Læsetid: 10 min.

Et nyt valg truer: Hvad skal Danmark dog leve af?

Budskabet fra politikerne i valgkampen om, at Danmark og dansk erhvervsliv skal overleve i den globaliserede økonomi på intelligent design, højt vidensindhold og avanceret funktionalitet i produkterne, er måske helt forkert. For Kina dikterer den ny verdens konkurrencevilkår: Det skal være billigt, enkelt, funktionelt, hurtigt og skal matche masseforbruget
Den kinesiske hvidevareproducent Haier er god til at lytte til sine kunder og tilpasse sine produkter til forskellige behov her f.eks. verdens mindste vaskemaskine.

Den kinesiske hvidevareproducent Haier er god til at lytte til sine kunder og tilpasse sine produkter til forskellige behov her f.eks. verdens mindste vaskemaskine.

Wu Hong

19. september 2011

Teknologi- og innovationsanalytikeren Peter Hesseldahl kan tale sig varm om vaskemaskiner. Især vaskemaskiner fra den kinesiske hvidevareproducent Haier.

»Der et hav af forskellige vaskemaskiner til forskellige forbruger-segmenter,« fortæller han.

»Jeg ledte f.eks. på Haiers hjemmeside efter en model til folk på landet i Kina. Typisk billige modeller til omkring 700 kr. Folk på landet stiller deres vaskemaskiner udendørs, og derfor har Haier lavet hele kabinettet på denne model af plastic, så det kan tåle regn. Låget er ikke sådan et smart ét i rustfrit stål med en lækker lukkelyd, men et tykt, blåt plasticlåg, der bare siger 'splop', når man lukker det.«

»Haier har også fundet ud af, at folk på landet har problemer med rotter og mus, der gnaver i ledningerne. Derfor er denne model gjort 'gnaver-sikker'. Og da der kan være meget snavs og jord på tøjet, har maskinen filtre, som særlig let kan tømmes.«

»Det karakteristiske ved modellen er altså, at den er suitable, altså nøje tilpasset til den særlige målgruppe ved at være både meget billig og meget robust over for vind og vejr, rotter og snavs.«

Andre Haier-modeller er ifølge Peter Hesseldahl tilpasset andre forbrugergrupper. Der er modeller til det nordlige Kina, som kan stå ude i frostvejr, modeller der tåler ustabil spænding i elforsyningen, ja, sågar modeller indrettet til også at vaske kartofler, fordi Haier opdagede, at nogle bønder brugte deres maskine til det.

»Haiers fokus er i ekstrem grad rettet mod at svare på nogle umiddelbare behov hos forbrugerne,« siger Hesseldahl.

Interessant. Men uhyggelig interessant bliver det først, når man får at vide, at Haier kendt af de færreste herhjemme i dag er verdens førende hvidevareproducent med den største globale markedsandel af alle. Større end Whirlpool, Miele, Siemens og alle de andre, vi kender. Og det ekstremt klare fokus på de forskellige forbrugergruppers behov gælder universelt. I Australien sælger Haier vaskemaskiner, som ikke bruger sæbe, og som harintelligente programmer, i USA og Japan sælger man små modeller med indbygget tørretumbler, der er velegnet til ophæng på væggen hos studerende med lidt plads og få midler, i muslimske lande sælger man maskiner med særlig stor volumen for at give plads til kvindernes lange kjoler.

»Haier producerer vaskemaskiner med 5.000 forskellige specifikationer fordelt på 18 kategorier,« hedder det på hjemmesiden hos denne koncern, der i dag har 29 fabrikker, otte forsknings- og udviklingscentre og 60.000 ansatte i hele verden samt en indtjening på over 100 mia. kr.

'Kundeorienteret design' er nøglebegrebet i Haiers koncern-mission. Og et af flere nøglebegreber i den undersøgelse af forretningsstrategierne hos store virksomheder i Kina, Sydkorea og Singapore, som forfatteren og teknologi- og innovationsanalytikeren Peter Hesseldahl har koordineret for det såkaldte Asia New Business Creation-projekt blandt venner AsiaNBC. Projektet har dansk deltagelse af Novozymes, FLSmidth, Grundfos, Coloplast og tekstilvirksomheden Gabriel samt støtte fra Videnskabsministeriet og Universe Fonden, skabt af Danfoss.

Hesseldahl og AsiaNBC er netop nu ved at afrapportere resultaterne af undersøgelserne, der er foretaget i samarbejde med over 40 asiatiske eksperter og virksomheder gennem to år. Det er resultater, som på opsigtsvækkende vis ryster forestillingerne om, hvordan danske og vestlige virksomheder skal agere for at klare sig i en global økonomi, hvor Kina og asiatiske virksomheder buldrer frem. Meget af det, dansk erhvervsliv har troet på og danske politikere prædiket som vore særlige muligheder, er helt forkert, skal man tro undersøgelsen.

Resultaterne kan opleves som frygtindgydende. Peter Hesseldahl foretrækker at se dem som inspirerende og nødvendige, hvis der i en verden med nye begrænsninger skal kunne gives brugbare svar på 10.000 kroners-spørgsmålet: Hvad skal Danmark dog leve af?

Vejen spærret

Det gældende, statsautoriserede svar er, at eftersom kineserne og andre lavtlønslande har kapret industriproduktionen, skal vi leve af vidensøkonomien, af det danske talent for innovation, der kan skabe nye avancerede produkter af høj kvalitet, med stort vidensindhold, godt design, etc. Produkter baseret på en intens forsknings- og udviklingsindsats.

»Bruger man speedometeret som billede, kan man sige, at Danmark lever af at operere i området 120-260 km i timen, mens kineserne konkurrerer på det, der foregår under 120 km i timen,« siger Hesseldahl.

»Jeg er helt med på, at nogle indimellem skal skubbe viseren op mod de 260 km, hvis ikke samfundet skal gå i stå. Men det er en meget farlig virksomhedsstrategi. Husk på tommelfingerreglen om, at 80 pct. af et produkts funktionalitet kan opnås for de første 20 pct. af omkostningerne, mens det koster 80 pct. at nå op på de sidste 20 procents avancerede funktionalitet.«

Han tegner en pyramide med det velhavende forbrugersegment i toppen, det store middelklasse-mellemlag derunder og de fortsat fattige i bunden.

»Når danske virksomheder forsøger sig på det kinesiske marked, leder de efter et kundesegment, som ligner det, de betjener hjemme. Det er det, der ligger øverst i den kinesiske pyramide, og det sætter man så kræfterne ind på at sælge sine produkter til.«

»Det næste, der sker, er imidlertid, at en kinesisk fabrikant, der opererer længere nede i pyramiden, siger 'det var godt nok et lækkert produkt, men det er synd, at det kun er for dem, der har enormt mange penge.' Så kigger han på produktet og begynder at fjerne nogle af de bekostelige ting, skærer nogle hjørner og når frem til, at han let kan lave produktet til halv pris i en mindre avanceret udgave. Altså begynder han at producere sin egen udgave til forbrugerne midt i pyramiden, som både er mange og hastigt voksende i antal.«

Den kinesiske producent opnår dermed et meget stort volumen, og det giver ham økonomisk kraft til at arbejde sig opad i pyramiden med mere avancerede produktversioner sammen med den middelklasse, der i disse år oplever store lønstigninger.

»Dermed presser han den danske virksomhed, der producerer til pyramidens top. Hvis denne til gengæld søger at arbejde sig nedad i markedet, ned til den store middelklasse, så finder han, at vejen er spærret. For der sidder den kinesiske producent, der ikke laver tingene 10 pct., men 50 pct. billigere,« forklarer Peter Hesseldahl.

»Måske prøver den danske producent så at bevæge sig til det indonesiske, thailandske, indiske eller brasilianske marked, hvor der også er gang i væksten. Blot for at opdage, at den kinesiske konkurrent med den billige version allerede er der. Og før du ser dig om, er han også i Polen og dernæst på hylderne hos Walmart.«

»Du bliver trængt ud, fordi du kun kan lave det avancerede og dyre og ikke rigtig kan komme nogen vegne med det. Og det sker overalt. Det sker også med vindmøller, med højhastighedstog osv.«

I forbindelse med sin jobtale til Kongressen forleden fremlagde USA's præsident, Barack Obama, en grafik, der viser, at kineserne nu har højhastighedstog, der kører 380 km i timen mellem Beijing og Shanghai, hvor de amerikanske såkaldte højhastighedstog mellem Boston og Washington DC kun præsterer ca. 100 km i timen.

Nye globale vilkår

Pointen er altså ikke blot, at det er svært at komme ind på det kinesiske marked med danske og vestlige højkvalitetsprodukter. Pointen er, at dette er en ny global situation, fordi de kinesiske producenter med det store kinesiske middelklassemarked som afsæt bevæger sig ud i verden med deres vinderstrategi.

Sagt på en anden måde: Først risikerer danske og vestlige producenter at tabe på det kinesiske marked, dernæst taber de på andre vækstmarkeder, og til sidst taber de på hjemmemarkedet.

»At operere i toppen af pyramiden giver godt nok nogle fantastiske produkter af høj kvalitet, men dynamikken i verdensøkonomien ligger et andet sted,« påpeger Hesseldahl.

For vinderstrategien er den, Haier forfølger med sine vaskemaskiner: At være suitable. At møde kunderne, hvor de er, og producere det, der passer til dem. Det, der imødekommer kundernes behov. En billig vaskemaskine, man kan komme kartofler i. En anden, som rotterne ikke kan forgribe sig på. Men også en lækker maskine i rustfrit stål til velhavende italienere.

»Kineserne er afsindigt pragmatiske. De koncentrerer sig om det, der er praktisk og brugbart. Kan de se et behov, så producerer de varen. De er ikke så optaget af store visioner, abstrakt innovation og budskaber om at ændre verden.«

Mærkevare-arrogance

Det var Bang & Olufsens chefdesigner David Lewis, der i 2008 sagde:

»Jeg tror ikke, du kan gå ud og spørge folk, hvad de har brug for eller vil have, for de ved det ikke.«

En karakteristisk, næsten arrogant indstilling, der kendes i store dele af det moderne danske og vestlige erhvervsliv: Det er de mange kreative ingeniører, designere og i dag også sociologer og livsstilseksperter i virksomhedernes forsknings- og udviklingsafdelinger, der skal skabe nye produkter, som forbrugerne efterfølgende skal lære at have behov for.

»Vi har i Danmark en hel underindustri af mennesker, der teoretiserer om, hvad vi kan gøre med hensyn til innovation, hvordan vi kan putte endnu mere ind i produktet. Jeg får sådan et indre billede af en altertavle fra baroktiden: Der kan næsten ikke proppes flere krummelurer og guld ind i den,« bemærker Peter Hesseldahl.

»Det er udtryk for, at vi har ramt en eller anden form for begrænsning, hvor det næsten ikke går at pine mere merværdi ud af produktet. Der er imidlertid et ubønhørligt krav om at fortsætte væksten, så hvis du på et tidspunkt har dækket alle behov eller ikke kan komme videre ad den hidtidige vej, så må du opfinde noget nyt. Og så mobiliserer du alle de intellektuelle til at tænke over det.«

»Jeg har brugt de seneste otte-ni år i virksomheder og kan se, hvor enormt dyrt det er at køre sådanne udviklingsprocesser. Produkter kan ligge og cirkulere i en virksomhed i årevis uden at blive smidt på markedet. Udviklingsarbejdet tager meget lang tid, og der er en meget lille hit rate på det.«

»Kineserne de har ikke tid til den slags. Der skal bare ske noget. Hvor vi synes, det er enormt fedt at opfinde noget selv, siger kineserne: Hvorfor spilde tid på innovation, hvis vi kan hente det et andet sted.«

Kineserne er ikke first movers, de er fast followers indtil de overhaler. De bruger 'imivation', imitation efterfulgt af innovation. Og så er de hurtige. Hurtige til at tage beslutninger om nye produktioner via den øverste leder. Hurtige til at smide de nye produkter på markedet, også selv om de ikke er helt modne. Hurtige til at justere efter markedets reaktion. Og de er fleksible. Ikke som B&O, Apple og mange andre vestlige succeser hæmmet af et 'helligt' varemærke, der med store omkostninger skal bevares, plejes og beskyttes. For de kinesiske virksomheder er det prisen, funktionaliteten, markedsføringshastigheden og signalet fra forbrugerne, det gælder skidt med imaget.

Nøjsomhedens vilkår

Peter Hesseldahl henviser til et gammelt skilt, der hænger hos LEGO i Billund, hvor han selv var ansat som fremtidsforsker i 2003-05. 'Det bedste er ikke godt nok', står der på skiltet som inspiration for medarbejderne.

»Jeg nævnte det for én hos Haier og sagde, at Haier går efter det, der er 'godt nok'. Men hun svarede, at det ikke handler om det. Det handler om, at produkterne skal være 'passende'. At man skal møde kunderne, hvor de er. Jeg er faktisk begyndt at få respekt for det, de gør.«

Hesseldahl erkender, at resultaterne i AsiaNBC- undersøgelsen er kommet bag på ham selv. Konklusionen er dog ikke at sige, at det bare er helt forkert, hvad danske virksomheder gør.

»For det er jo f.eks. stadig rigtigt, at forbrugerne ikke altid ved, hvad de kan få glæde af. Der skabes faktisk nye ting, som vi først skal opdrages til, men som reelt bringer os alle længere.«

Pointen for Hesseldahl er snarere, at den kinesiske måde kan lære os noget om, hvordan vi skal gebærde os i en ny verden fuld af begrænsninger.

»Med det, der sker med verdensøkonomien, skal vi i Vesten til at leve for det, vi er værd. Rigtig mange mennesker vil ikke have så mange penge, som de havde før. Vi kan ikke bare trykke flere pengesedler, vi kan ikke blive ved at finansiere øget forbrug og højere leveomkostninger ved lån. Vi kan heller ikke sende regningen videre til naturen. Ressourcerne bliver dyrere, og bytteforholdet bliver et andet,« siger han med henvisning til, at indkøbsprisen på råvarer stiger, mens salgspriserne på de forarbejdede varer, som vestlige virksomheder laver, presses af konkurrencen.

»Så spørgsmålet er, om vi kan bruge inspirationen fra Asien til at lære at operere under en ny type begrænsninger, under mere nøjsomme omstændigheder sådan næsten dogmeagtigt.«

Peter Hesseldahl tænker ikke kun på Kina, men også på Indien, hvor især den nu afdøde management-guru C.K. Prahalad har vist vejen til 'formuen på bunden af pyramiden' ved at billiggøre produktionen af biler som den skrabede, i sig selv ressource-effektive indiske Tata Nano til ca. 10.000 kr., men også telefon-samtaler, flyrejser, øjenoperationer m.m.

Under en global bæredygtighedssynsvinkel er dilemmaet i den asiatiske model naturligvis, at de skrabede, billiggjorte produkter nok kan være mere ressource- effektive end de avancerede, vestligt producerede varianter, men samtidig åbner for stærkt udvidet masseforbrug. Med Nano'en kan millioner af indere pludselig få råd til at rulle ud på de for længst overfyldte og stærkt forurenede gader i deres egne biler, mens kinesiske bønder med Haiers vaskemaskine til 700 kr. kan stige på en mere elforbrugende og bekvem livsstil.

Under en vestlig konkurrencesynsvinkel er dilemmaet måske, om man skal til at drosle ned på den kreative klasses stimulerende og berigende arbejds- og legepladser i erhvervslivets store -R&D-afdelinger og anerkende, at det er overkill at gå efter 260 km i timen-produkterne, og at det er virksomheder af typen Ryan Air, Ikea og Netto, der bærer fremtiden snarere end B&O og Irma.

Undersøgelsen fra Asia- NBC giver ikke færdige svar. Den skal »ses som inspirationskilde og konstruktiv udfordring«, som det hedder på initiativets hjemmeside www.asianbc.dk

Det tør siges.

For Peter Hesseldahl selv lyder udfordringen:

»Vi er nødt til at opnå gennembrud i form af større effektivitet på både omkostnings- og ressourcesiden. Nøjsomt er sådan et kedeligt ord, så spørgsmålet kunne være: Hvordan kan vi lære at trives under de for tiden gældende begrænsninger?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Thomsen

Grundlæggende må vi indse at vores levestandard målt ud fra et materialistisk synspunkt vil dale, men da lykke og økomisk rigdom ikke er det samme, vil det ikke betyde at vi bliver fattigere.
Vi vælger jo selv, vil vi hellere have lidt men godt, eller meget skidt? Jeg kender mit eget valg og det er bestemt ikke i tråd med samfundets pres og indretning efter mere vil have mere. Jeg tror på at vi skal være bedre til at vælge og endnu bedre til at vælge fra.

Jamen, det er da dejligt, at nogen kan finde ud af at fremstille, hvad der er behov for. Og det er ligegyldigt hvem, der fremstiller, skal vi indstille os på, efterhånden som maskinerne leverer mængderne. Det er også den eneste måde, velstanden kan forøges: status quo eller moderat mere, mere holdbart, så det ikke skal udskiftes mere end et par gange i livet, og tilstrækkeligt til alle.

Globaliseringen brød de gamle vandtætte skodder ned mellem økonomierne. Nu fosser kapitalen ned gennem vidt åbne sluser mod det laveste økonomiske potentiale, hvor lønninger og andre omkostninger stadig er lavest.

Det vil den blive ved med, indtil økonomierne er ækvilibreret. Den kinesiske middelklasses lønninger stiger hastigt, og før eller senere, måske om 10, måske 20 år, vil det igen blive rentabelt at producere i Danmark.

Indtil da må vi bare forsøge at leve af det, vi har gjort hidtil - men det bliver mere magre år så længe.

C'est la vie!
Ingen grund til at begræde det. Sådan går det op og ned gennem historien. Vi sidder på magtens vippe. Vesten har haft overvægten i lang tid. Nu forskydes den til den anden side, til de store BRIC-lande, og vi kommer til at hænge i luften i nogen tid.

En tid, der tegner til at blive særdeles spændende. Det ligner en regulær polær magtforskydning, det vi står overfor. Historien er jo fuld af den slags. Ofte er de foregået ved erobringer og imperiedannelser, men økonomiske forhold har også altid været årsag til naturlige magtforskydninger.

Denne gang ser det særligt ud til at være en forskydning fra Occidenten til Orienten.

/O

olivier, jeg tror ikke, du her helt klar over, hvilken fordel vesten stadig har, udviklingen i BRIC-landene til trods. De har store og massive problemer, som vi ikke har - og når alt kommer til alt vil vort lille land unne klare sig udmærket, hvis blot en eller to produkter eller services kan udbredes.

Jens H. C. Andersen

Gaaaab...

‘imivation’ - Intet nyt det gjorde de også for 20 år siden og sikkert meget længere tilbage. Og så findes der masser af teorier om, hvorvidt man skal involvere kunderne og på hvilken måde, det er der heller ikke noget nyt i. 'Suitable' er blot en tilgang ud af mange, i har kun lige ridset i lakken.
Spørg nogle dygtige fagfolk næste gang i skriver om den slags, tak.

''Husk på tommelfingerreglen om, at 80 pct. af et produkts funktionalitet kan opnås for de første 20 pct. af omkostningerne, mens det koster 80 pct. at nå op på de sidste 20 procents avancerede funktionalitet.'''

