Nyhed
Læsetid: 5 min.

Krigen i Libyen forværrer Nigers fattigdom

Krigen i Libyen har sendt flere end 600.000 mennesker på flugt. I nabolandet Niger vender migrantarbejdere tomhændede hjem, og nødhjælpsorganisationer frygter nu en langvarig forværring af fattigdomssituationen
Efter en uges kørsel i 48 graders varme er disse 
 migrantarbejdere nået frem til byen Agadez, Niger, som 
 ligger midt i Sahara-ørkenen. De nåede at få deres 
 ejendele med ud af Libyen.

Efter en uges kørsel i 48 graders varme er disse
migrantarbejdere nået frem til byen Agadez, Niger, som
ligger midt i Sahara-ørkenen. De nåede at få deres
ejendele med ud af Libyen.

Amadou Tidjani

Udland
10. september 2011

»Hvordan skal jeg hjælpe mine forældre, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv?«

41-årige Omar Mohamed er en desperat mand. Efter fire år som kvægpasser i Libyen med en månedsløn på, hvad der svarer til 1.100 kroner, måtte han flygte tilbage til sit hjemland Niger, da kampene mellem oprørere og Gaddafi-tro styrker brød ud. Nu er han tilbage i fattigdom den simple årsag til, at han i sin tid forlod landet. Også familien er ramt, for kun med Mohameds knappe pengeoverførsler har de været i stand til at overleve.

I den sandede gård foran den lokale ngo Timidria har Omar Mohamed og hans ven slået sig ned på en måtte. De er mødt op for at diskutere deres situation og bede om hjælp.

»De første penge, jeg sendte hjem, købte familien et par geder for. Men så ramte tørken, og nu er de døde,« fortæller Omar Mohamed.

I deres søgen efter arbejde er han og familien flyttet fra landsiden og ind til hovedstaden, Niamey, hvor han forventede, at jobmulighederne var bedre. Det viste sig ikke at holde stik, og familien har derfor bosat sig i et skur i byens udkant, hvor de må bede familie og venner om maddonationer om end de heller ikke har meget at give af.

»Situationen er en tikkende bombe,« fortæller Habibatou Wane, chef for den mellemstatslige organisation International Organisation for Migration (IOM) i Niger.

Siden krigens begyndelse har IOM assisteret 89.000 nigerere ud af Libyen og hjem til Niger. Hovedsageligt fra Misrata, Tripoli og ved opsamlingspunkter på grænsen mellem Libyen og Niger, hvortil udmattede migrantarbejdere er nået frem efter ugelange køreture igennem Sahara-ørkenen. I alt har IOM assisteret omkring 200.000 vestafrikanske migrantarbejdere ud af landet. Hvis de øvrige nabolande Tunesien, Algeriet, Sudan og Egypten medregnes, er mere end 600.000 mennesker flygtet ud af Libyen.

Fattigdommen forøges

Ifølge Habibatou Wane betyder flygtningestrømmen, at de berørte nigerere og deres familier vil synke dybere ned i den fattigdom, de i forvejen befinder sig i. Landet rangerer allerede som verdens tredjefattigste på FN's Human Development Index, og i slutningen af juli måned udsendte FN en appel om hjælp, da en ny landsdækkende undersøgelse viste, at 15 ud af 100 børn lider af alvorlig underernæring.

»Det handler ikke kun om, at disse mennesker vender hjem i værre tilstand, end da de rejste ud, og nu pålægger deres familier flere munde at mætte. Deres løn fra Libyen, som har været grundlaget for deres familiers overlevelse, er nu ophørt, og det kan mærkes dybt ind i disse familier,« forklarer hun.

Tidligere på året foretog Røde Kors Niger en undersøgelse af de hjemvendtes pengeoverførsler til familierne. Den viste, at mere end 80 procent af modtagerfamiliernes samlede budget blev dækket af lønningerne fra Libyen. Habibatou Wane påpeger, at situationen forværres af, at de områder, hvor størstedelen af landets migrantarbejdere kommer fra, i forvejen er områderne med den laveste fødevaresikkerhed.

Nigers regering påbegyndte i februar måned en registrering af hjemvendte migrantarbejdere for at kortlægge behovet for fødevarehjælp. Indtil videre er i nærheden af 211.000 blevet registreret, heriblandt hjemvendte fra Burkina Faso, men ifølge regeringen regner man med, at det reelle tal er endnu højere.

»Niger er et stort land og grænser op til mange lande. Det er svært for os at kontrollere, hvor mange der kommer ind i landet, men det tyder på, at der er en stor gruppe, som har fundet hjem uden hjælp fra IOM og dermed ikke er blevet registreret i systemet,« siger Harmani Harouni, koordinator for en komité, som den nigerske regering nedsatte i starten af krisen til at håndtere de hjemvendte migranter.

