Afghanistans præsident Hamid Karzai har længe været upopulær både blandt afghanerne og blandt sine vestlige støtter. Men han har været det mindste onde.
I sidste uge kom den britiske udviklingsminister Andrew Mitchell for skade at afsløre, at den britiske regering ser frem til Karzais afgang som præsident i 2014. Og det er ifølge Informations kilder en holdning, der deles af både den amerikanske og den danske regering.
Karzais afgang »forbedrer i meget afgørende grad Af-ghanistans politiske fremtidsudsigter,« hedder det i et fortroligt memorandum, som Mitchell ved en fejl kom til at vise pressen, da han forlod en regeringsbriefing i Downing Street 10.
En side af det kontroversielle memo, der bærer overskriften »Project Policy«, var fuldt synligt for de tilstedeværende fotografer, som skyndsomt tog en række billeder af den interessante tekst, der opfordrede de britiske regeringspolitikere til »både privat og offentligt at rose Karzai« for hans beslutning om ikke at søge genvalg, når hans embedsperiode udløber i 2014.
Den mindste onde
Andrew Mitchell forsøgte efterfølgende at nedtone betydningen af den britiske utilfredshed med Karzai og forklarede bl.a. til BBC, at den britiske regering udelukkende ønsker at rose Karzai for at respektere den afghanske forfatning, der kun giver præsidenten mulighed for at sidde i to perioder, hvilket Karzai allerede har gjort.
Men faktum er, at Storbritannien langtfra er den eneste koalitionspartner, der hellere ser præsidentens hæl end hans tå.
Uden for citat siger stort set samtlige vestlige diplomater i Kabul det samme. Efter snart ni års samarbejde med præsident Karzai konkluderer de, at den afghanske præsident mangler både viljen og evnen til at gøre op med den galopperende korruption, de politiske vennetjenester og landets magtfulde narkomafia.
Derudover beskrives Karzai som både lunefuld, irrationel og paranoid.
Ifølge Informations kilder har Karzais manglende lederevner været genstand for en række diskussioner mellem koalitionslande den seneste tid. Således har utilfredsheden med den afghanske præsident været oppe at vende både på et møde mellem forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) og hendes britiske kollega Liam Fox, samt da Lillelund Bech den 17. august var i Washington for at møde USA's nyudnævnte forsvarsmister, Leon Panetta.
I Forsvarsministeriet vil pressesekretær Nicholas Lundgard kun bekræfte, at ministeren »har diskuteret Afghanistan« med sine to kolleger. Selv ønsker ministeren ikke at kommentere Informations oplysninger.
Gammel mistillid
Utilfredsheden med Karzai er dog ikke ny, viser bl.a. af de 150.000 amerikanske ambassadeindberetninger, som er lækket via Wikileaks
I oktober 2008 refererer en indberetning fra den amerikanske ambassade i London til State Department i Washington, at den britiske regering er »dybt frustreret« over Karzai.
Og USA's egen utilfredshed med den afghanske præsident fremgår ligeledes af en række lækkede indberetninger.
I en indberetning fra den amerikanske ambassade i Kabul fra juli 2009 giver den daværende amerikanske ambassadør i Kabul, Karl W. Eikenberry, udtryk for sin uforblommede mening om Karzai.
Den afghanske præsident er »ude af stand til at forstå selv de mest grundliggende principper for statsopbygning,« skriver Eikenberry bl.a., blot få uger før Karzai bliver genvalgt.
»Hans fundamentale usikkerhed som leder står i modstrid med vores velmente bestræbelser på at se ham som en ansvarlig partner.«
Jagten er gået ind
Koalitionslandenes nyopståede interesse for Karzai er »meget naturlig,« siger Af-ghanistan-forsker Christian Bayer Tygesen fra Københavns Universitets Institut for Statskundskab. Han ser interessen som et udtryk for, at USA og dets allierede er gået i gang med at scanne Afghanistans politiske scene for en mulig arvtager.
Tygesen, der er ved at skrive ph.d. om Afghanistans politiske udvikling, understreger imidlertid, at det værste Vesten kan gøre er, at kaste sin kærlighed på en enkelt kandidat.
»Det vil være et dødfødt projekt fra starten,« siger Bayer, der netop er kommet hjem fra Afghanistan.
»Ingen afghansk præsident bliver valgt, hvis han på forhånd er stemplet som Vestens marionetdukke. Og det er koalitionslandene udmærket klar over.«
Det mest sandsynlige er derfor, at USA og dets allierede vil sørge for at holde sig på god fod med alle de kandidater, som kan ventes at stille op til valget i 2014, mener han.
Indtil videre er der ikke nogen klar udfordrer. Landets førende oppositionspolitiker Abdullah Abdullah, som var Karzais stærkeste rival ved valget i 2009, spås ikke mange chancer, da afghanerne opfatter ham som repræsentant for det tadsjikiske mindretal, selv om han også er halvt pashtunsk.
Og de andre præsidentkandidater fra valget i 2009 har ganske enkelt ikke tilstrækkelig opbakning til at vinde et valg.
Christian Bayer Tygesen mener, at præsident Karzai vil gøre alt for at sikre sin egen families politiske overlevelse.
»I Afghanistan er politik noget, der bliver i familien. Det vil ikke overraske mig, hvis Afghanistans næste præsident kommer fra Durani-stammen ligesom Karzai og såmænd også fra Karzais egen Popolzai-klan ja, måske endda fra hans egen familie,« siger Christian Bayer Tygesen.
Jamen, men, jeg forstår det ikke, Rasmussen (II) var da ellers så-å-å glad ...
... men det have han måske fået besked på at sige dengang ? Han er jo bare en sekretrær ...
Stor mand ingen prut - stor prut ingen mand...
Ghadaffi , Karzai m.m. korthuset falder! Amerikanerne og briterne har altid tyet til kanonbåds diplomati!
Skyder eller bomber man modstanderne så er det klart der kun er en kandidat.
Hvad blev der af den afghanske selvbestemmelse i de fantastiske demokratiske valg som det vilde vesten har indført?
....og de stakkels dumme dänen melder sig stadigvæk frivilligt under imperialismen faner!
Han skulle ikke har været genvalgt anden gang.
Han er ren katastrofer for den afghanske befolkning og for Afghanistans fremtids skyld.
Han holder hånden over korrupte og krigs-herre, som har begåede en masse dræbt på civile mennesker og undertrykt politiske modstander, der Mujahiddin kom på magten i Afghanistan. Det var efter Dr. Najibs regerings fald.
De krigs-herre, danner regering med Karzai som har en masse civile blod på hånden.