Dokumentation, tak. Den gælder næppe for alle brancher. Og så kan man jo også spørge om service er en funktionalitet...

Kristian Rikard

Jeg synes i høj grad, at artiklen tærsker langhalm på fakta, som vi har kendt i både 25 og 100 år. Der er intet som helst nyt i de fremsatte tanker eller eksemplet med Maida.
Det nye var, da man i 80'erne og 90'erne begyndte at tale om vidensindhold med videre. Vi råbte op om systemeksport - endda offentlig systemeksport - og det forbinder jeg i hvert fald ikke med fysiske produkter, men med processer og samfundsudvikling indkoopereret i "produktet".
Altså organisation af politiet (som vi vist nok har hjulpet Baltikum med) eller Vitttrup i Afghanistan. Men det kunne såmænd også være en effektiv
scanning og registrering af pas på en lidt smart måde. Der er masser at tage fat på.Men basale forbrugsvarer er det i hvert gald ikke vi skal satse på.

Og hvad er der kommet ud af det? NADA! Vi diskuterer stadig blandt politikere, mediefolk og andre skribenter hvad viden er, og i hvor
høj grad uddannelse og viden (i denne her betydning) hænger sammen. Det fornemmes at ord som globalisering og arbejdsdeling er en by i Rusland for alle disse højt begavede mennesker.
Men jeg erkender, at det er lettere at stikke hovedet i jorden som en struds, og sige at vi har nogle definitoriske problemer, så vi nedsætter en kommission.

Hanne Christensen

Jens Andersen,

Jeg er enig. Jeg tænkte også gaab. Der er ikke meget indhold i den artikel.

Faktisk tænkte jeg tidligere i dag på, at så mange råber op om dårlig økonomi - men få analyserer, hvad der ligger heri. Er det globalisering, er det finanskrise, er det dårligt lederskab, skyldes det, at vi bliver ældre og ældre og færre og fære til at arbejde, skyldes det de høje lønninger, eller ineffektivitet, for lange ferier, for korte arbejdsdage, or what?

Alle synes enige om, at vi har en dårlig økonomi i hvert fald udsigt hetil, hvis vi ikke foretager en gevaldig masse reformer. Men lytter man ind til, hvilke øknomiske faktorer, de enkelte politikere eller journalister taler så faretruende om, ja, så peges der i øst og vest.

Er man gået i gang med at reformere Danmark uden klarhed over, hvorfor der skal reformeres? Jamen, nu mener Information, at den helt store fare kommer fra Kina. For få år siden var det Indien, og ikke mindst Islam og terrortruslen og i særdeleshed indvandringen. Men nu er globaliserijng den store trussel og måske også vores lange levetid og dovenskab og lange ferier, store offentlige sektor og vores krævementalitet, omend her også må gradbøjes, for det er ikke krav om skattenedsættelser den er gal med. Nej, det er vist på et andet plan, uden det så rigtigt er defineret. Men vi lider altså af krævementalitet uden at have forstået, at vi står midt i eller næsten midt i en fremtidig økonomisk krise af forskellige årsager, vi ikke rigig er helt på det rene med.

Men krise er der. Det kan alle være enige om.

Hanne, jeg tror, at der fundamentalt set er en kommunikationsbrist mellem politikere og befolkning. Befolkningen ønsker ikke vækst, den ønsker produkter, der holder. Den ønsker virkningsfuld behandling for sygdomme, når de optræder. Den ønsker sikkerhed for pasning af børn og ældre, når det behøves, for fremadrettede og moderne undervisningsinstitutioner - og andre, helt basale fællesskabsorienterede tjenester, som førhen har fungeret upåklageligt. Det er ikke så meget, og det kræver bare, at teknologien og personalet er tilstrækkeligt. Hele ideen om, at ting kun kan prissættes på et marked, er forlængst død - det handler blot om at allokere den nødvendige arbejdskraft til det, der er uomgængeligt nødvendigt, fra det, der sagtens kan undværes og/eller er skadeligt.

Lars Kristensen

Hvad skal vi leve af?

Svaret er ganske enkelt. Af det vi kan dyrke på et stykke jord, dersom vi fik mulighed for at kunne gøre det.

Ingen danskere er blevet tilbudt brugsmulighed til et stykke jord, hvorpå vi kan dyrke vor egen og vores families føde.

Det er på tide, at vort fællesskabssamfund indretter sig på en sådan måde, at vi får en ligeværdig mulighed til at bruge et jordstykke, hvorpå vi kan dyrke vor egen og vores families føde.

Jordstykket skal ikke være til eje elle leje, men kun til brug til dyrkning af egen føde og om muligt at have en bolig på, som der skal kunne flyttes eller fjernes, uden at det skaber problemer for miljøet.

Jordstykket skal ikke koste noget, vi er jo ikke født med en pengepung. Drengebørn har godt nok en pung fra fødslen af, men den er der godt nok ingen penge i, kun to "sten".

Menneskerettighedernes artikel 17 skulle i stedet for have heddet:

Ethvert menneske skal kvit og frit have brugsmulighed til et stykke jord, på en ligeværdig fordelingsmåde, til dyrkning af sin egen og sin families føde.

Ejendomsretten og dens ukrænkelighed er en ret der er indført af jordtyve til at legalisere deres tyveri af jord.

Al handel med jord er handel med hælervare, hvorfor al jord skulle konfiskeres og fordeles ligeværdigt mellem os mennesker, frem for at nogle få - gennem diverse handler og bedragerier - kan bestemme over mennesker liv.

-----------

LIVETS BRØD

Føden er livets brød
der kommer fra jordens skød,
herfra livet får sin føde
uden jord er vi alle døde.

Den der ejer livets jord
ejer også brødets bord
bestemmer over liv og død
og menneskers velfærd og nød.

Uden jord er vi alle - en slave
og har som de andre - tikkerstave
Vi er alle tvunget til vort liv at købe
det er vort livs største svøbe.

Når vi korn kan så - uden penge
vil livets ild i mulden fænge.
Når vi høster kornet på livets jord
kan vi selv skaffe brød på bord.

