Læsetid: 7 min.

Europa havde sit eget hemmelige fangeprogram

Flere europæiske efterretningstjenester var involveret i illegale fangetransporter og tortur længe før den 11. september 2001, hævder ny rapport
Djamel Beghal havde sin gang i Finsbury Park-moskeen, der tidligere var kendt som samlingssted for radikale islamister.

Djamel Beghal havde sin gang i Finsbury Park-moskeen, der tidligere var kendt som samlingssted for radikale islamister.

NICOLAS ASFOURI

17. oktober 2011

LONDON — Europæiske efterretningstjenesters kendskab til og involvering i CIA-fangetransporter og tortur i tredjelande efter den 11. september 2001 er efterhånden veldokumenteret. Men allerede inden det spektakulære terrorangreb mod USA, der bevirkede, at »fløjlshandskerne blev taget af«, var flere europæiske efterretningstjenester vidende om — og ifølge ofrene medvirkende til — den kontroversielle praksis.

Det påstår den britiske organisation Cageprisoners, der i sidste uge fremlagde en ny, opsigtsvækkende rapport om den 46-årige fransk-algeriske islamist Djamel Beghal som bevis.

Beghal blev arresteret over en måned før 11. september — den 29. juli 2001 — i Abu Dhabi, hvor han mellemlandede på en rejse fra Pakistan til Marokko. Den dengang 36-årige mand blev ifølge eget udsagn og en senere fransk lægeundersøgelse udsat for tortur under et to måneder langt, hemmeligt fængselsophold der endte med, at han med et militært fly blev overført til retsforfølgelse i Frankrig.

Både amerikanske, franske og britiske efterretningsfolk deltog i afhøringerne og var medvirkende til eller vidende om torturen, beretter Cageprisoners.

»Efter 11. september blev det hele mere systematisk og officielt, men det foregik også før, blot på en mindre systematisk måde,« siger Arnaud Mafille, fagmedarbejder på rapporten, til Information.

Han nævner en anden sag om den i England bosatte marokkaner Farid Hilali, der allerede i 1999 blev fængslet i De Forenede Arabiske Emirater og ligeledes hævder at være blevet tortureret og udspurgt af bl.a. britiske efterretningsfolk, inden han blev transporteret videre til mere tortur i hjemlandet Marokko.

Mens det længe har været kendt, at USA inden 11. september benyttede sig af fangetransporter — ifølge daværende CIA-direktør George Tenets vidneudsagn til 9/11-Kommissionen havde der før 11. september-angrebene fundet flere end 80 fangetransporter sted — er det nyt, at USA's europæiske allierede var involveret. De har selv efter 11. september benægtet viden om og medvirken til praksissen.

Men ifølge Human Rights Watch-researcher Judith Sunderlands rapport »Preemptive Justice« (Forebyggende Retfærdighed) havde især franskmændene, der i 2005 oplevede en bølge af terrorangreb — herunder en bombesprænging, der dræbte 10 personer på metrostationen Saint Michel — anvendt en aggressiv forebyggelsesstrategi.

»Allerede før 11. september, hvor kampen mod islamisk terrorisme blev en international prioritet efter 2001-angrebene i USA, havde Frankrig etableret det formentlig mest avancerede antiterrorprogram i Europa,« skriver hun i rapporten.

Netop oplysningen om, at også de europæiske efterretningstjenester var involveret i lyssky fangetransporter til torturstater inden 11. september er vigtig, mener forfatter og tidligere udlandsredaktør på The Guardian Victoria Brittain, der var ordstyrer ved præsentationen af Cageprisoners-rapporten.

»Det vigtige i denne rapport er, at episoden foregik før 11. september. Vi har en tendens til at tro, at krigen mod terror startede med 11. september, men efterretningstjenesterne var allerede ude med fiskenettet efter ambassadeangrebene i Østafrika og angrebet på USS Cole i henholdsvis 1998 og 2000. Jeg bruger bevidst ordet 'fiskenet' som et billede på, at de fangede alle mulige småfisk, som intet havde med al-Qaeda at gøre,« siger hun.

