Nyhed
Læsetid: 3 min.

Gaddafis fald skaber splittelse i Afrika

Muammar Gaddafi finansierede samarbejdet mellem landene i Afrika. En række afrikanske intellektuelle betragter den vestlige intervention i Libyen som et forsøg på at genkolonisere Afrika
Muammar Gaddafi finansierede samarbejdet mellem landene i Afrika.  En række afrikanske intellektuelle betragter den vestlige intervention i Libyen som et forsøg på at genkolonisere Afrika
Udland
8. september 2011

Der er fortsat mange uafklarede aspekter omkring situationen i Libyen, men ifølge en ekspert er én ting »ret sikker«:

»Forholdet mellem Libyen og dets afrikanske nabolande uden for Maghreb bliver aldrig det samme igen,« skriver J. Peter Pham, leder for Michael S. Ansari Africa Center ved Atlantic Council i Washington.

Muammar Gaddafi var en af hovedkræfterne bag skabelsen af Den Afrikanske Union (AU) i 2002. Unionens statut fastslår, at den pan- afrikanske institution er »inspireret af de vigtige forslag, som oberst Muammar Gaddafi, leder af Libyens store islamiske revolution, har fremsat, og navnlig af hans vision om et stærkt og forenet Afrika, som er i stand til at imødegå globale udfordringer og leve op til sit ansvar for at beskytte mennesker og naturressourcer på kontinentet for derigennem at forbedre folkenes livsvilkår«.

Gaddafi var langt den største bidragyder og finansierede angiveligt over en tredjedel af AU's budget:

»Han ville etablere Libyen som spydspids for afrikansk enhed med ham selv som 'kongernes konge',« mener politologen Shashank Joshi fra Harvard University.

Afrikansk splittelse

AU har endnu ikke anerkendt Det Nationale Overgangsråd (NTC) som Libyens legitime regering. Mens Den Arabiske Ligas fordømmelse af Gaddafi-regimets forsøg på at slå oprøret ned med militærmagt var en afgørende diplomatisk forudsætning for FN-resolutionen, mener en række afrikanske intellektuelle, at sikkerhedsrådet blev misbrugt for at marginalisere AU:

»NATO har givet sig selv beføjelser til at bevirke et regimeskift og derfor også til at bruge vold og alle andre midler for at vælte regimet, hvilket klart er i modstrid med beslutningerne i FN's Sikkerhedsråd,« siger Chris Landsberg, professor i politologi ved University of Johannesburg og talsmand for 200 prominente afrikanere, der betragter NATO's intervention i Libyen som et led i et forsøg på at genkolonisere Afrika.

Sydafrika var blandt de lande, som stemte for resolutionen i sikkerhedsrådet, men har siden klaget over den måde, resolutionen er blevet implementeret. I maj fløj Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, til Tripoli i et forsøg på at opnå en våbenhvile mellem Gaddafi og oprørerne, men undlod at besøge NTC i Benghazi. Candice Moore, som forsker i afrikansk politik ved London School of Economics, betragter den sydafrikanske slingrekurs som symptomatisk for problemerne med AU:

»Sydafrikas retorik om Afrika som en prioritet på det udenrigspolitiske område gennem samarbejdet i AU skal give mening under svære betingelser som opstandene i Egypten, Tunesien og Libyen og den nyligt overståede konflikt i Elfenbenskysten, hvis eksterne kræfter ikke skal tage føringen,« vurderer Candice Moore.

Nye forudsætninger

En række medlemmer af AU har imidlertid valgt at støtte NTC, bl.a. Gabon, Nigeria, Niger, Burkina Faso, Mali, Senegal, Mauritanien og Uganda:

»Langt de fleste afrikanske stater har dog ikke været så proaktive,« skriver J. Peter Pham: »Den bitterhed, som det har vakt blandt libyere, var påviselig i volden mod sorte afrikanere i de regioner, der først gjorde oprør mod styret, hvor de sorte, som blev fanget under kampene, med rette eller urette blev betragtet som regimets medsammensvorne. Mens nogle afrikanere rent faktisk var lejesoldater, der kæmpede for obersten, var langt størstedelen økonomiske migranter, som enten havde slået sig ned i Libyen, hvor de udgjorde over en sjettedel af befolkningen, eller på gennemrejse på vej mod andre destinationer.«

Forudsætningerne for samarbejdet i AU er således fundamentalt forandrede, vurderer J. Peter Pham:

»Selv om Libyen sandsynligvis vil fortsætte med at være medlem af AU hvis man vil anerkende, at de nye herskere er en legitim regering vil landets rolle være mere i overensstemmelse med dets størrelse og økonomi i modsætning til det store afrikanske engagement, som kendetegnede Gaddafis politik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gaddafi forsøgte på lovlig vis at samle Afrika, noget der ikke lykkedes for hverken nord amerika eller europa.

Hvis Gaddafi finansierede over en tredjedel af AU’s budget, så tror da pokker, at nogen er utilfredse med det røde kort han har fået.

Det tror da pokker!

Who's next?

ja den splittelse må man da kunne bruge til egen fordel?

efter jeg har læst den artikel, blev jeg lidt mere kloge på.

Afghanistan ??

Syrien ????

Irak ???
osv