Læsetid: 5 min.

Berlusconi er premierminister i sin fritid

Offentliggørelsen af 100.000 aflyttede telefonsamtaler gør igen Silvio Berlusconis sexliv til det mest omdiskuterede emne i Italien
Telefonaflytninger dokumenterer, at den snart 75-årige Silvio Berlusconi siden sin valgsejr i 2008 har brugt en stor del af sin tid på at lave aftaler med leverandører af unge kvinder, afholde fester i sine villaer, skaffe jobs i film- og tv-branchen eller politiske embeder til sine kvindelige gæster og bagefter forsøge at dække over denne praksis.

Telefonaflytninger dokumenterer, at den snart 75-årige Silvio Berlusconi siden sin valgsejr i 2008 har brugt en stor del af sin tid på at lave aftaler med leverandører af unge kvinder, afholde fester i sine villaer, skaffe jobs i film- og tv-branchen eller politiske embeder til sine kvindelige gæster og bagefter forsøge at dække over denne praksis.

Alessia Pierdomenico

20. september 2011

ROM - Veronica Lario, Silvio Berlusconis ekskone, sagde det i foråret 2009 efter de første afsløringer om den italienske premierministers seksuelle habitus, som fik hende til at kræve skilsmisse:

»Min mand er meget syg.«

Dengang blev det afsløret, at en forretningsmand fra den syditalienske by Bari, Gianpaolo Tarantini, brugte prostituerede som et middel til at opnå offentlige licitationer. Berlusconi var blandt de politikere, Tarantini forsynede med kvinder i håbet om at blive leverandør for statskontrollerede selskaber som industrikonglomeratet Finmeccanica og statsministeriets afdeling for beskyttelse af borgerne, Dipartimento della protezione civile.

Torsdag deponerede anklagemyndigheden i Bari udskrifter af mere end 100.000 telefonaflytninger i sagen mod Tarantini og hans medsammensvorne, som er anklaget for rufferi og korruption af den offentlige administration. Sagsakterne, som blandt andet indeholder udskrifter af utallige samtaler mellem Berlusconi og Tarantini, må siges at understøtte Veronica Larios vurdering:

»Jeg er under belejring, siden Playboy har kåret mig til den mest sexede politiker,« sagde Berlusconi den 1. januar 2009. »I går aftes stod de i kø foran soveværelsedøren. Der var 11, men jeg ordnede kun otte af dem, for man kan jo ikke overkomme alt.«

Halvgamle 29-årige

Sagsakterne dokumenterer, at den snart 75-årige Berlus- coni siden valgsejren i 2008 har brugt en stor del af sin tid på at lave aftaler med leverandører af unge kvinder, navnlig Tarantini, afholde fester i sine villaer, skaffe jobs i film- og tv-branchen eller politiske embeder til sine kvindelige gæster og forsøge at dække over denne praksis:

»Når jeg har tid tilovers, er jeg premierminister,« siger han i en aflyttet telefonsamtale med en dominikansk kvinde, som har optrådt på premierministerens tv-kanaler.

I en af de første samtaler med Tarantini forklarer Berlusconi, hvorfor han også inviterer chefer fra tv-branchen til festerne:

»Så nærer pigerne den forestilling, at de står foran mænd, der kan afgøre deres skæbne.«

Aflytningerne tegner også et ganske detaljeret billede af Berlusconis præferencer:

»Lad være med at vælge nogen, der er alt for høje, for vi er ikke høje,« instruerer han Tarantini og understreger: »Som 29-årige begynder de allerede at være halvgamle.«

Offer for afpresning

I en anden sag er Tarantini sigtet for afpresning af Berlusconi. Hvis Tarantini havde indgået forlig i sagen ved at erklære sig skyldig i anklagerne, kunne han have forhindret offentliggørelsen af de kompromitterende telefonaflytninger. Den situation har han ifølge anklagemyndigheden udnyttet ved at kræve penge af Berlusconi. Såvel Tarantini som Berlus- conis sekretær har forklaret, at premierministeren har udbetalt omkring 850.000 euro til den sigtede siden de første afsløringer i 2009.

Berlusconi er indkaldt som vidne i sagen, altså uden en sigtets rettigheder, men nægter at møde op uden sine advokater. Anklagemyndigheden vil således anmode parlamentet om at kunne afhøre Berlusconi med tvang, men det vil der næppe kunne samles flertal for:

»De vil for enhver pris afhøre mig som offer for en afpresning, som jeg har forklaret, at jeg ikke betragter som afpresning,« siger Berlusconi.

Desuden er der sagen om den marokkanske pige Karima El Mahroug, kaldet Ruby, der ifølge anklagemyndigheden i Milano har prostitueret sig i Berlusconis villaer 13 gange i 2010, mens hun stadig var mindreårig. Da Ruby i maj 2010 blev anholdt for tyveri, ringede Berlusconi til politistationen i Milano og fik hende løsladt ved at påstå, at hun var den daværende egyptiske præsident Hosni Mubaraks niece. Derfor er premierministeren nu sigtet for magtmisbrug og udnyttelse af en mindreårig prostitueret.

