Læsetid: 5 min.

London i dag – Paris igen i morgen?

De unge, som laver optøjer i engelske storbyer nu, er mage til dem, som hærgede de franske forstæder i 2005. I Paris har de unge endnu mindre håb end før, derfor kan det let ske igen, mener fransk chefredaktør
Betjente i London-forstaden Croydon slapper af efter nogle hårde dage med uro og gadekamp. Briterne og franskmændene, der i 2008 havde deres egen uro, har hver deres tilgang til utilfredse fattige — ingen af dem med udpræget succes.

Betjente i London-forstaden Croydon slapper af efter nogle hårde dage med uro og gadekamp. Briterne og franskmændene, der i 2008 havde deres egen uro, har hver deres tilgang til utilfredse fattige — ingen af dem med udpræget succes.

11. august 2011

De engelske unge, som i disse dage brænder biler, smadrer ruder og plyndrer butikker i engelske storbyer står i samme situation som den, de unge med indvandrerbaggrund i mange franske forstæder står op til hver dag.

»Det er unge arbejdsløse. Og det gælder ikke blot dem, men også deres ældre brødre og søstre, at de ikke har håb om en bedre økonomi og ingen løfter for fremtiden,« forklarer Christophe Barbier, chefredaktør for det franske ugemagsin l'Express til Information.

Frankrig oplevede i efteråret 2005 de mest alvorlige optøjer siden ungdomsoprøret i 1968. Dengang begyndte de unges oprør med, at to teenagere, Bouna Traoré 15 år, hvis familie stammede fra Mali, og Zyed Benna med tunesiske rødder 17 år, blev dræbt, da de under en flugt fra politiet gemte sig på en transformerstation i en forstad nord for Paris. De døde på stedet, da de rørte nogle højspændingsledninger.

I løbet af de kommende dage bredte optøjerne sig til resten af landet, hvor offentlige transportmidler, industrizoner, undervisningsinstitutioner og ikke mindst ordensmagten stod for skud. I alt blev 10.000 biler brændt af. Da der døde to personer mere den 7. november, erklærede den daværende franske indenrigsminister Nicolas Sarkozy undtagelsestilstand i landet.

Lovede ro

Da Sarkozy i 2007 var blevet sit parti, det borgerlige UMPs,' præsidentkandidat, henvendte han sig i sin kampagne direkte til de unge i forstæderne og lovede dem, at hvis de blot stod op om morgenen, skulle han sørge for, at de fik arbejde. Til den franske befolkning generelt lovede han at skabe ro i forstæderne med en stram politik for uromagere af anden etnisk baggrund.

Siden er befolkningen blevet langt mere opmærksom på problemerne, fordi forstæderne fik så stor opmærksomhed af både medier og senere af forskerne, der ville til bunds i de mekanismer, som fik de unge på barikaderne. Desuden er politiet blevet noget bedre til at kommunikere med de unge.

Men livet i de fattige forstæder er ikke forbedret. Tværtimod er retorikken imod unge lovovertrædere med indvandrerbaggrund blevet hårdere, ikke mindst i en stribe taler, Sarkozy har holdt de senere år. Til gengæld har det knebet med at holde løftet om arbejde til de unge. Det var nemlig baseret på økonomisk fremgang, så da krisen kom i 2008, røg den del af aftalen.

Derfor kan man ikke sige, at franskmændene har lært lektien, mener Barbier:

»Hvis der sker den samme slags ulykke, kan det gå galt igen,« siger han.

Den vurdering deler også Didier Lapeyronnie, der er sociolog ved Sorbonne Universitet. Til det franske nyhedsbureau AFP, siger han:

»I dag i Frankrig er spændinger i disse urbane ghettoer stadigvæk meget stærke, de sociale og geografiske uligheder er vokset, især på grund af den økonomiske krise. Siden 2005 har der løbende været mindre opstande«.

Men da opstandene altid er lokale, kræves netop en lokal begivenhed, tilføjer han. Der er altså ikke umiddelbart risiko for, at de engelske oprør breder sig over kanalen.

Ens eller anderledes?

En forskel på de franske og engelske unge er dog, at de engelske unge ikke holder sig til egne kvarterer, men bevæger sig ind til butiksområder. I Frankrig blev de i forstæderne.

