Døm dem ikke på parolerne

Regner de virkelig med, at de kan nedlægge kapitalismen? Er de så naive, at de tror, at lidt camping vil føre til regulering af finanskapitalen? Er de overhovedet enige om noget som helst? Og gider de så lige at fortælle, hvad alternativet er?

Man skal ikke søge længe efter tvivlende og til tider nedladende udlægninger af Occupy Wall Street-bevægelsens mål, midler og evne til at skabe politisk forandring. Men spørgsmålet er, om det alene er en bevægelses evne til at få virkeliggjort parolerne på papskiltene, der er kriteriet for dens succes. Ikke ifølge Chris Holmsted Larsen, forsker ved RUC i bl.a. protestbevægelser. Der er gennem historien mange eksempler på, at protestbevægelser har haft stor betydning for eftertiden, selv om de ikke nåede de mål, de stræbte efter.

»Fredsbevægelsen havde en gennemslagskraft, fordi den et godt stykke hen ad vejen havde succes med at sælge et bestemt billede af Den Kolde Krig, og hvis vi kigger på modstanden mod atomkraft i dag, er den ganske voldsom.«

Så selv om hverken atomkraft eller krig er afskaffet, har bevægelserne formået at påvirke den politiske dagsorden. »Bevægelsers legitimitet er ofte, at de formår at sætte fokus på en problematik. Og alene det at nå frem til, at det bliver opfattet som en problematik, er første skridt til at gøre det til et politisk spørgsmål,« siger Chris Holmsted Larsen.

Italesættelsen

Silas Harrebye er ph.d.-studerende i sociale bevægelser og kreativ aktivisme og for nylig hjemvendt fra New York, hvor han har fulgt OWS-bevægelsens begyndelse. Han er af samme opfattelse:

»Det er en succes i sig selv at få rejst en kritik af nogle af de mekanismer, som er afgørende for, at det kapitalistiske system kan fungere. Den kritik har givet genlyd verden over og kan måske blive mere konkret med tiden, f.eks. i form af krav om mere regulering af den finansielle sektor,« siger han.

Chris Holmsted Larsen peger både på bz-bevægelsen og Vietnam-bevægelserne som eksempler på dagsordensættende bevægelser, der på papiret ikke 'sejrede'. Men bz'erne formåede faktisk at sætte fokus på manglen på ungdomsboliger i København og den uhensigtsmæssige saneringspolitik.

»Vietnam-bevægelsernes idealiserede mål var at stoppe krigen. Det var så ikke umiddelbart muligt, men det lykkedes faktisk at sætte krigen øverst på den udenrigspolitiske dagsorden, således at det blev diskuteret som et problem fra politisk hold.«

Derfor kan en protestbevægelses succeskriterium lige så vel være, om den evner at gøre et spørgsmål til noget, man forholder sig til og opfatter som et problem. Når først det er gjort til et problem, er der ikke langt til den politiske dagsorden. Det gør sig f.eks. gældende for homo-bevægelsen.

»Det bliver mere normalt at være homoseksuel, når der er mange, der taler om det, og derfor er der flere, der springer ud. Og når der er flere, der springer ud, er der flere, som kender til en homoseksuel, og så er det ikke længere så farligt. Når det sker, er der ikke så langt til, at man også tør stemme på nogen, som går ind for at ændre loven for f.eks. homo-ægteskaber,« siger Silas Harrebye.

1 procent mod 99

På samme måde er kritikken af det finansielle system jo ikke ny. Men hvor den hidtil har været formuleret kompliceret og drevet af få, har den med Occupys '1 procent mod 99' fået de mange til at anse det som et problem, siger venstrefløjshistoriker Morten Thing.

»Og på grund af de kommunikationsmuligheder, der er i dag med de sociale medier, kan man nå ud til dem, der ikke i forvejen var interesserede. På den måde er Occupy-bevægelsen også et eksempel på en ny type bevægelse, der kan tage maden ud af munden på de organiserede,« vurderer han.

Men mens Occupy-bevægelsen er ny i sine kommunikationsformer, følger den en historisk set velafprøvet vej.

»Den afspejler en særlig trend, der viser sig op gennem historien, hvor spontane oprør ikke alene får stor indvirkning på den måde, vi tænker, men også danner grund for mere organiserede former,« fortæller Morten Thing, der fremhæver, at det jo ikke var arbejderbevægelsen, der opfandt strejken.

»Det startede også som spontane protester, og fagbevægelsen overtog den utilfredshed, som jo er et stærkt våben, og satte den i organiserede former,« fortæller Morgen Thing.

Men at måle effekten af en protestbevægelse er ofte kompliceret.

»Der er jo ofte først i eftertiden, man ser, hvilken betydning protestbevægelser har haft, mens vurderingen af dem i samtiden ofte politiseres i den forstand, at de bliver bedømt meget negativt eller ligefrem latterliggjort,« siger Chris Holmsted Larsen.

Når bevægelsen har et konkret krav, er det let at måle, om den har haft succes, medgiver Silas Harrebye.

»Når det gælder bevægelser, som i højere grad går ud på at ændre folks opfattelse eller en kultur, skal man ind og lave en analyse, hvor man ser på det historisk,« siger Silas Harrebye.

Nogle af dem, der har været med i store, nu mindre fremtrædende bevægelser, ser dog en klar effekt. Kenneth Haar var med til at starte den danske del af antiglobaliseringsbevægelsen, der bla. i form af Attac fik stor opbakning omkring årtusindskiftet. Et af bevægelsens store mål var en indførelse af Tobin-skatten — en skat på valutatransaktioner, som ifølge Kenneth Haar skulle »lægge en dæmper på de store kortsigtede investeringer på finansmarkedet og derigennem skabe stabilitet.«

»Som 00'erne er gået, har den gået sin store sejrsgang. For ti år siden havde vi måske en pæn folkelig opbakning, men fra politisk side var døren lukket. I dag er Merkel, Sarkozy og EU-kommissionen begyndt at tale om en skat på finanstransaktioner som noget, der er inden for rækkevidde.« Kenneth Haar mener selv, det skyldes Attac-bevægelsens arbejde. »Det vil jeg tilskrive Attac-bevægelsen. Vi satte en proces i gang, som er blevet ved med at være der. Men det skyldes nok også, at vi i modsætning til dengang nu har en finanskrise, der gør ondt på os selv.«

Nyt rum

Men det er ikke kun i forhold til en bevægelses konkrete kritikpunkter, at den kan skabe varig forandring. Den kan også udvide det demokratiske rum for kritik og debat. Og det er netop Occupys mål, siger Silas Harrebye:

»Occupy-bevægelsen handler i lige så høj grad om, hvilke betingelser vi har for at deltage og få medbestemmelse i vores demokrati, som det handler om at demonstrere imod det kapitalistiske system.«

Morten Thing er enig: »Vi skal ikke dømme dem på parolerne — de kan jo og er ofte være uindløselige, som da vi i 1968 skrev, at vi ville have 'et nyt samfund nu!'. Men man kunne jo forestille sig, at de ansvarlige politiske partier faktisk lytter og gør noget på de konkrete kritikpunkter, som der er,« siger Morten Thing.

Det er helt nødvendigt, mener han:

»At det var de unge, der drev 68-oprøret bundede jo i, at bevægelsen kæmpede for etablere ungdommen som en social kategori. At det er unge, der i dag protesterer i Sydeuropa, er nok desværre i højere grad koblet til ungdomsarbejdsløsheden. Hvor vi var drevet af forestillingen om, at verden kun kunne udvide sig, er de unge i dag drevet af en forståelig fornemmelse af, at alt bare snævrer ind,« siger Morten Thing.