadvokaternes uafhængige efterforskning af sagen. Jack-son ser betingelserne for løsladelsen som et forsøg fra statens side på at sno sig uden om eventuelle erstatningskrav fra de dømte.
»Hvad er prisen for retfærdighed i Arkansas? Jeg ved det ikke, men det ser ud, som om en fejl i retssystemet kan koste op mod 14 mio. dollar pr. person,« skriver Jackson med henvisning til en nylig sag i Mississippi, hvor et offer for justitsmord blev tilkendt en erstatning på 14 mio. dollar.
»Man kan også se på det på en anden måde: At efterforske og få den rigtige morder dømt ville koste Arkansas 42 mio. dollar, eller 14 mio. dollar for hvert af de små drenges liv. Måske er det en smule over 'budgettet for retfærdighed'. To protect and serve op til en vis pris måske?«
Banebrydende film
Peter Jackson er ikke den eneste, der betragter hele affæren som historien om en frygtelig tragedie, der af de forkerte grunde endte med at blive en heksejagt på tre uskyldige teenagere. I den skelsættende dokumentarfilm Paradise Lost fra 1996 formår instruktørerne Joe Berlinger og Bruce Sinofsky at så alvorlig tvivl om kvaliteten af såvel politiets opklaringsarbejde som anklagemyndighedens anvendelse af højst tvivlsomme og nærmest komiske ekspertvidner, der underbygger anklagernes teori om mordene.
Foruden at levere et rystende indblik i et forarmet provinssamfund på randen af moralsk opløsning skildrer filmen, hvordan anklagemyndigheden leder juryens opmærksomhed væk fra det totale fravær af fældende beviser, der knytter de anklagede til gerningsstedet, og i stedet fremmaner et billede af tre lokale outsiders som blodtørstige satanister. I den lige så rystende opfølger med titlen Paradise Lost: Revelations fra 2000 undersøger Berlinger og Sinofsky teorien om en alternativ gerningsmand. Særligt urovækkende er scenerne, hvor en retsmediciner mener at have fundet bidmærker på et af de myrdede børn, hvorefter stedfaren til et af de myrdede børn får trukket samtlige tænder ud af munden.
Filmserien, hvis tredje del i øjeblikket er ved at blive færdiggjort, har spillet en afgørende rolle i sagen ved at lægge pres på de kræfter i Arkansas, der helst har villet lukke den ned, vurderer Christian Hansen, der har fulgt 'The West Memphis 3' tæt siden 1998.
»Uden Paradise Lost ville der ikke have været så mange støttegrupper. Filmen var banebrydende. Den har været ufattelig vigtig,« siger den 34-årige århusianer, der også bestyrer hjemmesiden Callahan, hvor interesserede kan finde retsdokumenter og lydfiler, der relaterer til sagen.
»Da jeg startede siden i 2001, troede jeg, de var skyldige. Men da jeg fik fat i flere informationer og læste udskrifter fra retssagerne og politidokumenterne, synes jeg, der var noget, der ikke stemte,« siger Christian Hansen og peger blandt andet på uregelmæssigheder i Jessies Misskelleys tilståelse.
