Nyhed
Læsetid: 4 min.

Gaddafis styrker kæmper desperat i Sirte

Resterne af regimet i Libyen kæmper for at holde stand i Gaddafis fødeby Sirte. De kan forvente retsforfølgelse for krigsforbrydelser og bruger ifølge oprørerne kvinder og børn som menneskelige skjold
Udland
19. september 2011

De tre raketter kommer som et lyn fra en klar himmel. Det lyder som en mellemting mellem et hyl og en skratten og eksploderer med et højt, tørt brag på den anden side af den bakke, hvor oprørerne har etableret et felthospital uden for Sirte.

Personalet på den ombyggede restaurant har knap nok tid til at rejse sig fra asfalten, før de første ofre ankommer. En oprørssoldat med iturevne militærbukser og en t-shirt, der er gennemblødt af blod, bliver bragt ind på en rødbrun båre. Serveringsområdet er blevet omdannet til en operationsstue, og den unge kriger bliver smidt op på et bord, mens hans blod drypper på marmorgulvet.

Få minutter senere ankommer flere ambulancer med tændte sirener, og denne gang skriger hospitalets personale, da dørene til den hærgede, rød-hvide ambulance bliver åbnet. Inden i ligger en ambulanceførers lig – en mand, der lige siden gadekampene begyndte i Misrata i marts har kørt med sårede fra slagmarken. Nu har han ikke noget ansigt:

»Han er en af mine gode venner, jeg har kendt ham i syv år. Han tog på arbejde i morges,« hulker en læge med briller, mens liget bliver båret ind i et lagerrum og tildækket med et blåt lagen. Flere tilskadekomne ankommer, mens raketter og artilleri buldrer og brager over bakken.

I horisonten kan man se røgsøjler fra luftangreb. På landevejen uden for felthospitalet drøner en lang kolonne af sorte biler forbi med antiluftskyts på ladet for at støtte oprørsenhederne inde i byen. En anden ambulance ankommer med en såret tv-producer fra CNN, 27-årige Ian Lee fra Wyoming. Han var blevet ramt i anklen af en granatsplint, mens tv-holdet dækkede kampene på kystvejen:

»Vi blev beskudt. Jeg gik ud af bilen for at lægge mig på jorden, men vi blev ramt af nogle raketbårne granater,« siger Ian Lee:

»Jeg kunne mærke, at mit ben blev ramt. Jeg rullede over bag dæmningen for at gå i dækning, men vi blev fortsat beskudt.«

Tre dage senere rykker en massiv oprørsstyrke på 900 bevæbnede ladvogne, som bliver støttet af kampvogne og NATO’s bombefly, ind i Muammar Gaddafis fødeby – den sidste kystby, hvor regimets styrker stadig holder stand.

Det var ikke meningen, at det skulle gå på denne måde. Oprørerne dominerer byen, har indtaget lufthavnen og patruljerer området syd for byen. Alligevel holder Gaddafis trofaste styrker stadig stand, fire uger efter at oprørsstyrkerne ankom til Tripoli og proklamerede, at Gaddafi-regimet var besejret.

Menneskelige skjold

»De er skøre, de er gale,« siger Abdul Baset Hadia, en oprørssoldat med fuldskæg, mens han tager sig en pause fra kampene, som raser inde i byen. Han fortæller, at Gaddafis tropper bruger civile som menneskelige skjold, når de rykker fra en bygning til en anden. De sender kvinder og børn ud på gaden for at stoppe skyderiet:

»De laver en mur af kvinder og børn. Vi kunne godt afslutte kampen i dag, men vi ved, at der er mange civile. Vi vil ikke at dræbe dem.«

Hadia fortæller, at modstanderne har befæstet sig i Ouagadougou, et vidtforgrenet bygningskompleks, hvor Gaddafi i en stor mødesal plejede sine ambitioner om at blive Afrikas konge.

Mange afrikanske ledere havde som taknemmelighed for de millioner af oliedollars, Gaddafi gav dem, ikke noget imod at bifalde ham, da han på dette sted i oktober 2009 afholdt et topmøde for Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.

Bjerge af beviser

Nu er den sønderskudte mødesal blevet den sidste bastion for resterne af hans regime: udenlandske lejesoldater, der frygter at dø, hvis de bliver set, medlemmer af Legion Thoria, Gaddafis hemmelige politi og de overlevende fra Den 32. Brigade, som blev ledet af Gaddafis søn Khamis. Brigaden terroriserede indbyggerne i Misrata, som udgør det meste af oprørshæren.

Tidligere på dagen ved et af oprørernes tjekpoints uden for Sirte havde Abdyulhakim Abuzakum, en brigadechef fra oprørshæren, der er uddannet som pilot i Oxford, en anden forklaring på Gaddafis troppers fanatiske modstand.

Forklaringen er det stykke papir, han holder i hånden: En liste over de af Gaddafis embedsmænd, banditter, soldater og torturbødler, som oprørerne forsøger at fange.

Man formoder, at mange af dem har søgt tilflugt i Sirte eller længere mod sydvest i Beni Walid, den anden Gaddafi-højborg, der stadig holder stand.

Og det er Abuzakums opgave at finde dem:

»Vi er ikke ligesom oberst Gaddafi, der dræber folk uden videre. Hvis vi fanger dem, bliver de stillet for retten,« siger Abdyulhakim Abuzakum.

Han hentyder til krigsforbrydelser, der allerede er indsamlet bjerge af beviser på. Dem, der bliver kendt skyldige i mord eller tortur, idømmes dødsstraf. Nogle oprørssoldater mener, at Gaddafis tropper stadig yder modstand, fordi de ved, at de på den ene eller anden måde allerede er døde.

© Guardian & Information 2011

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her