Nigerianere udfordrer Shell i Haag

Goi er i dag en død landsby. De to fiskedamme, bageriet og kyllingefarmen, som engang var dens stolthed, ligger forladt hen, dækket af et tykt sort lag. Landsbyens fiskebæk er forgiftet. Skolen er blevet plyndret. Mangroveskovene er indhyllet i tjære, og alle er rejst bort, flygtninge fra et sted forpestet af udnyttelsen af regionens mest værdifulde ressource: råolie.

Tidligere på måneden udstillede en længe ventet og omfattende FN-rapport de fulde rædsler af den forurening, som olieproduktionen i løbet af de seneste 50 år har bragt til Ogoniland i Nigeria.

FN-rapporten viste, at olieselskaberne og den nigerianske regering ikke blot har undgået at leve op til egne standarder, men at regeringen i sin egen undersøgelse, indberetning og rensning har været stærkt tendentiøs i selskabernes favør og til skade for ofrene. En olielæk i USA bliver indberettet inden for minutter. I Niger-deltaet, som hvert år udsættes for en større forurening end Den Mexicanske Golf, kan det tage selskaberne flere uger eller måneder.

»Olieselskaberne har udnyttet Nigerias svage reguleringssystem i alt for lang tid,« siger Audrey Gaughran fra Amnesty International.

»De yder ingen dækkende beskyttelse imod miljøødelæggelser, og de undlader ofte at sætte ind over for den ødelæggende indvirkning, som deres dårlige praksisser har på menneskers liv.«

Knækket fiskerisamfund

Goi, 65 km fra Port Harcourt, er et typisk eksempel. Med en beliggenhed blot få kilometer fra det område, hvor Shell i 1958 først fandt olie i Ogoniland, er der herfra blot 30 km til Bane, fødebyen for Ogonifolkets leder, forfatteren Ken Saro-Wiwa.

Gois indbyggere sluttede sig til den store protestmarch i 1994, da én ud af tre fra det lille stammeriges befolkning på 900.000 gik til fredelig modstand imod selskabet og forhindrede det i at arbejde fra alle dets 30 oliebrønde i området. To år senere blev Saro-Wia og otte ogoniledere retsforfulgt på en fabrikeret mordanklage og henrettet.

Som et lille fiskerisamfund med færre end 100 indbyggere blev Goi til stadighed svækket og derpå helt knækket af en serie af olie- lækager, som i løbet af 20 år gjorde netværket af sumpe, laguner, floder og vandløb omkring den ubrugelige.

»Folk plejede at drikke vandet fra bækken og fiske, tilberede mad og svømme i det. Stedet var perfekt,« siger Barrisa Tete Dooh, landsbyens hjælpepræst, og uddyber:

»Vi krævede ikke mere, men så kom udslippene, tidevandet skyllede mere forurening ind fra andre steder, og i 1987 brændte en massiv oliebrand ukontrollabelt i fire uger. I 2008 var de fleste flyttet væk.«

Dooh og Gois sidste indbyggere blev igen og igen udsat for ny forurening, indtil de omsider gav op, fortæller Barrisa Tete Doohs ældste søn, Eric.

»Shell sagde, at de ville bringe alting i orden, og de sendte også en oprenser, som skovlede noget af olien op, men det var så det. Udslippene blev bare større og større,« siger Eric.

I 2009 gjorde et tredje stort udslip det sidste hus ubeboeligt.

Om Dooh eller nogen anden nogensinde vender tilbage til deres hjemby, vil nu blive afgjort i en retssag i Holland. Sammen med den hollandske afdeling af Friends of the Earth har Dooh anlagt sag mod Shell i Haag for forsømmelse.

Shell-rørledningen, der går lige forbi landsbyen, blev brugt til at kanalisere 120.000 tønder forbi. Den brast i 2004 med ødelæggende konsekvenser. Selskabet hævder, at den blev saboteret af unge, som ville stjæle olie til deres hjemmeraffinaderier en proces, der kendes som bunkering. Dooh skyder skylden på tæring i den 50 år gamle rørledning.

Shell undgår strafansvar

Onsdag i sidste uge påtog Shell sig formelt ansvaret efter britisk lov for to substantielle udledninger i det nærliggende Bodo. Det var sjældne sejre. Over 1.000 sager er anlagt imod Shell for forurening over de sidste 30 år, men næsten alle er blevet afvist, afgjort for nogle få dollar eller forhalet igennem et langsomt arbejdende retssystem i årevis.

Selv i de tilfælde, hvor domstolene har pålagt Shell et strafansvar og millionstore bøder, har det stadig været muligt for selskabet at appellere og derved dræne de sagsøgende lokalsamfund for penge til advokatsalærer. En sag imod Shell anlagt af Goi-folket er stadig under domstolenes behandling efter et forløb på 14 år.

Ogonisamfundets ledere indrømmer, at nogle udslip givet er resultat af unge, der ved ulovlig bunkering har forsøgt at tjene penge på regionens eneste naturgivne ressource.

»Det var Shells forsømmelser, som tvang folk til at stjæle,« siger Groobadi Petta, formand for ungdomsforbundet i byen Bodo.