På flugt igennem Sahara

Selvom det er lykkedes IOM at hjælpe tusindvis af nigerere fra Libyen og hjem til deres landsbyer, var Omar Mohamed knap så heldig.

»Vi hørte historier om afrikanske gæstearbejdere, som var blevet henrettet af oprørerne, men besluttede os for at gemme os i vores hus og afvente situationen,« fortæller han.

Da det i krigens første fase blev kendt, at Gaddafi hyrede lejesoldater fra andre afrikanske lande, spredtes en lynchstemning blandt oprørerne. For overgreb på migrantarbejdere er ikke noget nyt i Libyen, sorte afrikanere er tidligere blevet forfulgt og lynchet, efter at de på libysk tv blev beskyldt for at sprede HIV og sælge narko.

Om risikoen ved at vende tilbage til Libyen og risikere at blive forvekslet med Gaddafis vestafrikanske lejesoldater, siger Omar Mohamed:

»Selv før krigen brød ud, blev vi forfulgt og nedgjort af libyerne. Jeg er villig til at løbe risikoen. Det er trods alt bedre end at blive her i Niger.«

Ifølge Habibatou Wane var også risikoen for at blive tvunget ind i Gaddafis hær en frygt blandt dem.

»De første migrantarbejdere, som kom ind over grænsen, var skræmt fra vid og sans. De fortalte, at de havde måttet gemme sig i deres huse uden mad i adskillige døgn af frygt for, at Gaddafis mænd ville tvinge dem til at kæmpe ved sin side,« siger hun.

Da oprørerne en nat rykkede helt tæt på Omar Mohamed og hans vens hjem ikke langt fra Misrata, flygtede de ud i natten. Flugten foregik til fods igennem Sahara ørkenens tunge sanddyne, og kun ved hjælp af tilfældige lift og deres stærke helbred nåede de frem til den nigerske grænse to måneder efter. Under flugten hjem blev de frarøvet mobiltelefoner og penge af soldater, som krydsede deres vej.

»Jeg så mennesker blive skudt på vejen,« siger Omar Mohamed og slår blikket væk, for i stedet febrilsk at søge efter et fæstningspunkt.

Psykiske mén er der sandsynligvis mange af blandt de tilbagevendte migrantarbejdere, men som Pierre Kane, chef for Røde Kors Niger forklarer:

»Psykologisk krisehjælp er bare ikke en prioritet i dette land. Overlevelse kommer i første række.«

Helten Gaddafi

Ifølge Ulla Holm, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, står det uklart, hvor mange lejesoldater, der har hjulpet Gaddafi siden krigens begyndelse.

»Tuaregerne (et stammefolk fra den nordlige del af Niger, red.) kæmpede side om side med Gaddafi i Libyens krig imod Chad i 1980'erne og modtog kamptræning i den libyske hær. Det er svært at vurdere, om det er disse mennesker, de vestlige medier beskriver som lejesoldater. Under alle omstændigheder har de nydt godt af Gaddafi, og man vil derfor finde mange vestafrikanere, som er venligt stillede overfor ham.«

Suleiman, en 31-årig mekaniker fra Niger, er en af dem. For fire måneder siden flygtede han fra NATO's bombardementer i Tripoli. Han er rejst tilbage til sin hjemstavn N'Konni, en sand-omblæst landsby, som ligger blot et stenkast fra grænsen til det nordlige Nigeria. Tidligere var det ham, som sendte penge hjem til sine forældre, men siden da er forsørgerrollen vendt.

»I Tripoli arbejdede jeg som mekaniker fra klokken 6-12 og fra 15-18 hver dag. Der var ingen problemer. Vi levede et godt liv, lige indtil franskmændene begyndte at bombe os,« fortæller Suleiman.

Om end det er en sandhed med modifikationer, så giver Nigers fortid som fransk koloni en god forklaring på, at Suleiman har bidt så tydeligt mærke i det franske engagement i NATO-missionen.

Også Suleimans syn på den fordrevne libyske leder er ganske ligetil:

»Gaddafi is good.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Besynderligt

landsiden=the countryside, altså, på landet

Det kunne tyde på, at den er oversat et eller andet sted fra, af en der ikke er så god til engelsk????

Hvorfor skulle det libyske folk mon have mere lyst til det slidsomme arbejde efter Gaddafi er væltet?

peter fonnesbech

Som et visuelt mennesker er jeg dybt påvirket af det illustrerende foto til denne artikel.

Det er ikke mindre end et fantastisk udtryk for denne situation, som kan dvæle længe ved.