Beghal-sagen

Selve sagen om algerieren Djamel Beghal er broget. I årene inden han blev fængslet i Abu Dhabi, flyttede han først fra Frankrig — hvor han havde opnået statsborgerskab og var kendt som en aktiv prædikant — til Leicester i Storbritannien. Og i 2000 flyttede han med sin franske kone og deres tre børn til Af- ghanistan, angiveligt fordi de ville bo i et muslimsk land.

Under opholdet i England kom han i den radikale Finsbury Park Moské i London, og han var ifølge flere vidner medlem af den militante egyptiske gruppe Takfir-Wal-Hijra (Udstødelse og Fordrivelse, red.), som har forbindelser til al-Qaeda.

Dette benægter han dog selv. Derimod har han indrømmet medvirken til bortførelsen af fire britiske børn til Algeriet — som var faderens hjemland. Han hævder dog, at han troede, han blot hjalp faderen med at tage dem med til Disneyland i Paris. Blandt andet på grund af denne sag kom han i efterretningstjenesternes søgelys.

I 2005 blev han kendt skyldig ved retten i Paris for planlægning af et bombeangreb på den amerikanske ambassade i Paris og idømt 10 års fængsel.

Det kontroversielle ved Beghal-sagen — og det, som har fået bl.a. Human Rights Watch til at gå ind i den — er, at domfældelsen i Paris stort set byggede på Beghals egne udtalelser og tilståelser, som var fremkommet under tortur i De Forenede Arabiske Emirater.

»Human Rights Watch tager ikke stilling til, om Djamel Beghal er skyldig eller uskyldig i alle eller nogle af anklagerne imod ham. Vi sætter spørgsmålstegn ved de procedurer, der blev brugt til at dømme ham, især brugen af torturbeviser,« specificerer Judith Sunderland i en mail til Information.

Cageprisoners-rapporten — der bl.a. bygger på et interview med Djamel Beghal, der fastholder sin uskyld — gennemgår en lang række torturmetoder brugt under forhørene, herunder voldtægt, berøvelse af søvn og mad, ekstreme temperaturer, negleafrivning, ydmygelser, stresspositioner m.fl.

Franskmændene benægter ikke, at de var klar over, at Beghal var blevet fængslet og blev afhørt i Abu Dhabi, eller at undersøgelsesdommer Bruguiére rejste til De Forenede Arabiske Emirater for selv at afhøre Beghal. Han talte imidlertid aldrig med den fængslede og modtog i stedet en underskrevet tilståelse.

Ifølge Beghal blev han under sit ophold i De Forenede Arabiske Emirater også afhørt og tæsket af en britisk agent, men det er ikke bekræftet af andre kilder. Mafille påpeger dog, at flere britiske muslimer sidenhen er blevet fængslet på basis af oplysninger, Beghal gav i Abu Dhabi.

I rapporten fra Cageprisoners fortæller Djamel Beghal om mødet med den britiske afhøringsofficer.

»Jeg kan ikke sige helt præcist, hvornår briten dukkede op, men jeg tror, han for alvor kom på banen på den 10. dag. Jeg tror, han var der fra de første dage uden at gribe ind. Da det blev hans tur, afhørte han mig en masse om Afghanistan og mig selv, men primært om velkendte muslimske personligheder i London.«

Fransk torturkendskab

Franskmændenes viden om torturen af Beghal står imidlertid ikke til diskussion. Den franske undersøgelsesdommer bestilte selv en lægeundersøgelse af Beghal, efter han var blevet afleveret i Paris den 1. oktober 2001. Beghal blev ført direkte til forhør efter ankomsten.

»På dette tidspunkt nægtede Beghal, at der var en plan om at udføre et terror- angreb på amerikanske interesser i Frankrig. Han fortalte undersøgelsesdommeren om forholdene og behandlingen under sit fængsels- ophold i De Forenede Arabiske Emirater. Den retsmedicinske undersøgelse, som var beordret af undersøgelsesdommeren umiddelbart efter forhøret, afslørede spor af den form for behandling, som Beghal rapporterede — for eksempel et blåt mærke på hans venstre arm såvel som mærker på hans ankel og fodsåler og en let hævelse af en tå på venstre fod — og lægen noterede en 'posttraumatisk effekt af de påståede begivenheder',« skriver Judith Sunderland i rapporten.