Den vigtigste forskel på de to situationer er dog den måde, de to lande forholder sig til indvandring på, vurderer Christophe Barbier. Mens englænderne dyrker kommunitarismen, altså minoriteternes ret til at dyrke deres forskellighed, holder franskmændene fast i universalismen at alle borgere er ens. Om man er sort, rød eller hvid, så er man først og fremmest fransk.

Den engelske model led allerede nederlag med optøjerne i London-kvarteret Tottenham i 1985, mener Barbier. Her blev en ung mand med caribisk baggrund anholdt. Da politiet efterfølgende foretog en ransagning hos moderen til den anholdte, døde hun pludseligt at et hjertestop. Ifølge familien havde politiet behandlet hende brutalt. Herefter opstod der alvorlige optøjer mage til dem, englænderne er vidne til lige nu.

Og så sent som i 2005 fik englænderne igen en advarsel om, at deres integrationsmodel ikke fungerer, lyder det fra Barbier:

»Bomberne i 2005 viste, at man kan være født i England og alligevel bringe bomber til eksplosion i London,« siger han.

Sagen er dog, at den franske republik heller ikke har holdt sine løfter til indvandrerne, forklarer han.

»Ideen om republikken består i, at forældrene er kommet hertil og har arbejdet for, at deres børn, født i Frankrig, skulle have de samme muligheder som alle andre. På den måde ville forældrenes offer ikke være forgæves. Men de unge har stadig ikke de samme muligheder. Det er stadig afgørende, om man kommer fra centrum af Paris og er hvid, eller om man kommer fra Seine-Saint-Denis (hvor de to unge blev dræbt i 2005, red.),« forklarer han.

Med den økonomiske krise straffes de endnu en gang, fordi der dermed er færre job og mindre offentlig hjælp.

»De offentlige myndigheder har opgivet den verden. Når de ikke støjer, gør man ingenting for dem. De europæiske lande, som for øjeblikket gennemfører besparelser, er nødt til at anerkende denne form for politisk revolte, som også kan antage samme form som de indigneredes bevægelse i Spanien,« siger Didier Lapeyronnie til AFP.

Dermed har andre modeller let spil i Frankrig:

»Der er en fristelse fra kommunitarismen, fordi islam for eksempel bruger republikkens nederlag som afsæt. Men det er ikke kun islam, kineserne lever også for sig selv i et parallelsamfund, man ser dem bare ikke,« forklarer Barbier.

Kan afgøre valgkampen

Der er tre måder at skabe ro i forstæderne på ifølge Christophe Barbier to dårlige og en god.

»Man kan købe sig til ro ved at bygge fodboldstadioner, underholde de unge og lade dem spille computerspil eller se tv,« siger han.

Den anden dårlige løsning er at overlade kvartererne til mafiaen.

»Det skaber en art underjordisk økonomi med stoffer og områder, hvor politiet ikke tør komme ind det er allerede tilfældet nogle steder i dag«.

Endelig er der den gode løsning, som til gengæld også er dyr, nemlig at investere massivt i områderne, udvikle handlen, hjælpe unge uden uddannelse til praktikpladser og generelt støtte områderne økonomisk.

Mens Sarkozy ikke har luftet nye løsninger for de fattige og kriminelle kvarterer, kan de ende som en politisk slagmark under den kommende valgkamp om præsidentposten, som finder sted næste år, vurderer Barbier.

»Venstrefløjen har været naiv, men siden 2005 er den begyndt at tænke sig om. Hvis den kan foreslå noget konstruktivt, som skaber ro i de kvarterer, kan den vinde valget«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Løsningen med mafiaen, tyder på at være den franske model. Medmindre den film jeg så er fri fantasi.

Banlieue 13, beskriver nøjagtig det scenario. Fra 2009.

Bjarne Hansen

London, Paris, and then we take Berlin, Prag, Amsterdam, Copenhagen, Madrid, Rom, Stockholm, Bruxelles, Wien, Athen, Lissabon, Dublin, Bern, Belfast, Bratislava, Helsinki.................Oslo? Nej de er for rige.

Europa står indfor de største udfordringer siden WW2.. En lille minoritet tror løsningen er at brænde hele lortet af... hvor destruktiv har man lov at være? Desperation, siger nogle..? nææ næppe.. idioti og mangel på loyalitet med og respekt for det store flertal og demokratiet..

@ Brian,

Hvad med at organisere sig politisk for at gøre en positiv forskel? At futte en by af gør næppe en positiv forskel.. Lige så uenig jeg er med venstrefløjen, lige så meget respekt har jeg for det politiske engagement der kan komme fra disse kanter..

Hanne Christensen

Information har de sidste dage bragt 2 artikler om årsagerne til de optøjer man ser i London. Optøjer, der minder om dem, man så i 2005 i Paris. Begge optøjer bunder sig i en arbejdsløshed og udsigtsløshed blandt unge i de fattiges kvarterer, og i en magtarrogance og ignorant holdning fra regeringernes side.

Jeg synes man kan nikke genkendende til forholdene i Danmark.

De europæiske regeringer har i de sidste 10 år kastet sig frådende over den gode økonomi tidligere regeringer efterlod dem. Og der blev delt rigeligt ud til de blå regeringers venner blandt højeste socialklasse. Aldrig har vi set så megen rigdom.

I Danmark proklamerede VKO skattestop. Først så vi konsekvensen på boligskatterne, hvilket de rigeste selvfølgelig fik mest ud af, da de bor i de dyreste boliger. Det var også de etablerede ældreklasser der primært fik glæde heraf, for skattestoppet slog selvfølgelig direkte i gennem på boligpriserne.

Skattestoppet ramte kommunernes økonomi. Her måtte der spares mere og mere. Men VKO fulgte selvfølgelig op med stramninger over for de fattigste. Der blev gennemført stramninger over for de allersvageste grupper, på kontanthjælp, på sygedagpenge, førtidspensioner og ledige dagpengemodtagere. Spares skulle der, for festen var ikke slut for de bedst stille. Grådighed skaber grådighed. Og hurtige penge får hurtigt hurtige ben at gå på, så nu råbtes på yderligere skattelettelser. Og det fik de, selvfølgelig havde jeg nært sagt. De eneste, der intet fik, var de fattige. De blev fattigere og fattigere, blev behandlet mere og mere nedladende, mens de rigeste blotrede sig i champagne, dyr vin, weekendture rundt i verden, osv. osv. Vi kender alle historierne.

De hurtige penges politik gav selvfølgelig afsmittende effekter på erhvervslivet. De værste plattenslagere blomtrede op og blev dyrket som guruer. Gazellevirksomheder blev hædret. Det skete alene ud fra vækstfokusering, mens soliditeten fuldstændig blev overset. Det var de hurtige penge, og de hurtige penge skabes ikke af forsigtighed og solid tankegang. Man pustede til ballonen, og pustede og pustede. Og bang.

Ingen ballon overlever den slags overbelastning, så selvfølgelig måtte ballonen briste. Spørgsmålet var blot hvornår. Det skete første gang i 2008. Det lærte de rige intet af. Næh, nu skulle der spares endnu mere – altså på de fattige. På kommunerne, på skoler, på undervisning osv osv. Der blev talt om lagkager så store som Rundetårn. Lagkagepolitikken består i, at blot de rige får rigeligt, vil de bygge kager så store, at der også blive kagerester til de fattige. Lagkagepolitikken dyrkes fortsat af LA, Cepos og flere øvrige på højrefløjen.

Imens stiger fattigdommen. Også herhjemme stiger ledigheden blandt de unge. De manglende praktikpladser gør regeringen ikke noget ved, for man kan da ikke tvinge vennerne, altså erhvervslivet til at påtage sig den slags opgaver.

Startende ungdomsoprør har vi set flere af på Nørrebro i forbindelse med ungdomshuset blev nedrevet. Men vi ser det også i en kriminel underverden (som nævnt i artiklen), hvorfor beretninger om skyderier blandt grupperinger er blevet hverdagskost. Det var uhørt for 10 år siden. Og vi så det ved COP15, hvor politiet kampklar arresterede 1000 mennesker – uden grund.

