Læsetid: 3 min.

Israel hilser Obamas FN-tale velkommen

Israels regering er tilfreds med, at Barack Obama er 'kravlet ned fra træet', hvor han klatrede op i 2009
Israels regering er tilfreds med, at Barack Obama er 'kravlet ned fra træet', hvor han klatrede op i 2009
22. september 2011

Talemåden: 'Beskyt mig mod mine venner, mine fjender skal jeg nok selv klare', blev aktuel i går, da Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, en notorisk racist, lykønskede præsident Barack Obama med hans tale til FN's Generalforsamling.

»Den kan jeg skrive under på med begge hænder,« sagde Lieberman i israelsk radio. Han var især tilfreds med, at Obama hverken havde nævnt bosættelserne eller 1967-grænsen, og at han havde understreget, at fred kun kan nås ved direkte forhandlinger mellem konfliktens to parter.

En talsmand for premierminister Benjamin Netanyahu udtrykte ligeledes tilfredshed med talen, som den højreorienterede regering hørte som dementi af den kritik, den israelske opposition har rettet mod Netanyahu for at have »malet USA op i et hjørne« med en konsekvent afvisning af yderligere byggestop i de jødiske bosættelser.

Tirsdag opfordrede premierminister Benjamin Netanyahus talsmand, Mark Regev, den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, til at »finde en stige, så han kan kravle ned fra det træ, han er klatret op i«.

Det træ er Abbas' andragende fredag til FN om at anerkende Palæstina som selvstændig stat – omend det kun bliver på papiret, idet de kølige kendsgerninger på Vestbredden og i Gaza er, at Israel kontrollerer alle hjørner af de små fire mio. palæstinenseres tilværelse. Vestbredden er underlagt den israelske hærs opsyn og Gaza er blokeret på alle sider bortset fra grænsen til Egypten.

Israelsk bekymring

Netop Gaza kan være en årsag til, at Netanyahu udsatte sin afrejse til New York natten til onsdag med 45 minutter, hvor han mødtes med den israelske hærchef, generalløjtnant Benny Gantz.

Dels er israelerne meget opmærksomme på, hvad der eventuelt kan ske på grænsen til Gaza. Hamas er imod PA-styrets FN-stunt, som de finder nytteløst og politisk skadeligt, og har forbudt de 12,5 mio. indbyggere at demonstrere til fordel for Abbas. Men foreløbig er situationen under kontrol. Såvel israelerne som de palæstinensiske politistyrker har de seneste måneder forberedt sig på konfrontationer med voldelige demonstranter, men indtil videre er det kun jødiske bosættere, der har været farlige for sikkerheden, som det var tilfældet tirsdag ved Nablus på Vestbredden.

I går blev der kastet sten ved Kalandiaa-kontrolstedet mellem Ramallah og Jerusalem, men der var tale om episoder, og rejsende mellem de to byer meldte, at stenkasterne i det store hele var børn og teenagere. Israelske og palæstinensiske sikkerhedsstyrker har samarbejdet forud for FN-initiativet med henblik på at holde bosættere og palæstinensiske aktivister adskilt, er indtil videre lykkedes.

I går var der ligefrem en 'cirkus er i byen'-atmosfære, da støttedemonstrationer i den palæstinensiske hovedby, Ramallah, blev indledt fra klokken 11. Skolebørnene og PA-styrets ansatte havde fået fri kl. 10, og tusinder samledes på de centrale pladser, hvor PA-politikere fra andet geled første geled er i New York var ret alene om at signalere glødende entusiasme for Mahmoud Abbas' FN-forehavende. Folk lyttede, klappede og råbte lidt med på parolerne, men snakkede ellers sammen i ro og mag bl.a. om, hvor vidt Abbas mon bliver oppe i sit træ, eller om han endnu en gang vil give efter for pres fra USA og i anden række EU.

Fantasistat

Alle ved, at FN-initiativet er symbolsk. At Abbas anmoder om anerkendelse af en fantasistat, der ikke eksisterer, og som mange palæstinensere frygter, ikke nogensinde vil se dagens lys. På den anden side er der stigende bekymring på begge sider for, at medmindre der findes en løsning med to stater til de to folk ret snart, vil konflikten udvikle sig voldeligt et veteranmedlem af PA-styret blev således citeret for at sige, at »i så fald må vi imødese 30 års voldsherredømme«.

At Barack Obama i går kravlede ned fra det træ, han besteg i 2009 med sin støtte til palæstinensernes krav om stop for yderligere bosættelser, men nu næsten ord til andet gentager Netanyahu-regeringens seneste mantra om 'forhandlinger uden forhåndsbetingelser' er ikke noget godt varsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer