Læsetid: 2 min.

Intet nyt i forhold til COP15-mødet

I-landes klimaløfter har ikke flyttet sig siden klimatopmødet i København i 2009. De er stadig helt utilstrækkelige
7. september 2011

De rige lande skal inden 2020 have bragt deres CO2-udledninger ned med 25-40 pct. målt i forhold til 1990-niveauet. Det er ifølge FN's klimapanel én forudsætning for at bevare muligheden for at bremse den globale opvarmning før smertetærsklen på to grader. Det er samtidig en nødvendig, men næppe tilstrækkelig forudsætning for, at mange af u-landene vil gå med til en ny global klimaaftale.

De frivillige løfter, som de fleste i-lande afgav under og efter klimatopmødet i København i 2009, kan imidlertid kun sikre en samlet CO2-reduktion i 2020 på 10-15 pct. Og hvis landene vælger at udnytte en stor pulje af ubrugte CO2-kvoter fra bl.a. Rusland, vil man i 2020 kun være seks pct. under 1990-niveauet.

Det viser beregninger fra forskernetværket Climate Action Tracker. Netværket siger også, at der siden COP15 i København ikke er sket nogen bevægelse i i-landenes ambitionsniveau hvad CO2-målene angår. For nøgleaktørerne er situationen denne:

• EU: Har vedtaget at reducere sine udledninger med 20 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Få EU-lande bl.a. Danmark argumenterer for at gå til 30 pct. som fælles mål, men forslaget har foreløbig ikke vundet støtte. Kun hvis verden vedtager en ambitiøs klimaaftale, vil EU gå til 30 pct.

USA når kun tre pct.

• Canada vil reducere med 17 pct. i forhold til 2005-niveauet, hvilket kun svarer til en reduktion på tre pct. i forhold til 1990.

• Australien vil reducere med fem pct. målt i forhold til 2020-niveauet. Ifølge Climate Action Tracker svarer det til en vækst på 13 pct., hvis det måles i forhold til 1990-niveauet.

• Japan vil reducere med 25 pct. i forhold til 1990-niveauet dog kun hvis det sker som led i en ambitiøs global aftale, hvor også USA og Kina forpligter sig.

• New Zealand vil reducere med 10-20 pct. i forhold til 1990, forudsat at der kommer en global aftale, hvor andre forpligter sig tilsvarende.

• Rusland vil reducere med 15-25 pct. i forhold til 1990, hvis andre også forpligter sig i en global aftale. Da Ruslands økonomi kollapsede omkring 1990, og energiforbruget dermed faldt markant, betyder målet reelt en stigning i 2020-udledningerne, målt i forhold til i dag.

• USA vil reducere med 17 pct. i forhold til 2005-niveauet det bliver til kun tre pct. i forhold til 1990-niveauet. Målet er meldt ud af Det Hvide Hus, men Kongressen har ikke kunnet vedtage en klimapolitik, der sikrer det.

Selv hvis i-landene levede op til forskerappellen om at skære udledningerne med 25-40 pct. i 2020, ville det ikke være nok til at sikre to graders-målet.

Med Kina som verdens største CO2-udleder og også hastigt voksende udledninger fra lande som Indien og Brasilien, skal der også ske markante reduktioner i de store u-landes udledninger for at bremse temperaturstigningen før to grader.

Næste store klimaforhandling, COP17, finder sted i Durban i Sydafrika til december.

Eftersom USA er politisk handlingslammet på klimaområdet, venter ingen noget gennembrud der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Løgn, forbandet løgn og statistik, eller hvordan man vælger tal, som forflygtiger ansvaret

Denne artikel er rigtig god, men jeg føler ikke desto mindre trang til at uddybe/kommentere den, og rette et enkelt utilstrækkeligt udsagn.

"De rige lande skal inden 2020 have bragt deres CO2-udledninger ned med 25-40 pct. målt i forhold til 1990-niveauet. Det er ifølge FN’s klimapanel én forudsætning for at bevare muligheden for at bremse den globale opvarmning før smertetærsklen på to grader. Det er samtidig en nødvendig, men næppe tilstrækkelig forudsætning for, at mange af u-landene vil gå med til en ny global klimaaftale."

Nedbringelsen af CO2-udledningerne på 25-40 pct. i 2020 for de rige lande er naturligvis ikke et spørgsmål om frit valg, eller udtryk for usikkerhed i beregningerne. Det er et udtryk for, at ikke alle (absolut/relativt) rige og CO2-udledende lande er lige rige og langt fra udleder lige meget CO2. Det er derfor en angivelse, som tjener de rigeste CO2-udledere, idet, det sår tvivl om hvem, der skal reducere hvad. Hvis Polen reducerer med 25 pct., så skal Danmark reducere med 40 pct. Tallet er altså ansvarsforflygtigende, da Danmark fx. kunne tilslutte sig 32 pct. og derved komme ud i den absolut progressive ende, mens det i realiteten ville slippe 8 pct billigere end hvad der ville være rimeligt. Hvis målet skulle være lige levestandard i Polen og Danmark (inden for fx. tyve år), ville Danmark komme endnu dårligere ud med sine eventuelle 32 pct. Det er en flig af sandheden om alle de procenter, som svirrer i luften og i pseudodebatten.

"De frivillige løfter, som de fleste i-lande afgav under og efter klimatopmødet i København i 2009, kan imidlertid kun sikre en samlet CO2-reduktion i 2020 på 10-15 pct. Og hvis landene vælger at udnytte en stor pulje af ubrugte CO2-kvoter fra bl.a. Rusland, vil man i 2020 kun være seks pct. under 1990-niveauet."

Frivillige mål er ensbetydende med at sænke niveauet under(!) det nødvendige og på at moppe de økonomisk svagere (men globalt set "rige") udledere; for enten at opretholde ranglisten, eller udstille de mindre rige, men dog ikke fattige, som mindre ambitiøse, hvilket tjener det samme formål: Lad os reducere, men lad os under ingen omstændigheder ændre ved noget som helst andet. Lad os reducere, men lad os bevare hakkeordenen samtidig med, at vi gør konkurrenceforholdet endnu mere ringe for de i forvejen ringest stillede. At de ringest stillede så også, som hovedregel, er dem, der lider de største skader ved målenes mangel på præcision og opfyldelse, nævnes kun i forbifarten.

Hvis man skal forsvare Kyoto, så er Rusland og andre tidligere sovjetstater bag ud med deres tilladte CO2-udledninger. Hvis man gav disse stater lov til at udnytte deres (midlertidige?) efterblevenhed til egen fordel (øge deres produktion, hvis de kunne), i stedet for, at lade andre forøge deres udledninger ved opkøb af mankoen, som er det samme som kapitaloverførsel fra de rigtig rige til de halvrige og udledningsrettigheder den anden vej rundt, kunne det måske i en vis udlægning være retfærdigt (bevarelse af den relative forskel), men det forudsætter, at man mener, at den ulighed, som herskede i 1997, er et godt udgangspunkt for sjakren om hvem, der må skære hvor meget ned uden samtidig at have en strategisk reetfærdighedsmålsætning. Det sidste (fastlåsning af 1997-ulighed) kan der næppe argumenteres for, med mindre man forudsætter at rivalisering på endelige ressourcer, kan understøtte den nærmest uendelige proces, som idealt, men sjældent i praksis, fører til udligning i takt med ophævelsen af de historiske, socioøkonomiske og geografiske forskelle i verden, som er kapitalismens måde at skabe den forskelsløshed, som intet har med lighed at skaffe, på.

10-15 pct. reduktion i 2020. Så latterlige og skæbnesvangre er det kapitalistiske verdenssystems aktuelt mulige kompromisser til benefice for vores fælles overlevelse.

"Det viser beregninger fra forskernetværket Climate Action Tracker. Netværket siger også, at der siden COP15 i København ikke er sket nogen bevægelse i i-landenes ambitionsniveau hvad CO2-målene angår."

Beregningerne er utvivlsomt korrekte, den fortsat voksende CO2-udledning taget i betragtning. Fastfrossenheden af i-landenes ambitionsniveau er, på grund af de mange betingede udmeldinger, som skal gøre det ud for reelle forhandlinger, ligeledes fakta.

"EU: Har vedtaget at reducere sine udledninger med 20 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Få EU-lande bl.a. Danmark argumenterer for at gå til 30 pct. som fælles mål, men forslaget har foreløbig ikke vundet støtte. Kun hvis verden vedtager en ambitiøs klimaaftale, vil EU gå til 30 pct."

Som skrevet står ovenfor, så er erklæringer og tom snak sat i stedet for de reelle forhandlinger, som mange håbede på op til COP15.

"Canada vil reducere med 17 pct. i forhold til 2005-niveauet, hvilket kun svarer til en reduktion på tre pct. i forhold til 1990."

