Læsetid: 5 min.

Danske skibe i klodens ødeste farvande

Den danske flåde er i færd med at øge sin tilstedeværelse ved Grønland, hvor intet tyder på, at Danmark er i færd med at gøre op med 400 års arktisk engagement. Tværtimod stemmer et samlet Folketing som regel for enhver udvidelse nordpå
Den danske flåde er i færd med at øge sin tilstedeværelse ved Grønland, hvor intet tyder på, at Danmark er i færd med at gøre op med 400 års arktisk engagement. Tværtimod stemmer et samlet Folketing som regel for enhver udvidelse nordpå
27. september 2011

MESTERSVIG – Blåbærrene på klippeskråningerne dybt inde i Alpefjord smager skarpt af den arktiske vildmark. Bærrene trykker sig kuldskært mod klippen; den korte sommer har produceret et par dråber saft, men bærrene er få og små. Planterne i Alpefjord hæver sig sjældent mere end en håndsbredde over jorden, livet her er barskt, selvom solen netop nu får skydækket til at opløses blandt bjergmassiverne.

I september er turen op ad morænebjerget langs Gullygletsjeren en varm affære, men smeltevandet mellem stenene er tindrende koldt, og moskusoksernes pels minder om, hvad det kræver at overleve her. I øvrigt viser det sig, at der slet ikke er tale om blåbær, men om mosebøllebær, en mere hårdfør slægtning bedre egnet til det arktiske.

Sådan er der så meget på disse kanter, vi ikke kender til. Hvem i Ringkøbing eller på Christiansborg husker f.eks., at talrige af tinderne her i Alpefjord, kendt som Stauning Alper, strækker sig mere end 2.500 meter op i den stålgrå himmel?

Hvem husker trods valgtummel og regeringsdannelse, at en hel bjergkæde længst mod nord inde i de dybeste sprækker i det Nordøstgrønlandske fjordsystem fik navn efter en statsminister, fordi Rigets grænser for bare 80 år siden skulle markeres og forsvares mod norsk anneksion?

Hvem ved, at hele to danske krigsskibe – 'Knud Rasmussen' og 'Hvidbjørnen' i det tidlige september midt under valgkampen patruljerede i området, og at den danske flåde i det hele taget er i færd med at intensivere sin tilstedeværelse her længst mod nord? Hvem ved, at oliefelterne her allerede i 2012 vil blive udbudt til olieindustriens mest ivrige spejdere trods pakisens voldsomhed, kulden og stormene?

Virksomheder velkomne

Sådan er der så meget, der forandrer sig og kræver vores opmærksomhed her, men som stadig virker præcis så fjernt fra det politiske liv i København som bærrene og moskusokserne. Det er også trygt at gætte på, når man er i Østgrønland, at netop bærrene og moskussen i Alpefjord vil være blandt de, der mærker allermindst til valgresultatet. Nationens tilgang til Nordøstgrønland og resten af Arktis er formet gennem 400 års arktisk engagement, linjerne er langstrakte og ændres kun over årtier eller mere.

Som Lene Espersen præcist markerede med en ny Arktisk Strategi samme uge, som valget blev udskrevet, gælder det f.eks. i denne tid om at høste resultaterne af en oliejagt i Grønland, som danske politikere skød i gang helt tilbage i 1970'erne: Private virksomheder skal vide, at de er velkomne, og at den danske regering så lidt som den grønlandske blegner ved tanken om de risici for miljøet, der følger med.

Socialdemokraterne vil huske, at det var Anker Jørgensen, en af deres egne, der over for grønlænderne slog fast, at »der er ikke noget at rafle om«: Hvis Grønland vil være en del af Riget, må eventuelle indtægter fra olien og gassen deles i ligelige portioner.

Siden har grønlænderne fået papir på, at olien tilhører dem, men det ændrer ikke på det store billede: Grønland er stadig et magtfuldt aktiv for den danske stat. Den, der hersker over Grønland, kan regne sig blandt stormagterne i Arktis sammen med USA, Rusland, Canada og Norge. I skyggen af Stauning Alper vokser de strategiske interesser i takt med, at isen forsvinder og gør menneskets fremfærd mulig: Olie, gas, fisk for milliarder og nye handelsruter til Kina har skærpet interessen for langt mere end den sårbare natur og klimaets indhug i Grønlands indlandsis.