»Når folk får ødelagt deres levevej, søger de unge hen til steder, hvor de kan lære at raffinere olie. De er desperate. Andre har lært dem, hvordan de stjæler. De gør det for at overleve. Men Shells påstande om, at selskabet kun er skyld i to procent af udslippene, er en fornærmelse,« siger han.

Illegal tapning

I deltaet er der enighed om, at bunkering og olietyveri i større skala får lov at passere. Det bliver endda beskyttet og opmuntret af et organiseret kriminelt netværk, som agerer i ledtog med regeringen og den politiske elite samt sikkerhedstjenesterne og personer fra olieselskaberne.

»Det er en mafia, dette her. De har godfathers. Det er umuligt at stjæle så meget olie uden beskyttelse. Lokalsamfundene får så skylden for udslippene og for tyverierne, men topfolkene tager langt mere og er udmærket klar over, hvad der foregår. Flåden patruljerer bugterne og de største floder, så det er helt umuligt for både at komme forbi deres checkpoints, uden at de ved det,« siger Kentebbe Ebiaridor, en feltarbejder fra en miljøbeskyttelsesgruppe i Port Harcourt.

På laveste niveau har landsbyer på tværs af deltaet oprettet illegale gør-det-selv-olieraffinaderier. Disse rudimentære destillationsanlæg består af nogle gamle rør og tønder og blev første gang brugt til brændsel under Biafra-krigen. De er imidlertid blevet en del af overlevelsesstrategien i mange landsbyer, som er for fattige til at betale for elektricitet eller transport. Nogle få tønder råolie tappes fra olieselskabernes gamle forgreningsrør, og denne koges så i tønderne. Dampene opsamles, afkøles og kondenseres i en simpel destillationsproces, og resultatet bliver en dieselolie, som nok er af lav kvalitet, men anvendelig nok til generatorer og visse biler. Men anlæggene bryder ofte i brand og forurener mindre områder, ligesom de ofte bliver ødelagt af militæret for kun at blive genoprettet inden for få dage. De lokale myndigheder affinder sig undertiden med dem og opkræver blot en mindre afgift.

»Det forhold, at disse operationer florerer for øjnene af politi og ordensmyndigheder, er i bedste fald tegn på en mangel på præventive forholdsregler og i værste fald et tegn på korruption og aftalt spil,« noterede FN's Miljøprogram i sidste uge.

Den skamløshed, hvormed olien stjæles i storstilet omfang, er rystende. Der er forlydender om, at flere af flådens øverste officerer har deres egne private rørledninger, hvorfra de får råolie bragt om bord på fartøjer, der sejler til raffinaderier i andre lande som Sydafrika.

Sidste år blev en Shell-ansat angiveligt fyret, efter at det var blevet konstateret, at han havde oprettet en bande, som skulle ødelægge brøndhoveder og derpå få hans kontakter til at oprense forureningen. I 2003 blev den nigerianske tanker African Pride opbragt og tilbageholdt af den nigerianske flåde, da det viste sig, at den medbragte 11.000 tønder stjålen olie. Inden for få måneder var olien forsvundet på mystisk vis.

Den organiserede kriminalitet dominerer nu tyverierne af olie fra Ogoniland, siger Patrick Naagbanton, koordinator for det Amnesty International-støttede Centre for Environment, Human Rights and Development.

»Forureningen har medført, at håndvåben har en enorm udbredelse, hvilket nu gør deltaet til et af de farligste steder i verden. Våbnene kommer ind gennem porøse grænser. Man kan få både AK47'ere, kinesiske, sydafrikanske, italienske, tyske og belgiske våben,« siger han.

Lokalsamfund med hære

Naagbanton gennemfører regelmæssige undersøgelser af udbredelsen af våben i deltaet og modtager hyppigt dødstrusler.

»Våbenhandlen i deltaet er domineret af ukrainske og russiske forhandlere, som bytter automatvåben for ulovligt raffineret olie. Den drives af politiske ambitioner i forening med en illegal økonomi og næres af olie-bunkering, der bliver både direkte og indirekte årsag til volden i deltaregionen,« siger han.

»Hvert et lille lokalsamfund har nu en egen hær. Hvis der ikke sættes ind over for våbenudbredelsen, vil bevæbnede private militser og krigsherrer, der opererer i regionen, underminere hele området og forvandle det til en farlig konfliktzone, hvor bander vil herske på bekostning af de legitime myndigheder, udvikling, sikkerhed og fremskridt for alle,« siger han.

Tilbage i Goi gør høvding Doohs søn Eric klar til at tage til Holland for at repræsentere sin far i sagen imod Shell.

»De menneskelige omkostninger ved forureningen er alt for høje. Efter udslippene gik min fars forretning konkurs, og min mor døde, fordi der ikke var penge til at betale behandlingen af hendes sygdom, mens mine brødre og søstre måtte forlade skolen. Jeg kæmper ikke for mig selv. Dette er en principsag. Måske Shell nu vil blive draget til ansvar. Jeg kæmper for lokalsamfund på tværs af hele deltaet.«

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen