Læsetid 5 min.

'Fjendebillederne passer ikke længere'

I 10 år har Osama bin Laden styret vores verdensbillede, men nu er det slut. Europas førende islamforsker Olivier Roy er overbevist om, at en ny æra er på vej, hvor vi vil indse, at vi siden 2001 har taget fejl på stort set alle punkter: krigen mod terror, frygten for islamismen og ideen om Europas fejlslagne integration
I 10 år har Osama bin Laden styret vores verdensbillede, men nu er det slut. Europas førende islamforsker Olivier Roy er overbevist om, at en ny æra er på vej, hvor vi vil indse, at vi siden 2001 har taget fejl på stort set alle punkter: krigen mod terror, frygten for islamismen og ideen om Europas fejlslagne integration
8. september 2011

På søndag er det 10 år siden, USA blev ramt af det værste terrorangreb nogensinde. Den 11. september 2001 ændrede vores verdensbillede, kastede nationen ud i krige, førte til lovændringer og en værdikamp, som for mange blev beviset på det Civilisationernes Sammenstød, den amerikanske professor Samuel Huntington forudsagde allerede i 1993.

Information har spurgt Europas førende islamforsker, professor Olivier Roy fra European University Institute i Italien, hvordan han mener, de seneste 10 år har påvirket os og hvor vi står i dag.

Og hans budskab er opmuntrende.

Forfejlet terrorkrig

11. september var bekræftelsen på Huntingtons forudsigelse om Civilisationernes Sammenstød, men vores måde at opfatte sammenstødet på har ført til en række fejltagelser, som har præget verden de seneste 10 år, mener den prisbelønnede sociologiprofessor.

»Vi stillede den rigtig diagnose, men har anvendt de forkerte midler,« lyder Olivier Roys dom i dag.

»11. september forandrede vore samfund; politisk, juridisk, socialt. Enkelte tiltag har været fornuftige, f.eks. var den omfattende terrorsikring nødvendig, for vi var ikke særlig godt beskyttede. Men på de store linjer tog vi fejl,« siger han.

Olivier Roy peger bl.a. på invasionerne i Irak og Afghanistan, som efter hans mening intet havde at gøre med at bekæmpe terrorisme.

»Ingen af de to krige bragte terrortruslen til ophør, tværtimod gav det os blot endnu større problemer med terrorisme,« siger han og mener, at drabet på Osama bin Laden er eksemplet, der beviser analysen.

»Det er meget betegnende, at Osama bin Laden ikke blev dræbt under en militær operation i Afghanistan. Han blev tværtimod dræbt i et klassisk efterretningsdrevet kommandoraid. Det havde intet med krigen i Afghanistan at gøre«, mener han.

Integrationssucces

Efter 11. september har de vestlige samfund gennemgået en selvransagelsesproces på jagt efter en forklaring på årsagerne til den terror(trussel), der pludselig truede os, både indefra og udefra. Hvad har vi gjort forkert, lød spørgsmålet. Og det svar, vi fandt, var, at forsøget på at integrere millioner af muslimske flygtninge og indvandrere i Europa var slået fejl.

Intet kunne imidlertid være mere forkert, understreger den franske forsker.

»Opfattelsen af, at integrationen er slået fejl, har været så stærk, at vi fuldstændig har overset det faktum, at integrationen faktisk virker. Overalt i Europa ser vi i disse år en muslimsk middelklasse vokse frem, som bestemt ikke udgør nogen trussel,« siger Olivier Roy.

»Denne nye middelklasse er lige så veluddannet, lige så velstående og lige så velfungerende som andre middelklasseborgere,« understreger Olivier Roy.

Og han begrunder sin analyse med statistik.

»Det fremgår af tallene, at muslimerne i Europa får færre og færre børn, giftealderen øges, uddannelsesniveauet ligeså, og forskellen mellem kønnene mindskes. De ligner i stadig højere grad resten af befolkningen,« siger Roy.

Også på det religiøse område kommer Europas muslimer mere og mere til at ligne andre etniske europæere.

»De er stadig muslimer, men de er det på en måde, som vi bedre kan acceptere,« siger han.

Faktisk mener Olivier Roy, at 11. september har styrket integrationen, fordi vi har været tvunget til at integrere bedre, end vi ellers gjorde.

»I modsætning til, hvad de fleste tror, har 11. september gavnet vores samfund. Vi har nu en åben debat om islam, vi har moskeer og minareter, vi har indvandrere, der stiller op til valg osv. Og det er i sig selv en succes,« siger han.

Islamisterne forsvandt

Også i de islamiske samfund har 11. september haft store konsekvenser.

Efter angrebet på World Trade Center fik vi for alvor øje på de islamistiske kræfter, som var vokset frem i mange mellemøstlige lande, inspireret af 1979-revolutionen i Iran og næret af unge, veluddannedes utilfredshed med lokale despoter og fejlslagne økonomier.

»Osama bin Laden præsenterede sig selv som den muslimske verdens eneste repræsentant og politisk islam som den eneste politiske forandringskraft. Og vi åd det råt. Vi i Vesten tog hans ord for gode varer og overså fuldstændig de kræfter, som nu står bag Det Arabiske Forår. Vi købte hans selvbillede, men det gjorde de arabiske befolkninger heldigvis ikke.«

Som bevis på, hvor meget vi tog fejl, peger Olivier Roy på, at islamismen ikke har spillet nogen nævneværdig rolle i et eneste af de folkelige oprør, som det seneste halve år er rullet hen over Mellemøsten.

»Islamismen har udspillet sin rolle. Den var et protestfænomen, som har haft sin tid. I dag er politisk islam ikke længere en drivende kraft for noget som helst,« konstaterer han.

»Demonstranterne er ikke sekulære ateister, langtfra. Men de orienterer sig ikke mod islam for at finde opskriften på et bedre samfund,« understreger Roy.

Det er tværtimod de vestlige velfærdsdemokratier og liberalismen, der inspirerer de unge araberes krav om borgerlige frihedsrettigheder.

»Islamismen har simpelthen mistet pusten,« konstaterer Olivier Roy.

»Men det er sket, uden at vi har opdaget det. I modsætning til muslimerne har vi i Vesten været forblændet af Osama bin Laden. Vi så ikke, hvad der foregik internt i de arabiske samfund, og derfor er vi først nu i gang med at justere vores verdensbillede,« mener Olivier Roy.

Frygten vil falme

I kølvandet på 11. september blomstrede islamofobien op i hele Europa og gav næring til en omfattende værdikamp og til opblomstringen af indvandrer- og islamfjendtlige partier i næsten alle vestlige lande.

Eller populistiske partier, som Roy foretrækker at kalde dem, fordi de ofte omfatter folk, der tidligere har været f.eks. venstrepopulister.

»Efter 11. september handlede alt pludselig om islam, islam, islam. Men også på dette punkt må vi erkende, at vi har taget fejl,« siger den franske sociologiprofessor.

»Fjendebillederne passer ganske enkelt ikke længere. Den islamiske terrorist er blevet erstattet af andre former for terrorister, som vi netop har set det i Norge. Og det passer ikke ind i xenofobernes verdensbillede. De populistiske politikere og hjemmesider har haft meget svært ved at forholde sig til terroraktionen i Norge. De ved simpelthen ikke, hvordan de skal reagere,« siger han.

Samme problem har populisterne i forhold til Det Arabiske Forår, mener Olivier Roy. Billedet af muslimske befolkninger, der kræver demokrati og politisk frihed, passer heller ikke med det fjendebillede, som islamofoberne har dyrket siden 11. september.

Islamofobien har derfor fået væsentlig trangere kår, mener Roy.

»Frygten for islamisering af vore vestlige samfund er på retur. Det er ikke noget, der sker på et øjeblik. Det tager tid at ændre folks opfattelse, men vi er godt på vej,« mener han.

Den falmende muslimske terrortrussel og fremvæksten af en velintegreret indvandrer-middelklasse vil i løbet af de kommende år få frygten til yderligere at forsvinde, mener han.

Alt i alt mener Olivier Roy, at det kommende årti tegner lysere end det forgangne.

»Jeg er ikke pessimist med hensyn til fremtiden. Tværtimod synes jeg, at der er mange ting, der bevæger sig i den rigtige retning.«

11. september 10 år efter - et verdensbillede sprækker

Information markerer ti-året for 11. september ved at zoome ind på nogle af de virkeligheder og erkendelser, der begynder at træde frem efter 10 års overfokusering på den muslimske trussel.

