'Bæstets hoved er hugget af — men bæstet bevæger sig stadig'

SIDI BOUZID — Langs hovedgaden i den øde, landlige by, hvor den gnist, der tændte Tunesiens revolution, oprindeligt fængede, ser de forbipasserende på fortovet en ny slags demonstration defilere forbi.

Først triller en lastvogn af sted i lav fart. På ladet sidder en gruppe cirka 10-årige drenge og vifter med religiøse bannere og råber: »Gud er stor.«

Derefter kommer en flok på 100 til 200 mennesker, der råber: »Jeres Gud er blevet fornærmet. Kom ud og forsvar ham!«

Mænd leder processionen — nogle har lange fuldskæg, andre er klædt i jeans og læderjakker. Et par meter bag følger en halv snes tilslørede kvinder, også de med bannere.

De protesterer mod, at en tv-station har vist den prisbelønnede tegnefilm Persepolis, der fra en kvindes perspektiv beretter om Irans revolution i 1979.

Folkemængden råber op om »blasfemi«, og hvad deres beklagelser navnlig sigter til, er en sekvens i filmen, der fremstiller Gud som en gammel, skægget mand. Efter deres opfattelse forbyder islam sådanne afbildninger.

»Der har været protesteret hver dag i fem dage,« siger en kappeklædt advokat på trappen op til den lokale retsbygning.

»Men denne form for islamister (salafister, red.) er et klart mindretal i Tunesien. Alligevel skaber de en underlig atmosfære, der kan forstyrre valget.«

Sidi Bouzid — en lille, forsømt provinsflække i Tunesiens forarmede centralregion — er verdensberømt som arnestedet for Det Arabiske Forår. Den opstand, der blev til Jasminrevolutionen, begyndte, efter at Mohamed Bouazizi, en ung lokal gadesælger, 17. december satte ild til sig selv i protest mod politiets beslaglæggelse af den kærre, hvorfra han faldbød frugt og grønt — han døde senere af svære forbrændinger.

Kun en måned efter flygtede den herskende despot, Zine al-Abidine Ben Ali, fra landet.

Ét skridt ad gangen

En veritabel dominoeffekt fik borgerne i mange andre arabiske lande til at gå på gaden, og flere regimer begyndte at smuldre. På søndag, ni måneder efter dets folkelige revolution, bliver Tunesien det første af disse lande til at afholde sit første frie valg, den første demokratiske afstemning i Det Arabiske Forårs epoke.

Sidi Bouzid, der stadig er lammet af ulighed, arbejdsløshed og korruptionen fra det gamle regimes tid, kan blive en prøve på, hvad de lokale betegner som 'Tunesien ufærdige revolution'. Som valgdagen er rykket nærmere, afspejler byens nervøsitet og anspændte forventninger meget godt stemningen i det øvrige Tunesien. På samme måde som Sidi Bouzids demonstrationer mod Persepolisafspejler en bredere bevægelse af konservative muslimske protester inden for den forløbne uge. Sidste fredag måtte politiet affyre tåregas for at sprede hundredvis af demonstranter mod filmen i hovedstaden Tunis. Ejeren af tv-kanalen, Nessma tv, forsøgte at formilde de ophidsede gemytter ved at undskylde visningen af Persepolis, men en vred pøbel prøvede alligevel at benzinbombe og nedbrænde hans hus og tvang hans kone og børn til at flygte.

Tusindvis af tunesere afholdt søndag en moddemonstration i Tunis til støtte for tv-stationens ytringsfrihed og med paroler om, at det nye Tunesien skal være et sekulært, tolerant og åbent samfund. Ehnnada, et moderat islamistisk parti, der spås den største tilslutning i stemmeurnerne, fordømte angrebene på Nessma tv, men kaldte også visningen af filmen for en provokation.

»Alt det her postyr har forbitret stemningen. Folk frygter, at det kan destabilisere landet netop, som det skal til stemme,« siger en fagforeningsmand.

Efter over 50 års overvejende 'etparti' styre skal tuneserne nu vælge iblandt en forvirrende vifte af over 100 nye partier og snesevis af uafhængige kandidater — en veritabel alfabetsuppe af politiske grupperinger, der er blevet sammenlignet med den kortvarige eksplosion af nye partier i Spanien efter Francos død. Den nye nationalforsamlings rolle bliver at udarbejde en ny forfatning. Dette vil tage mindst et år. Først derefter vil der blive holdt egentlige parlaments- og præsidentvalg. Tunesien ønsker at gennemføre sin overgang til demokrati ét skridt ad gangen.

Bag Sidi Bouzids hovedgade i de støvede baggyder må mange familier leve for, hvad der svarer til 750 kr. om måneden. Her er muldyr, der trækker kærrer, og barfodede børn, der leger, og flere familier er stimlet udenfor, mens 12 kampagnearbejdere fra Ehnnada, iført hvide jakker med partiets logo, går fra dør til dør med stakke af brochurer. Partiets lokale kandidater spænder fra en narkoselæge, som er hjemvendt fra Saudi-Arabien, til en kvindelig gymnasielærer i arabisk.

Velorganiseret, ressourcestærkt og velbemandet forventes partiet, som var forbudt og blev forfulgt under Ben Ali, at opnå en historisk sejr med den største andel af stemmerne. Men et sindrigt proportionalt repræsentationssystem betyder, at uanset antallet af afgivne stemmer, vil intet enkeltparti kunne parti vinde et absolut flertal eller dominere forsamlingen. Systemet er indført med velberåd hu, for efter 23 år med Ben Alis despotisme frygter Tunesien, at en eller anden ny politisk gruppe skal sætte sig på den politiske proces i landets delikate overgangsfase.

