Nyhed
Læsetid: 4 min.

Assads akilleshæl

Det syriske styres ømme punkt er økonomien. EU's kommende olieboykot kan derfor afgørende præge præsident Assads muligheder for at holde sig ved magten, mener eksperter
Demonstranter i Athen kræver Bashar al-Assads afgang. Det syriske styre har indtil videre forholdt sig afventende til omverdenens pres, men når EU forventes at indlede en olieboykot om få dage, vil det ramme styret hårdt, vurderer eksperter.

Demonstranter i Athen kræver Bashar al-Assads afgang. Det syriske styre har indtil videre forholdt sig afventende til omverdenens pres, men når EU forventes at indlede en olieboykot om få dage, vil det ramme styret hårdt, vurderer eksperter.

Udland
2. september 2011

Efter de seneste afsløringer af tortur og drab på børn ned til 13 år i de syriske fængsler, mangler det internationale samfund ikke argumenter for yderligere at boykotte det syriske regime.

Selv Syriens trofaste venner Iran og Rusland kræver nu, at Assad-regimet imødekommer befolkningens krav om reformer og politisk frihed.

Indtil videre har det syriske styre ikke reageret på omverdenens pres, men EU's olieboykot, der ventes at træde i kraft allerede i løbet af få dage, kan måske blive det strå, der brækker kamelens ryg, vurderer eksperter.

»Den syriske stat har efterhånden ingen indtægter, og det kan styret ikke holde til,« siger professor Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.

Assads ømme punkt

Normalt henter Syrien sine indtægter fra arabiske turister fra især Golf-landene og fra olieeksport, der står for langt størstedelen af landets eksportindtægter. Hvis EU, der er den største aftager af syrisk olie, boykotter Syrien, vil det ramme Assad-styret hårdt, understreger han.

»Det er svært at se, hvordan den syriske stats skal blive ved med at udbetale løn f.eks. til hæren og sikkerhedsstyrkerne uden nogen form for indtægter,« siger Simonsen, der har indgående kendskab til Syrien, blandt andet fra flere år som leder af Det Danske Institut i Damaskus.

Han forudser, at økonomien bliver den faktor, der kommer til at trække tæppet væk under det syriske diktatur, på samme måde som det skete i Sovjetunionen.

Assad alene i verden

Allerede i dag har Syrien et stort underskud på både statsbudgettet og samhandlen med udlandet. Det har ifølge den danske Syrien-ekspert ført til omfattende låntagning hos en af Syriens få resterende venner, Iran.

Men selv her er støtten til det hårdhændede regime i Damaskus på retur. I den forløbne uge har Assads sidste venner den islamistiske Hizbollah-bevægelse i Libanon, det iranske præstestyre og ikke mindst Rusland skiftet kurs. Alle kræver de nu, at Assad standser den voldelige undertrykkelse af demonstranter og indleder forhandlinger med repræsentanter for oppositionen.

Spørgsmålet er imidlertid, om Assads tidligere venner vil lade handling følge ord. Indtil videre afviser Rusland at stemme for sanktioner i FN's Sikkerhedsråd. Og Iran har endnu ikke bebudet et stop for lån til Assad-styret.

»Det er jo heller ikke sikkert, at Iran og Rusland helt deler opfattelse med det syriske folk om, hvad 'forhandling om reformer' betyder,« siger Jørgen Bæk Simonsen.

Rammer Assads venner

Peter Harling fra tænketanken International Crisis Group følger også udviklingen i Syrien tæt. Og han er enig i, at økonomiske sanktioner vil gøre rigtig ondt på Assads regime.

»Det vil formentlig både begrænse regimets evne til at finansiere undertrykkelsen og overbevise de syriske erhvervsledere om, at det er tid til at afslutte denne bekostelige katastrofe,« skriver han i en analyse i det anerkendte amerikanske tidsskrift Foreign Affairs.

Han mener, at sanktionerne kan få de syriske forretningsfolk til at skifte side, især hvis der er udsigt til ophævelse af sanktionerne, så snart Assad-regimet er væltet. Men han mener også, at sanktioner kan give bagslag og få flere til at bakke op om den syriske ledelse, hvis ikke deres formål og effekt bliver omhyggeligt forklaret.

Jørgen Bæk Simonsen peger også på det syriske erhvervsliv som en afgørende faktor.

»Der er ingen tvivl om, at dele af det syriske forretningsliv allerede nu ser den nuværende situation som uholdbar,« siger han.

Ingen vej tilbage

Uanset hvor stort det diplomatiske og økonomiske pres bliver, mener Peter Harling imidlertid, at det syriske regime vil kæmpe til det sidste for at blive ved magten.

»Regimet har vist, at det ikke vil give efter for nogen form for pres. Og selv hvis Assad giver efter, er det meget tvivlsomt, om han kan tilbyde en troværdig politisk proces efter alle de forbrydelser, regimet har begået,« siger han til Information.

Både han og Jørgen Bæk Simonsen mener dog, at det kun er et spørgsmål om tid, før præsident Bashar Assad må følge i Gaddafis, Ben Alis, Mubaraks og Saddam Husseins fodspor.

Ifølge Peter Harling er der nemlig en meget vigtig lære, som man kan drage af revolutionerne i Tunesien, Egypten, Libyen og Irak.

Og det er, at diktaturer af den type er hule.

»Det eneste, der holder den slags regimer oppe er personlig vinding og frygt for fremtiden. Men det holder kun, indtil det bliver klart, at regimet hører fortiden til,« konkluderer han i Foreign Affairs.

»Når alt kommer til alt hviler den slags regimer i langt højere grad på frygt og opportunisme end på institutioner eller ideologi. De smuldrer, i det øjeblik den hær af fanatikere, som fylder regimet rækker, indser at kampen er tabt. Den ene dag virker de stærke, den næste dag er de væk.«

Voldens vej

Siden de folkelige protester begyndte i marts 2011 er mindst 2.200 blevet dræbt og titusinder fængslet.

Alligevel bliver syrerne ved med at gå på gaden for at kræve reformer, politisk frihed og Assads afgang.

I kølvandet på Gaddafi-regimets fald i Libyen er dele af den syriske protestbevægelse desuden begyndt at opfordre til NATO-intervention i stil med den i Libyen.

I Homs har demonstranter været på gaden med bannere a la »Vi ønsker enhver form for intervention, der kan stoppe drabene, arabisk eller udenlandsk«, rapporterer bl.a. Washington Post. Avisen refererer også aktivister for at berette, at en del af demonstranterne i den belejrede by er begyndt at bære våben. Og på Facebook er der dukket videoer op, som viser, hvordan man laver molotov-cocktails,

Jørgen Bæk Simonsen understreger, at der er tale om smågrupper, som er parat til at bruge vold. Det er ikke noget, der generelt kendetegner de syriske demonstranter.

»Der er ikke tale om noget oprør i Syrien, det er fredelige demonstranter, som går på gaden dag efter dag og det må fremkalde den dybeste medmenneskelige respekt, når man tager i betragtning, hvor stor risikoen er for at blive fængslet, tortureret og dræbt,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her