Analyse
Læsetid: 3 min.

Voksende afrikansk modstand mod Den Internationale Straffedomstol

Gaddafi er mere populær hos sine sydlige naboer end hos sine nordlige — det vanskeliggør både jagten på ham og udsigterne til engang at stille ham for en dommer
Udland
30. september 2011

Det var ikke let at få Libyens Muammar Gaddafi fjernet fra magten, men det kan blive endnu sværere at få ham retsforfulgt for forbrydelser begået i forbindelse med den libyske borgerkrig. Den største hindring kan vise sig at blive en beslutning truffet af Den Afrikanske Union — kontinentets pendant til EU — om, at unionens medlemslande skal afstå fra at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol i forbindelse med den arrestordre, der blev udstedt på Gaddafi i juni i år. AU's beslutning handler ikke kun om Gaddafi, men er det seneste udslag af en voksende afrikansk skepsis mod domstolen, der kan have vidtrækkende konsekvenser for forsøget på at etablere en international retsorden.

De afrikanske lande gik ellers tilbage i 1990'erne hånd i hånd med europæiske lande, herunder Danmark, med det formål at etablere en stærk og uafhængig permanent international straffedomstol.

Siden Senegal i 1999 som det første land i verden tiltrådte Rom-statutten — den traktat, der udstikker rammerne for Den Internationale Straffedomstol — har 31 afrikanske lande fulgt trop.

Det forhold, at afrikanske lande dermed udgør den største regionale blok af traktatlande, står dog i åbenlys modsætning til den voksende regionale modstand mod domstolen.

Udover Libyens (nu tidligere) statsleder Muammar Gaddafi har Den Afrikanske Union også undsagt arrestordren på Sudans præsident, Omar Bashir, der er mistænkt for folkemord i Darfur, og unionen protesterede højlydt mod udsigterne til, at en række prominente kenyanske politikere vil blive retsforfulgt i Haag.

Frygter at næste offer

Udadtil har Den Afrikanske Union med den kontroversielle formand Jean Ping i spidsen primært begrundet sin modstand med, at domstolens involvering udgør en væsentlig hindring for at skabe eller opretholde fred i de berørte lande. Sådanne betragtninger er ikke i alle tilfælde ganske urimelige, men sandheden om den afrikanske modstand mod Den Internationale Straffedomstol er mere kompliceret end som så.Mange af kontinentets ledere frygter efter arrestordrerne på Bashir og Gaddafi og tiltagene mod kenyanske magthavere, at de selv kan blive domstolens næste 'ofre'.

Den Internationale Straffedomstols tidligste sager, der vedrører forbrydelser begået i Uganda, Congo og Den Centralafrikanske Republik, blev hilst velkommen af kontinentets ledere. Disse sager blev iværksat efter anmodning fra de pågældende regeringer. Anklagemyndigheden valgte alene at fokusere på oprørsledere — selv om personer med tilknytning til regeringerne også formodes at stå bag alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

En nærliggende konklusion er altså, at man i afrikanske regeringskontorer er alt andet en begejstret for domstolens ændrede fokus, hvor international retsforfølgelse nu også handler om andet end at hjælpe regeringerne med at skaffe deres problemer af vejen.

Vestlig indblanding

Afrikas irritation over Den Internationale Straffedomstol er også relateret til en mere generel skepsis over for vestlig — særligt tidligere kolonimagters — indblanding i Afrikas forhold.

De afrikanske lande i FN's Sikkerhedsråd støttede oprindelig planen om at involvere domstolen i situationen i Libyen. Disse og andre afrikanske lande ændrede dog mening, da FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der tillod brugen af militær magt for at beskytte civile i landet, på et tidspunkt hvor Den Afrikanske Union med Sydafrika i spidsen arbejdede på sin egen ikke-militære løsning på konflikten.

Reaktionen på NATO's militære intervention hang sammen med en mere generel følelse af regional marginalisering. De afrikanske lande har meget begrænset indflydelse på arbejdet i FN's Sikkerhedsråd og domstolens virke. Storbritannien, Frankrig og andre permanente rådsmedlemmer har gang på gang givet Den Afrikanske Union den kolde skulder i forbindelse med forslag om, at rådet skulle bruge sit mandat til at sætte en stopper for Den Internationale Straffedomstols involvering i Sudan og sidenhen Kenya og Libyen.

Den kendsgerning, at domstolen hidtil alene har indledt efterforskninger i afrikanske lande, har bidraget til, at kontinentets ledere — i et vist omfang støttet af manden på gaden — betragter domstolen som et element af en imperialistisk verdensorden, hvor Vesten ønsker at kontrollere tidligere kolonier i Afrika.

Skulle de afrikanske lande vælge at gøre alvor af en trussel — som bl.a. Kenyas regering på det seneste har arbejdet på at realisere — om kollektivt at udtræde af samarbejdet omkring Den Internationale Straffedomstol, vil dette uden tvivl lede mange til at sætte spørgsmålstegn ved domstolens eksistensberettigelse. Den afrikanske skepsis mod domstolen er således ikke alene et problem for udsigterne til at holde Gaddafi ansvarlig, men også blandt de største udfordringer for etableringen af en stærk international retsorden.

Thomas Obel Hansen er ph.d. i jura og arbejder som konsulent med speciale i retslige anliggender i overgangssamfund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I Østafrika, hvor jeg bor, er menigmand meget, meget glade for ICC's arbejde! I Kenya blev tusinder dræbt under regerings- og oppositions inspirerede uroligheder under sidste valg, ca. 1.500.000 måtte flygte fra deres hjem, og ingen blev stillet til regnskab før ICC meldte sin ankomst. Der er lavet en undersøgelse, jeg ikke huske tallene på, men bredt er ICC utrolig populær hos menigmand i Kenya, hvor de "urørlige" nu står tiltalt i Haag, hvilket de aldrig havde drømt om, og muligvis står til lange fængselsdomme, som vil blive bredt bifaldet i Kenya.
Først herefter kan de mange skadelidte rejse erstatningskrav, for at få dækket et minimum af de tab, de har lidt.