Læsetid: 4 min.

I eksil kan diktatorer let forpurre det nye styre

Hvis Muammar Gaddafi går i landflygtighed i en nabostat som Niger, vil han sikkert blive en torn i øjet på det nye libyske styre og muligvis en fremtidig militær trussel. Derfor vil de nye magthavere i Libyen for alt i verden fange ham levende eller død
De libyske oprørsstyrker er meget opsatte på at få fat i Muammar Gaddafi, der formodes stadig at befinde sig i Libyen. Og det gør de klogt i, for historien viser, at diktatorer i eksil fortsat kan have både ressourcer og indflydelse til at gøre livet besværligt for et nyt styre.

De libyske oprørsstyrker er meget opsatte på at få fat i Muammar Gaddafi, der formodes stadig at befinde sig i Libyen. Og det gør de klogt i, for historien viser, at diktatorer i eksil fortsat kan have både ressourcer og indflydelse til at gøre livet besværligt for et nyt styre.

Goran Tomasevic

13. september 2011

Det er ikke svært at forstå, hvorfor de libyske oprørs-myndigheder har omringet de sidste to formodede Gaddafi-bastioner i Libyen byerne Bani Walid og Sirte.

Den forsmåede libyske diktator skal for alt i verden fanges, inden han kan flygte med sine to krigersønner Saif og Muassim over på den anden side af grænsen til Niger, hvor krigere fra Tuareg-stammen kunne give ham asyl og ressourcer til at starte en væbnet kamp mod Libyens nye magthavere.

Fra en base i det nordlige Niger vil Gaddafi ikke alene være en torn i øjet på et nyt demokratisk Libyen; han vil ydermere kunne mobilisere kræfter i andre afrikanske lande, der stadig anser ham for at være en antiimperialistisk helt og indtil videre har afvist at anerkende det nationale overgangsråd som Libyens legitime repræsentant.

Napoleons comeback

Historien vrimler med eksempler på afsatte diktatorer, som er blevet tvunget i eksil og straks gået i gang med at planlægge et come-back eller som et minimum har prøvet at forpurre det nye regimes chance for at overleve. Kejser Napoleon blev af de allierede magter i Europa frataget sin trone i 1814 og sendt i eksil på Middelhavsøen Elba. Mindre end et år senere landede han i det sydlige Frankrig, hvor et regiment der skulle have taget ham til fange i stedet bragte Bonaparte i triumf til Paris og afsatte den nylig indsatte konge. Efter nederlaget ved Waterloo blev Napoleon sendt i eksil på den fjerntliggende Atlanterhavs-ø Skt. Helena.

I post-koloniale Afrika er listen lang over diktatorer, som fra deres eksil har prøvet at genvinde magten, mange af dem endog med hjælp fra Muammar Gaddafi.

Ugandas brutale militære diktator Idi Amin (1971-79) der skal have været ansvar-lig for massemord på fjendtligt indstillede etniske grupper søgte i 1979 tilflugt i Libyen og slog sig senere ned i eksil i Saudi-arabien.

Allerede et år senere, i 1980, prøvede Amin at krydse ind i Uganda fra nabostaten Congo, men inden kupplanen kunne føres ud i livet, blev han arresteret af den congolesiske præsident Mobutu og sendt retur til Saudi-arabien.

Parallellen til Libyen er interessant, fordi Amin søgte støtte fra loyale officerer og soldater tilhørende en nubisk befolkningsgruppe, der lever med en fod i det nordlige Uganda og en anden fod i sydlige Sudan. Disse til dels fremmede nubier havde op-rindeligt været med i den koalition, der bragte Amin til magten ved et militærkup.

Gaddafis Tuareg-krigere

Tilsvarende har dele af nomadefolket Tuareg i Sahel-regionen, især dem bosat i det sydlige Libyen og nordlige Niger, tjent som Gaddafis lejesoldater i Tchad, Sudan og endda Libanon.

Under det sidste halve års oprør kunne den libyske diktator regne med støtte fra bl.a. nigerske Tuareg-krigere, der traditionelt har været en undertrykt minoritet i Sahel-landene, herunder i Libyen. Gaddafi har støttet Tuareg-folkets kamp for politiske og økonomiske rettigheder i Niger og Mali, mens han er blevet beskyldt for diskrimination mod Tuareg i Libyen.

Ifølge Farouk Chothia fra BBC's Afrika-afdeling har den nigerske Tuareg-oprørs-leder, Rhissa ag Boula, i de sidste par måneder kæmpet på Gaddafis side med flere tusinde Tuareg-krigere og er nu vendt tilbage til nordlige Niger. Som en betydelig politisk magtfaktor i landet, vil ag Boula utvivlsomt kunne give ly til den landflygtige libysk leder.

Selv en international arrestordre mod Gaddafi og hans to sønner vil ikke nødvendigvis hindre dem i at finde eksil i et naboland og med deres medbragte nationale rigdomme i form af guld og fremmedvaluta fra den libyske nationalbank planlægge et oprør mod det nye styre i Tripoli.

Afrikansk solidaritet

Niger har underskrevet Rom-traktaten og er derfor formelt forpligtet til at udlevere de tre Gaddafier til den internationale straffedom-stol i Haag. Muligvis vil Frankrig hvem Niger er stærkt økonomisk afhængig af som tidligere koloni kunne lægge et uophørligt pres på centralregeringen.

Men tør de nigerske myndigheder sætte sig op mod Tuareg-krigsherren ag Boula og risikere en ny borgerkrig i landet?

Gaddafi-mændene kan vælge at slå sig ned i Burkina Faso, der ifølge BBC's korre-spondent har tilbudt dem eksil. Selv Nigeria og Syd- afrika står på listen over mulige asyllande, skønt de ville være formelt forpligtede til at udlevere dem til Haag.

I de sidste 15-20 år har Gaddafi været den Afrikanske Unions største finansielle bidragsyder; han er endog meget populær blandt mange afrikanske regeringschefer og statsoverhoveder for sin antikoloniale og antiimperialistiske politik og retorik. Nelson Mandela har rosende tituleret Gaddafi som »bror-leder«.

»Mange af de siddende statsoverhoveder i Afrika har været ledere i deres landes frihedskamp mod koloniherrerne, og for dem er indbyrdes solidaritet en del af den frigørelsesmytologi, som legitimerer deres styrer,« siger forfatteren Peter Godwin fra Zimbabwe.

Protegé Charles Taylor

Den notoriske liberianske leder Charles Taylor der i dag er stillet for en særdom-stol i Haag er endnu et eksempel på den udfordring, de nye libyske myndigheder står overfor. Taylor gik i eksil i Nigeria i 2006 med to borgerkrige i sit land og med-ansvar for den blodige borgerkrig i Sierra Leone på sin samvittighed.

Trods en lang anklageliste over hans forbrydelser mod menneskeheden afviste Nigeria en anmodning fra Interpol om at arrstere Taylor og sende ham til Haag. Da Liberias nye præsident, Ellen Johnson Sirleaf, begærede Nigeria om hans udlevering, forsvandt Taylor fra et velbevogtet bygningskompleks, hvilket skabte frygt i Liberia og dets nabolande for fornyet væbnet konflikt. Efter stærkt pres fra USA blev Taylor tre dage senere arresteret ved en nigeriansk grænseovergang til Kamerun. Hans bil havde diplomatiske nummerplader. Det er aldrig blevet opklaret, hvem i Nigeria der lod Taylor undslippe.

Som i så mange andre samtidige afrikanske konflikter og borgerkrige havde Gaddafi med sine olierigdomme også haft en finger med i spillet i Liberia og Sierra Leone. Taylor blev anset for én af den libyske herskers mange afrikanske protegéer. Liberianeren havde fået sin militære træning i Gaddafis Libyen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorbjørn Heller Johansen

Vær ganske rolig - og afklaret - efterretningstjenesterne har fuldstændig styr på løjerne......
- det smarte var at jage vildtet ud af sit skjul - nu er Daffi på ukendt terræn hvor han overvåges konstant.

Spørgsmålet er nu, om der er mere "man" skal bruge ham til
- så længe "den nyttige idiot" gør som "man" siger, er han i live.
- fra nu af er alting nøje tilrettelagt......

Libyen er nu det nye Irak, det nye Afghanistan.
Efter Libyen kommer ifølge storyboardet det nye Libyen i Syrien, Iran og Pakistan. Dette involverer nødvendigvis Kina. Hvad er fællesnævneren?

Fællesnævneren er menneskers næsten totale uvidenhed om historien udover den amputerede og fordrejede form de får vi skolebøger og medier. Det vil bla. sige vores uvidenhed om de grusomheder, som kolonimagterne har udøvet i de samme lande i blot 150 år og som har dannet de arabiske og mellemøstlige samfund efter disse magters = vores hoved.

Fællesnævneren er et efterfølgende hykleri om, at nu skal vi sandelig hjælpe disse mennesker til at blive frie og demokratiske. Og til at administrere deres ressourcer, hvilket de er for umodne til selv at finde ud af.

Fællesnævneren er udplyndring og politisk, kulturel, militær intervention, manipulation. Det er indførelsen af nye diktaturer, der ligner noget folk ønsker, men som meget hurtigt viser sig at være gammel vin på ny flaske.

Fællesnævneren er, at disse voldsomme events er forberedt med, akkompagneret af og senere beskrevet ved hjælp af informationskrigens mest sofistikerede metoder. Det er plyndring, mord og arrangerede statskup forklædt som godgørenhed.

Fællesnævneren er, at de oprørske aktører i disse 'war games' er grupper, der har turneret overalt, der har været brug for dem. Vi ser i Libyen gengangere fra Irak og Afghanistan. Medierne er fuldstændig tavse om, hvem disse folk er. De folk der med NATO's hjælp nu har sneget sig ind i Libyen er folk af den værste skuffe. Vi hører intet om det.

Fællesnævneren er destabilisering af et område. Målet er total dominans. Offeret er altid og uden undtagelse de mennesker, der bor der og hvis lidelser og frustrationer og vrede udnyttes som drivkraft og benzin til disse ny-imperialistiske, ny-kolonialistiske og i sidste ende ny-feudale manøvrer. En stor rundspørge viste, at folk ikke gik og tørstede efter demokrati - der har set, hvor råddent vestligt demokrati er - de vil bare ikke behandles som dyr længere af deres korrupte magthavere - de allerfleste indsat af vesten. Hvis der skulle være tvivl om det, er det en bekræftelse af det første udsagn: vores manglende kendskab til historien.

Bag alle krige står der en bankmand og griner. Måske kan vi li Gadaffi, måske kan vi ikke. Det er ikke pointen her. Pointen er at Libyen er et af de lande, der indtil nu har været gældfrit. Gældfrihed er noget af det mest fornærmende mod krigens bankmænd og bankmændenes krig. Irak var også et gældfrit land, uanset om vi kunne li Saddam eller ej. Gæt lige, om Irak er gældfrit i dag. Gæt lige, om Libyen er gældfrit om et par år.

Til gengæld er angriberne - heriblandt den nu aggresivt krigsførende nation Danmark, Frankrig, Italien og i særdeleshed USA dybt forgældede nationer.

Fællesnævneren er, at man ser USA's fingeraftryk overalt. USA har en krigsbaseret økonomi. Det kan ikke eksistere uden krig, krig er nødvendig ifølge den logik, denne nation er skruet sammen på. Det et dette land, vi nu render i røven på. Deres trofaste håndlanger er nu generalsekretæren i NATO. Manden der med Bush og Blair løj big-time om Irakkrigen. Manden der lige har skrevet forord til Bush's selvretfærdiggørende bog om sin egen storhed.

Fællesnævneren er også, at WTO, IMF, BIS og ECB ligger og lurer. Krig-inflation-profit-forgældelse er den indre drivkraft i de store krige. Også de financielle krige som skabte finanskrisen. Også krigen mod naturen-miljøet. Også krigen mod vores fødevarer. Også krigen mod vores sundhed. Det handler ALTSAMMEN om forgældelse og slaveri. Og så handler det om 'fred' i betydningen Pax Romanorum. Det romerske imperiums efterkommere - i virkeligheden ER det det romerske imperium, men det fører for vidt her - kender også til denne perverterede form for fred. Det handler om, at vi skal lære at elske vores herrer og det, de gør med os. Vi skal 'holde fred' med hinanden og dem, ikke lave ballade, ikke stille spørgsmål. Vi skal nyde deres skuespil, spise brød fra deres hånd og gå på arbejde. Så skal vi dyrke lidt sex eller se noget porno for at få afløb for indestængt energi. Så skal vi spise vores smertestillede medicin og se noget dumt fjernsyn med dumme mennesker, der gør dumme og sjove ting. Så skal vi nyde krigen på afstand og høre om vore herrers heroiske bedrifter mod de underfrankerede barbarer derude eller derinde.

Og så skal vi lægge os til at sove. Til sidst skal vi lægge os til at dø.

Libyen er nu det nye Irak, det nye Afghanistan.
Efter Libyen kommer ifølge storyboardet det nye Libyen i Syrien, Iran og Pakistan. Dette involverer nødvendigvis Kina. Hvad er fællesnævneren?

Fællesnævneren er menneskers næsten totale uvidenhed om historien udover den amputerede og fordrejede form de får via skolebøger og medier. Det vil bla. sige vores uvidenhed om de grusomheder, som kolonimagterne har udøvet i de samme lande i blot 150 år og som har dannet de arabiske og mellemøstlige samfund efter disse magters = vores hoved.

Fællesnævneren er et efterfølgende hykleri om, at nu skal vi hjælpe disse mennesker til at blive frie og demokratiske. Og til at administrere deres ressourcer, hvilket de er for umodne til selv at finde ud af.

Fællesnævneren er udplyndring og politisk, kulturel, militær intervention, manipulation. Det er indførelsen af nye diktaturer, der ligner noget folk ønsker, men som meget hurtigt viser sig at være gammel vin på ny flaske.

Fællesnævneren er, at disse voldsomme events er forberedt med, akkompagneret af og senere beskrevet ved hjælp af informationskrigens mest sofistikerede metoder. Det er plyndring, mord og arrangerede statskup forklædt som godgørenhed.

Fællesnævneren er, at de oprørske aktører i disse 'war games' er grupper, der har turneret overalt, hvor der har været brug for dem. Vi ser i Libyen gengangere fra Irak og Afghanistan. Medierne er fuldstændig tavse om, hvem disse folk er. De folk der med NATO's hjælp nu har sneget sig ind i Libyen er folk af den værste skuffe. Vi hører intet om det.

Fællesnævneren er destabilisering af et område. Målet er total dominans. Offeret er altid og uden undtagelse de mennesker, der bor der og hvis lidelser og frustrationer og vrede udnyttes som drivkraft og benzin til disse ny-imperialistiske, ny-kolonialistiske og i sidste ende ny-feudale manøvrer. En stor rundspørge viste, at folk ikke gik og tørstede efter demokrati - der har set, hvor råddent vestligt demokrati er - de vil bare ikke behandles som dyr længere af deres korrupte magthavere - de allerfleste indsat af vesten. Hvis der skulle være tvivl om det, er det en bekræftelse af det første udsagn: vores manglende kendskab til historien.

Bag alle krige står der en bankmand og griner. Måske kan vi li Gadaffi, måske kan vi ikke. Det er ikke pointen her. Pointen er at Libyen er et af de lande, der indtil nu har været gældfrit. Gældfrihed er noget af det mest fornærmende mod krigens bankmænd og bankmændenes krig. Irak var også et gældfrit land, uanset om vi kunne li Saddam eller ej. Gæt lige, om Irak er gældfrit i dag. Gæt lige, om Libyen er gældfrit om et par år.

Til gengæld er angriberne - heriblandt den nu aggresivt krigsførende nation Danmark, Frankrig, Italien og i særdeleshed USA dybt forgældede nationer.

Fællesnævneren er, at man ser USA's fingeraftryk overalt. USA har en krigsbaseret økonomi. Det kan ikke eksistere uden krig, krig er nødvendig ifølge den logik, denne nation er skruet sammen på. Det et dette land, vi nu render i røven på. Deres trofaste håndlanger er nu generalsekretæren i NATO. Manden der med Bush og Blair løj big-time om Irakkrigen. Manden der lige har skrevet forord til Bush's selvretfærdiggørende bog om sin egen storhed.

Fællesnævneren er også, at WTO, IMF, BIS og ECB ligger og lurer. Krig-inflation-profit-forgældelse er den indre drivkraft i de store krige. Også de financielle krige som skabte finanskrisen. Også krigen mod naturen-miljøet. Også krigen mod vores fødevarer. Også krigen mod vores sundhed. Det handler ALTSAMMEN om forgældelse og slaveri. Og så handler det om 'fred' i betydningen Pax Romanorum. Det romerske imperiums efterkommere - i virkeligheden ER det det romerske imperium, men det fører for vidt her - kender også til denne perverterede form for fred. Det handler om, at vi skal lære at elske vores herrer og det, de gør med os. Vi skal 'holde fred' med hinanden og dem, ikke lave ballade, ikke stille spørgsmål. Vi skal nyde deres skuespil, spise brød fra deres hånd og gå på arbejde. Så skal vi dyrke lidt sex eller se noget porno for at få afløb for indestængt energi. Så skal vi spise vores smertestillede medicin og se noget dumt fjernsyn med dumme mennesker, der gør dumme og sjove ting. Så skal vi nyde krigen på afstand og høre om vore herrers heroiske bedrifter mod de underfrankerede barbarer derude eller derinde.

Og så skal vi lægge os til at sove. Til sidst skal vi lægge os til at dø.