Nyhed
Læsetid: 6 min.

Det sekulære Spanien raser over pavefest

Et stadigt mere sekulært Spanien er oprørt over pave Benedikt den XVI's besøg i denne uge. At offentlige midler skal betale for pavens besøg, sker mod mange spanieres vilje
Udland
19. august 2011
Et dyrt kys. Pavens besøg i Spanien anslås at koste 25 millioner euro og kommer til at gå direkte fra spaniernes skattekroner. Det sker til trods for, at det katolske Spanien svinder ind år for år.

Et dyrt kys. Pavens besøg i Spanien anslås at koste 25 millioner euro og kommer til at gå direkte fra spaniernes skattekroner. Det sker til trods for, at det katolske Spanien svinder ind år for år.

Claudio Onorati

Madrid »Vi ønsker en ægte sekulær stat,« står der på en plakat i Madrids centrum. En »light« udgave af katolicismen har med rasende fart vundet frem i Spanien i de sidste 35 år. Spørgsmålet, om hvem der betaler for afholdelse af Jornada Mundial de la Juventud, Verdens Ungdoms Dag, for unge katolikker, har derfor skabt polemik i landet.

Pave Benedikt XVI gæster Madrid sammen med omtrent en halv million unge katolikker fra torsdag til søndag i denne uge. Det bliver fire omkostningsfulde dage.

Ifølge arrangørerne bag begivenheden anslås udgifterne til besøget at ligge mellem 50 og 60 millioner euro, som svarer til mellem 370 og 450 millioner danske kroner. Det angives, at mens pilgrimmene dækker 70 procent af det beløb, sørger firmaer og private sponsorer for de øvrige 30 procent.

Ifølge beregninger fra organisationen Europa Laica betaler spanske skattekroner imidlertid for mere end halvdelen af udgifterne til pavens besøg. Organisationen anslår, at offentlige udgifter til infrastruktur, politi, funktionærlønninger og øvrige udgifter til forberedelser kommer til at koste mere end 25 millioner euro. Det fik onsdag aften over 100 ateistiske og ikke-kirkelige organisationer til at gå på gaden sammen med tusindvis af borgere.

»Jeg betaler selv for mine egne fester,« står der på en ung mands banner. At man med offentlige midler skal betale for pavens besøg, sker mod mange spanieres vilje.

Beregningerne af de offentlige udgifter må tages med et vist forbehold, da den spanske regering og Madrids kommune i over et år har afvist at oplyse udgifterne i forbindelse med de religiøse festdage. Alligevel mener arrangørerne bag demonstrationen, at 25 millioner formentlig er langt under de egentlige udgifter, som betales med offentlige midler.

»Godt 25 millioner euro kommer til at gå direkte fra spaniernes skattekroner og indirekte via skattelettelser til sponsorer«, siger talskvinde Esther López Barceló fra partiet Izquierda Unida, som støtter klagen mod finansieringen af besøget. Hun forklarer, at de mange gratis ydelser, der tilbydes pilgrimmene, også indgår i beregninger af besøgets udgifter.

At demonstrationen handler om en principiel sag om sekularisering, er vigtigt for Esther López Barceló at understrege:

»Vi er ikke i mod paven, men vi vil ikke betale for hans besøg,« forklarer hun og fortsætter: »Ifølge vores konstitution er vi en ikke-kirkelig stat, og derfor reagerer vi i mod, at der bliver givet offentlig støtte til en privat, religiøs fest«.

Hån mod de arbejdsløse

Harmen over pavens besøg er ikke blevet mindre af landets katastrofale økonomiske situation. Med over 43 procent unge arbejdsløse opleves det som en hån, at offentlige transportpriser er steget med 50 procent op til Verdens Ungdoms Dag, mens pilgrimmene kan nøjes med at betale fem gange mindre af en almindelig metrobillets pris.

»Millioner af mennesker i dette land har meget få midler. Hvorfor skal vi betale for, at pilgrimmene kan rejse næsten gratis rundt, når spaniere ikke selv har råd til offentlig transport?,« spørger den 61-årige pensionist Cristina Fernandez, som demonstrerer mod Ratzingers besøg.

Begejstringen over, at festlighederne formentlig kommer til at give et økonomisk afkast på op mod 140 millioner euro, er behersket hos mange af de demonstrerende, for som den 22-årige kok Mario Ramírez forklarer: »De penge, der bliver tjent på pavens besøg, går til de store firmaer og ikke til den enkelte borger.«

At den spanske regering har kaldt pavebesøget for »en begivenhed af exceptionel interesse for offentligheden«, er der derfor delte meninger om.

Aftagende tro

Tal fra juni måneds rundspørge fra Spaniens Offentlige Statistikbank, CIS, vidner om en stadigt mindre troende befolkning. Ud af de knap 74 procent af befolkningen, der bekender sig selv som katolikker, frekventerer alene en fjerdedel kirken en eller flere gange om måneden. Fra 1978 til 2005 er antallet af praktiserende katolikker faldet fra 79 procent til 24 procent, ifølge den landsdækkende avis El País.

Den sekulære udvikling er endnu mere markant blandt de unge mellem 15 og 24 år. En undersøgelse fra 2010 bekræfter, at alene 10 procent af den unge generation er praktiserende katolikker. Det er spørgsmål som forholdet til homoseksualitet, sex uden for ægteskab og brug af præservativer, der får de unge til at tage afstand til kirken, mener formanden for ungdomsorganisationen Injuve, Gabriel Alconchel.

Onsdagens demonstration var da også motiveret af mere end blot et spørgsmål om offentlige udgifter til pavebesøget. »Brug kondom,« stod der på adskillige bannere med direkte henvisning til den katolske kirkes forbud mod præservativer. De demonstrerende benyttede ligeledes lejligheden til at ironisere over kirkens skandaleombruste pædofilikrise med tilråbet: »Pas på børnene, paven kommer.«

Samba og pavesouvenirs

For demonstranten og pensionisten Julio Lorenzo er det største problem med Ratzingers besøg, at navlestrengen til den katolske kirke aldrig er blevet skåret over efter Francos død: »I mere end 30 år har vi haft demokrati, men kirken har samme indflydelse, som den gang Franco herskede,« forklarer han og fortsætter: »Dertil kommer, at den katolske kirke endnu ikke har taget afstand til Franco-æraen og pavens besøg opleves derfor det desto mere pinefuldt.«

»Jeg er her for at forny min tro,« forklarer Danica Yu på 16 år, mens hun står i vejkanten for at modtage paven torsdag. Da Ratzinger kører forbi i sin hvide Pavemobil, hviner hun sammen med tusinde andre begejstrede pilgrimme. Flere fremmødte kaster med konfetti, og et stykke derfra danser en gruppe puerto ricanere til sambarytmer. Modtagelsen af paven er en kejser værdig. Et andet sted i byen skråler en gruppe unge foran en kirke: »Jeg bygger mit liv på Kristus,« som straks efterfølges af et sportsligt: »Olé, olé, olé, olé«.

Mens ateister har travlt med at problematisere financeringen af besøget, afholdes de katolske festligheder med stor optimisme. Bortset fra små sammenstød mellem enkelte pilgrimme og demonstranter under ateisternes demonstration, virker de hundredtusindevis af fremmødte helt upåvirkede af modstanden.

Overalt i byens gader og parker vrimler det med unge katolikker, nonner, munke og præster. Med deres rødgule rygsække og bøllehatte er de letgenkendelige i gadebilledet. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man let forveksle dem med fodboldfans.

»For 21 euro kan du få colognen, og så følger der også en t-shirt med,« meddeler en ung frivillig til en pilgrim, der står og overvejer, hvilken souvenir han skal købe fra boden i Retiro Parken.

I mere end 50 stande og butikker sælges der alt fra vifter og ure til kopper og nøgleringe med logoet for Verdens Ungdoms Dag. En sølvmønt med pavens overkrop indgraveret er eneste souvenir, der sælges med Ratzingers ikon på. Paven har specifikt bedt om, at festlighederne ikke må benyttes til at kommercialisere kirkens budskab. Alligevel har foreningen Redes Cristianas benyttet sig af lejligheden til at kritisere begivenhedens »pralende fremtræden.«

Man behøver ikke at bevæge sig meget rundt i byen for at opdage, at Verdens Ungdoms Dag er meget mere end den stort anlagte gudstjeneste, som paven leder søndag. Foran de 200 skriftestole, som er anbragt i Retiro Parken til lejligheden, står en gruppe unge og luften omkring dem er tyk af hormoner og barnlig flirt. For mange pilgrimme er opholdet en katolsk udgave af en ungdomsrejse til Lloret de Mar langt væk fra familiens bevågenhed.

På søndag tager de over en halv million unge hjem til over 170 forskellige lande, men kampen for en reel sekulær stat fortsætter, forsikrer en af talsmændene fra Europa Laica José María López Barbado. »Vi stopper ikke før, at politikerne begynder at overholde konstitutionen, som dikterer, at Spanien er en ikke-religiøs stat,« forklarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ungdommelige røde dansesko på den røde løber.

En stok?, der stikker frem ved kongens fødder.