Liberalisterne har ført en politik med hovedet under armen. Den har været ført på baggrund af en egoisme så stor, at grådighed simpelthen stillede sig i vejen for al sund fornuft. Og krigsliderlighed. Krige er også udtryk for de hurtige beslutningers spil, hvor der ikke gives plads til omtanke.

På 10 år lykkedes det de europæiske regeringer at formøbe alt det vi har brugt et århundrede på at opbygge. En social balance, højt uddannelsesniveau og dermed konkurrencedygtighed.

I dag kan vi kigge på de forlorne guldhaner og udekøkkenner, lystjagter og jaguarer, jægerfly og tanks og spørge: Var det det værd? I dag står vi med en blødende økonomi, hele den finansielle sektor står på stolper der ikke tåler mange flere rystelser, vores uddannelsessektor er sparet ind til benet, så vi står svagere og svagere konkurrencemæssigt mens øvrige verdensdele har rustet sig her, så de europæiske virksomheder søger know how i Asien og ikke omvendt. Et uland som Kina, står Vesten nu og tigger om hjælp for at redde deres økonomi.

Og ledigheden blandt unge vokser og vokser. Foreløbig uden et eneste tiltag for at løse dette problem. De eneste kommentarer de liberale regeringer (og presse) kan give til situationen er udtryk som bøller og balademagere og ”skyd dem”. I England vil de sætte militæret ind nu. Og fængslerne fyldes op.

Det er ingen løsning. Løsningen er at få helt andre folk til regeringstaburetterne. Regeringer med en hel anden tilgang til samfundsøkonomi og fordelingspolitik. Regeringer, der kan tænke i langsigtede holdbare løsninger for befolkningerne, og ikke er båret frem af grådighed, egoisme og forlorent guld og glimmer.

@ Hanne

Anfægter du den frie og demokratiske stemmeret..? En ret som tillader hvilken idiot som helst at stemme på hvilken anden idiot som helst.. Den virker ellers ret ok i vores de af verden..

Hanne Christensen

Vor Herre Bevares et spørgsmål, Chris.

Det er vist unødvendigt at besvare. Men det undrer mig, hvorfor du ikke har andet end platheder at tilføje til mit indlæg.

Måske fordi du ikke har noget reelt at tilføje. Historien taler vel sit eget sprog.

"I London finnes det gater hvor det står store og flotte hus med tre biler i garasjen på den ene sida, mens de tvers over lever i rønner og må spise hundemat for å overleve. England har utviklet seg til et land med store klasseskiller."

Linker til en artikel i Aftenposten med et interview med forfatteren til "Sinte unge menn," hvor han beskriver og sammenligner ungdomsoprørene i Europa.

http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/article4197527.ece

Kære Hanne

Du skriver..

quote
Det er ingen løsning. Løsningen er at få helt andre folk til regeringstaburetterne. Regeringer med en hel anden tilgang til samfundsøkonomi og fordelingspolitik. Regeringer, der kan tænke i langsigtede holdbare løsninger for befolkningerne, og ikke er båret frem af grådighed, egoisme og forlorent guld og glimmer.
unquote

Nu regeringen er valgt på demokratiske grunder (så kan vi have synspunkter på det) og du ikke synes det er godt nok... så må de være i strid med majoritetens holdning.. derfor spørger jeg om du anfægter den frie og demokratiske stemmeret.. Jeg er har da været dybt uenig med mange regeringer, men må bare respektere majoritetens valg..

Hanne Christensen

Chris, du overser, at befolkningen nu vil rød blog. Så det stemmer fuldstændig overens med demokratiske principper.

Det, der skærer i mine demokratiske ører, er, når jeg hører en presse, der så ensidgt skaber nyhedsdækning til fordel for blå blok.

DET har meget lidt med et reelt demokrati at gøre.

Arbejdsløsheden blandt unge i Grækenland er også 40%, og arbejdsløsheden generelt i samfundet er 16,6 % og stigende.

Hvad er det man forventer sig med tale om demokrati, når man udelukker en hel generation fra at deltage meningsfuldt i samfundet?

@ Hanne

Hov hov... har der været et demokratisk valg der understøtter dit postulat hvad befolkningen vil...?

Det skærer i manges ører at læse noget man ikke er enig i... så må du bare læse en anden avis... Jeg er dybt uenig i meget det jeg læser i Information... derfor læser jeg den.. ikke for at forbavses men for at få en brede indblik..

Anne Marie Pedersen

Demokrati er jo heller ikke bare demokrati Chris. Der er jo væsentlig forskel på, om man nu fx tænker som Hal Koch eller Theodor Geiger.

Jeg mener fx sagtens, at demokrati kan blive til flertalsdiktatur. Og det bliver det altså, hvis magthaverne ikke bevidst forsøger at lytte og inddrage en bred vifte af borgere - også dem, der er skæve og vinde, eller hvad man siger nu til dags.

@ Anne Marie

Nu tror jeg ikke der nogensinde bliver flertal (og jeg håber ikke jeg tager fejl) for en majoritet der vil undertrykke en minoritet... det gælder så lige om det er en venstre eller højre regering..

Hanne Christensen

Chris, vi er så grundlæggende uenige, at jeg ikke ser megen mening i at udveksle synspunkter med dig.

Jeg synes det er påfaldende, at Anne Albinus, må henvise til en udenlandsk avis, om hvad de skriver om ungdomsarbejdsløshed i Europa.

Jeg synes, det er påfaldende, hvordan DR og TV2 igen og igen inviterer to fra samme blok ind til diskussion. Jeg synes det er påfaldende så meget taletid LA fårt, deres størrelse taget i betragtning.

Jeg syens, det er utroligt, at LA aldrig bliver spurgt ind til deres sociale profil.

Jeg synes det er påfaldende, hvordan London-optøjerne alene bliver omtalt som bølleoptøjer, og jeg synes det er utroligt, at der rapporteres så lidt om de dårlige sociale forhold, disse unge vokser op under.

Jeg synes det er utroligt, så lidt der rapporteres fra Spanien, om hvor lidt de rigeste skal bidrage til genopretningen, men omvendt hvor meget de fattigste skal.

Jeg finder det bemærkelsesværdigt igen og igen at skulle konfronteres med liberalistiske synspunkter suppleret med holdninger fra yderste højrefløj, uden jeg får den tilsvarende modvægt fra modsatte fløj.

og når det er sagt, ja, så læser jeg både Børsen (selv om den giver mig kvalme), Berlingske, epn.dk, Finans Watch, Avisen.dk, Information og Politiken. JP tillader jeg mig at springe over.

Også selvom jeg ikke sympatiserer med de højreradikale, liberalistiske synspunkter. Jeg har den holdning, at en liberal holdning godt kan kombineres med social anstændighed og tolerance.

Ensidigheden i den danske pressedækning er et tegn på, at demokratiet bløder og at vores samfund er styret af ekstreme holdninger.

Vi får en rød sejr næste gang, uanset om du vil det eller ej, uanset om meningsmålinger forsøger at forvrænge det billede. Vi får en jordskredssejr! Lad os bare se resultatet om 3 måneder.

Og det bliver en kæmpe opgave for rød blok at tage over. Der er rigtig meget der skal ryddes op i.

Anne Marie Pedersen

Så du mener ikke, at nogle grupper er blevet undertrykt på det sidste? Ikke de forældre, som ikke har kunnet få deres små børn til DK pga. familiesammenføringsregler? Ikke de mennesker, som gerne vil demonstrere fredeligt, men kan blive sat fast via lømmelparken? Ikke de mennesker, som uden retssikkerhed kan få frataget deres overførselsindkomster? Ikke de mennesker, som tilfældigvis bor et sted, hvor der udråbes visiteringszoner? Ikke de unge uden stemmeret, der kan idømmes ungesaktionen? Ikke de unge, der diskrimineres med lavere sociale ydelser end alle andre? Ikke de unge, der har færre muligheder i et aktiveringsforløb?

Det er ikke mindretal i klassisk forstand. Men det er det i moderne forstand, hvor mennesker i højere grad tilhører nye typer af fællesskaber. Og EU fremhæver netop alder (og ikke kun ældre, men især unge) som grupper, der let kan diskrimineres i lovgivning og strukturelt pga. årgangenes små størrelser.

Hanne Christensen

Anne Marie Pedersen,

Du har fuldstændig ret. Og flertalsdiktatur er stort set det, jeg har oplevet de sidste 10 år. Store væsentlige beslutninger har blå blok gennemført solo. Kommunalreformen er et eksempel. Privatiseringen ligeså. Skattelettelser, dagpengereform og efterlønsforlig ligeså. Førtidspensionsreformen også. De to sidste vil VKO gennemføre efter valget, hvis de vinder - uanset at store dele af befolkningen er voldsomt i mod den form, VKO vil gennemføre disse forslag på.

VKO har gennemført stramninger over for de svageste baseret på tomme floskler og paroler. Fx at det skal kunne betale sig at arbejde. Og i øvrigt baseret på hadhetz. Det lå i unertonen, at de ledige bare kunne finde et arbejde og at de var dovne. Det blev fortiet at i de "gode tider", kæmpede langt hovedparten af dem, som fortsat var ledige, med sygdom. Det var reelt syge, som VKO forsøgte at piske i arbejde, både reelt og i deres sprogbrug.

Den slags dæmagoiske retorik og argumentationsform er simpelthen ikke et demokratisk samfund værdigt.

Vi har også haft en regering, der i den grad har benyttet sig af spegepølsemetoden. Se fx den kriminelle lavalder. Nu propper man unge mennesker ind sammen med hårde voksne kriminelle, og VKO ønsker den kriminelle lavalder helt fjernet. Man indførte terrorlove - som så stort set alene er anvendt over for almindelige kriminelle forhold.

Befolkningen ønsker mere og mere straf, fordi de tror - viser det sig -, at der dømmes langt mildere end der reelt gøres. Det viser jo i den grad, at demokratiet ikke virker.

Et helt afgørende element for et demokratis virke er oplysning. Men vi har åbenbart en regering som gerne tilsidesætter alle demokratiske forudsætninger og bygger deres regeringsførelse på fortielser.

Den slags adfærd har ikke nødvendigvis noget med en højrefløj som sådan at gøre, men adfærden har desværre været et kendetegn for nuværende vko-regering.

@ Hanne & Anne-Marie

Jo der er så sagtens mindretal der bliver undertykt... og jeg skal være den første til at kæmpe deres kamp.. det har jeg også gjort rede for.. men jeg nægter at gøre det med bål og brand hvilket er udgangspunktet i debatten.. respekten og det personlige ansvar for lov, orden og demokratiske værdier må komme først...

I rest my case Ladies...

Hanne Christensen

Anne Marie Pedersen,

Fint eksempel og henvisning. Og bemærk, din henvisning er til et Ritzau telegram. Selv Information rapporterer ofte om sociale forhold via Ritzau-telegrammer. Uddybende og kommenterede artikler er der alt, alt for få af.

Det er som om aviser som Politiken og Information har forsøgt at give indtryk af en venstreorienret udgangspunkt via deres holdning til udlændingespørgsmål.

Men reelt synes de mere at tilhøre højrefløjen, De Radikale eller højrefløjen i Soc. Man ser da også, hordan den ene chefredaktør efter den næste hos Information får får jobs hos den blå bloks skribenter, særligt hos Berlingske. Så det er måske ikke så underligt, at Information har været så lavmælt i deres kritik af den førte sociale politik, og så selvudslettende når det kom til at beskrive konsekvenserne af den førte social- og beskæftigelsespolitik.

Hanne Christensen

Chris, jeg mener ikke du støtter nogen underklasse, ved at understøtte højrefløjens retorik og manglende forståelse for disse klasser vilkår.

Jeg er ikke selv typen, der går på gaden, og går på ingen måde ind for vold. Heller ikke den psykiske vold diverse regeringer har påført disse befolkningsgrupper. For det mener jeg rent faktisk er sket. Jeg mener, der har været tale om det ene menneskerettighedsbrud efter det næste, og jeg forstår godt ballonen brister.

Jeg skal hverken forsvare psykisk eller fysisk vold. Min indfaldsvinkel til deltagelse i debatten er at påpege den ensidige pressedækning og retorikken.

