En mellemøstlig talemåde er 'at tale tyrkisk til Syrien', der beskriver en ordknap og kontant attitude i form af erklæringer, der ikke uddybes. En talemåde, der går tilbage til 1998, da fåmælte meldinger fra Ankara blev bakket op af tyrkiske kampvogne ved grænsen til Syrien. Budskabet den gang var, at enten smed daværende præsident Hafez al-Assad PKK-lederen, Abdullah Öcalan, ud af Damaskus, eller også ville tyrkerne selv hente ham. Öcalan blev udvist.
Meget lidt tyder på, at Hafez' søn, Bashar al-Assad, er lydhør som sin far i dag, hvor Ankara for anden gang 'taler tyrkisk'. Ahmet Davutoglu, Tyrkiets udenrigsminister, sagde mandag efter et weekendbesøg i Damaskus, at med mindre det syriske styre ophører med at slå demonstranter ihjel, vil der »ikke være basis for at fortsætte en dialog«.
Regimets svar var drab i Homs, den tredjestørste by, og bombardement fra søsiden og landsiden af kystbyen Latakia med i alt 35 dræbte. Tyrkiet har under hele den syriske revolte forsøgt at tale Bashar til fornuft, men har også holdt en dør åben – modsat USA og EU, hvis sanktioner Tyrkiet ikke har tilsluttet sig. Nu har Davutoglus tvetungede udsagn fået iagttagere til at gisne om tyrkisk militær intervention i stil med den, der var på tapetet i 1998. Sådan går det dog næppe.
Kilder med kontakt til den tyrkiske udenrigsminister taler om 'sanktioner' men ikke hvilke sanktioner. Tendensen er at fraråde tyrkisk indblanding i syriske (og dermed arabiske) anliggender, også selv om militante røster høres i pressen om at 'generobre' Syrien, der blev tabt for det osmanniske imperium i 1918. Disse røster menes dog at vække en vis genklang hos premierminister Recep Tayyip Erdogan, der udover at se sig selv som lederskikkelse i sunni-islam tillige er nærtagende, hvorfor han har taget Bashars vedholdende afvisninger af hans gode råd personligt.
Tre faser uden bid
Man kom nok tættest på de løbende overvejelser i den tyrkiske regering i en artikel for nylig af Ahmet Davutoglus chef-rådgiver, Bülent Aras, der opstillede tre trin for den tyrkiske syrienpolitik:
1. Engagement.
2. Isolering.
3. Sanktioner.
Punkt ét har efter weekenden vist sig som en udtømt mulighed. Om trin to vil virke er tvivlsomt – og viser i øvrigt i hvor høj grad Tyrkiet går fejl af tænkningen i Bashars regime. Tyrkiet opnår intet ved at indstille dialogen med nabolandet, så længe Iran – og bag Iran Kina og Rusland – fortsat samtaler med Damaskus. Syrien kan også fortsat regne med Hizbollah, der kontrollerer regeringen i Libanon, og det palæstinensiske Hamas, hvis politiske ledelse har sæde i Damaskus.
Tilbage er punkt tre, som er problematisk for tyrkerne. Af de to milliarder dollar, der årligt udgør den tyrkisk-syriske samhandel, går skønsmæssigt halvanden milliard til tyrkiske eksportører. Handelssanktioner vil altså ramme Tyrkiet hårdere end Syrien. Tyrkiet kan ophøre med at købe olie i Syrien, men den kan nemt sælges til andre, og det vil ikke kunne mærkes i den syriske økonomi. Tyrkiet kan også indefryse de ifølge forlydender betydelige syriske indestående i tyrkiske banker – anbragt netop for at undgå risikoen for at vestlige banker fik ordre til at indefryse.
Tyrkiet kan annullere den nyligt indgåede aftale om visum-frihed mellem de to lande og følge op med afbrydelse af de diplomatiske forbindelser, men det vil være en reel teknisk handelshindring, der også rammer tyrkerne. Endelig vil Tyrkiets storstilede arabiske udenrigspolitik, udtænkt af Davutoglu som politisk og økonomisk alternativ til de stillestående EU-forhandlinger, hvis motto er 'nul problemer med naboer', kollapse ved ophør af dialog eller et diplomatisk brud.
Begrænset intervention
Spørgsmålet er, om Tyrkiet vil gå den planke ud – endsige intervenere militært. Som NATO-medlem vil det være svært, så længe NATO udelukker militær indgriben, og politisk vil det være farligt, selvom den islamiske hældende regering i Ankara kan henvise til, at Syriens regime, domineret af den shia-relaterede alawitsekt, kun synes at gå efter sunnier.
Men hvad der kan komme på tale, lyder det fra Ankara, er en begrænset intervention i fald flere hundredetusinde syrere flygter over grænsen til Tyrkiet. I den situation kan Tyrkiet etablere en 'bufferzone' på syrisk område, men det vil næppe medføre krig. Højst verbale protester fra Damaskus, hvis væbnede styrker i forvejen har hænderne fulde.