Når vi selv kan brødføde livet
da er det os for altid givet.
Giv os derfor jord og dermed føde!
Skal vi vente til vi er blandt de døde?

www.hjertensfryd.dk

Martin Sørensen

jeg tror ikke at denne bobbel hvor vi føler at ha endeløse resurser vil forsætte, helt enkelt så stoppes denne tendes inden olie prisen er over 300$ pr tønde, billigt skrammel bliver afløst af kvalitet, når resurserne til at lave produkterne bliver mindre,

verden er tæt på peak, og det store klima kolaps, måske kan kina vinde en kortsigtigt pyrhus sejer ved at gå ind iden strategi men det er ikke en vinder strategi på lagt sigt. og det ved kina også godt selv

Dorte Sørensen

Behøver det at se så håbløst ud – Hvis vi fik gang i bæredygtigbyggeri så kunne vi - dels spare meget i energiforbrug i fremtiden - dels kunne vi oparbejde en eksport i bæredygtig teknologi.
Fogh Rasmussen var et dyrt bekendtskab for Danmark , da han satte Danmarks førertrøje inden for området overstyr. Ja der er meget der skal rettes op på.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg finder ikke andet spørgsmål i den artikel end "Hvad pokker driver en fornuftig mand som Jørgen Steen Nielsen, til at stille så dumt et spørgsmål"?

Jesper Bang-Udesen

Kineserne er "hurtige til at justere efter markedets reaktion. Og de er fleksible. Ikke som B&O, Apple og mange andre vestlige succeser hæmmet af et ‘helligt’ varemærke, der med store omkostninger skal bevares, plejes og beskyttes," skriver JSN.
Det er jo netop, fordi det i Kina er tilladt at kopiere andres ting, at de har så stor succes. Men lad os da bare droppe patentlovgivningen her hjemme, så skal der da nok komme fart i økonomien.

Apple er desuden på ingen måde hæmmet. De haft kæmpesucces med innovation og strategi med at skabe dyre produkter, som folk bare må have.
Ser man på listen over verdens 200 største virksomheder er der kun fem kinesiske: To olieselskaber, en bank og to jernbaneselskaber.

Det er da selvfølgelig logik for burhøns, at på det kinesiske marked skal danske firmaer kopiere kinesernes måde at gøre tingene på. Men at man skal bruge kinesernes metode globalt er der næppe en fidus i, med mindre du har en stor fattig landbefolkning, du kan bruge som billig arbejdskraft. I sidste ende er der flere penge i at sælge 1000 avancerede køleskabe til 7.000 kroner stykket i Tyskland, end 1000 lowbudget-køleskabe til 700 kroner i Pakistan.

Jesper Bang-Uddesen, det ændrer ikke på, at det er de billige køleskabe til Pakistan, der skal til - og de dyre, der skal udfases. Det handler ikke om at bevare et fantastisk hæmmende og ødelæggende hierarki, tværtimod handler det om at skabe en gennemgribende lighed, også i forbrugsmuligheder - hvor en lille forkælet overklasse må indse, at den må sætte tæring efter næring.

Svaret er ret enkelt.

Vi - Danmark - skal leve af nicheproduktion. Vi er små, og skal ikke bruge mere end ca. 0,2% af verdensmarkedet for at sidde på flæsket.

Glem alt om masseproduktion af gennemsnitlige produkter til forbrugerne.... Det er Kina / Asien langt bedre og billigere til, end vi nogen side bliver.

Nej - vi skal leve af, at lave det der er "for småt" eller for specielt til at de andre kan tjene penge på at lave det. Nicheprodukter at høj kvalitet og høj grad af specialisering.

Og så skal vi leve af, at blive verdens første nation, der bliver uafhængige af fossile brændsler.

Vore lille størrelse giver os nogle unikke fordele, som vi skal forstå at udnytte til det yderste. Bl.a. er vi hurtige til at omstille, produkter og produktioner skal være innovative og målrettet interessante specialbehov på globalt plan. Da vi er små, er det heller ikke givet, at serierne behøver at være så store for at blive rentable.

Vi skal være i front teknologisk, glemme alt om at konkurrere på løn, og det betyder også, at masseproduktion er uinteressant.

Søren Blaabjerg

Vi skjal ikke tilbage til stenalderen eller lignende, men vi kan lige så godt som sidst indse, at vi med globaliseringen ikke i længden kan opretholde en situation, hvor folk i én verdensdel kan tillade sig en forbrugsmæssigt langt højere levesrtandard end resten af verden, og som folk i den øvrige del af verden bestræber sig af al kraft for at efterligne.

Imidlertid er der (i mine øjne) en ting, vi her i Danmark er specielt gode til, og som kan give Danmark en slags førerposition også i fremtiden. Det er, hvad jeg vil kalde "smart design", det vil sige design af enkle, funktionelle og fornuftige ting, der kan holde i generationer. Tænk f.eks. på Raadvads klassiske dåseåbner, der i grunden blot er et stump bukket, udsstanset og slebet rustfrit stål. Sammenlign dette geniale design med de monstrum'er, der ellers findes med samme formål.

Noget lignende er muligt også vedrørende design af højteknologiske produkter, for det er holdningen, der ligger bag, der er det afgørende. God moderne design handler om etik og sund fornuft i modsætningen dyrkelse af modeluner, punk og pragt og prestige.

Og her kunne Danmark udmærket være indehaver af den gule førertrøje.

Jesper Bang-Udesen

@ Peter Hansen. Det er da fint, at flere får mulighed for at købe køleskabe, hvis de er billige. Men det sker på bekostning af miljøet. For de billige køleskabe, der sælges i Pakistan og Indonesien er ikke nær så miljømæssigt bæredygtige i forhold til de dyre mere energibesparende modeller. Kinesiske Haier sælger køleskabe i Danmark med A+ energisparemærke til 5.0000-9.000 kroner. Det er køleskabe målrettet det danske marked (og den kinesiske elite). Det er ikke den type køleskabe middelklassen i Kina og Pakistan har råd til.

Søren Blaabjerg

(rettet version)

Vi skal ikke tilbage til stenalderen eller lignende, men vi kan lige så godt først som sidst indse, at vi med globaliseringen ikke i længden kan opretholde en situation, hvor folk i én verdensdel kan tillade sig en forbrugsmæssigt langt højere levestandard end resten af verden, og som folk i den øvrige del af verden af al kraft bestræber sig på at efterligne.

Imidlertid er der (i mine øjne) én ting, vi her i Danmark er specielt gode til, og som kan give Danmark en slags førerposition også i fremtiden. Det er, hvad jeg vil kalde “smart design”, det vil sige design af enkle, funktionelle og fornuftige ting, der kan holde i generationer. Tænk f.eks. på Raadvads klassiske dåseåbner, der i grunden blot er et stump bukket, udstanset og slebet rustfrit stål. Sammenlign dette geniale design med de monstrum’er, der ellers findes med samme formål på markedet.