»Dette valg er en god ting,« siger en grønthandler i 50'erne, som skubber en sparsomt læsset salgsvogn af samme slags som den, der udløste revolutionen, foran sig: »Men vi må ikke smide vores revolution væk. Vi er nødt til at sikre, at der sker reelle forandringer i folks liv. Ligesom en masse andre mennesker, har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvem jeg vil stemme på.«

Dagliglivets elendighed

Vælgerne er skeptiske over for de utallige politiske partier og deres mange løfter. Mange frygter, at politikerne hellere vil koncentrere sig om at forfølge deres egeninteresser, eller at de vil blive viklet ind i den korruptionskultur og personkult, der tidligere har grebet Tunesien.

Vælgerne ønsker en konkret handling i forhold til arbejdsløshed, fattigdom, ulighed og korruption, men Nationalforsamlingen skal først udarbejde de juridiske rammer for den nye stat. En Ehnnada-kandidat siger: »Folk siger til os: 'Vi ønsker job, vi vil have en fremtid, vi vil have, at vores problemer bliver løst.' Vi forsøger at forklare, at det, vi bliver valgt til, i første omgang er at skrive en forfatning. Vi kan ikke love dem månen.«

Gennem støvet kører en lille bil med en højttaler lemfældigt fastgjort til taget. Den udbasunerer slagord for det nystiftede Tunesiske Arbejderparti, PTT. I Sidi Bouzid har partiet, der også kan blive blandt de større, som spidskandidat Abdessalem Nciri, en juraprofessor fra Tunis, der er vendt tilbage til sin hjemegn for at hjælpe revolutionen.

»Den her revolution er bestemt ikke fuldført,« siger han: »Hverdagen har på mange måder ændret sig til det værre. Siden januar er arbejdsløsheden kun steget, og nogle steder er den blevet fordoblet.«

Overstrøet med revolutionsgraffiti, der hylder revolutionens 'martyrer' og formaner Tunesiens unge med paroler som 'Giv aldrig op!', er ledigheden i Sidi Bouzid blandt de værste i landet. Omkring 45 procent af byens færdiguddannede kvinder er arbejdsløse. Med sin beliggenhed langt fra den gyldne turistkyst har Sidi Bouzid endnu til gode at slå mønt af sin særlige status som Det Arabiske Forårs vugge, for som en fagforeningsmand siger: »Megen af dagliglivets elendighed har ikke ændret sig siden Ben Alis fald.«

Selv familien til martyren Bouazizi er flyttet herfra.

»Symbolerne på vores revolution er blevet kapret af andre,« siger en advokat.

I retsbygningen advarer formanden for Sidi Bouzids advokatforening, Jilani Dhai, om, at Ben Alis bureaukrater, der ikke udviser nogen anger, og det notorisk brutale politi fortsat er på plads, at retssystemet stadig er faretruende partisk, at tortur fremdeles finder sted, og uskyldige mennesker endnu risikerer fængsel. I sidste uge stod en gruppe advokater frem i Tunis med, hvad de hævdede var beviser for, at torturen i politiets varetægt er fortsat efter revolutionen. Dhai siger, at flere korrupte embedsmænd, herunder dommere, endda er blevet forfremmet siden revolutionen.

»Om noget er der sket en stigning i korruptionen, fordi der har bredt sig en følelse af straffrihed. Ben Ali er væk, men hans system fortsætter. De samme mennesker er på plads. Bæstets hoved er hugget af, men bæstet bevæger sig stadig. Hvem har overtaget dets hoved? Hvad er det, som stadig får bæstet til at bevæge sig? Det er spørgsmålet.«

Ingen forandringer

Dhai og andre advokater er bekymrede over, at en gruppe unge fra Sidi Bouzid i sidste uge kom i retten for at 'have fornærmet politiet' — de havde klaget over at være blevet udsat for politivold.

»Et samfund, der har levet under despoti i 23 år kan ikke blive et demokrati på en dag,« siger Ammar Chebb, Sidi Bouzid nye statsanklager. »Der brug for mentalitetsændringer: Folk er nødt til at blive mere demokratiske i deres hoveder.«

I det storladne hovedkvarter hos Ben Alis nu ulovlige RCD-parti, der for længst er blevet udplyndret og dekoreret med graffiti, står to soldater på vagt bag pigtråd.

Disse kontorer huser i dag Tunesiens nye valgnævn, der ledes af Bouderbala Nciri, en læge, som siger: »Det er meget symbolsk at være her: Dette var et sted for valgsvindel, vi ønsker at gøre det til et sted for gennemsigtighed.«

Tidligere var Tunesien berygtet for sine manipulerede valg. Af den liste på 7 millioner potentielle vælgere, som indenrigsministeriet oprindeligt stillede til rådighed efter revolutionen, var de to en halv millioner døde, siger en valgembedsmand. »I gamle dage var det kun døde mennesker, som stemte i Tunesien.«

Siddende i sit kontor imens han gennembladrer sager om ofre for politibrutalitet under revolutionen — udstukne øjne, tåregassår, lemlæstelse efter slag med knipler, sukker advokaten Khaled Aouainia: »Med disse valg bliver Tunesien et friluftslaboratorium for hele Den Arabiske Verden. Kommer det ikke til at fungere, og oplever folk ikke at se reelle forandringer og et reelt ophør for det gamle system, vil der komme en ny opstand.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen