Læsetid: 3 min.

Verden ser forskellig ud fra København og fra Delhi

Når Indien reagerer så voldsomt over for Danmark i Niels Holck-sagen, skal det forstås i forhold til landets dybe terrortraumer og i relation til den stadig stigende fornemmelse af at blive underkendt som den supermagt, Indien er
Når Indien reagerer så voldsomt over for Danmark i Niels Holck-sagen, skal det forstås i forhold til landets dybe terrortraumer og i relation til den stadig stigende fornemmelse af at blive underkendt som den supermagt, Indien er
17. august 2011

Der var engang en international krise, hvor vi alle holdt fast i at fortælle de andre, at den danske regering jo ikke kunne blande sig i, hvad pressen trykte. Nu åbenbarer der sig en ny, hvor vi står stejlt på, at den heller ikke kan gå i rette med domstolenes afgørelser. I begge tilfælde korrekt. I begge tilfælde principper, der er ufravigelige.

Men de bedste af kriser er som bekendt dem, vi lærer af. Når karikaturkrisen udviklede sig så voldsomt, var det også fordi, vi ikke stoppede tilstrækkeligt op og forsøgte at forstå modpartens position. Vi stod så stejlt på, at vi end ikke ville mødes og forklare os. Der var intet at forvare og følgeligt intet at forklare.

Overraskelse

Der var i går udbredt overraskelse over, at Indien valgte at 'fastfryse' al samarbejde med Danmark som reaktion på landsrettens afvisning af at udlevere den danske våbensmugler Niels Holck. Hvad det helt konkret indebærer, må tiden vise, men det er ved gud et drastisk skridt helt at lægge Danmark på økonomisk og diplomatisk is. Men fra et indisk perspektiv har Holck-sagen også været en voldsom affære. Med Delhi-briller på handler sagen om en terrorist, der har leveret våben til en organisation, der ville føre krig mod en demokratisk valgt regering i Vestbengalen. Og selvom det ligger tilbage i midten af 1990'erne, er Indien i dag et land, hvor terrordagsordnen trumfer alt. I det lys sås højesterets afvisning af at stadfæste Holcks udlevering i april. Som en talsmand fra Udenrigsministeriet dengang sagde:»I vores øjne har dommen alvorlige og langtrækkende implikationer og kan kun forståes som en opmuntring til terrorister og kriminelle.«

Og i Indien er terrortrussel ikke bare en teoretisk mulighed. Landet er nummer tre på listen af værst terrorramte nationer i de sidste 10 år efter Irak og Afghanistan, og før det, en ung nation, der med sine mange religioner og etniske grupper kæmpede med politisk vold i et omfang, at inderne til tider kunne opleves som et folk, der var begyndt at anse bomber som en trussel på linje med trafikuheld.

Men som det var tilfældet i USA skulle der et stort, spektakulært angreb til for for alvor at ændre spillets regler. Det skete i Mumbai 26/11 2008, hvor sikkerhedsstyrker kæmpede i et døgn mod terrorister uden at forhindre, at 164 mennesker mistede livet. Og det ændrede alt i indisk politik.

Og det er også de referencer, der gentagne gange er vendt tilbage i den indenlandske debat om Holck-sagen. Efter at en delegation fra det indiske Central Bureau of Investigation (CBI) ikke evnede at få Niels Holck udleveret efter et besøg i København, var oppositionen, ledet af lov-og-orden partiet, det hindunationale parti BJP, med det samme klar med kritik med reference til Mumbai-angrebet.

»Indenrigsministeren gjorde sig ellers store anstrengelser for at overbevise os om, de havde gjort meget, for at politiet og efterretningsvæsnet skulle hænge bedre sammen efter 26/11,« hoverede en BJP-talsmand.

Det evige uland

Men det er ikke kun på terrorpolitikken, at skoen klemmer. Indien bliver også ramt hårdt på stoltheden af den danske landsrets stadfæstelse af, at Holck ikke kan udvises på grund af faren for tortur. Når inderne bliver så stødte, handler det om en oplevelse af, at uanset hvad man gør, uanset hvor høj den økonomiske vækst er, hvor mange it-specialister man uddanner, hvor mange man hiver ud af den værste fattigdom, hvor mange astronauter, man sender til månen, så vil man altid blive set som et underudviklet, uciviliseret u-land i Vestens øjne.

Inderne er stødte over, at Holck-sagen ikke engang var 'fin nok' til at blive prøvet ved den danske højesteret, Det handler nemlig også om et dybt behov for at blive anerkendt som en nation og en oplevelse af aldrig helt at få den af ligemænd på lige vilkår. Man er den hegemonisk magt i sin region, men får ikke en fast plads i FN's Sikkerhedsråd. Man har været på Vestens side i kampen mod terror, men får at vide, at 'vores' terrorister ikke skal udsættes for 'deres' behandling. Det er en oplevelse af ikke at blive lukket ind i varmen, selvom man gør alt det rigtige. Kombineret med en ukrænkelig, nedarvet indisk selvfølelse af, at være en af verdens første og største civilisationer. Det sammenstød har skabt gentagende misforståelser i reaktionen til Indien fra diskussioner om landets a-våben-program i ikke-sprednings-sammenhænge til klimaforhandlingerne under COP15 i København.

Lad denne omgang diplomati afspejle lidt større forståelse. Det er ikke eftergivende rundkredspædagogik, men sund fornuft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Anna.

Jeg synes det er en dejlig befriende artikel du har skrevet. Den har et interessant fokus på en nyhed som mange medier ellers dækker fra et meget dansk perspektiv.

Tak!

