Læsetid: 4 min.

Volden lurer lige om det næste hjørne

Bilkorteger i Ramallahs gader er støjende i disse dage, hvor hornene er i bund i håbet om en selvstændig palæstinensisk stat. Men støjen kan ikke skjule, at entusiasmen er til at overse og at bosættere på krigsstien kan ende i et voldsorgie
Der var mylder på gaden i Ramallah i går. Folk ønskede at markere deres fælles drøm om, at Palæstina skal blive land nummer 194 i FN.

Der var mylder på gaden i Ramallah i går. Folk ønskede at markere deres fælles drøm om, at Palæstina skal blive land nummer 194 i FN.

ABBAS MOMANI

21. september 2011

RAMALLAH – Det lyder imponerende, når bilkorteger tuder sig gennem Ramallahs gader i anledning af PA-præsident Mahmoud Abbas' FN-krav om et selvstændigt Palæstina. Men faktisk slipper Israel (og dermed USA) forholdsvis billigt, når palæstinensernes leder på fredag fremsætter sin andragende om anerkendelse som stat i New York, hvor FN's generalforsamling træder sammen.

Israel er kommet sent ud med forsøgene på at overtale USA og EU til at tale og true palæstinenserne fra at gennemføre det symbolske stunt. Og da det omsider dæmrede, at Abbas ikke lod sig rokke, besluttede premierminister Benjamin Netanyahu at tage til New York for at tale Israels sag fredag samme dag som Abbas går på talerstolen. Men løbet synes kørt: Palæstinenserne har med støtte fra arabiske allierede samlet et flertal på omkring 125 af de 193 medlemslande. På Al Manara, den centrale plads i Ramallah, er rejst en gigantisk stol-skulptur, der forkynder tallet 194 i skrigende rød maling. På fredag vil en storskærm på Arafat-pladsen i nærheden transmittere Abbas' tale i FN – alle sejl er sat til for at vinde en symbolsk sejr. Men næppe en sejr, der vil ændre på de faktisk forhold, hvilket de unge aktivister, Information talte med i går, da også godt ved. Og de kræver langt mere, end det Abbas beder om.

»Det for lidt, det, vi kræver nu,« sagde billedkunstneren Khaled Jarrar, der arbejder med et videoprojekt, hvor han spørger folk på gaden, hvilken fremtid de forestiller sig. »Og deres Palæstina er også mit Palæstina, nemlig hele Palæstina. Både Israel og Vestbredden-Gaza – det er min ønskestat. Og ikke det frimærke på 22 pcrocent, vi nu spørger om i FN. I mit Palæstina vil jøder, kristne og muslimer leve fredeligt og i harmoni, og ikke som i dag være underlagt et råt og racistisk system, hvor israelerne kontrollerer alt.«

Blot en fjerdedel

Khaled Jarrar synes typisk for atmosfæren blandt de unge aktivister på Vestbredden, der i går var præget af såvel vold som håb. I Nablus kom det til sammenstød mellem jødiske bosættere og palæstinsere, der endte med sårede på begge sider. I Ramallah, den palæstinensiske hovedby, havde PA (Den palæstinensiske myndighed) arrangeret flere demonstrationer til støtte for kravet om anerkendelse som selvstændig stat på de 22 pct. af det tidligere britiske mandatområde, der ikke var under israelsk kontrol, da den arabisk-israelske krig i 1948-49 resulterede i våbenstilstandslinjen, kendt som 1967-grænsen.

Den forkerte resolution

Står det til unge aktive i Ramallah, vil minimumskravet være anerkendelse af de 45 pct. af mandatområdet, der blev angivet i den såkaldte delingsplan fra 1947, vedtaget i den FN-resolution 181 i sikkerhedsrådet, som araberne sagde nej til, og som førte til Israels udråbelse i maj 1948 og den efterfølgende krig mod fem arabiske stater. Nu er Abbas og hans rådgivere i New York for på sin vis at rulle historien tilbage.

»Men i stedet for at gå efter en anerkendelse af 181 går Abbas efter at få anerkendt de stumper land, der blev tilbage efter 1967-krigen, og som kræves rømmet af Israel i FN-resolution 242. PA går simpelt hen efter den forkerte resolution,« sagde Mohamed Jeradat, en radio-og tv-producer, der fulgte demonstrationerne på Al Manara-pladsen i Ramallah. Eller rettere: Den kortege af tudende biler med vajende palæstinensiske flag og vinkende børn, der kørte gennem byen.