Canada er verdens største indehaver af mere eller mindre rene kulbrinter. Som USA er et Saudi-Arabien af kul, er Canada et ditto af tarsand, med store tilliggender i form af naturgas og kul. Canada er verdens tredjestørste producent og eksportør af naturgas, og har verdens femtestørste kulreserver (4 pct af verdens total) efter USA, Rusland, Kina og Australien, og muligvis Indien. Canada har verdens niende- eller tiendestørste bruttonationalprodukt (EU er nummer et), selv om landet kun har 35,5 millioner indbyggere. Landet har mere travlt med at sælge koncessioner til tarsand, end det har med at forpligte sig til CO2-reduktioner. Canada er nr. 15 i verden, hvad angår udledning af CO2/capita (16,4 tons), på en liste (en slags selvangivelse) hvor Danmark er nummer 45 med 8,5 tons/capita. Vi ved allesammen hvor undervurderet Danmarks udledninger er, så vi må håbe, at Canada er mere ærlig end Danmark. De fleste af de lande, som ligger før Canada på den negative rangliste, er befolkningsmæssigt ligegyldige, men exorbitant CO2-svinende.

"Australien vil reducere med fem pct. målt i forhold til 2020-niveauet. Ifølge Climate Action Tracker svarer det til en vækst på 13 pct., hvis det måles i forhold til 1990-niveauet."

Alle andre rige lande skal reducere, so oder so, mens Australien skal øge sine udledninger med 13 pct. Selvfølgeligt måles det i forhold til 1990-niveauet, som er det eneste af en vis værdi, som Kyoto har efterladt os. Hvilken plads Australien, med mere end de dobbelte reserver af Canada, indtager på verdensranglisten over reserver står ovenfor. Jeg gider ikke finde flere tal, men Australien har også store gasreserver og (især of-shore) olieforekomster, men er nettoimportør af olie. Australien er den største eksportør til Kinas to nye kulkraftværker om ugen, ligesom Kina aftager broderparten af Austaraliens gaseksport, hvor landet er regionens tredjestørste eksportør.
Australien har verdens trettendestørste bruttonationalprodukt, men er kun beboet af små 25 millioner mennesker. Australien kommer ind på en flot elvteplads blandt CO2-udledere/capita.

De andre nævnte lande gider jeg ikke kommentere, men vær ganske forvisset om, at en nøjere granskning ville falde lige så dårligt ud, som de beskrivelser jeg allerede har leveret.

"Selv hvis i-landene levede op til forskerappellen om at skære udledningerne med 25-40 pct. i 2020, ville det ikke være nok til at sikre to graders-målet."

Det har jeg længe hævdet, og jeg er meget glad for at se det på tryk fra en så pålidelig journalist som Jørgen Steen Nielsen. Men glem ikke, at aerosolerne fra afbrænding af fossile brændsler holder temperaturstigningen i ave, således at vi faktisk allerede har nået 2 grader, hvis det ikke var for selvsamme aerosoler.

Hvis vi glemmer alt om historiske CO2-udledninger, og i stedet definerer retfærdighed ud fra en deling af resterende udledninger (inden vi når 2 grader) efter hoveder, så har de industrialiserede lande ca. 10 år, med dagens udledninger, til at trappe ned til nul. På samme vilkår skal Kina nå nul i 2045, mens Bangladesh o.a. kan fortsætte til hen i sidste fjerdedel af århundredet. Hvis alle skal have vækst, så ser tallene endnu mere mistrøstige ud.

Målsætningen om at de rige lande skal være 80-95 pct. fossilfri i 2050 er således totalt korrupt, hvis vi vil holde os under 2 grader. De rige lande er altså i fuld gang med at udlede de fattige landes retfærdige andel. Det kunne så være, hvis provenuet fra de rige landes forcerede udledninger bla. skulle reserveres til de fattige landes overgang til vedvarende energi. Men i stedet er situationen den, at de i forvejen utilstrækkelige og besluttede overførsler til de fattige lande ikke dukker op. 99% af alle klimarelaterede dødsfald (350.000 og stærkt stigende) forekommer i de fattige lande.

Det er vel også på tide, at vi begynder at diskutere hvem der profiterer på den falske diskurs. De største udledere er med undtagelse af Europa også blandt de største producenter af fossile brændsler. Når Europa ligger i spidsen med vedvarende energi er det nok fordi Europa er mest sårbar over for faldende leverancer.

Jeg håber, at dette indlæg ikke er for langt og for snørklet til at have en vis betydning for udviklingen af en realistisk og retfærdig diskurs om klimakatastrofen, og hvad der kan gøres ved den. Og frem for alt hvem, der skal gøre noget for at undgå den.

I det mindste fik jeg luft.