Noget lignende er muligt også vedrørende design af højteknologiske produkter, for det er holdningen, der ligger bag, der er det afgørende. God moderne design handler om etik og sund fornuft i modsætningen dyrkelse af modeluner, punk og pragt og prestige og køb-og-smid-væk-mentalitet.

Og her kunne Danmark såmænd udmærket være indehaver af den gule førertrøje.

Jeg kunne i den forbindelse tænke mig, at København blev vært for en ny årligt tilbagevendende event, nemlig en:

"DESIGN FOR A BETTER FUTURE"-biennale med international deltagelse. - en slags "tour de france" for hensigtsmæssig og miljøprogressiv design.

Jesper Bang-Uddesen - der er jo ikke nogen sammenhæng mellem produkt og pris! Der er ingen grund til, at et køleskab, der er energibesparende,skal være dyrere, det hviler blot på en kalkule om, at producenten kan spekulere i kundens besparelsesfordel og derfor tjene mere på sit produkt.

Niels-Simon Larsen

Vi skal leve af at lade være med at opføre os åndssvagt – det kan de andre nemlig ikke. Altså lade være med at bruge en masse penge på:
1. destruktion (krigsførelse).
2. forkert behandling af landbrugsjord og fremstilling af elendige fødevarer.
3. fremstilling af varer til ringe fornøjelse og kort holdbarhed.
4. yderligere nedkøring af mennesker, man alligevel aldrig har regnet for noget.
5. mistillid i form af kontrolsystemer, der altid kommer til at leve deres eget liv.
6. underholdnings’opfindelser’ der kan kloroformere befolkningen.
7. spin, snik-snak om noget, der kunne have været interessant at tale om (fx politik).
8. opfindelse af gummi-ord og analyser af dem.
9. fremholdelse af problemer, der ikke er de rigtige problemer, fordi man ikke vil tale om sagens kærne og ondets rod.
10. omveje, når smilet er den korteste vej ( som V.B. sagde).

Poul,

Historien med de kinesiske køleskabe er jo i den grad en form for nicheproduktion, yderst specialiserede produkter til særlige målgrupper.

Det særlige ved den er blot, at det også er masseproduktion, alene på grund af størrelsen af det kinesiske hjemmemarked.

Man skal heller ikke glemme, at købekraften i vesten vil falde i takt med at den økonomiske balance tipper, så markedet for dyre luksusprodukter vil skrumpe i vesten, men formentlig vokse i de nye superøkonomier.

Så det er da muligt, at vi for en tid vil kunne leve af at sælge B&O og andre designprodukter til den nye forfængelige kinesiske overklasse, men man skal altså ikke undervurdere kineserne her.

De vil, som artiklen meget rigtigt beskriver, rykke opad i pyramiden og forsøge også at erobre dette segment. Husk at Kineserne er mestre i kopiering, og de er fuldstændig skruppelløse i den retning.

/O

Andreas Kristinsson - meget godt gået - men er du ikke lige hurtig nok til at 'jumbe to conclusions ?' - undskyld mit franske.

80% of your profits come from 20% of your customers - det kommer så sandelig an på definitionen af profitbegrebet. Hvis der er tale om en selvkosttankegang stille jeg mig tvivlende.

80% of your complaints come from 20% of your customers - muligvis - at lytte til klager er den væsentligste inspirationskilde til forbedringer

80% of your profits come from 20% of the time you spend - det kan man aldrig vide før der er gået et par år - advokatbistand - erstatninger mv endvidere er reklamationer et vigtigt input til ingeniørerne mhp at forbedte 'time between failure'.

80% of your sales come from 20% of your products - men det er ikke sikkkert at 80% af dækningsbidraget kommer fra de samme produkter.

80% of your sales are made by 20% of your sales staff - man lever ikke af omsætning, men af dækningsbidraget og man kan ikke være sikker på, at også 80% af dækningsbidraget skabes af samme sælgere. Muligvis skabes de 80% af dækningsbidraget af andre sælgere.

Det er de færreste økonomer, der behersker lønsomhedskalkuler af ovenstående slags. Den vigtigste udfordring bliver nok at anlægge betragtninger sat i forhold til kapacitetsbelastninger i videste forstand, herunder økologiske og energimæssige og så det fundamentale - at økonomi er ikke noget der udvikler sig som en funktion af tiden, men noget der skabes af engagerede og resultatorienterede folk med evner for samvirke.

Søren Blaabjerg

Hele dette spørgsmål er på godt og ondt ikke noget politkerne kan løse eller finde endegyldige svar på.

Men den særlige danske fællesskabsfølelse, der hænger sammen med, at forskellen mellem de forskellige sociale lag her i landet ikke er særligt stor sammenlignet med andre lande, kan godt komme til at spille en afgørende rolle. For hvis man føler, at man er i samme båd, så er muligheden for, at man kan finde fælles løsninger, der kan tilfredsstille et bredt flertal, så meget desto større, og det samme gælder lysten til at gøre en ekstra indsats, være innovative og via løntilbaholdenhed gøre noget for konkurrenceevnen også.

Større social ulighed i Danmark, som den borgerlige fløj ved enhver given lejlighed agiterer for, kan derimod meget vel resultere i sociale konfrontationer og derigennem, modsat hvad man måske kunne forvente, svække Danmarks strategiske position også økonomisk set snarere end det modsatte..

Illusionen om den samme båd er vel også ved at være godt gennemhullet?

Det kan da umuligt have gået den danske ufaglærtes næse forbi, at danske virksomheder i den grad har brug for arbejdskraft, og at de forskellige ordninger for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet kun understreger et stadig mere ufravigeligt faktum: I den globaliserede verden er alle på arbejdsmarkedet i konkurrence med alle andre på arbejdsmarkedet.

Hvis det du leverer som medarbejder ikke kvalitetsmæssigt ligger over hvad der kan leveres fra andre lande, så er du ikke interessant som medarbejder.

Det gælder næsten alle brancher, IT er i det offentlige sendt ud til indiske eller baltiske support-centre, produktion har været sendt til Kina i snart 20 år og kun designere og udviklere sidder tilbage. Det er så også en broget flok, for "udviklere" er i lige så høj grad lægemiddelindustriens kliniske forskere, agronomen, der forsker i mere kompetitive afgrødearter som det er den klassiske designer.

Men den ufaglærte? Uønsket.

Selv om der måske ikke er ny viden i artiklen, må den for alle dem som mener vi kan leve af viden fremstå som ny...
Det vi kommer til at se i fremtiden, er kapitalismens fald. Den vestlige verden kommer til at indse, at det kapitalistiske system ikke kan skabe velstand i det uendelig. Hvis vi ikke omlægger vores økonomi, og gør op med konkurencen dreven økonomi. Vil ikke bare fattigdommen og arbejdsløsheden ramme vores del af verden, men hele kloden vil gå under... Den største udfordring for at skabe bæredygtighed er kapitalismen, og uden en global bæredygtighed der ikke kun tager hånd om miljøet, men også hånd om mennesket, vil jorden grave sin egen grav...

Kristian Rikard

Jeg vil gerne grave lidt i historien for at forklare mig nærmere. I 50'erne og fremefter var dansk design verdensbrømt, men dansk design var andet end Arne Jacobsen. Det var også Wegner f.eks. som gik som varmt brød til det offentlige. Der eksisterer
næppe et dansk rådhus, hvor der ikke stadig er Wegner møbler. De var masseproducerede og målrettet institutioner og det offentlige generelt.
Designdelen var smart fordi den rettede sig mod et massemarked, nemlig den stærkt voksende offentlgie sektor.
Jeg nærer ingen illusioner og at f.eks. Fritz Hansen kan levere til alle kinesiske og indiske rådhuse - det kan de nok selv finde ud af på produktionssiden.
Men netop at tænke på det eksplosive offentlige marked, som vi ser i disse år i f.eks. BRIC-landene, var da ret smart.
Byrådsmedlemmer har jo også en form for estetisk sans :-) og vil formodentligt gerne sidde ordentligt ligesom vi andre til lange møder.
Og hvorfor ikke også de sikkert meget avancerede logistiksystemer som f.eks. "forsvaret" da efterhånden må have med alle de krige vi fører i uvejsomt terræn rundt omkring i verden :-(.
Jeg tror det er en grundlæggende fejl altid at tænke i det traditionelle forbrugermarked alene.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at den sektor, vi

taler om her, fremstillingssektoren, kun optager ca. 20 % af den danske arbejdsstyrke. Hvad laver resten så? De barberer hinanden, laver service, tjenesteydelser, som de siger nede i EU, vi går for 80 % vedkommende rundt gør hinden tjenester, hvoraf det meste er "bjørnetjenester" (hvis jeg bruger det ord rigtigt?)

http://www.itrojka.dk/samf_C/figur/kap_16.pdf

Hvad skal vi leve af? Vi behøver ikke at arbejde så meget for at leve. Vi kan fortsætte som hidtil, men skære en hel masse af det unødvendige BNP væk., som også Niels-Simon Larsen er inde på ovenfor. Det bliver et dejligt liv, hvor der også bliver tid til at filofofere

Lars Kristensen

Fatter I det overhovedet ikke.

I vil gerne have vi at skal leve af at tjene penge, ved at vi producerer materielle goder, som så skal give os pengene.

Glem alt det, for verden går mod en fremtidig nedgang i produktion af diverse produkter og så er der kun en ting at vende sig imod, nemlig det man putter i munden og det er hverken vaskemaskiner, køleskabe eller andre forbrugsgoder, men derimod føde.

»Vi skal ikke tilbage til stenalderen.« er der flere af jer der skriver, men vil vi - menneskeheden - ikke stoppe vores higen efter de teknologiske vidundere, så bliver vi bombet tilbage til stenalderen. Enten bogstaveligt gennem en 3. Verdenskrig eller ved at de globale økonomiske og politiske forhold går op i limningen.

Vil du leve i et samfund der ikke er på stenalderen niveau eller vil du leve bogstaveligt i stenalderen?

Vil du leve i et samfund der ikke er på stenalderens niveau, så stop op, her nu, mens den teknologiske leg er god.

Vil du derimod fortsætte med at leve i et højt teknologisk vækstsamfund, så kan du lige så godt forberede dig på, at du KOMMER til at leve i stenalderen.

Michael Kongstad Nielsen - du har forstået det helt rigtigt - alt hvad vi behøver idag bliver fremstillet af store automatiserede produktionsanlæg med kun få ansatte til overvågning og så et hold mekanikere til vedligeholdelse og smøring. Vi behøver netop ikke at svede mere fordi teknologien har befriet od fra arbejdets svøbe. Det tager blot et stykke tid før det går op for os. Jeg tror at Peter Hansen er en af de få sammen med dig der har 'set lyset'.

Det virker ikke som om virksomhederne skænker det de store tanker, det skulle dog forbavse mig de ikke selv kan få øje på dilemmaet.

Så enten er det uvidenhed eller dårlig økonomi. Sagen er dog den, at jo længere man venter, jo højere bliver de samlede omkostninger. Efter tipping point -er toget kørt.

Statsfinansieret grøn udvikling, er ikke en mulighed, det er en nødvendighed. Så må man kradse pengene ind igen senere. Præcis som det var med solvarme.

Vi piskede på og smed dem op, så røg støtten, og hele fremgangen blev skyllet ud i lokummet. Det er iøvrigt knap 20 år siden snart, alt der er sket i mellemtiden, har handlet om at sidde på hænderne.

Det er på tide at gøre op med Mickey Mouse forestillingerne.

@Lars Kristensen:

Jeg nægter at tro på din påstand om at det er tekonologien der er problemet... problemet er kapitalismen, konkurrencen... hvis verden i stedet for at konkurrere samarbejder er der intet til hindre for at vi kan leve i en langt mere høj teknologisk verden end nu... El-bilen er et glimrende eksempel, der er massere gode løsninger, men fordi der skal skabes profit, bliver det en konkurrence og ingen ved hvad der skal satses på, så der sker ingen ting...
Der er ingen porno industi som kommer og tager beslutningen ligesom i kampen mellem Betamax og VHS...

Vi behøver ikke give synderligt afkald på goder eller teknologi, hvis bare man samarbejder og stopper den overdrevne overproduktion...

Se det dog i øjnene:
Vi har produceret os ihjel og vil drukne.
Så begynd forfra med mund til mund metoden: Kanibalismen er den nye trend.

Niels-Holger Nielsen

Ivan Gullev
Hvis vi så kan enes om det kinesiske køkken, er der næsten ingen grænser for, hvor mange fluer vi kan slå med et smæk!

I takt med den stigende bekymring for klimaet, vil "mærkevarer" og lignende skørlevned blive forbudt.

Ganske som det vil blive forbudt at køre i biler der bruger dobbelt så meget brændstof/km. vil det blive forbudt at producere musikanlæg (f.ex. B&O) der kræver dobbelt så meget co2 at udvikle og producere.

Vi lever under industrialismen hvor kvalitet og kvantitet går hånd i hånd. Jo flere emner der ruller over samlebåndet, jo højere kvalitet er der råd til at give dem.

Det er ikke som 1800-tallets håndværk, hvor produktets kvalitet var omvendt proportional med kvantiteten.

Søren Kristensen

Vi har jo forstået det én gang, nemlig i midten af forrige århundrede, da dansk design slog igennem på at kombinere funktionalitet, kvalitet og pribillighed. For så vidt møblerne blev de solgt i Brugsen og nogle af landets ypperste designere helligede sig opgaverne, ikke så meget for mammon som for den præstige der lå i at være på forkant med udviklingen. Det er dén tankegang vi skal tilbage til. Back to basics, ind til kærnen af hvad det enkelte produkt drejer sig om og hvis det ikke kan bruges til noget fornuftigt, andet end at signalere overflod, skal det skottes. Det gælder så også på softwaresiden, herunder den politiske og dermed alle de love der heller ikke tjener noger formål, andet end at genere folk og blokkere for ægte kreativiitet. Kørelærerne fx. kunne begynde med at forklare deres elever at bilister ikke skal køre ind foran cyklisterne og blokkere for deres højresving. De skal tvært imod respektere cyklister og pænt vente med at svinge til højre til cyklisterne er væk. Cyklister er nemlig ikke så meget et problem for billister, som billister er for cyklister. Vi skal turde sætte tingene på hovedet og tænke igennem, i stedet for kun at at satse på den stærkes ret og status via bling bling. Når alt kommer til alt er vi alle jo ens og vil gerne helskindet hjem til aftensmåltidet. Som de måske kan høre aner jeg ikke hvad vi skal gøre...

Niels-Simon Larsen

@Søren: VM egner sig rigtigt for hårde trafikanter. I forhold til en fodgænger er cyklisterne absolut også hårde. Næste verdenskrig i byerne bliver udkæmpet mellem cyklister og fodgængere. Hvordan skal man dog opdrage cyklister til at tage hensyn? De vil jo gerne køre hurtigt, skyde genvej (på gangstierne) og køre uden cykellygte.

Kan hensynsfuld cyklisme mon blive en eksportvare? Det er nok ikke noget, vi kan lave af:-)

Kristian Rikard

Hvis Niels-Simon Larsen så Deadline i lørdags ville han vide, at udlandet faktisk ind imellem kigger til lille Danmark for at få inspiration. Jeg erkender, at den slags inspiration er gratis, men måske var det alligevel værd at bemærke, at netop på sådan et område, hvor vi så at sige har "en kompariativ" fordel, faktisk i nogle tilfælde også kaster gryn af sig. Nu tror jeg ikke at Christianiacyklen bliver den store eksportvare. Men måske rationel anlæggelse af cykelstier (uden modvind :-) ) var en ide. Altså logistikken i at afvikle trafik med såvel biler som cyklister i en storby.
Om 10 år, når de fossile brændstoffer er færdige, er der måske nogle, der vil låne/købe nogle ideer fra os :-)

Henrik Brøndum

Jeg vil foreslaa at debatten deles i to: En del er den "taenketank" agtige hvor man giver inspiration, forsoeger at gaette paa fremtiden etc. og en anden del er den operationelle: Kan der lovgives eller paa anden maade reguleres (eller ligefrem afreguleres) paa en maade der giver Danmark noget mere at leve af?

Jeg vil gerne komme med et bud paa det sidste: Er det muligt med en maerkningsordning/eller standard tillaegsforsikring til den normale EU forburgerkoebelov der giver en levetidsgaranti paa et produkt?

Dette debatindlaeg er skrevet paa en ellers udmaerket DELL laptop, hvor en plastikramme rundt om skaermen er braekket af. Den er 2,5 aar gammel. Jeg bruger kun maskinen til helt basale ting - og fik derfor en pris paa en at faa dette stykke plastik til en fremstillingspris paa formodentlig under 5 kr. udskiftet. Jamen det kunne da sagtens lade sige goere for 2150 kr. plus moms. Jeg ville saa faa besoeg af en tekniker der ville udskifte rammen - det vurderes at denne reperation ikke kan udfoeres af brugeren. Jeg tror ikke at DELL er meget vaerre eller bedre end andre leverandoerer af Laptop's - men jeg synes det er meget dyrt og overvejer saa at koebe en ny maskine. Jeg laegger dog lidt press paa dem og faar en extraordinaer rabat saa det kan goeres for kun 1000 kr. og har saa valgt at pudse mit oekologiske ego og gaa i krig med reperationen.

Men jeg synes situationen er generelt irriterende - mange helt almindelige brugsting har kort levetid og er meget dyre at reparere. Taler vi om biler, hvidevarer etc. kan der nok argumenteres for at energiforbedringer mv. goer at 10-15 aar er en fin holdbarhed.

Men hvad med et metaltoerrestativ til vasketoejet - boer det ikke kunne holde lige saa laenge som jeg selv? Eller en hullemaskine til de ganske faa papirer jeg stadig laver huller i og saetter i ringbind? Eller en vandhane?

John Vedsegaard

Olivier skriver:
"Husk at Kineserne er mestre i kopiering, og de er fuldstændig skruppelløse i den retning."

Det samme kan man sige om Japanerne, alligevel arbejder vi fint sammen med dem og sælger rent faktisk mere til dem end vi køber.

Så jeg tror ikke vi skal være "bange" for kineserne, men nærmere betragte dem som kommende handelspartnere, lige som for eksempel Rusland er ved at blive.
Lande fra de dele af verden er på vej op og det sker med stormskridt. Der er masser af ting de vil købe af os, ikke kun B&O, store dele af vores landbrugs produktion bliver i forvejen solgt til disse lande, i takt med at deres økonomier bliver stærkere vil vores eksport til de lande stige - hvilket vil sige der bliver skabt arbejdspladser her i Danmark.

Så ser man bare få år frem i tiden, vil de lande sandsynligvis blive større aftagere at Danske produkter end EU er, så lad os ved samme lejlighed melde os ud af det europæiske cirkus.

@John Vedsegaard
Problemet er bare at de produkter som vi eksportere - med undtagelse af landbrugs produkter - stortset alle sammen bliver produceret i udlandet...

Niels-Simon Larsen

Det mest interessante spørgsmål for mig er, hvilket land der først får indrettet sig på en måde, så det er værd at efterligne. Danmark bliver det nok ikke, selvom en lykkeundersøgelse har peget på os. Så længe vi er umådeholdne storforbrugere og ligeglade med, hvor vores varer bliver fremstillet, skal man ikke efterligne os. Jeg kan ikke pege på noget land – endnu.

Sider