En retorik som kun graver grøfter, og det er der altså ikke behov for. Derimod er der behov for tiltag, så også de unge fra de laveste samfundsklasser kan se, at de har en fremtid.

Anne Marie Pedersen

Tak Hanne. Og du har helt ret.

Hey Chris - jeg nægter også at gøre det med bål og brand. Så der er vi enige. Men du røg lidt væk fra demokratisporet...

efter at have hørt Cameron's retorik og læst, at han næste gang er parat til at sætte militæret ind mod "bøllerne" og blokere de sociale medier, har jeg efterhånden svært ved at se, hvad forskellen på de diktaturstater, som vi fordømmer, og UK er..

@Chris Green

Europa står indfor de største udfordringer siden WW2.. En lille minoritet tror løsningen er at brænde hele lortet af… hvor destruktiv har man lov at være?
Du har ret Cris, en lille elite er ved at brænde det hele af, så at de kan berige sig selv og deres venner, imens bløder folket, mens de ser den velfærdsstat som deres forældre kæmpede for gå op i røg.

Bjarne Hansen

Right to buy-kampagnen, hvor de, der boede i socialt boligbyggeri, fik mulighed for at købe deres lejebolig meget billigt.(Artiklen)

Er det ikke noget vi kender her hjemme fra, men heldigvis som en fuser?

For det fører nemlig til dette:
“Jeg har en lille liste over unge piger, der bliver gravide for at komme længere op på ventelisten til en lejebolig”(Peter Lilley Artiklen hvor han forhåner produktet af deres egen politik)

Reduktionen af lejeboliger har ført til en eksplosion af enlige mødre i slumkvarterene, fordi at unge piger er nødt til at blive gravide for at kunne komme i betragtning til en bolig og flytte hjemmefra, hvilket yderligere har bevirket at enormt mange kvinder aldrig har haft berøring med arbejdsmarkedet, og yderligere at et stort antal børn og unge driver rundt i Englands storbyer som hjemløse, fordi deres mødre var alt for unge og for fattige til at kunne tage sig ordentligt af dem.

Og eftersom dette har stået på siden Thatcher, så er efterhånden flere generationer født og vokset op uden for Ret og Lov, og fordi drenge ikke kan blive gravide og komme på en bolig-venteliste, så er der kun gaden og banderne, medmindre de gifter sig med eller flytter ind hos en af de før nævnte piger.

Disse tusinder og atter tusinder, har aldrig oplevet opsving og forbrugsfest, det har ikke engang bare dryppet på dem, så er der noget at sige til at de pludselig dukker op til “festen” uden invitation.(Gatecrasher) Jeg forstår dem godt.
––––––––––––––––––––––-
Flere generationer af Arbejderbørn og Unge er fastlåst i en umulig situation pga. Thatcher´s Right to buy-boligpolitik, for hvem skulle dog kunne finde på at købe en sådan bolig når den første “glade ejer” fra Thatchertiden er død eller flygtet.
De der bor i kvarteret i forvejen har ingen penge, og de der har penge kunne aldrig drømme om at flytte ind i kvarteret, så disse boliger står bare hen uden lys, varme og vedligeholdelse og forfalder.

Tager man en tur rundt i store Engelske slumkvartere og kikker på boligblokkene vil man kunne se at temmelig mange af boligerne har brædder for vinduerne, det er forladte ejerboliger, og i samme byggeri ser man også fungerende lejeboliger.

Præcis den samme ide(Right to buy) fik et flertal af det Danske Folketing for et par år siden for at lave et “Getto-løft”, ja go daw do, heldigvis blev stort set ingen af de udbudte lejeboliger solgt, ideen var dødsdømt på forhånd.

Det er bemærkelsesværdigt at volden, plyndringerne og afbrændingerne i London, gik ud over underklassen (af nogen fejlagtigt beskrevet som arbejderklassen) eller den lavere middelklasse. Bl.a. småhandlende hvoraf mange er immigranter eller efterkommere, ligesom mange af voldsmændene er. Volden var ikke rettet mod overklassen, de rige, unge og smarte.

Volden var således rettet mod et segment, der prøver at skabe sig en anstændig tilværelse ved arbejde og risikovillighed. Hvilket blot gør volden endnu mere usympatisk.