Sejler man langs Nordøstgrønlands kyster, oplever man gerne statens mere stålsatte repræsentanter: Nær Myggbukta ikke langt fra Siriuspatruljens hovedkvarter i Daneborg ser vi 'Hvidbjørnen' og 'Knud Rasmussen', der ligger for anker. Rygtet siger, at chefen for Søværnets Operative Kommando er om bord. Flådens chefer er tiltagende opmærksomme på de nye udfordringer længst mod nord: I århundreder har krigsskibene på kongers og regeringers befaling opretholdt dansk suverænitet i Grønland, først i ildkamp med hollandske hvalfangere, siden mod ivrige nordmænd og indtrængende nazister på Grønlands østkyst. I flådens optik er et aktivt og synligt forsvar af suveræniteten stadig i høj grad nødvendigt også helt her oppe blandt bærrene og moskussen i Nordøstgrønland, skønt farvandene her må høre til de ødeste på kloden.

Et enigt Folketing har hidtil bakket denne opfattelse aktivt op, senest med et forsvarsforlig, der som det første af sin art også omfattede SF, og som vil forene de to sider af Folketingssalen i hvert fald frem til 2014.

Enigheden betyder, at et større militært analysearbejde snart vil have kortlagt hvilke yderligere materiel og mandskab, der skal til, nu hvor klimaforandringerne gør færdsel mulig i stadig større dele af Rigsfællesskabets gigantiske, arktiske områder. En særlig arktisk indsatsstyrke er på tegnebrættet; nye overvågningsmetoder i luftrummet overvejes. Specialtropper fra Frømandskorpset var i spil i Grønland allerede i 2009, da Greenpeace-aktivister skulle pilles ned fra en olieplatform ud for Disko-øen i Vestgrønland.

Danmark til Nordpolen

Ude blandt de små øer nær udmundingen af Vega Sund ses flokke af havterner i ilter jagt, sæler og flere isbjørne. Øerne her er kendt for bjørneliv. En af de flødefarvede bamser springer fra en isflage ikke langt fra en af vores gummibåde og svømmer arrigt ind til land. Bjørnene, sælerne og ulvene i Nordøstgrønland forstyrres stadig kun yderst sjældent af mennesker: 'Hvidbjørnen' og 'Knud Rasmussen' er stadig efter mange dages sejlads de eneste andre skibe, vi har set her tæt på kysten.

På vejen fra Svalbard og stadig mere end 200 kilometer fra Nordøstgrønland stødte vi til gengæld på 'Oden', den store svenske isbryder, der i disse år bruges af danske forskere i deres arbejde med at udvide Kongeriget til havs. Igen et projekt, der længe har samlet begge sider af Folketingssalen: Det var Nyrup-regeringen, der omkring år 2000 indledte det store Kontinentalsokkelprojekt, som skal sikre Danmark kontrol over fem nye, enorme og potentielt olierige stykker havbund ud for Færøerne og Grønland – inklusive 150.000 kvadratkilometer nord for Grønland, der omfatter selve den geografiske Nordpol.

Da vi sejler forbi og kontakter forskerne på 'Oden' over radioen, er de i færd med at måle havdybder og samle data om bundforholdene netop for at bevise, at området er dansk: Danmark skal indsende sine krav til FN senest i 2014.

VK-regeringen nåede ikke at skrive bevillinger til de sidste af forskernes ekspeditioner, men heller ikke på dette punkt er der grund til at tro, at et regeringssskifte vil ændre nationens kurs i Arktis: Udvidelsen af nationen vil der være ualmindelig bred enighed om.

Oliejagten, afpatruljeringen og udvidelsen af Riget vil fortsætte i 2012  præcis som mosebøllebærrenes kamp på skråningerne i Alpefjord.

Martin Breum udgav tidligere i år 'Når isen forsvinder Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om Nordpolen', Gyldendal. Artiklen er skrevet under besøg i Nordøstgrønland før valget den 15. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer