Lederen af den internationale humanitære ngo Læger uden Grænser (der også kendes under sit franske navn Médecins Sans Frontières, MSF) opfordrer nu verdens hjælpeorganisationer til at holde op med at præsentere et misvisende billede af hungersnøden i Somalia og i stedet erkende, at det er tæt på umuligt at hjælpe de hårdest ramte mennesker.
Den internationale formand for MSF, dr. Unni Karunakara, der netop er vendt tilbage fra en undersøgelsesmission i Somalia, siger til The Observer, at selv om der hersker sult, kronisk fejlernæring og tørke over hele Østafrika, er næsten ingen organisationer i stand til at arbejde inde i det krigshærgede Somalia, hvor billedet er »dybt foruroligende«. Han går skarpt i rette med andre organisationer og medierne for at »dække over« realiteterne i deres forhippelse på at overbevise offentligheden om, at det alene er et spørgsmål om at give penge nok til mad.
Ifølge Karunakara har hjælpeorganisationerne indtil videre kun været i stand til at yde læge- og fødevarehjælp til de titusindvis af mennesker i de lejre i Kenya og Etiopien, der har modtaget flygtninge fra Somalia. Derimod er forsøgene på at få adgang til katastrofens ’epicenter’ blevet voldsomt vanskeliggjort, og de forløber i bedste fald kun meget langsomt.
»Vi kan blive nødt til leve med den virkelighed, at vi måske aldrig når frem til at komme de samfund, som har størst behov for hjælp, til undsætning,« siger han.
Karunakara siger, at brugen af udtryk som »hungers-nød på Afrikas Horn« eller »den værste tørke i 60 år« tilslører de menneskeskabte faktorer, der har frembragt krisen, og at det fejlagtigt impliceres, at løsningen ganske enkelt skulle bestå i at finde penge til at sende mad nok til regionen.
Han betegner Mogadishu, Somalias hovedstad, som overstrøet med plastikpresenninger, der, holdt oppe med grene, giver ly for grupper af svage og sultende folk i stort tal, som er vandret ind fra de hårdest ramte områder i det sydlige og centrale Somalia.
Træffer svære valg
»Jeg mødte en kvinde, der havde forladt sit hjem sammen med sin mand og syv børn for at gå til Mogadishu, og var ankommet efter fem dages forløb med kun fire børn tilbage,« siger han.
»I Læger uden Grænser bliver vi bestandig tvunget til at træffe svære valg om, hvorvidt vi kan udvide vores aktivitetsområde på en måde, så vi holder os til vores principper om neutralitet og samtidig kan operere i den daglige virkelighed for mennesker, der må klare sig uden adgang til lægehjælp og mad. Situationen er den, at vores medarbejdere risikerer at blive skudt på. Og vi er nødt til at sige, at det ikke bidrager til at løse krisen, hvis man dækker over de menneskeskabte årsager til sult og hungersnød i regionen, eller hvor store vanskeligheder der er forbundet med at overvinde dem. Hjælpeorganisationerne i området bliver lagt store hindringer i vejen,« siger Karunakara.
»MSF har arbejdet i Somalia i 20 år, og vi ved, at når vi må kæmpe så hårdt, så vil andre slet ikke være i stand til at arbejde der. Virkeligheden på jorden er, at der er alvorlige vanskeligheder, der påvirker vores mulighed for at reagere på de nødlidendes behov,« siger han.
Penge er ikke nok
Karunakara pointerer, at de humanitære organisationer er nødt til at behandle offentligheden »som voksne mennesker«. Han fortsætter:
»Det er fup, når den urealistiske forventning bliver bragt til torvs, at det er nok at give 500 kroner, og så vil disse mennesker pludselig få mad nok at spise igen. Vist har vi brug for de 500 kroner, og vi vil forvalte dem med integritet. Men folk er nødt til at forstå virkeligheden bag udfordringerne i at levere hjælp. Vi har ingen ret til at skjule den virkelighed for folk ... Vi har et ansvar for at engagere offentligheden i sandheden.«
»Kronisk fejlernæring«, siger Karunakara, »er for det første ikke nyt i det østlige Afrika og vil for det andet kræve en langsigtet indsats at modvirke.«
»Den somaliske befolkning har boet i et land i krig i 20 år med gentagne længere perioder med modgang af sult og tørke. At høsten slog fejl denne gang var akkurat nok til at skubbe dem helt ud over kanten og forværre katastrofen,« siger han.
En brutal krig mellem overgangsregeringen, som støttes af Vesten og modtager militærhjælp fra Den Afrikanske Unions tropper, og væbnede islamistiske oppositionsgrupper såsom især al-Shabaab er under udkæmpelse i Somalia. En stærk klanloyalitet holder den uafhængige internationale bistand væk fra flere lokalsamfund og fanger derved mange somaliere mellem forskellige stridende kræfter og fratager dem læge- og fødevarehjælp af politiske årsager.
»Vi står over for konstante vanskelige udfordringer i forhold til helt enkle ting såsom at engagere en ny sygeplejerske eller skaffe en bil,« siger Karunakara.
»Når vi skal redde menneskeliv med et fuldt udbygget medicinsk responssystem er vi hele tiden nødt til at kommunikere med begge sider i en krig og minde dem om, hvad humanitær bistand er for noget. Man behøver blot at se på hvor få humanitære organisationer der arbejder i Somalia,« siger han.
Ian Bray, talsmand for hjælpe-ngo’en Oxfam, indvender, at det ikke er hensigtsmæssigt, når hjælpeorganisationer giver sig til at skændes med hinanden i fuld offentlighed.
»Vi er yderst ærlige over for vores donorer og har altid været det,« siger Bray.
»Vi går ikke rundt og bilder folk ind, at vi har en tryllestav, og at de blot skal give os en halvtredser, så skal vi nok sørge for, at Afrika kan brødføde sig selv. «
© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
Som en kommentar til denne artikel fik jeg lyst til at fremlægge nedenstående, som beskriver, hvad vi i STS International Solidarity har gang i i Somalia. Samt lave lidt reklame for initiativet, der ikke omtales ret mange andre steder.
Med venlig hilsen
Vagn Rasmussen.
Afrikas Horn: sulten fortsætter!
Ifølge en meddelelse fra FN den 2. september vil sulten på Afrikas Horn fortsætte og endda brede sig. Problemet forstærkes af, at mange af de donerede fødevarer bliver stjålet.
Derfor var det glædeligt, at der kom mere end 110 millioner ind til de sultende på den store indsamlingsaften, som de to landsdækkede fjernsynsstationer afholdt den 27. august. Dermed fik de 12 organisationer, der fik fordel af pengene, mange midler til deres rådighed for at hjælpe sultens ofre.
STS International Solidarity var dog ikke blandt de begunstigede organisationer. Derfor har vi startet vores egen indsamling.
Baggrunden fremgår af en mail, som vi sendte til vores kontaktpersoner, inden indsamlingsaftenen blev afholdt:
Indsamling til de sultne på Afrikas Horn
Lørdag den 27. august vil seere i Danmark sidde foran fjernsynsskærmene og kunne følge med i den store indsamlingsaften på både DR1 og TV 2 til hjælp for ofrene for hungersnøden på Afrikas Horn.
Hvis man skal vurdere efter tidligere indsamlingsaftener, vil nogle af de deltagende organisationer vise, hvad de indkomne midler vil blive brugt til.
STS International Solidarity håber, der vil komme rigtigt mange penge ind som følge af denne indsamlingsaften. Der er nemlig hårdt brug for dem.
12 forskellige humanitære organisationer vil få del af de indkomne midler – og det er også udmærket.
Men STS International Solidarity vil ikke være at finde blandt disse organisationer.
STS International Solidarity har arbejdet i Somalia i mere end 12 år og væsentligst i Mogadishu-området og i det sydlige og centrale Somalia, hvor kampene har raset, og hvor tørken er særlig slem.
STS har i løbet af disse 12 år opbygget en stor somalisk paraplyorganisation, STS Somalia, som i dag består af 24 medlemsorganisationer med et betragteligt antal individuelle medlemmer. Vi har hovedsageligt arbejdet med humanitære midler.
Blandt andet stod STS i november 2010 bag åbningen af nyt hospital, der behandler patienter, der lider af Aids og tuberkulose, ved havnebyen Marka i Nedre Shabelle regionen syd for Mogadishu – og vi havde selv skaffet alle pengene.
På samme måde stod STS ligeledes bag opførelsen af en sundhedsklinik i Nedre Shabelle, ligesom STS i januar i år arrangerede en fem dages workshop for demokrati og menneskelige rettigheder i Mogadishu.
Naturligvis er STS også optaget af sultkatastrofen. En stor del af vore somaliske medlemmer bor og arbejder i de områder, der er mest ramt af tørken.
De kan uden at være bevæbnede opsøge mange flygtningelejre, og de kan uden at behøve nogen betaling indkøbe fødevarer på de lokale markeder, og dele dem ud direkte til nogle af dem, der sulter.
Den 13. august sendte STS i Danmark 5000 dollars til STS i Somalia. Den 17. august modtog vi en rapport og en række billeder. Af rapporten fremgik, at hele beløbet var blevet brugt til indkøb af fødevarer, mens STS Somalia havde betalt alle andre udgifter
Vi betragter vores måde at hjælpe de sultende på som både billig og sikker! Ingen penge forsvinder på vejen mellem giverne og modtagerne af hjælpen.
Beløb, der bliver indbetalt på STS’s katastrofefond: 8401 33 70 253, vil blive sendt videre til STS Somalia, som vil købe fødevarer for pengene og dele dem ud til de sultende.
STS International Solidarity er anerkendt som en landsdækkende humanitær organisation af myndighederne og opfylder alle betingelser for skattefritagelse for vore bidragydere i henhold til ligningsloven § 8A, såvel som i henhold til ligningsloven § 12, stk.3.
I den udstrækning det er muligt, vil vi holde bidragsydere orienteret om resultatet af indsamlingen.
STØT VORES INDSAMLING!
Sæt et beløb ind på kontor 8401 33 70 253!
Med venlig hilsen,
STS International Solidarity.
Vi bliver nødt til at erkende at der findes geografiske områder som ganske enkelt ikke kan huse mennesker.
For 400 år siden ville folk i den slags ramte områder for længst være vandret et andet sted hen, men det har Kolonitidens grænsedragninger forhindret.
Hvis store befolkningsgrupper bliver boende på Afrikas horn, så vil vi i al fremtid blive nødt til at yde dem nødhjælp.
Bjarne Hansen, du har ret - hvert fald delvist. I den udstrækning tørken på Afrikas Horn er et resultat af almindelige klimaforandringer, er det svært for områdets indbyggere at gøre noget ved den.
Men det er langt fra det eneste problem, der er til stede. Problemet for Somalias vedkommende er også den voldsomme fældning af store skovarealer for at fremstille trækul, som driftige mennesker sælger til eksport. Det er ret deprimerende at være vidne til, som jeg selv har set det på mine mange rejser til Somalia, hvordan ørkenen trænger frem. Nord for Mogadishu er de tidligere skovarealer nu forvandlet til ufrugtbare ørkenstrækninger.
I efteråret 2001, hvor Somalia faktisk havde en ret fornuftig regering under den forrige præsident, Abdulkassim Salad Hassan, som Vestmagterne ikke kunne bruge, afholdt STS Somalia en stor miljøkonference i Mogadishu. Drivkræfterne bag konferencen var Sammenslutningen af Somaliske Kooperative Bevægelser og Farmers Resource Group, som begge er medlemsorganisationer i STS Somalia.
Efter afholdelsen af denne konference udsendte STS International Solidarity en pjece, som jeg tillader mig at citere fra her:
”RETTEN TIL EN REN NATUR
”Naturen er kilden til menneskers og dyrs liv. Som den mest intelligente art har mennesket et stort ansvar for at holde omgivelserne rene, så planter, vand, luft m.m. ikke forgiftes eller ødelægges”.
Sådan lød indledningen til forberedelsespapirerne fra en stor miljøkonference i efteråret 2001 afholdt af medlemmer af STS i Somalia. Papiret fortsætter:
”Vort land, Somalia, var engang et sikkert sted for miljøet. Men opløsningen af en central statsmagt, som kan beskytte det, har medført, at der er opstået store trusler imod det. Kun få steder i de enkelte regioner er der i dag udrustet mindre bevæbnede fartøjer, som kan bevogte havet, men de bliver væsentligst brugt til at dæmpe ulovligt fiskeri. Dette har medført, at udlandet i stigende grad bruger den lange somaliske kyst til dumpning af industrielt affald – inklusive fra atomindustrien”.
DEN UDBREDTE FÆLDNING AF SKOVENE
En anden ting, som bekymrer STS Somalia er den udbredte fældning af ”store skovarealer for at fremstille trækul, som bliver solgt til de Forenede Arabiske Emirater og andre arabiske lande. Fortvivlelsen over skovhugsten har været så stor, at lokale bønder i desperation har forsøgt at standse udførslen ved at minere vejene.”
ÆNDRINGER I KLIMAET
Hugsten af de tropiske skove kan på lidt længere sigt medføre klimaforandringer. Træhugsten medfører jorderosion, og at der falder mindre regn. Nedgangen i regnmængden er allerede mærkbar.
Et resultat af miljøkonferencen blev, at der blev dannet en miljøorganisation for at sætte ind over for ødelæggelserne.
ET FRUGTBART LAND
Landskabet i det nordlige Somalia er for store deles vedkommende steppeland, hvor somaliske nomader har drevet rundt med store flokke af køer, geder og kameler. De har udgjort en vigtig del af Somalias eksport til andre lande, især arabiske.
I det sydlige Somalia og især langs de to floder, der løber her, er landet meget frugtbart. Her har fastboende bønder i generationer dyrket tropiske mangofrugter, 15 forskellige bananarter, majs til dyrene og grøntsager efter økologiske principper.
Det er især i det sydlige område træfældningen foregår. Områderne lige nord for Mogadishu er allerede ved at forvandle sig til ørken.
Somalia har også Afrikas længste kyst. Mulighederne for at udvikle et bæredygtigt fiskeri er enorme. Faktisk kunne Somalia sagtens brødføde sig selv – hvis der var fred, og hvis man fik lov til det.
EN APPEL FRA EN MINISTER
STS har modtaget et brev fra landbrugsministeren i den somaliske overgangsregering, som også er ansvarlig for miljøet. Abdiwahid Ilmi Omar anmoder os om at være behjælpelige med at forsvare Somalias miljø og dets ret til at drive økologisk landbrug.
”Ministeriet forbyder al import af sæd udefra, der kan medføre nye sygdomme i avlen, og som er ukendte for somaliske bønder. Det står også med ansvaret for beskyttelsen imod genmanipulerede produkter”.
Ministeren fortæller, at der også er oprettet en økologisk sædbank, som kan forsyne bønderne med økologisk sæd forud for hver såningsperiode. Denne sædbank drives af Farmers Resource Group.
Landbrugsministeren ønsker hjælp fra STS International Solidarity til at beskytte miljøet og det økologiske landbrug i Somalia.
Det er en opgave, vi umuligt kan løse alene, men som kræver hjælp fra alle miljøbevidste mennesker og organisationer.”
I øvrigt repræsenterede Farmers Resource Group Somalia i FN’s klimapanel. Gruppen samlede informationer om regnmængder fra størstedelen af Somalia, som den brugte i panelet, foruden at den gav bønderne gode råd med hensyn til de afgrøder, der bedst passede til dens prognoser om kommende regnmængder.
Vagn Rasmussen.
Somalia har også Afrikas længste kyst. Mulighederne for at udvikle et bæredygtigt fiskeri er enorme. Faktisk kunne Somalia sagtens brødføde sig selv – hvis der var fred, og hvis man fik lov til det.(Vagn R.)
Jeg vil sige det samme som dig: Du har ret, i hvert fald delvist.
Afrikas Horn har frugtbare områder, men de er begrænsede og har altid været det. Men i forbindelse med Kolonitiden er der sket en ekspansion i Byudviklingen som også har bevirket en befolkningseksplosion( hele Nomadestammer er blevet konverteret til Byboere) som Hornets begrænsede ressoucer slet ikke er i stand til at honorere.
Og i det øjeblik at der er begrænsede ressourcer så opstår konflikterne.
Igen synes jeg Bjarne Hansen har ret – endda et meget langt stykke. Det forekommer indlysende, at de fleste problemer med statsdannelserne i Afrika, skyldes den helt tilfældige opdeling af kontinentet, som blev fremtvunget af kolonimagterne. Efter min mening er det i grunden også derfor, at der findes meget få af lederne af de kunstige stater, der er demokrater.
Mit håb for Afrikas folk er, at det finder en relativt fredelig måde at rette op på de skævheder, som kolonitiden efterlod dem i. Så ville stammerne kunne flytte meget bedre rundt, når der er behov for det.
Men vi bør heller ikke glemme neokolonialismen. Den har overtaget der, hvor kolonimagterne i årene efter den anden verdens slap tøjlerne, fordi de ikke havde noget andet valg. Også neokolonialismen er i høj grad med til at undertrykke de afrikanske folk og sætte bremser for deres muligheder for at opbygge nye statsmagter.
Somalia repræsenterer ganske vist på en måde det modsatte af den måde, man sluttede helt forskellige folkeslag sammen i de andre stater. For her var det Somalia selv, der blev delt op imellem Etiopien, det tidligere britiske Østafrika (nu Kenya), i en tidligere italiensk koloni i det sydlige og centrale Somalia, i den tidligere britiske koloni (nu Somaliland) og i den tidligere franske minikoloni Djibouti. Men det betyder også, at hver gang den somaliske nationalisme er i vækst – så udfordrer den faktisk de andre statsledere.
På grund af de islamiske domstoles sejre i sommeren 2006, var den somaliske nationalisme igen i vækst. Det betød en voldsom udfordring for bl.a. Etiopien, som havde fået foræret omkring en tredjedel af Somalia (Ogaden) efter den anden verdenskrig. Et angreb på Somalia var under forberedelse. På et møde i AU den 14. december 2006 udtalte kommissionsformand, Alpha Omar Konare, at ”hvis vi ikke handler nu, må vi forberede os selv på fremvæksten af etniske og religiøse republikker i de kommende år”.
Men når det gælder hyrdesamfund – ja faktisk al mangel på ressourcer - skrev den amerikanske økolog, Garrent Hardin i sin bog fra 1995, ”Undgå Fællesskabets Tragedie”, så støder det enkelte individs personlige interesser på et tidspunkt sammen med fællesskabets interesser.
Så længe der er vand og græsningsarealer nok, kan den enkelte hyrde udvide antallet af dyr, der giver ham en personlig fortjeneste, men når ressourcerne begynder at slippe op – og der ikke findes en myndighed, der repræsenterer fællesskabets interesser, og som kan regulere antallet af dyr, så det passer til ressourcerne - kan vi begynde at se kampe mellem forskellige klaner om vand og græsningsarealer.
I Somalia forstærkes denne tendens af tre faktorer:
For det første er det længe siden, der har eksisteret nogen lokal regering, det kan bryde mønstret.
For det andet er de fleste af de vandreservoirer, som blev bygget af Siad Barres regering, i dag ubrugelige.
For det tredje har Etiopien en interesse i at giver våben til næsten alle klaner i Somalia, som kæmper indbyrdes for vand og græsningsarealer. Den slags kampe bliver der i realiteten flere af.
Rent faktisk har STS International Solidarity medvirket til at standse en del klankampe af den karakter. Bare ved at sende nogle relativt få penge til Peace Campaign Group, der blev dannet den 1. januar 2001 i Mogadishu af ca. 100 repræsentanter for fredsgrupper fra næsten hele Somalia, har de været i stand til at rykke ud, som eksemplet her viser:
STS finansierer afholdelsen af en forsoningskonference i Somalia
I juni 1010 deltog STS i noget, der blev kaldt et dialogmøde. Mødet var arrangeret af Udenrigsministeriet og Udviklingsministeriet i fællesskab i weekenden den 16. - !7. juni, og der deltog næsten alt, hvad der kunne krybe og gå at nødhjælpsorganisationer.
I forbindelse med dette møde udarbejdede STS en længere redegørelse for, hvordan vi opfattede problemerne i Somalia. Redegørelsen kan findes her:
SOMALIA - sådan som STS International Solidarity ser det
Vagn Rasmussen.