Selv dommere frygter Pakistans blasfemilove

Så kommer han – måske – alligevel til at dingle for enden af et reb? Sådan kunne det se ud, efter at en pakistansk dommer for en uge siden dømte dommer Mumtaz Qadri til døden ved hængning for mordet på Punjabs guvernør, Salmaan Taseer. Men Quadri, som skulle forestille at være livvagt for den mand, han i stedet udså sig som mordoffer, smilte blot, da dommen faldt, og takkede Gud. »Min drøm er gået i opfyldelse,« skal han have sagt.

Det var en forudsigelig teatralsk gestus fra Qadri, en forhenværende nullitet, der myrdede guvernør Taseer på den mest kujonagtige måde – ved at skyde ham 27 gange i ryggen – og som lige siden har svælget i sin blodbesudlede berømmelse. Ulykkeligvis var reaktionen på gaden udenfor lige så forudsigelig.

Tæt på retssalen i Rawalpindi angreb en flok vrede unge mænd et monument for den tidligere premierminister Benazir Bhutto, og skamferede hendes statueansigt på det selv samme sted, hvor hun blev myrdet ved et selvmordsangreb i 2007. Samtidig i den sydlige millionby Lahore fór turbanklædte mænd med lange stave hærgende gennem den gamle Anarkali-basar og pryglede hver en sælger, der nægtede at lukke sin bod i sympati med Qadri.

Imens er islamiske gejstlige ved at iscenesætte endnu flere protesterne: Gamle mænd med bløde håndflader, knastørt tørt skæg og bister mine fremsætter udtalelser, som begræder dommen. »Qadri var en god muslim, insisterer de, og Taseer fik kun hvad han fortjente.« Guvernøren havde fornærmet dem ved at anbefale reformer af Pakistans antikverede blasfemilov. I særlig grad hadede de ham for hans forsvar Aasia Bibi, en kristen mor til fem, der i henhold til samme lov blev dømt til døden i november sidste år. »Han fortjente at dø«, siger de.

Taseers kone og børn derimod var tavse. De blev hjemme med helt andre bekymringer: Tassers 27-årige søn blev bortført i august, da han cruisede gennem Lahore i en Mercedes-sportsvogn, hans fars gamle bil. Rygtet vil vide, at han tilbageholdes i de golde stammeområder i Waziristan. Om hans bortførere er religiøse ekstremister, almindelige kriminelle eller begge dele forbliver uklart.

Familien forsøger også at komme til hægterne oven en systematisk karakterdrabskampagne. Da Taseer stadig var i live, cirkulerede islamistiske aktivister private billeder af hans børn taget fra deres Facebook-sider, der viste dem engageret i forskellige forkastelige aktivitet såsom at være sammen med deres kærester og svømme i en swimming pool. Efter mordet på Taseer luftede Qadris advokater påstande om hans sexliv, drikkevaner og angivelige smag svinekød – beviser, sagde de, på en udsvævende og lastefuld livsform, der legitimerede det koldblodige mord.

Dette usmagelige skuespil er i et vist omfang produkt et dybfølt ressentiment over Pakistans sociale kløft. Taseer-familien bebor en forgyldt boble som medlemmer af den lille elite, hvis vestlige livsstil løbende dokumenteres i glittede billedblade om de kendte. Faktisk ejer Taseer-familien selv et af de mest populære af disse. Men det udspringer også af en dybere ideologisk krise.

I teorien er Pakistan et land, hvor alle trosretninger og etniske grupper er velkomne. I praksis viser det sig at være alt andet. Spørg bare Faryal Bhatti, en teenage-pige, der for nylig blev bortvist fra skolen for at have gjort sig skyldig i den forbrydelse at stave forkert.

Sidste torsdag var den 13-årige kristne pige oppe til en eksamen i skriftlig urdu, som omfattede et digt om profeten Muhammed, da hun glemte at sætte en prik på ordet naat (en hengiven hymne til profeten), hvorved der i dette alfabets notation uheldigvis kom til at stå lanaat – forbandelse. Da han konstaterede denne fejl, skældte hendes lærer hende huden fuld, slog hende og indberettede sagen til skolens rektor. Nyheden opflammede snart hele hendes samfund i Havelian, 40 km nord for Islamabad.

Mullaherne rasede mod Bhatti i deres prædikener, en skolekommission blev i al hast nedsat for at undersøge sagen. Bhatti blev bortvist, hendes mor, en statsansat sygeplejerske, blev forvist til en anden by, og hele familien har siden måtte flygte fra Havelian af frygt for deres liv. Alt sammen på grund af en manglende prik.

Hvordan skal man forklare den slags galskab? I nogle dele af Pakistan har Taseers død bidraget til at skabe en mccarthyistisk atmosfære, hvor ingen ønsker at blive set som blødagtig over for blasfemi. Men der er også en dybere grund. Betingelsesløs hengivenhed over for profeten Muhammed er central for troen hos barelvi-sunnimuslimer, der udgør hovedparten af pakistanske muslimer. Selv den mindste antydning af fornærmelse mod profeten kan oppiske febrilsk vrede.

Det centrale problem er i virkeligheden, at furoren over ’blasfemi’ udstiller skrøbeligheden i den pakistanske statskonstruktion – ideologisk, juridisk og sikkerhedsmæssigt. Den hyppige sammenblanding af religion og politik har længe plaget Pakistan, men i løbet af de seneste 30 år giften i denne cocktail blevet forstærket ved hærens politik med at fremelske og understøtte ekstremistgrupper – og dermed mænd som Qadri, der tror de har ret til at dræbe i Guds navn.

I mellemtiden udviser præsident Asif Ali Zardari et fatalt manglende lederskab, når det gælder om at reformere blasfemiloven. Faktisk har dens kujonagtige ministre lagt stor afstand til bare den mindste antydning af forandring. Og de få, som vover at stå op for sande retsstatsprincipper, lever i stadig frygt for næste attentat i Qadri-stil.

Taseers drabsmand bliver næppe hængt i nogen nær fremtid. En langvarig appelproces er netop begyndt, og Zardari-regeringen har indført uofficielt moratorium for dødsstraf. Sandheden er muligvis, at den dommer, der dømte ham, Pervez Ali Shah, svæver i større livsfare.

Dommere, som dømmer ’forkert’ i blasfemisager står over for enorme farer i Pakistan. I 1997 brød ekstremister ind i gemakkerne hos en landsdommer, der havde frikendt en anklaget gudsbespotter tre år tidligere, og skød og dræbte ham. Dommer Shah har grund til at frygte en gentagelse.

Journalister, der dækkede domfældelsen over Qadri sidste bemærkede, at dommeren diskret forlod retssalen via bagdøren. Han ved, han er en mærket mand. Nu vil kun fremtidtiden vil vise, om den kompromitterede pakistanske stat kan stå op for i det mindste én god mand.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen