Læsetid: 6 min.

Pakistans glemte krig

Siden 2006 har politiske aktivister og sympatisører i Pakistans fattigste provins, Baluchistan, været ofre for bortførelser, tortur og drab. Menneskeretsorganisation bekræfter, at pakistanske sikkerhedsstyrker står bag volden som led i deres undertrykkelse af en årtier gammel kamp for autonomi
Konflikten i Baluchistan har stået på i årevis. Her inspicerer pakistanske sikkerhedsfolk en jernbane, der er blevet saboteret af separatister i juli i år.

Konflikten i Baluchistan har stået på i årevis. Her inspicerer pakistanske sikkerhedsfolk en jernbane, der er blevet saboteret af separatister i juli i år.

ZAHID HUSSAIN

31. august 2011

KARACHI - »Det var, som om himlen faldt ned. Det var intet mindre end et helve- de ...«

Sådan beskriver Beg Muhammad, far til Mehboob, den skæbnesvangre dag, hvor hans søns lig blev fundet dumpet, torteret og lemlæstet i en grad, så han ikke kunne kende sin egen dreng.

Beg Muhammad sidder over for mig i et tomt lokale i sit hus i Pakistans kommercielle hovedstad Karachi. Byen ligger et par timers kørsel fra naboprovinsen Baluchistan og er hjemsted for flere millioner baluchere, som har slået sig ned i den enorme metropolis.

Muhammads kone sidder til venstre. Hans yngre søster ved siden af. Og sønnens smukke, forsigtige kone og deres små børn sidder bagerst i det ellers tomme lokale. Luften er tung, varm og klistrende. Det er ubehageligt, dels på grund af det varme vejr, men mest fordi man føler, at man ikke burde være her. Jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er kommet for at besøge dem. Deres søn er gået bort, siger de. Hvad kan jeg gøre for dem nu?

»Ikke meget,« siger jeg. Ud over at fortælle deres historie.

Mehboob er en af de 140 unge baluchmænd, hvis lig er blevet smidt i tomme sidegader eller på øde bjergtoppe. Sammen med de flere hundrede mænd, der er blevet bortført, og hvis familier nu frygter, at deres sønner vil lide samme skæbne, tegner de 140 lig et billede af et mysterium, der har delt pakistanerne.

På den ene side står de pakistanere, som mener, at volden skyldes interne stridigheder blandt balucherne. På den anden side finder man de pakistanere, som skyder skylden på Pakistans berygtede militær og efterretningstjeneste Inter-Services Intelligence (ISI).

Beg Muhammad hører til den sidste gruppe. Og hans synspunkt fik støtte fra den internationale menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch (HRW), der i sidste uge udgav sin første rapport om de mystiske bortførelser, tortur og drab i Baluchistan.

Beskidt krig

Rapporten bekræfter, at det er pakistanske sikkerhedsstyrker, der står bag overgrebene mod balucherne.

Som en pakistansk embedsmand ifølge rapportens indledning ytrer i april 2010 til Bashir Azeem, den 76-årige generalsekretær for separatistpartiet Baluch Republican Party under en af flere ulovlige tilbageholdelser, han har været udsat for:

»Selv hvis præsidenten eller højesteretsdommeren beder os om at løslade dig, gør vi det ikke. Vi kan tortere dig, dræbe dig eller holde på dig i årevis, som det passer os. Vi adlyder kun til militærchefen og efterretningstjenesten.«

Rapporten, som blev offentliggjort i sidste uge, er skrevet på baggrund af 100 interview med familiemedlemmer til forsvundne og dræbte balucher, lokale menneskerettighedsaktivister, advokater og vidner.

Rapporten bemærker, at mens verden og Pakistans elite taler om terror og Taleban, hver gang Pakistan bliver nævnt, foregår der en blodig og dødelig parallelkonflikt i landets fattigste provins, Baluchistan.

Her kæmper sikkerhedsstyrkerne en beskidt og hemmelig borgerkrig mod en løs koalition af separatister bestående af de lokale balucher. Separatisterne kræver uafhængighed fra det, de betegner som en undertrykkende pakistansk stat. Og skønt ikke alle balucher er enige nogle ønsker blot større autonomi inden for den pakistanske stats rammer er deres krav om mere selvstyre ikke populært hos landets militærelite.

Årtier gammel konflikt

Wahab Baloch er ekstrem forsigtig mand og med god grund. Han er bange for at tale i telefon med mig, for han ved, at ISI højst sandsynligt aflytter hans samtaler, og han frygter, at han vil blive anholdt. Han blev tilbageholdt i tre dage sidste år, hvor han blev torteret af pakistanske sikkerhedsstyrker. Det drejede sig om slag og injektioner, fortæller han kort. Han var lige ved at dø af det.

Vi mødes en formiddag foran Karachis presseklub og sætter os for at tale om baluchernes frustration over den pakistanske stat en frustration, der har stået til i årtier.

»For at forstå denne konflikt bliver man nødt til at forstå vores historie,« siger Wahab.

Han fortæller, at konflikten mellem separatister som han selv og den pakistanske stat har stået på siden 1947, da det britiske koloniherredømme forlod Sydasien, og Pakistan blev til en uafhængig stat.

Før Pakistan og nabolandet Indien, som man i lang tid mente Pakistan skulle være en del af, blev uafhængige, var Indien et sammensurium af kongedømmer og områder med forskellige etniske og religiøse grupper. På samme måde bestod Baluchistan primært af balucher en etnisk gruppe, der også bebor områder i Sydiran. En stor del af Baluchistan hørte dengang under et kongedømme, og kongen hed Khan-e-Kalat.

Flere millioner i det britisk-indiske herredømme betragtede sig selv som 'indere'. Selv Pakistans stiftere kaldte sig for 'indiske muslimer', og deres argumentation for at etablere Pakistan var baseret på behovet for at have en separat stat for 'indiske muslimer'. I de sidste par måneder før englænderne forlod deres gamle kolonier i 1948, gik debatten derfor på, hvilke dele af Pakistan, der skulle forblive en del af et 'sekulært Indien', og hvilke dele, der skulle integreres i en stat for 'indiske muslimer', det vil sige Pakistan.

Den debat var balucherne ikke interesserede i at være en del af. For de mente slet ikke, at de var indere, fortæller Wahab. De mente heller ikke, at det gav mening, at de blev integreret i Pakistan, bare fordi de var muslimer. For det var iranere og afghanere også, og dem forsøgte Pakistan-aktivisterne ikke at integrere i den nye indisk-muslimske stat. Det skyldtes, at iranere og afghanere blev anset for at være særskilte etniske grupper, men det mente balucherne også, at de var. Derfor skulle de også være en separat stat.

Briterne var oprindelig af den opfattelse, at de lokale kongedømmer selv måtte beslutte, om de ville være en del af Indien, Pakistan eller være selvstændige stater. Men da baluchernes konge, Khan-e-Kalat, talte om uafhængighed, blev det ikke accepteret af pakistanerne. Derfor sendte Pakistan tropper ind i provinsen og tvang kongen til at underskrive en traktat.

Det er usikkert om Wahab og separatisternes version af historien er fuldstændig korrekt. Nogle historikere mener, at kongen underskrev traktaten frivilligt. Men der er ingen, der betvivler, at balucherne som helhed ikke var interesserede i at blive en del af Pakistan. Den tyske forsker og historiker Martin Axmann forklarer således, at bevægelsen for en uafhængig pakistansk stat var upopulær blandt balucherne.

»Og derfor går vores kamp mere end 60 år tilbage,‹ siger Wahab Baloch.

En fattig guldmine

Baluchernes frustrationer har ikke kun rod i historien. Ud over sin geostrategisk vigtige placering ved grænsen til Iran og Afghanistan og sin lange kystlinje ud mod Det Indiske Ocean ligger Baluchistan bogstavelig talt oven på en guldmine det geologiske mirakel Tethyanbæltet. Den beliggenhed øger sandsynligheden for, at man finder guld, kobber, olie og gas under fødderne på belucherne. Allerede i dag dækker forsyninger fra de østliggende Sui-gasfelter i Baluchistan 25 procent af Pakistans gasbehov.

Ikke desto mindre er Baluchistan i dag Pakistans fattigste provins. Uddannelsesniveauet er lavt, sundhedstilstanden ringe og fattigdommen dyb. Besøger man Sui-gasfelterne i Østbaluchistan, vil man kunne se, at de migrantarbejdere fra Pakistans magtfulde provins Punjab sidder trygt i velforsynede og beskyttede huse, mens omkringboende baluchere end ikke har gas til at lave mad.

»Det er uacceptabelt og skal ændres,« siger Wahab.

En beskidt konflikt

De pakistanske sikkerhedsstyrkers bortførelser, tortur og drab og den pakistanske centralstats håndtering af Baluchistan berettiger ikke separatisternes vold, siger Human Rights Watch.

Sidste år udgav organisationen en rapport, der dokumenterede, hvordan separatisterne havde påbegyndt målrettede angreb mod Pakistans etniske flertal, punjaberne.

Punjaberne, som dominerer militæret, efterretningstjenesten og staten, repræsenterer den undertrykkende pakistanske stat, siger nogen separatister.

Andre, som Wahab, siger, at separatisterne kun dræber de punjaber, som udspionerer baluchernes politiske aktivister og sympatisører.

Den pakistanske journalist Ejaz Haider hævder i en kronik i den engelsksprogede pakistanske avis The Express Tribune, at liberale menneskerettighedsforkæmpere har en tendens til at romantisere konflikten i Baluchistan. Han påpeger, at Baluchistans befolkning består af andre etniske grupper end balucherne, heriblandt pashtun, som ellers er kendt for at dominere Afghanistan. Og derfor giver det ikke mening at kæmpe for et uafhængigt Baluchistan, mener han.

En usynlig retsstat

Beg Muhammads søn nærede sympati for Baluchistans separatistbevægelse. En politisk holdning, som ifølge de pakistanske sikkerhedsstyrker er det samme som landsforræderi.

»Det betyder dog ikke, at de har ret til at tage min søn. Hvis han har gjort noget forkert, skal han da stilles for en dommer,« siger Muhammad.

Menneskerettighedsorganisationer er enige. Om der er konflikt og uenighed er irrelevant. Staten bør ikke deltage i ulovlige angreb.

»Vi takker Gud for, at vi fik vores søn tilbage, og ud af kløerne på de uhyrer. 10 måneder og 21 dage var han hos dem, og jeg skælver ved tanken om, hvad de gjorde ved min dreng,« siger Muhammad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trist historie.

Overskriften fik mig til at tænke, på at vi ikke hører meget i valgkampen om Danmarks glemte krig ... kun lidt om den vist nok kolossale sejr i Libyen.

Hvorfor mon ?