Læsetid: 4 min.

Homoseksuelle i USA's hær kan endelig stå frem

Barack Obama hilser ophævelsen af den 18 år lange 'Don't Ask, Don't Tell'-politik velkommen, mens homoseksuelle lobbygrupper over hele landet fejrer sejren
22. september 2011

'Spørg ikke, sig intet'-doktrinen den amerikanske hærs 18 år lange forbud mod åbent homoseksuelle blandt sine tjenestegørende er nu officielt ophævet, hvilket indvarsler en ny æra for supermagtens væbnede styrker. I en erklæring udtrykte præsident Barack Obama sin tilfredshed med skrinlægningen af en politik, som »har tvunget homofile og lesbiske militærpersoner til at lyve om, hvem de er.«

Ophævelsen, som trådte i kraft i går, blev fejret som »en epokegørende nyhed« af homoseksuelle lobbygrupper over hele USA, som længe har kæmpet mod denne politik og af de 65.000 tjenestegørende homoseksuelle soldater, bøsser som lesbiske, som aktuelt skønnes at gøre tjeneste i det amerikanske militær.

Obama sagde, at han er overbevist om, at ophævelsen af forbuddet kommer til at styrke den nationale sikkerhed. Tidligere måtte tjenestegørende bøsser og lesbiske, der undlod at holde deres seksualitet hemmelig, påregne prompte afskedigelse fra militæret. Tilhængerne af denne linje søgte at begrunde den med påstanden om, at accept af åbent homoseksuelle soldater skulle hæmme den militære effektivitet.

»Fra i dag behøver patriotiske amerikanere i uniform ikke længere at lyve om, hvem de er, for at tjene det land, de elsker,« sagde Obama i en erklæring.

»Fra i dag vil vores væbnede styrker ikke længere miste ekstraordinære færdigheder og kamperfaring fra så mange homofile tjenestegørende.«

Præsidenten underskrev loven om ophævelse af 'Spørg ikke, sig intet'-politikken (DADT) tilbage i december i sidste år, men først i går trådte den i kraft. Den blev vedtaget i december 1993 under daværende præsident Bill Clinton.

Homo ingen hindring

Obama hyldede de homofile og lesbiske soldater, som er blevet smidt ud af de væbnede styrker som følge af politikken, og dem, der har mistet livet for at tjene deres land.

Over 14.500 amerikanske militærpersoner er blevet afskediget, oplyser ngo'en Legal Defense Network.

»Med virkning fra i dag vil udsagn om seksuel orientering eller lovlig homoseksuel adfærd ikke længere anses som nogen hindring for militærtjeneste,« bemærker Clifford Stanley, USA's viceforsvarsminister med ansvar for personel og beredskab.

»Alle fra de væbnede styrker skal behandle hinanden med værdighed og respekt, uanset seksuel orientering,« siger han og advarer desuden om, at »chikane eller misbrug på grund af seksuel orientering« ikke ville blive tolereret i militæret.

Pentagon siger, at militæret er blevet instrueret om fremover at imødekomme ansøgninger fra åbent homoseksuelle.

Fra den amerikanske hær hedder det: »Fra denne dag og fremover kan bøsser og lesbiske soldater tjene i vores hær med den værdighed og respekt, som de fortjener.«

»Forsvarsministeriet forpligter sig til at fremme et miljø, der er fri for personlige, sociale eller institutionelle barrierer, som forhindrer medlemmer af de væbnede styrker i at sigte mod det højest mulige ansvarsniveau, uanset seksuel orientering.«

Over hele USA bød grupper, der har længe lobbyet for ændringen, nyheden velkommen. Mike Breen, en tidligere kaptajn i hæren og næstformand for Truman National Security Project, en sikkerhedstænketank, siger, at han er »lykkelig«.

Uretfærdige fyringer

»Tiden er for længst løbet fra den slags. Det hører ikke hjemme i et militær i krigstid i vore dage,« siger Breen, som anførte en gruppe faldskærmstropper i Afghanistans Korengal- og Pech-dale, der ofte ydede støtte til specialstyrkerne, har førstehåndserfaringer med, hvordan, DADT har kostet militæret nogle af dets førsteklasses soldater. En delingsleder under hans kommando i Afghanistan, som han anbefalede, og som senere blev tildelt ordnen Bronze Star for heltemod, endte således med at måtte forlade militæret på grund af den politik.

»Da en helikopter styrtede ned, kropstacklede han en ung menig, som han havde ansvaret for, for at skærme ham med sin krop. Han udviste lederskab af den art, vi er tilbøjelige til at hylde i militæret. Han elskede at være soldat, men opgav det, fordi han ikke ville forstille sig.«

Mange hylder dem, der har lidt som følge af DADT:

Løjtnant Daniel Choi er en tidligere amerikansk officer og nuværende rettighedsaktivist, der efter at have gjort tjeneste i Irak i 2007 blev smidt ud af hæren for at være bøsse, siger: »Dette er ikke et øjeblik, jeg fejrer med at kæve øl. Der er stadig en masse ubekendte for os, der ønsker at vende tilbage. Jeg synes også, at dette er et øjeblik, hvor jeg husker dem, der blev smidt ud ... og ligefrem dem ... der begik selvmord efter at de blev smidt ud ... Det er kun en ny begyndelse.«

Pentagon vil nu offentliggøre reviderede forordninger, der kan afspejle den nye politik. Ophævelsen af loven sætter også en stopper for alle igangværende efterforskninger og procedurer indledt i henhold til loven.

Veteran i marinekorpset, korporal Evelyn Thomas, en lesbisk kvinde, der blev afskediget efter mange års tjeneste, siger: »Det er bemærkelsesværdigt! Det er vidunderligt, at vi er nået så langt!«

I 2009 stiftede Thomas foreningen The Sanctuary Project Veterans, som skulle varetage interesserne hos dem, der blev ramt af den nu ophævede lov. Hun siger: »Da jeg var i militæret, var jeg nødt til at tjene med min hemmelighed. Jeg måtte gå på kompromis med min integritet.«

Men som andre forkæmpere for homoseksuelles betoner hun, at ophævelsen af DADT er del af en bredere kamp. Hun siger, at mange homoseksuelle, der blev smidt ud i henhold DADT, ofte fik at vide, at de ikke var berettigede til fuld sygesikring gennem forsvarsministeriets forsikring for veteraner. Det var usandt. Thomas siger, at hendes organisation nu vil koncentrere sig om oplysningsarbejde til fordel for de ramte.

»Der er en mængde veteraner, der er berettiget til disse goder. De ved det bare ikke. Vi vil oplyse lesbiske, homofile, biseksuelle og transseksuelle veteraner,« siger hun.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert N Gjeertsen

Hurra, nu kan bøsser også officielt få lov til at tage til spændende fremmede lande og dræbe deres indbygere!
Hvilken sejr for homo'erne !!