Analyse
Læsetid: 3 min.

USA's politikere skærper jobfokus

Obamas popularitet daler, men vælgernes entusiasme for republikanerne er også lille. Arbejdsløshed får skylden. Politikerne ved, hvad der kræves, men ikke om de kan levere varen
Udland
7. september 2011
Præsident Barack Obama taler til en arbejdsløshedsevent i Detroit. Både Demokraterne og Republikanerne har set skriften på væggen: Arbejdsløsheden er vedblivende et vigtigt tema for vælgerne.

Præsident Barack Obama taler til en arbejdsløshedsevent i Detroit. Både Demokraterne og Republikanerne har set skriften på væggen: Arbejdsløsheden er vedblivende et vigtigt tema for vælgerne.

BILL PUGLIANO

WASHINGTON Enhver valgkamp, hvor den politiske leder søger genvalg uanset om lederen hedder Obama eller Løkke kan i virkeligheden koges ned til et simpelt spørgsmål: Er din situation bedre i dag end ved sidste valg. Det svar optager vælgerne langt mere end luftige løfter om fremtidens guld og grønne skove. Og i USA har vælgerne i den grad mistet troen på præsidenten om end de heller ikke er imponerede over oppositionen.

Nye tal fra slutningen af sidste uge viser, at antallet af nye job skabt i juli måned udgjorde et stort rundt nul og arbejdsløshedsprocenten ligger fortsat på 9.1. I hælene på de deprimerende tal viser to spritnye meningsmålinger fra Washington Post og ABC News samt NBC/Wall Street Journal fra i går, at Obamas argumenter om, at han arvede en økonomi, der var på kanten af et sammenbrud efter præsident Bush ikke længere overbeviser. Efter tre år ved magten mener vælgerne, at det er præsidenten der sidder med aben.

Enorm politisk mistillid

Endnu værre for Obama er det dog, at blot sølle 17 procent af de adspurgte mener, at præsidentens økonomiske politik »forbedrer situationen«, mens dobbelt så mange, 34 procent i ABC/WP's måling, svarer, at Obama »gør tingene værre«. Næsten halvdelen af vælgerne, 46 procent, mener ikke at den førte politik gør hverken fra eller til. I NBC's måling mener 62 procent, at præsidenten blot forværrer økonomien. Det personlige popularitetstal for præsidenten er hhv. 43 og 44 procent det laveste i hans regeringstid.

Det kunne med andre ord næppe være meget værre for Obama, der torsdag holder sin »store jobtale« til Kongressen. Dele af talen er blevet lækket til pressen på forhånd: præsidenten vil annoncere igangsættelsen af en række offentlige projekter inden for bygge- og anlægssektoren først og fremmest rettet mod en forbedring af landets infrastruktur, nye skattelettelser til firmaer, som hyrer ny arbejdskraft, samt en forlængelse af skattelettelsen for arbejdere, den såkaldte payroll-tax. Arbejdsløshedsunderstøttelsen for langtidsledige skal forlænges og en hjælpepakke til de mange amerikanere, der er bagud med betalingen på deres kreditforeningslån skal på plads.

Den belejrede Obama kan dog finde en lille trøst i de nye målinger, nemlig at vælgerne er endnu mere negative over for Kongressen. I NBC/WSJ's måling siger 82 procent af vælgerne, at de misbilliger Kongressens indsats. I ABC/WP's måling dumper 68 procent af de adspurgte Republikanerne i Kongressen.

Romney vs. Kina

De republikanske kandidater er helt klar over, at Obamas elendige meningsmålinger ikke tildeler dem en blankocheck til at overtage det Hvide Hus. I aften afholdes den første af tre store debatter med alle de mulige konservative præsidentkandidater. Også her vil fokus være benhårdt på jobskabelse, siger kandidaterne.

Fra partiledelsens mand Mitt Romney, der i sidste uge blev forvist til en andenplads af Texas-guvernør Rick Perry lyder budskabet, at det skal være »slut med overdreven offentlig regulering, slut med skatteforhøjelser og slut med den såkaldte stimulus«. Romney fremlagde en detaljeret jobplan på 59 punkter i Las Vegas i går. Et af forslagene var skabelsen af en såkaldt 'Reagan Economic Zone', der bl.a. skal gå i flæsket på kineserne.

Et umuligt forlangende?

Romney beskriver zonen som et »partnerskab mellem lande, der har forpligtet sig til frihandel (...) der vil åbne markeder for vore produkter og som vil konfrontere lande som Kina, der forbryder sig mod frihandel, samtidig med, at det har løst fribillet til det internationale system«. I en debatartikel i avisen USA Today skriver Romney, at han ikke agter at starte en handelskrig med Beijing, men at han »på den anden side ikke kan acceptere blot at lade stå til, mens kineserne lader hånt om amerikanske firmaers patent- og immaterielle rettigheder.«

Den republikanske favorit minder i sit indlæg også om det konservative credo, at regeringer »ikke i sig selv kan skabe jobs. Ofte står regeringer tværtimod i vejen for vækst. Men når det offentlige er bedst, kan politikerne skabe gunstige rammer for økonomisk vækst.«

De fleste vælgere kan ikke gennemskue, hvilken opskrift, der virker. Den konservative - protektionisme, trusler over for Kina plus yderligere skattelettelse - eller den liberale - offentlig jobskabelse og føderal stimulus og ditto investeringer.

Men de ved, hvad de vil have. Med den kendte fagforeningsformand James Hoffas ord fra Detroit mandag, hvor Obama talte uden for General Motors hovedkvarter, er svaret enkelt: »jobs, jobs, jobs.«

Politikerne ved med andre ord, hvad der kræves. Men de ved ikke, om de kan levere varen. Ingen af de to sider tør sige, at den nuværende krise måske i virkeligheden slet ikke kan styres fra Pennsylvania Avenue, men afhænger af en række komplicerede globale indbyrdes forbundne kriser, der ikke (længere) har USA i førersædet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja jeg har desvaerre ingen stemmeret nogen steder, men ville utrolig gerne udskifte Lars Loekke med Obama - endda selvom han begik den fatale fejl ikke at invitere mig med til basketball da han sidst var i London.

Hvad der giver nye arbejdspladser under og efter en krise er utrolig svaert. Saa "vores" (Europas) bidrag til genvalget af Obama - maa vel dreje uden om det spoergsmaal - og fokusere paa den store glaede det er igen at kunne vaere stolt over at vaere en del af det demokratiske vesten.