I denne sag, der bliver genoptaget den 3. oktober, er tre af Berlusconis nære samarbejdspartnere sigtet for rufferi. Det gælder bl.a. Nicole Minetti, som er medlem af regionalforsamlingen i Lombardiet og angiveligt har opfordret sine veninder til at prostituere sig. Ifølge en kvindelig deltager ved Ber- lusconis fester var Minetti ved en af disse lejligheder klædt ud som »sexet nonne«.

»Hun dansede og strippede. Det var virkelig et flot show. Da hun var nøgen, gik premierministeren hen og tog det krucifiks af træ, hun havde om halsen, og sagde: 'Gud velsigne dig'. Så lagde han korset på hendes hoved, mellem benene og på hendes bryster,« fortæller et af vidnerne ifølge avisen Il Fatto Quotidiano.

Amulet mod dødsangst

Hverken Vatikanet eller de katolske aviser har kommenteret de seneste afsløringer. Men det har præsten Don Andrea Gallo, der driver et herberg for samfundets udstødte i Genova:

»Hvis det, som Il Fatto Quotidiano beretter om brugen af krucifikset som et erotisk instrument, er sandt, er der tale om en sygdom. Han lider af en besættelse, som burde behandles af en psykolog. Han kan komme på mit herberg og være lidt hos os. Og så vil jeg også appellere til hans omgivelser. Alle er ubevægelige og tier stille. Ingen taler om dette menneskelige drama, heller ikke kirken, som har mere travlt med at advare imod livstestamenter og stamcelleforskning,« udtaler Gallo.

En 19-årig pige har afgivet følgende vidneudsagn om festerne hos Berlusconi:

»Efter endnu en sjofel vittighed fik Berlusconi bragt en statue ind. Det var en slags skal, som gemte en lille mand med en stor penis,« forklarer vidnet, Chiara Danese, der sammen med en anden pige har anlagt erstatningssag mod premierministeren, fordi deres ry er blevet sværtet til på grund af sagen:

»Berlusconi sender statuen rundt blandt pigerne og beder dem om at kysse penissen.«

Ifølge en psykiater, Massimo Recalcati, har festerne hos Berlusconi meget lidt med erotik at gøre:

»Hans krops falliske skønhed er hans eneste virkelige bekymring,« siger Recalcati til Il Fatto Quotidiano:

»Hele den tragiske og farceagtige sandhed om bunga bunga-festerne handler ikke om andet end at bruge kvindens køn som en amulet, der beskytter mod døden og forsikrer ham om, at han stadig er i live, en farmakologisk og ikke erotisk brug af kvindekroppen.«

Parlamentets forpligtelser

I sin berømte søndagsleder opfordrer grundlæggeren af avisen La Repubblica, Eugenio Scalfari, republikkens præsident, Giorgio Napolitano, til at gribe ind:

»En regeringsleder, der kan afpresses, er en alvorlig fare, som intet land i verden kan tåle. Anklagerne i Bari har indtil videre været forsigtige: Aflytninger med meget ubelejlige udtalelser om udenlandske statsoverhoveder (Merkel, Sarkozy) er ikke inkluderet i sagsakterne for at undgå en decideret diplomatisk krise. Men det ændrer ikke ved, at disse er blevet sagt af en premierminister, som tydeligvis har mistet selvkontrollen,« skriver Eugenio Scalfari og opfordrer Napolitano til at udskrive valg eller adressere problemet med en tale i parlamentet.

Napolitano nægtede i forrige uge at underskrive et dekret, som regeringen forsøgte at gennemtvinge for at forhindre offentliggørelsen af aflytningerne.

Den økonomiske krise gør Berlusconis troværdighedskrise til et akut problem for Italien, mener Scalfari:

»Det er ikke finansmarkederne, men den siddende regerings stædighed, der giver angrebene på de italienske børser og statsobligationer ekstra kraft. Det bliver ikke dommerstanden, som kommer til at afgøre premier- ministerens skæbne, men derimod den kendsgerning, at han står i ledtog med og kan afpresses af dem, der skaffer ham den nydelse, som dæmper hans psykiske lidelse. Derfor må parlamentet gøre op med sin handlingslammelse og tavshed. Republikkens præsident kan tilskynde parlamentet til at leve op til sine forpligtelser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Syg! Det er ikke ordet.

Og man er snart ved at blive virkelig dårlig af at læse om den mands udskejelser, dumme udtalelser og nedladende holdning til kvinder.

Trænger til en laaang Berlusconi-pause.

mariann offersen

Godt over halvdelen af senatets medlemmer og lige godt halvdelen af parlamentets medlemmer - de højestbetalte (og bestukne) politikere i Euopa giver gang på gang deres tillidtsvotum til Berlusco.