Axel Liebmann

Det er ret utroligt og uheldigt at en mand som Niels Holck alias Kim Davy alias Jan Christian Nielsen (han har brugt 46 forskellige navne), formår at undslippe sig sin retfærdige straf i det land han har udført sin kriminelle handlinger i. Manden har notorisk været involveret i våbenhandel, minedrift, bestikkelse osv. og derfor vidst han løb en risiko.
Indien har meget tydeligt og logisk et ønske om at signalere at terrorhandlinger ikke kan tolereres, hvilket er klart forståeligt.
Danske domstole vælger at stole mere på NGO udsagn som eksempelvis Amnesty Int samt Holcks kompagnon Peter Bleach udtalelser om at "det vil være den sikre død for Holck", end på den Indiske regerings forsikringer om at han ikke vil lide overlast.
Der har været tilsvarende tilfælde hvor England har udleveret deres statsborgere, så den danske beslutning er logisk nok dybt fornærmende for Inderne og i øvrigt uforståelig for den almindelige retsfølelse. Det er mit håb at der måtte komme en kraftig reaktion fra befolkning og politikere så denne nidding til Niels Holck kan udleveres. Efter en Indisk rettergang kan der så forhandles om at han kan udstå straffen i et dansk fængsel som det er set i andre tilfælde.

Axel Liebmann:

Du virker meget sikker omkring Niels holck og hans evt. forbrydelser. Oplysninger om andre synder, navneskift m.m., fint at få oplysninger. Men hvad skulle straf hjælpe nu, manden agerer ikke mere så vidt jeg ved. Hvem skulle hævnen hjælpe eller straffen. Det er godt at forstå Indiens dilemma og diplomati nu vil være godt, men derudover kan jeg ikke se hvem der skulle have glæde af en straf. Ordet nidding tja så var der vist mange statsmænd og håndlangere som skulle have betegnelsen.

Viggo

Det er politikerne, som har lavet de love, som gør, at forbryderen ikke kan straffes. Det er politikerne, som Indien giver tørt på. Det virker da fair nok på mig. Særligt set i lyset af alvoren af forbrydelsen.

Jeg synes, den ligger lige til højrebenet. Mess with us and we mess with you. Jeg forestiller mig, at jeg ville gøre det samme og helt uden alle de irrationelle følelser, som Anna Von Sperling forsøger at lægge til grund for Indiens beslutning.

Axel Liebmann

Viggo Okholm og Jon Møller,
I mener altså at det er ok at Niels Holck ikke skal stilles for en domstol i det land han har begået en forbrydelse...? Indien har endda gjort det usædvanlige at de har sagt de blot ønsker ham stillet for lokal domstol, hvorefter de accepterer han afsoner straffen i DK. Hvilket er første gang Indien tilbyder dette. Politkere har jo rig mulighed for at lave undtagelser hvis de ønsker.

Axel Liebmann

Jon - ok.
hvad mener du så med:
"Det er politikerne, som Indien giver tørt på. Det virker da fair nok på mig. Særligt set i lyset af alvoren af forbrydelsen."..?

@Axel
Jeg mener, at de danske politikere prøver at klare frisag ved at sige, at de ikke har nogen indflydelse på, hvordan domstolene dømmer. Jeg siger, at det passer ikke, for de har jo selv lavet de love, som domstolene dømmer efter og dermed rammer Indien også præcist, ved at ramme netop politikerne. Det ville jo være fjollet, hvis de gik efter domstolene. For mig virker det, uden at jeg kender sagen godt nok, uretfærdigt at Nick Holst ikke kan dømmes for sine forbrydelser og det er tydeligvis dansk lov der forhindrer retfærdighed og det er skamfuldt, at danske politikere forsøger at gå så let hen over det, særligt set i alvoren af hans forbrydelser. Danmark ligger som de har redt i mine øjne og jeg støtter, ud fra den begrænsede viden jeg har, Indiens aktion.

"Men hvad skulle straf hjælpe nu, manden agerer ikke mere så vidt jeg ved."

Viggo,
hvis en person begår f.eks. et røveri, og det er det eneste røveri, personen begår, skal den person så ikke straffes for røveriet? Det må vel være konsekvensen af ovenstående citat fra et af dine indlæg her. ;-)

Steen Biilmann

Et moderne samfund som Danmark udleverer naturligvis ikke sine borgere til lande som udøver tortur.

Indien har end ikke ratificeret FN's torturkonvention. Der ville ikke gå 7 minutter før Holck sad med noget grimt metal spændt fast om de vitale dele - med en 100% sikker bekendelse af al skyld som resultat.

Så naturligvis skal manden ikke udleveres. Alt andet ville være uciviliseret.

Axel Liebmann

I et eller andet omfang kan det undre at alle så skråsikkert hævder at Indien udøver tortur...
I tilfældet med Niels Holck skal han blot for en lokal domstol hvorefter den Indiske regering har tilbudt at sende ham tilbage til DK for at udstå sin straf (hvis han vel og mærke dømmes for et strafbart forhold i Indien - det ved vi jo strengt ikke).

Steen Biilmann

Det er jo bevist igennem utallige rapporter fra FN og NGO'er at Indien udøver tortur.

Når Indien derudover ikke ønsker at ratificere FN's torturkonvention, så er sagen jo soleklar, og hvis man nægter at indse dét, ja så er man udenfor pædagogisk rækkevidde. Benægt, benægt, benægt.

Med Axel Liebmann's holdning kan ALLE lande i verden, inklusive de mest rabiate diktaturer i Afrika og Asien bare køre løs med tortur, og Danmark burde udlevere hvem som helst som disse lande kræver udleveret. Nej vel?

Så Axel, tænk dig om og indse at vi må værne om menneskerettighederne - der er nemlig ikke mange andre der gør det.