Det er en sær følelse. Af, at der enten aldrig er sket noget her, eller at det kan ske lige om lidt. Den lille havn med den lille færge til den lille ø, hvor Anders Breivik den 22. juli stillede bilen, før han gennemførte det helt utænkelige, ligger i dag helt stille hen. Kun en massiv jernkæde forhindrer biler i at køre ned ad den stejle bakke, men enhver kan skræve over, stille sig på kajen og se mod en lige så tomt Utøya.
Det er søndag, og oppe på vejen er trafikken tæt af Oslo-indbyggere på vej hjem fra weekend på fjeldet, i dag er der ekstra grund. Det er første valgdag i det første valg siden tragedien på Utøya. På vejen mod byen står med store bogstaver med adresse til øen i bunden af slugten: 'Vi Vil Vinde'. Og nogen vil vinde, og mange vil være med til at bestemme hvem, tyder det på. Det vil vise sig, at billedet ikke er så entydigt. Men tre forudsete tendenser holder stik mandag midnat: At vælgerne er vendt tilbage til de to store etablerede partier. At de fravalgte det fremmedfjendske Fremskrittspartiet (FRP). Og at en gruppe mødte op i større antal end tidligere: De unge.
»Det er alle udviklinger, der allerede var på vej, men der er ingen tvivl om, at terrorangrebet har forstærket de bevægelser, « siger Guro Ødegård, forsker ved Institut for Samfundsforskning i Oslo.
Stigende tillid
Instituttet gennemførte en stor undersøgelse af det norske politiske engagement få uger efter terrorangrebet. Resultaterne var klare på to områder: For det første at der i alle aldersgrupper var stigende tillid til andre mennesker. Ikke til familie og venner, men til fremmede faktisk jo mere 'fremmede', jo bedre. For det andet, at mens 'de voksne' ikke havde markante udslag på det politiske var det blandt de unge meget stigende. Det fik ungdomspartierne også at mærke ikke mindst Arbeiderpartiets ungdomsfløj, der fik hele 6.000 flere medlemmer, men også Høyre, der fik omkring 3.000.
»Helt generelt har det vist sig langt nemmere at mobilisere de unge vælgere. Det viser valgresultatet også: Det tyder på, at det ikke så meget er, at f.eks. Høyre har stjålet stemmer fra FRP, men at det ikke er lykkedes FRP at få deres vælgere til at stemme,« siger Ødegård.
Og det gjorde Arbeiderpartiet. 411.000 hjemmebesøg har partiet aflagt på den kun tre uger lange valgkamp 42.000 flere end ved sidste valg og intet mindre end 969.000, efter 22. juli, endnu mere symbolladede røde roser er blevet omdelt. Men også på et andet punkt vandt de ved stemningen: Det blev en respektfuld og 'pæn' valgkamp. Måske lidt for pæn for Fremskrittspartiets leder Siv Jensen, der mistede en betydelig del af sin politiske potens ved, at 'indvandrerkortet' så oplagt ikke kunne spilles, uden at det kunne minde vælgerne om de ubehagelige overlap mellem partimedlemmers tidligere udtalelser og Anders Breiviks manifest. Det blev ikke spillet. Alligevel valgte en ud af tre af FRP's tidligere vælgere dem fra.
Men en neddæmpet debat vil altid ramme de mindre etablerede partier på fløjene, mener Johannes Bergh.
»De traditionelle partier behøver ikke at skille sig ud, men vinder på deres legitimitet og soliditet,« siger Johannes Bergh, der medgiver, at hvis høj valgdeltagelse er et mål, kan 'pæne' valgkampe ende med at blive et demokratisk problem.
»Al forskning viser, at jo højere et politisk konfliktniveau i en valgkamp, jo højere engagement fra vælgernes side.«
Anstændig borgerlighed
Hos partiet Venstre der bedst er at sammenligne med danske Radikale Venstre holder pæne mennesker, der har ført en pæn valgkamp, relativ pæn valgfest. Så der bliver først klappet af FRP's eklatante nederlag, da det på storskærmen viser sig, at Venstre denne aften bliver større end FRP i Oslo. Ude i rygeteltet er en ung aktivist ikke i tvivl:
»De er færdige som en vægtig stemme i norsk politik,« siger han med et smil.
