Læsetid: 4 min.

Palæstinensernes FN-aktion er dømt til at mislykkes

Men den kan betyde, at USA mister afgørende indflydelse i den arabiske verden, og at EU kan udfylde det tomrum, Obama-administrationen efterlader
Israel kontrollerer enhver bevægelse på Vestbredden — også her ved Kalandia-checkpointet, hvor der i går var sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk militær:

Israel kontrollerer enhver bevægelse på Vestbredden — også her ved Kalandia-checkpointet, hvor der i går var sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk militær:

Marco Longari

23. september 2011

JERUSALEM — En hvid kameraballon svævede over Kalandias dystre kontrolsluse, da jeg kørte ud af Ramallah. Som den gjorde for to dage siden, da jeg kørte den anden vej. Det stationære, let duvende himmellegeme sagde det hele: Israel kontrollerer enhver bevægelse på Vestbredden. Og altså også den normale indfaldsvej til Ramallah i 'Area A', der ifølge Oslo-aftalerne er underlagt fuld palæstinensisk kontrol.

'Area A' var udset til at være den spæde begyndelse til suveræn status for palæstinenserne. I 'Area B', der omfatter landeveje og nogle landsbyer, er Israel og det palæstinensiske PA-hjemmestyre fælles om kontrollen. 'Area C' omfatter de store by-bosættelser, de såkaldte 'militære sikkerhedszoner', konfiskeret landbrugsjord og golde landskaber, hvor jødiske bosættere nu har bygget pyntelige tætlave bymiljøer, samt størstedelen af Jordandalen, og er underlagt fuld israelsk kontrol. Her bor ca. 300.000 jøder i 117 bosættelser og 100 udposter.

En diplomat, jeg drak en kop kaffe med i Ramallah, viste mig et kulørt turistkort, han havde fundet i The American Colony Hotels foyer i Østjerusalem, og hvor 'Area A' er indtegnet som grå klatter omkring Ramallah, Jenin, Jeriko, Betlehem og Hebron. Tilsammen et areal som to eller tre danske storkommuner.

Abbas' minimum

Det er denne virkelighed — eller som det hedder på disse kanter: fakta på landjorden — den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, 76, forsøger at rokke ved, når han går på talerstolen i FN's generalforsamling i aften dansk tid. Abbas vil som minimum bede generalforsamlingen om at anerkende området inden for 1967-grænsen (den af FN stipulerede våbenstilstandslinje fra 1949) som en selvstændig stat. Hans maksimum er mere ambitiøst: at FN's Sikkerhedsråd stemmer om fuld anerkendelse, hvortil kræves ni af sikkerhedsrådets 15 medlemmer. Som Abbas ikke i skrivende stund kan opvise, og hvis han kan, vil det være futilt, eftersom USA's præsident Barack Obama onsdag meddelte ham, at et USA-veto i så fald er givet.

Men præcis hvad vil Abbas? Palæstinenserne ved det ikke.

»Han har fået en fiks idé, men har ikke snakket med nogen. Vi ved ikke, hvor det vil efterlade PLO, hvis PA-styret anerkendes,« som en yngre palæstinensisk kvinde sagde.

»PLO er trods alt det forum, der repræsenterer alle palæstinensere, også dem uden for Palæstina. Hvad vil der blive af dem? Det ved vi intet om.«

Således agerer Mahmoud Abbas som sin forgænger, Yassir Arafat, og i overensstemmelse med traditionen fra de arabiske autokratier, hvor folket udkommanderes til støttedemonstrationer, men er uden indflydelse på de beslutninger, de hylder. At Abbas også er på kollisionskurs med USA er dog ikke et problem.

»Vi ved, at USA altid har været på israelernes side, selv om de har foregivet at være 'neutral mægler',« sagde Ghassan, en gammel bekendt og PLO-veteran, der nu er ude af politik.

At opinionen i det fjerntliggende USA er mere Israelvenlig end i det nærliggende EU viste sig i talerne i FN onsdag. Obama afviste at støtte palæstinensernes andragende med ordene:

»Der er ingen genveje til fred«.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, var mere fremkommelig, set fra Ramallah, da han onsdag talte i FN efter Obama. Han lod forstå, at han er villig til at anerkende Palæstina som ' non state-member', en ny observatørstatus, der giver palæstinenserne adgang til komiteer og organisationer i FN-regi, herunder de internationale domstole i Haag.

Tegnebogen målområde

Dette, som vil skabe en ny forhandlingsplatform, er hovedårsag til Israels modstand mod den symbolske FN-anerkendelse.

Israel har truet med at 'reagere' bl.a. ved at tilbageholde palæstinensiske moms-penge, inddrevet i Israel, og militær indgriben er ikke udelukket i 'viften af muligheder'. Republikanere i kongressen har truet med at indefryse USA's tilskud til PA-styret på 600 mia. dollar årligt. Abbas skal rammes på tegnebogen, hvis han ikke makker ret. Også selv om alle ved, at en anerkendelse i FN-generalforsamlingen ikke vil ændre virkeligheden i de besatte områder med et snuptag, da der immervæk stadig skal forhandles.

Men alle ved også, at balancen vil ændres i palæstinensisk favør. Den israelske oppositions kritik af Benjamin Netanyahu handler ikke om palæstinensernes forsøg på at 'skyde genvej', som alle er imod, men at hans nej-politik de sidste to-tre år har skabt situationen. Netanyahu anklages for selv at være i skyld i, at USA nu er færdig som 'den neutrale mægler', hvilket kan betyde, at det mere Israel-skeptiske EU vil få øget vægt i den fremtidige fredsproces.

Det, jeg hørte fra EU-diplomater og politiske iagttagere, tegnede billedet af en mere aktiv EU-rolle på bekostning af et USA, der efter i aften vil være i diplomatisk bad standingi den arabiske verden, hvor man ikke forstår, hvordan Obamas støtte til de arabiske revolter kan forenes med hans nej til palæstinensernes frihed.

»At israelerne for første gang tager EU alvorligt blev tydeliggjort i sidste uge,« som en diplomat observerede, »nemlig da Netanyahu bad EU's udenrigspolitiske chef, lady Catharine Ashton, om at udsætte sin afrejse fra Jerusalem med en dag for at mødes med Netanyahu. Det er aldrig sket før, at en EU-udsending har fået en sådan behandling.«

Fanebærere

Dette paradigme-skifte i fredsprocessen er ikke fremkaldt af palæstinenserne og israelerne, men af de revolter, der skyller gennem den arabiske verden. Og af Tyrkiets nye rolle som palæstinensernes ven og beskytter — sidst demonstreret, da den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, var på æresrunde i Egypten, Tunesien og det befriede Libyen i sidste uge, hvor han benyttede lejligheden til at bakke op om Abbas' FN-andragende med skarp kritik af Israel.

Erdogan kundgjorde yderligere en ny akse i Mellemøsten, nemlig Egypten-Tyrkiet-aksen, der ifølge Erdogan fremover vil være de demokratiske fanebærere i det ny Mellemøsten. At fanebærere har det med at lette fra jordoverfladen er lige for tiden ikke et problem i den tyrkisk-arabiske eufori.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Det vil være en uafvaskelig skamplet på USA og Obama, hvis denne nedlægger veto, fordi han er under tøflen af zionistiske og zionistsympatiserende pressionsgrupper i USA.
Det vil også være en skændsel for andre lande, der for at behage USA enten undlader et stemme eller stemmer imod palæstinensernes berettigede krav.

Det bekræfter bare et det var en kæmpe fejl at stjæle land fra Palæstinenserne og give til zionisterne.

At zionisterne ikke vil fred er åbenlyst!

Trist at Obama skal lade nationell politik "legitimere" fortsat folkedrab på palæstinenserne.

Per - et interessant kort, som på bedste vis illustrerer det tyveri, der har fundet sted på de besatte område. Der må finde en overdragelse sted af alle de blå bebyggelser, som må karakteriseres som fejlinvesteringer.

At Netanyahu vil mødes med Catharine Ashton et næppe et udtryk for respekt.

Det er snarere et forsøg på at svække Europa med en del-og-hersk-politik.

Alle ved at EU ikke får en fælles udenrigspolitik foreløbig, så ved at indlede en dialog med EU opnår Netanyahu at lamme de PLO-positive stormagter i Europa.

Smart.

Hvornår ophørt Palæstina med at være en stat? Mig bekendt har Palæstina eksisterede langt tid inden Israel. Se barer gamle verdenskort fra før 1948.

Det er ganske naturligt at Palæstina skal være et medlem af FN.

Niels-Holger Nielsen

Per Danbo

Kortet er fortræffeligt, men viser ikke, at Zionisterne er ved at bulldoze palæstinenserne ud af Jerusalem.

Steen Sohn

Ja, det er sørgeligt, at Information foretrækker at bringe misliebige artikler fra Guardian i stedet for gode gamle Robert Fisk.