Seneste artikler

  • New York ud af angstens skygge

    12. september 2011
    Der var ingen politiske taler, blot oplæsning af navne, poesi og musik. Præsident Obama læste højt af Biblen, og George Bush citerede Lincoln. New York mindedes i går ofrene for 9-11 og åbnede det officielle mindesmærke
  • 10 års omvej

    10. september 2011
    Det afgørende slag mod al-Qaeda var demokratisk og hed Det Arabiske Forår. Foråret viste, at de fleste i den arabiske verden er langt mere opsatte på frihed og demokrati end på islamistisk civilisationsomstyrtning. Og at terroren bliver svækket, når befolkninger føler sig mindre undertrykt
  • Det er sket, og det kan ske igen

    10. september 2011
    ”Man tænker, at det aldrig kan ske i Skandinavien, men så sker det alligevel, som det gjorde i Norge, og så tænker man: Det er muligt,” lyder det fra 8. v fra Skolen på Islands Brygge. For de unge, der er vokset op i skyggen af 11. september 2001, lever med bevidstheden om, at de potentielt er sårbare
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Hån, spot og latterliggørelse virker faktisk?

"I 10 år har Osama bin Laden styret vores verdensbillede, men nu er det slut. Europas førende islamforsker Olivier Roy er overbevist om, at en ny æra er på vej, hvor vi vil indse, at vi siden 2001 har taget fejl på stort set alle punkter: krigen mod terror, frygten for islamismen og ideen om Europas fejlslagne integration"

Det er rart at vide, at Olivier Roy, Charlotte Aagaard og redaktionssekretæren er voksne nok til at aflægge en selvkritik, når de erkender, at de har taget fejl i mange år på disse vigtige spørgsmål.

»I modsætning til, hvad de fleste tror, har 11. september gavnet vores samfund. Vi har nu en åben debat om islam, vi har moskeer og minareter, vi har indvandrere, der stiller op til valg osv. Og det er i sig selv en succes,« Så er spørgsmålet blot hvem man skal takke for denne gavnlige indsats.

"Efter angrebet på World Trade Center fik vi for alvor øje på de islamistiske kræfter, som var vokset frem i mange mellemøstlige lande, inspireret af 1979-revolutionen i Iran og næret af unge, veluddannedes utilfredshed med lokale despoter og fejlslagne økonomier." Kun synd, at I ikke greb chancen og støttede dem i kampen mod præstestyret og andre despoter i regionen for ti år siden, men det kan vel nås endnu? Mens I er i form efter Libyenfelttoget.

»Islamismen har udspillet sin rolle. Den var et protestfænomen, som har haft sin tid. I dag er politisk islam ikke længere en drivende kraft for noget som helst,« Prøv lige, at forklare DF og dets trofaste proselytter det.

»Men det er sket, uden at vi har opdaget det. I modsætning til muslimerne har vi i Vesten været forblændet af Osama bin Laden. Vi så ikke, hvad der foregik internt i de arabiske samfund, og derfor er vi først nu i gang med at justere vores verdensbillede,«. Det vil jeg så støtte jer i efter bedste evne, men tag lige og fortæl os hvad der foregår i Syrien og Yemen, det virker stadig lidt uklart. Libyen er heller ikke oplyst af de allerkraftigste projektører.

Det bliver jo spændende at se, om islamofobien som politisk strømning går i sig selv, når den har fået lidt tid til at tygge på de nye analyser. Man må håbe det, og med Oliviers smittende optimisme som inspiration er halvvejen vel allerede nået.

Får Danmark så en rød regering oveni, så kan man næsten ikke forlange mere, uden at virke urimelig.

Vi vandrer sol i møde

Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvor kommer integration ind i billedet, da det var udført af eksterne intressenter? Udover det er jeg ikke enig i det har gavnet samfundet.

Hvornår er man integreret, det er man, når man ikke længere falder uden for. Der er langt endnu, specielt i Danmark.

Brugerbillede for Jakob Johannsen
Jakob Johannsen

@Jesper

"Hvornår er man integreret, det er man, når man ikke længere falder uden for"

Du mener assimilation.

Integration indebærer en tilpasning fra begge sider. Man kan helt teoretisk sige at Muhammed ikke er integreret førend bjerget er kommet til ham selvom det ville være mere naturligt og mindre krævende at få Muhammed til bjerget.

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Fri os dog for den snak om at et eller andet "vi" har taget fejl.
Hvem er "vi? Er det Roy, selv? Hvis han tog fejl er selverkendelse selvfølgelig udmærket, men han skal da ikke erkende på alle andres vegne.
Det er da i øvrigt muligt at terrorisme med begrundelse i Islam er på tilbagetog - det manglede da også bare!

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Alle pragmatiske sjæle kan vel ikke andet end ryste på hovedet af denne ”førende” islamforsker og få den tanke, at manden har trukket sit professorat i en automat for politisk korrekte mennesker, når man tænker på den ubestridelige historiske kendsgerning, at mere end 17.000 mennesker har mistet livet siden den 11. september 2001 på grund af muslimske terroristers aktiviteter overalt på kloden, hvor de i Allahs navn har myrdet løs med selvmordsbombere og militære operationer blandt civile uskyldige mennesker for at fremtvinge politisk og religiøs enhed under tvang.

Frygten og angsten for islamisering af de frie demokratier har tværtimod aldrig været større blandt de europæiske befolkninger end nu, fordi de politiske magthavere og EU konstant bøjer sig i støvet for tilrejsende muslimer og deres imamer, der konstant forlanger særlige religiøse hensyn til islam som politisk lovreligion for sine udøvere i hverdagen, mens europæerne systematisk er blevet ”afkristnet” gennem den førte politik siden afslutningen på 2. verdenskrig.

Denne beklagelige udvikling er i særdeleshed blevet indirekte bekræftet inden for det sidste års tid af forbundskansler Angela Merkel i Tyskland, præsident Nicolas Sarkozy i Frankrig og premierminister David Cameron i England, som alle officielt har erklæret ”multikulturalismen” for død. Hvilket de jo nok ikke ville have gjort, hvis Europas millioner af tilkomne muslimer virkelig havde integreret sig optimalt som påstået af den franske professor i sociologi.

Vi kan jo bare spørge premierminister David Cameron i England, der må leve med tre millioner troende muslimer ud af en befolkning på 62 millioner, som indtil nu har fået implementeret 83 sharialove i den engelske lovgivning, fordi der skal tages særlige hensyn til landets troende muslimer. Og så behøver vi ikke engang at uddybe de voldsomme problemer, der vitterligt eksisterer overalt på det europæiske kontinent med u-integrerbare muslimer, der aldrig nogensinde har ønsket at integrere sig i fred og harmoni med de kristne europæiske befolkninger.

Så mon ikke den franske professor i sociologi har drukket lidt for meget dyr rødvin sammen med sine politiske korrekte venner, der som alt for mange af de folkevalgte europæiske politikere bøjer hovedet i fejhed og usselhed for den snigende islamisering af Europa, nøjagtig som det tyske folk dukkede hovedet, da nazismen begyndte at gennemsyre det tyske samfundsliv fra 1933 til 1945 med deres krav om politisk og religiøs enhed under tvang for alle?

Professorens synspunkter er noget pseudointellektuelt vrøvl.

Brugerbillede for Gorm Petersen

Det arabiske forår havde været en umulighed hvis de undertrykte befolkninger havde troet at USA var usårligt.

Osama brød den illusion og har givet befolkningerne modet at gøre oprør mod de af USA indsatte despoter.

Jeg holder 10 mod 1 på at OBL vil gå over i historien som den arabiske verdens befrier - hvis befrielsen altså lykkes.

Mislykkes den (på grund af USA's appetit på olie) vil der komme nye Bin Laden-er.

Brugerbillede for Paul Andersen

At Roy har fået øjnene op for sin og andres, dog aldrig "vores", over 10 år lange vildfarelse har ikke ført ham på sporet, men blot længere ind i tågerne af manipulation og løgn.
—Men at sige man har været på vildspor som Europas toneangivende akademiker, gennem 10 blodige år, er vel også i sig selv en falliterklæring.
Hans og andre af samfundets professionelle og etiske svigt har reduceret borgernes sikkerhed, tillid og integritet i en grad, hvor sandheden er umulig og løgnen blomstrer.

Brugerbillede for Bill Atkins

De arabiske folk har i årtusinder levet som vi i Vesten ønsker at leve - uden grænser (EU og USA)-, og de har levet i respekt for folks ret til at vandre med varer og husdyr igennem det enorme arabiske land. De har gennem historien altid været gæstfrie, hvis blot man overholdt enkle regeler om respekt for det arabiske folks værdier. Kolonialismen og de blodige kolonikrige ødelagde tildels denne livsform. Kolonimagterne trak grænser for at kunne udnytte de tilstedeværende ressourcer. Et bevis på Vestens foragt for den arabiske kultur er den kendsgerning at de eropæiske museer bugner med tyvekoster fra den arabiske kulturarv - eksempelvis ligger en kæmpe stenblog fra Sfixens næse i British museums kælder. Araberne fandt sig i et par hundrede år i denne påtvungne kolonistatus - men nu er der altså nogen der mener at Det lykkelige arabien har været for gæstfrie. Blandt andet har Israel med deres hysteriske grænsedragning religiøst, menneskeligt og fysisk fået bægeret til at flyde over.

Det er utroligt at Olivier Roy kan skrives så mange ord om terrortruslens årsag uden at nævne Israel.

Det kan i øvrigt anbefales at læse "Stederne imellem" af Rory Stewart, det er en beretning om forfatterens rejse til fods gennem Afghanistan i 2002 - altså efter Vestens angreb på Afghanistan. Et studie i arabisk gæstfrihed og respekt for ærlighed...

Brugerbillede for Niklas Monrad

Citat "Det er meget betegnende, at Osama bin Laden ikke blev dræbt under en militær operation i Afghanistan. Han blev tværtimod dræbt i et klassisk efterretningsdrevet kommandoraid. Det havde intet med krigen i Afghanistan at gøre«, mener han".

Man går let og behændigt uden om, at uden USAs militære tilstedeværelse på baser i Afghanistan, ville dette kommando raid ikke have kunnet lykkes.

Brugerbillede for Jakob Clemen

Vi lever i en globaliseret verden og påvirkning mellem forskellige samfund vil foregå...
Selv den danske kultur som Ole Brockdorff ønsker at "redde" fra det multikulturelle er allerede multikulturelt... Pastaen er ikke ligefrem dansk, det samme kan i høj grad siges om noget så dansk som kartoflen. Hvis vi skulle fra sige os alt udvikling, som er kommet til danmark udefra, ved jeg ikke hvor vi ville være... vores køkken ville i hvert fald være kedelig, vores sprog ville være fattigere og vores samfund ville helt sikkert have se anderledes ud.
Det er fjollet at nægte at lære fra andre mennesker. Det er fjollet at fryger ny viden og det er især fjollet at frygte mennesker med en anden viden.

Jeg har aldrig mødt den muslim, som forsøgte at ændre min holdning med anden end god argumentation for sine egne. Der har aldrig være en muslim der har ringet på min dør og på den måde aggressiv angrebet min privatsfære i forsøget på at omvende mig... det har jeg tilgengæld med forskellige afarter af kristne... Den kristne verden er mere aggresive i deres missions arbejde en den musilmske, den vestlige mere end resten af verden...
Hvem er vi til at sige, hvordan verden skal hænge sammen? Mens vi gik ind i den mørke middelalder, og fordømte alt den antikke verdens viden, og praktisk talt bragte vores samfund adskellige århundrede bagud i udviklingen, var det den muslimske verden der bevarede viden og som vi i dag kan takke for alt der hedder videnskab...

Det er ikke islam folk frygter, det er det nye, det fremmede. I stedet for at møde de fremmede med respekt har man i alt for lang tid - og ikke kun siden 9/11 - mødt dem med had.
Forhåbenligt er det sandt, når Olivier Roy siger, vi går en ny tid i møde. Jeg frygter bare, at det ene skræmmebillede bliver erstattet af det næste, og i så fald er der intet godt kommet ud af de sidste 10 års krig mod terror...