Det er sygt! - meget, meget sygt!!

Robert N Gjeertsen

Så Berlusconi kan godt lide kvinder ?
Hvilken SKANDALE !!

Jeg synes ærlig talt det er for plat at angribe ham på hans appetit for det modsatte køn :
For det første kan jeg ikke se at der er noget galt i at være glad for Kvinder og hvad deraf kan følge (Sex f.ex), for det andet synes jeg at Berlusconis politik burde være MERE END NOK at angribe ham på .

Kommentaren, som Berlusconi kom med, var ren humor og ikke andet (og den var ret sjov i sammenhængen). Jeg tror ikke på, at han selv opfatter sig som kun premierminister i sin fritid, og jeg tror heller ikke på, at han lægger så lidt tid i sit hverv.

At han så er bundkorrupt og inkompetent er så noget helt andet.

Det er det italienske samfund, der er sygt. Og der er selvfølgelig ikke noget i vejen med godt at kunne lide kvinder, Robert Gjeertsen, men der er helt afgjort noget i vejen, når det kommer til udtryk på den syge måde, vi hører om hos Berlusconi.

Robert N Gjeertsen:

"For det første kan jeg ikke se at der er noget galt i at være glad for Kvinder og hvad deraf kan følge (Sex f.ex), for det andet synes jeg at Berlusconis politik burde være MERE END NOK at angribe ham på ."

Man må nok sige at Berlusconi er lidt mere end almindelig "glad for kvinder". Og jo, hvis han tilrettelægger sin politik på grund af sin hang til prostituerede (som f.eks. afpresningssagen eller politiske udnævnelser af alfonser eller prostituerede), så er det et ret stort problem.

I det hele taget virker det som om at en adskillelse af Berlusconis sexliv og hans politiske karriere ville være en kunstig konstruktion, der eksisterer ganske åbenlyst ikke nogen barriere mellem disse i Berlusconis verden. Og bl.a. derfor er hans trang til prostituerede også et politisk problem.

Berlusconi er i min optik et godt eksempel på, at vælgerne er fuldstændigt sindssyge. Det er skræmmende, og jeg synes man burde hive fat i Ardorno, Horkheimer og alle de andre, der undrer sig over hvorfor mennesket kan opføre sig så irrationelt , når det burde være mere oplyst.

Det efterlader mig i en situation, hvor jeg ikke kan andet end at grine. Måske fordi historien om, at han ringede til politiet og bilde dem ind at Ruby var Mubaraks niece, rent faktisk er god underholdning. Måske i afmagt og desperation.

Berlusconi er det eneste menneske, jeg har hørt om, der har fået en domkirke i hovedet.

At han stadig sidder på magten i italien siger ikke bare noget om iitalienere men også om resten af EU.

Michael Kongstad Nielsen

Når jeg en gang imellem strejflæser nogle af disse mange artikler om Berlosconis sexeskapader, vidner der udtaler sig annomymt, spykiatere, der mener at kunne stille diagnoser ud fra pressens skriverier, chefredaktører der vil påvirke Italiens præsient, men først og fremmest almindelige journalister, der ved at disse skriverrier giver pote, og hvor der ikke spares på pornografiske detaljer og oplysninger fra hemmelige telefonaflytninger (hvordan kan sådan noget offentliggøres før dom?) osv, - ja så gribes jeg let af en trang til at tage manden i forsvar - hvad der er op og ned, sandt eller falsk, det må retten afgøre, jeg gider ikke deltage i den almindelige tilsvining på et usikkert grundlag, hvor sladderen digter videre, hvor fakta holder op. Retssagerne må gå deres gang.

I øvrigt mener jeg der er masser af politiske emner om Italien, der kunne trænge til grundig omtale. F. eks., hvorfor bliver vælgerne ved med at stemme på Berlusconi?

jørn andersen:

Jeg kom til at tænke på at han ligner Søren Espersen med falsk hår. Især fordi der i går var et billede af Søren Espersen i nogenlunde samme positur nedenunder dette på forsiden af Informations hjemmeside.

Italienske vælgere kan på god demokratisk vis vælge de politikere, de ønsker.

At de vælger Berlusconi er dybt besynderligt, men ser man tilbage på det politiske liv i Italien siden slutningen af 2. verdenskrig, så er det et studie i inkompetence, fejltagelser, forbrydelser o s v med mange skiftende regeringer.

Så sådan set, så er "Berlusconi-epoken" ikke mere besynderlig end tiden før ( - uhyggeligt at tænke på)

OK - italienerne bestemmer selv i deres eget land - vi har ikke stemmeret i Italien, så hvis italienerne væger inkompetente politikere, så er det deres fejl og så må de selv betale regningerne. (Ganske som grækerne må betale for deres egne fejlagtige valg af politikere)