Ali Esbati, analytiker hos den uafhængige tænketank Manifest, er ikke så sikker. Men han håber, at en 22. juli-effektkunne være nye alternativer på den borgerlige fløj.
»Det kan være, at det nu også i Norge er muligt at sælge et borgerligt liberalt projekt, der samtidig er åbent over for indvandring og arbejder mod diskrimination og islamofobi,« vurderer han.
Ali Esbati er svensk med iranske rødder nu bosat i Norge og en mangeårig markant stemme på den svenske venstrefløj. Og så var han på Utøya den dag for at tale til de unge om højrefløjen i Europa. Ali slap væk fra øen fysisk uskadt. Men oplevelsen og det efterfølgende forløb har også haft afgørende betydning for, hvordan han ser på sit nuværende land, Norge.
»Man skal passe på med at se alt i lyset af angrebet, men jeg mener, at der er en række 'post-Utøya'-dynamikker, der potentielt kan forandre tingene grundlæggende,« siger han. »Arbejderpartiet er i hvert fald kommet organisatorisk styrket ud af oplevelsen. Om det også vil betyde, at vi ser nogle nye bud på det socialdemokratiske projekt som sådan, bliver virkelig interessant at se,« siger Ali Esbati.
Venstrefløjsmomentum?
Og måske kan Utøya også levere en tiltrængt tænkepause for den socialistiske venstrefløj, der også fik et historisk ringe valg, ikke mindst SV, den norske pendant til SF, men også for det lille parti Rødt, der modsat sit danske søsterparti Enhedslisten ikke evnede at slå igennem hos vælgerne. Ali Esbati tror ikke at lussingen til SV bunder i, som det er blevet foreslået, at de blev opfattet som yderligtgående i en national krisetid.
»Tværtimod tror jeg, at de bliver opfattet som uinteressante og for udviskede i forhold til Arbeiderpartiet,« siger Ali Esbati, der håber, at den næste tid kan åbne for et stærkere formuleret venstrefløjsprojekt.
»Hidtil har det jo mere handlet om at stå sammen og vise fællesskab, men når det er tid til at gå videre, kunne venstrefløjen bruge dette som et vendepunkt og f.eks. turde formulere, at islamofobi er et virkeligt problem i Europa i dag og sætte klare grænser over for de fascistiske tendenser og alle typer diskrimination i vores samfund,« siger Ali Esbati.
Spørgsmålet er, om de effekter, som valgkampen og det efterfølgende valgresultat viste, også bliver varige. Goru Ødegård fortæller, at forskning i politisk deltagelse og følelse af fællesskab efter angrebet i USA den 11. september viste, at den blev øget i starten, men at det for de fleste aldersgrupper var tilbage til normalen allerede efter seks måneder. Men blandt de unge holdt det ved længere.
»Det tyder på, at sådanne effekter bliver mere permanente hos de helt unge 16-18-årige, fordi de ikke allerede er politisk formede.«
Men det kan i sig selv ændre et samfund på langt sigt, understreger hun. Når man i Norge nu taler om 'Utøya-generationen', giver det mening.
»Det var de helt unge, der blev formet af 9/11, der var så nemme at mobilisere stærkt i Obamas valgkampagne Og det fik jo varig betydning.«
'Hans' fortjeneste?
Fra de unge førstegangsvælgerne i skolegården over forskerne ved analyseinstituttet til det socialdemokratiske stortingsmedlem er det gennemgående: Man siger ikke hans navn. Det er 'ham', det er 'gerningsmanden', det er til nød 'ABB'. Man vil ikke lade ham gestalte sig. Men er det så ikke meget at give ham kredit for alle forandringer, der sker i det norske samfund, gode eller ej?
Jo, siger Ali Esbati. Det er vigtigt at holde tungen lige i munden og ikke overgøre terrorangrebets effekt.
»Men vi kan se det som en katalysator for ting, der allerede var på vej. Hvor meget de bider sig fast, kan vi ikke sige noget om. Men i bedste fald vil det få den effekt, at Norge ikke bevæger sig ned ad den vej, som en række andre lande, herunder Danmark, har oplevet,« siger Ali Esbati.
Hvis vi er rigtig heldige, er det vi nu ser i Norge nemlig ikke blot en effekt af den helt særligt voldsomme sommer, landet har haft, men et vink om nye toner i Europa, siger han.
»Man har jo lov at håbe.«