Udtrykket i ansigterne på Zapatero og manden bag ham.

Et godt billede!

Morten Kjeldgaard

Paven, er det den gamle dame på billedet?

Kirker verden over konkurrerer med lokale mafiabosser om, gennem trusler at ryste guldet ud af de fattiges lommer - og den hvide klovn i Rom har ikke holdt sig tilbage.

Gorm Petersen

Den største synd er nok trods alt forbuddet mod kondomer.

Det cølibat, som i Oldkirken havde til formål at hindre, at der blev født børn (salig det bryst som aldrig har diet) fordi man betragtede ikke-livet som et attraktivt alternativ til livet, er blevet vendt til sin diametrale modsætning.

Ved ikke at lade kravet om cølibat gælde hele menigheden - og oven i købet forbyde kondomer - har man vendt den trosretning, der skulle have bragt menneskeheden til en fredsommelig afslutning, om til i stedet at producere overbefolkning og fattigdom.

Det er en gammel synd.

At forbuddet mod kondomer blev fastholdt efter fremkomsten af AIDS, har bidraget til at få den samlede lidelse til at nå nye højder.

Tilbage gennem middelalderen forsvarede paven synspunkter fra den før-kristne filosof Aristoteles (f.ex. at jorden er flad) som om det havde stået i Bibelen.

Den dag i dag vil han sikkert påstå, at forbuddet mod kondomer kan udledes af Bibelen - dog uden at kunne henvise til relevante steder.

Måske skyldes den stigende temperatur ikke co2, men paver der brænder i den evige ild ?

Geotermisk energi er vist fremtiden.

Den katolske kirkes synder fylder en lysår lang liste.

Som nævnt ovenfor af Gorm er kondomforbuddet et af de værste - specielt for Afrika.

Miguel Tuells

Det er et klart mindretal i Spanien som er sure over pavens besoeg. Dels fordi de fleste ved sagtens at kirken selv betaler udgifterne, dels at de ogsaa er klare over at dette giver et direkte oekonomisk inskud (hudredtusinder mennesker betaler deres mad, transport, etc), dels fordi man er klar over at dette giver positiv omtale verden over.
Det er jo paa den anden side sandt at sikkerheden bliver betalt af staten, og det er mange penge. Dog synes nok de fleste at det er rimeligt at staten for en gangs skyld i saa mange aar har denne udgift, for hvis det var at vi skulde holde den slags regnskaber, ja saa kan vi maaske begynde med sikkerheden i hver weekends foldbodkampe.
I jeres artikel siges det at praktiserende katolikker er 74% og linien efter siges det at der faktisk kun er en 24%, efersom kun én ud af fire gaar til kirke hver soendag. De flestes holdning til kirken er ganske "light", dvs at man erkender sig som katolik, alle er daabt og daaber stadig sine boern, alle holder Gudstjeneste ved doeden af et familiemedlem, og de fleste gifter sig i kirken, som de derefter ikke besoeges saerligt ofte. Og noget helt andet er at de allerfleste klart skelner mellem kirken som institution, respektabel trods saa meget der kan siges, og de politiske institutioner, hvorfra lovgivningen skal komme ud at oejeblikkets politiske flertal, selv om man ikke kan lide det. Derfor eksisterer der uden problemer love om skilsmisse, abort, homoseksuelle "bryllupper", etc: hvis man er katolik kan man jo bare lade vaere!
Enhver kan jo opfatte den katolske kirke som han eller hun vil, og det kan vedkommende jo ikke "goere for" fordi det haenger sammen med en livsholdning til alt andet. Rigtigt nok er der nogle som tilknytter kirken til Franco, og hvis de ikke kunne fordrage den ene, ja saa kan de jo heller ikke fordrage den anden. Det er dog en meget, meget klar minoritet der har den holdning, Franco er naesten komplet glemt, og dem der har naermet sig figuren med historisk interesse ved at Franco var taet paa ekskommunion i 1.973. De fleste er jo ogsaa klare paa at den Katolske kirke (specielt Johannes Paulus II) har i flere aartier forbandt alle former for diktatur.
Benedikt XVI er velkommen til Spanien af de fleste.

Fabelagtigt billede af "Benny the Rat" - han er Vatikanets Darth Vader, essensen af ondskab og mørke!

Åh, og så var han forresten medlem af Hitler Jugend...

http://atheism.about.com/od/benedictxvi/i/RatzingerNazi.htm

Morten Kjeldgaard

Spanierne tager nu nok ganske let på det katolske præventionsforbud. Spaniens fødselsrate er blandt de laveste i Europa, ca. 1,2 barn pr. kvinde.