Mangel på regering er belgisk opskrift på vækst

Mens politikerne i Europa og Amerika holder krisemøder – diskuterer, analyserer og finpudser løsninger – er der ét land, hvor politikerne i 15 måneder har holdt fingrene fra landets økonomi: Belgien.

Siden valget i juni 2010 har de belgiske folkevalgte 10 gange sat sig sammen i et forsøg på at danne en regering – indtil videre uden held. Resultat: En af eurozonens højeste vækstrater.

Mens den gennemsnitlige vækst i både eurozonen og hele EU har været 0,2 procent i det seneste kvartal – hvilket bl.a. dækker bl.a. over den overraskende lave tyske vækst på 0,1 procent og Frankrigs nulvækst – voksede den belgiske økonomi med 0,7 procent. Over de seneste ni måneder er den vokset med 2,2 procent.

Årsagen er – mener flere økonomer – at den midlertidige regering i Bruxelles ikke har mandat til at gennemføre nedskæringer for at reducere landets gigantiske gæld.

»Ingen regering betyder intet af alt det, som de andre regeringer gennemfører: ingen nedskæringer og ingen spareplaner. I mangel af politkere med et mandat til at beskære og spare tøffer de belgiske offentlig sektorudgifter afsted, stort set som de altid har gjort; deraf den fortsatte vækst i deres økonomi,« skriver den britiske journalist John Lanchester i London Review of Books og når frem til en overraskende konklusion: »Det viser sig, at set fra et økonomisk synspunkt er ingen regering bedre end at have en regering – i hvert fald end nogen af de eksisterende regeringer.«

Også Thomas Klau, senioranalytiker i European Council for Foreign Affairs i Paris, kæder væksten sammen med det manglende regeringsmandat til at gribe ind i økonomien.

»De manglende nedskæringer har været en af årsagerne til væksten,« siger han til Information.

Det vurderer Rudi Thomas, leder af føderationen af belgiske virksomheder, også:

»En del af forklaringen på, hvorfor den belgiske økonomi stadigvæk er stærk, er, at vi har været sent ude til at introducere skattemæssige konsolideringstiltag,« siger han til Financial Times.

Andre faktorer

Men der er også andre bud på årsagerne til den stærke belgiske vækst. Thomas Klau peger på den belgiske økonomis relativt ringe størrelse. »Det er en lille, åben økonomi, hvilket betyder, at beslutninger truffet af deres handelspartnere Tyskland og Frankrig kan have lige så stor indvirkning på den belgiske økonomi som beslutninger truffet i Belgien. Derudover er det en føderal stat, hvor regionerne har et stort ansvar for at forme erhvervsmiljøet, så fraværet af en regering er ikke så stort et problem,« siger han.

Andre økonomer peger på, at væksten kan hænge sammen med, at belgiske lønninger og pensioner er låst til inflationen, så de automatisk stiger i takt med prisstigningerne i samfundet.

»Stigningen i oliepriser i andet kvartal vil have ført til stigninger i pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og lønninger, hvilket har givet det private forbrug et boost,« siger Philippe Lendent, økonom i ING Belgium, til FT.

Han mener dog, at Belgien vil komme til at betale prisen for den nuværende vækst senere.

»I tilfældet med de offentlige udgifter, så har de kortsigtede gevinster en bagside. Det betyder i højere og højere grad, at vi vil blive nødt til at gennemføre dybere nedskæringer i fremtiden,« siger han.

Søvngængere

En tidligere økonom i Bank of England og rådgiver for Labour-ledelsen mener imidlertid ikke, at man kan drage den konklusion.

»Jeg mener ikke, at det på nogen måder er paradoksalt – ej heller er jeg enig i, at en effektiv kortsigtet stimulus på nuværende tidspunkt nødvendigvis betyder dybere nedskæringer senere. Som den nye IMF-direktør Christine Lagarde har hævdet, (...) så er det rette politiske miks for de fleste lande en kortsigtet stimulus for at få væksten i gang, koblet med et program med længere eller langt sigte, der skal balancere budgettet,« skriver økonomen Duncan Weldon i Public Finance.

Sådanne udmeldinger er der ifølge John Lanchester for få af. Lanchester, som skrevet en meget omtalt bog om finanskrisen, finder det »deprimerende at se den udviklede verden ikke alene gå i søvne mod en ny recession, men også aktivt gennemføre politik, der gør den mere sandsynlig. Regeringerne kan ikke alle på én gang skære ned på udgifterne og samtidig opretholde deres vækst,« skriver han.

Thomas Klau mener dog, at gælden i Europa nu er så stor, at der – på trods af de belgiske erfaringer – ikke er plads til mere stimulus.

»Mange af landene i Europa har udtømt deres mulighed for at stimulere deres økonomier for at skabe vækst. De bliver nødt til at vise de finansielle markeder, at de træffer beslutninger, der øger indtægterne og mindsker de offentlige udgifter,« mener han.

Prisen for lån

I Belgiens tilfælde er gælden et problem, som landet ikke kommer uden om – den er tæt på 100 procent af BNP og er den tredjestørste i EU efter Grækenland og Italien. Og mens det politiske dødvande nok har betydet imponerende vækst, har dette ikke været nok til helt at berolige markederne. Det har ført til, at det er blevet stadig dyrere for landet at optage lån. Men endnu er prisen ikke så høj, at der er grund til panik, siger Thomas Klau.

»Belgien har indtil videre været så heldig ikke at være kommet i de finansielle markeders fokus. Belgierne har indtil videre bevaret tilliden – måske fordi Belgien har en fortid med at nedbringe høje underskud på kort tid,« siger han.

En anden årsag er, at den midlertidige regering faktisk har mandat til at træffe »omkring 95 procent af de beslutninger, der skulle træffes« af en reel regering, siger Klau.

Et kongeligt dekret bemyndiger nemlig parlamentet og myndigheder til at gøre, hvad end der er behov for i forhold til at sikre stabiliteten i landet. En anonym kilde fra den midlertidige belgiske regering siger til EUobserver, at der derfor »aldrig er et vakuum« i den politiske top.

Og vedkommende peger på, at Belgien var det andet land i EU til at ratificere den anden græske redningspakke og en ny model for krisefonden.

»Kig på markederne – i de seneste måneder har den politiske situation i Belgien aldrig været nævnt (af kreditvurderingsinstitutterne og analytikerne, red.) som et problem. Folk taler om Spanien, om Berlusconi. Men ifølge markederne er vi et ikke-emne,« siger kilden.

Ny regering?

Det er lykkedes Belgiens nuværende forhandlingsleder, den fransktalende socialist Elio Di Rupo, at indgå et kompromis om Bruxelles-forstædernes sproglige status – et emne, der har skabt splittelse mellem det flamsktalende nord og det fransktalende syd og forhindret regeringsdannelse. Kompromiset giver fornyet tro på, at det skal lykkes at stable en koalitionsregering på benene. Nyheden fik straks prisen på lån til landet at falde. Omvendt vil en ny regering betyde, at belgierne som sine naboer snart kan se frem til nedskæringer.

Di Rupo sagde tidligere på ugen, at koalitionsforhandlingerne nu går ind i en ny fase, hvor parterne skal forhandle et »stramt, ansvarligt« 2012-budget på plads.

»Det betyder væsentlige reduktioner i de offentlige udgifter, nogle skattestigninger og en øget kamp mod alle former for bedrageri. Store besparelser vil være nødvendige, og svære tiltag vil skulle gennemføres,« sagde han i en udtalelse.

»Der er en bevidsthed over hele det politiske spektrum i Belgien om behovet for at skabe balance i budgettet,« siger Thomas Klau, der advarer de øvrige europæiske lande om at tro, at de kan kopiere den belgiske model.

Samme toner kommer fra Olli Rehn, EU's økonomikommissær. Han sagde i sidste uge, at udsigten til en genrejsning af den europæiske økonomi er blevet forværret på det seneste, og erkendte, at efterspørgslen vil blive ramt yderligere i takt med at yderligere planlagte nedskæringer vil blive gennemført.

Imidlertid mener han, at EU-landene skal holde sig »urokkeligt« til den eksisterende strategi og afviste at ændre kurs og igen stimulere økonomierne. Dog var tonen for første gang en anelse nuanceret – han taler nu for en »differentieret« nedskæringsstrategi. Den vil gå ud på, at kernemedlemmerne i eurozonen, som f.eks. Tyskland, som er under mindre pres fra markederne, ikke bør skære yderligere på velfærdsprogrammer, understøttelse og andre former for sociale ydelser, siger han til EUobserver.