»Der er ikke stor folkelig tilslutning til Abbas og PA-selvstyret,« tilføjede Jaradat, »for ingen er blevet spurgt, om de synes, det er en god idé at søge anerkendelse af et landsområde, der kun vil sikre, at vi ikke kan tage til stranden (Vestbredden er lukket inde mellem Israel og Jordanfloden, red.). Folk føler, at Abbas og PA bare beslutter, og derefter beordrer folket til at støtte op om beslutningerne. Men de seneste tre-fire år er desillusionen med PA-styret vokset på grund af Abbas' eftergivenhed over for Israel og USA. Den har jo kun ført til flere bosættere. Og bosættere betyder vold. Det kan ende rigtigt galt på fredag.«

Smadrede biler

I går forsøgte jøder fra bosættelsen Beit El ('Guds Hus') at marchere ind i Ramallah for at statuere et eksempel på deres herredømme over det land, de hævder, Gud har foræret dem, men de blev dog stoppet af israelske soldater. Bosættere i området omkring Nablus blev ikke standset, da de gik til angreb på palæstinensiske demonstranter. Der blev skudt med et ukendt antal sårede som resultat. »Men heldigvis indtil nu uden dræbte,« som Mohamed Jaradat sagde.

Yderliggående bosættere har optrappet antallet af overfald på palæstinensere de seneste uger som led i den 'prisskilt'-politik, der har til formål at sabotere forhandlinger om aftaler, der munder ud i israelsk rømning af palæstinensisk område. »Lige nu er vejen mellem Ramallah og Nablus ikke sikker,« fortæller Yara Odeh, en yngre kvinde, der studerer på Betlehem Universitet. »Selv blev jeg overfaldet af bosættere, da jeg for et par uger siden – 5. september – kom kørende ad hovedvej 6 og passerede bosættelsen Shilo. Min bil og andre køretøjer fik vindspejl og sideruder smadret af maskerede mænd fra bosættelsen, mens israelske soldater bare så til. Da jeg råbte til dem om beskyttelse, svarede de, at 'vi kan kun håndtere en katastrofe ad gangen'. Deres 'katastrofe' var at få styr på det trafikkaos, overfaldene afstedkom.«

Yaras historie er en af tusinder de israelske medier har andre tusinder med omvendt fortegn. Historierne illustreres af brændende bildæk, oliventræer rykket op med rode og ødelagte afgrøder. »Bosætterne er altid særligt aktive i høsttiden,« konstaterede Khaled Jarrar.

»Det er ikke spontane hævnaktioner, men planlagt terrorisme.« Ifølge den højreorienterede hjemmeside 'Israel Today' er palæstinensiske gangsterbander ikke et hår bedre.

Men de er det dog i deres eget land. Indtil videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo dejligt at se så mange personer og lande bakker op om palæstinensernes rettigheder. Så mit håb er da at det har en effekt på fredsforhandlingsprocessen.

Som årene går ser det bare mere og mere ud til at idéen om en "Israeli-Palestinian Confederation" kunne være løsningen i stedet.

Trods det at jeg aldrig har set den nævnt i danske medier, så er fakta at der pt er opstillet 77 israelske og palæstinenske præsident-kandidater og ligeledes 358 i alt til parlamentet og at der afholdes et prøvevalg d. 12.-12.-2011.

Min påstand er at der er basis for en fredelig løsning af denne art i den brede befolkning, for alle drømmer om en løsning og fred.
Hvis man er nysgerrig kan man læse mere om det på ipconfederation.org.

Jonatan Moldrup

På én og samme tid er dette foruroligende, men ikke særlig "nyt" - her henviser jeg til USA's mulige veto.

Når Palæstina denne gang kommer med et så ydmygt forslag som at lade en fast landegrænse gå som i '67, så skulle dette give mulighed og håb om at der for en gangs skyld kan ske fremskridt på den front, endda holdbare fremskridt.

Usikkerheden komme dog ind, da man kigger på USA's mulighed for veto - deres tætte alliance med Israel vil formentlig igen lukke af for al kritik af den jødiske vold der bliver udøvet mod civile palæstinensere.

Det glæder mig derfor utrolig meget at Rusland har ytret sin opbakning til dette forslag, da dette vil kunne sende et signal om en ny tid, hvor Palæstina står alt andet end alene, og USA kan heller ikke længere underkende det internationale demokrati med veto-ret, da dette vil stille stor mistillid til FN og organisationens "demokratiske" processer.

Jeg håber nu blot at vi i det kolde nord vil give vores støtte til Palæstina og denne fredsproces, da vi ikke kan give støtte til terror mod en civil befolkning som ikke har gjort andet end at overleve utallige angreb fra Israel.

Det britiske LO kræver engelsk tilbagetrækning fra Afghanistan og Libyen, efter flertal i forbundet har vedtaget, at fordømme begge krige som forkerte.

Det britiske LO har ligeledes fordømt Knessets lov om forbud mod boycot af Israel, som det kalder anti-demokratisk, ligesom forbundet opfordrer den britiske regering til at anerkende staten Palæstina og arbejde for en fredelig løsning og retfærdighed for palæstinenserne.

http://stopwar.org.uk/index.php/united-kingdom/796-making-anti-war-histo...

Mon vi kommer til at se den danske fagbevægelse komme ind i kampen?