Det franske retsvæsen valgte ikke desto mindre at bruge Beghals tilståelse og udtalelser fra forhørene i Abu Dhabi ved den efterfølgende retssag. En appeldomstol stadfæstede i december 2005 dommen på de 10 års fængsel, på trods af at dommeren besluttede, at vidneudsagnene fra Abu Dhabi ikke kunne bruges mod Beghal, fordi de var fremkommet »under forhold, der ikke er forenelige med tiltaltes rettigheder«, og på trods af at det »eneste effektive bevis for en plan om at angribe amerikanske interesser i Paris er vidneudsagnet fra Abu Dhabi«, skriver Sunderland.

Appeldomstolen besluttede ikke desto mindre, at Beghals deltagelse »i en meget radikal islamistisk bevægelse, som blev støttet af al-Qaeda, hvis målsætning er at destabilisere vestlige regimer, der støtter USA og Israel, er bevist«, fortsætter hun.

I et hemmeligstemplet dokument frigivet af Wiki- leaks fra den 9. maj 2005 erkender den franske terrorismedommer Jean-Francois Ricard over for den amerikanske diplomat Poloffs, at bevismaterialet i Beghal-sagen var uhyre tyndt.

»Han (dommer Jean-Francois Ricard, red.) sagde, at hans kontor var markant afhængigt af sit ry i det franske retssystem, som har tendens til at lade tvivlen komme undersøgelsesdommere i terrorsager til gode. (Som eksempel henviste Ricard til, at beviset mod den nyligt dømte Djamel Beghal og hans medskyldige, der var anklaget for planer om at bombe den amerikanske ambassade, normalt ikke ville være tilstrækkeligt til at dømme dem, men han mente, at hans kontor fik succes på grund af sit omdømme),« står der i dokumentet.

Beghals forsvarsadvokat gav i et interview i 2008 udtryk for dyb frustration over sagen.

»Vi har stået i den situation, at vi skulle bevise Beghals uskyld — bevisbyrden var altså omvendt, og det var umuligt, (...) der var en stor mængde oplysninger, som skulle sandsynliggøre, at han kunne udføre et terrorangreb engang i fremtiden,« sagde han til Human Rights Watch.

Arnaud Mafille mener ligeledes, at der ikke var nogle »væsentlige beviser for en sammensværgelse« — og han vil ikke blive overrasket, hvis der dukker flere sager op om europæiske efterretningstjenesters medvirken til fangetransporter og tortur.

»Jeg tror, der er flere sager — især omhandlende Frankrig og dets tidligere nordafrikanske kolonier,« siger han.

Efter 2005-dommen i Paris blev Beghal løsladt før tid, men sat i husarrest. Den 18. maj 2010 blev han imidlertid igen arresteret, sigtet for at lede en terrorgruppe, der angiveligt skal have planlagt en fangeflugt. Han risikerer 20 års fængsel. Ifølge Cageprisoners har de franske myndigheder bebudet, at efterforskningen af anklagerne mod ham vil vare mindst halvandet år.

Djamel Baghal har desuden mistet sit franske statsborgerskab, men Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg har underkendt Frankrigs ønske om at udvise ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Han (dommer Jean-Francois Ricard, red.) sagde, at hans kontor var markant afhængigt af sit ry i det franske retssystem, som har tendens til at lade tvivlen komme undersøgelsesdommere i terrorsager til gode."

Essensen i problemet er vel at retssystemet ikke uafhængigt. Hvis der er success-kriterier for en dommer der bevirker at han dømmer efter politisk eller populistisk press så er det jo kernen i problemet. Det er her der skal sættes ind. Systemet med hvilke success-kriterier der er for en dommer må laves om.

Dan Johannesson

@Heydari helt enig.

Jeg tror du at langt langt de fleste, blot relativt oplyste mennesker i dag ikke længere har nogen naive forestillinger om hæderlige regeringer og reelt demokrati. Er der en ting som må stå klart for de fleste, efter de forgangne ti år, er det at vores tid er gennemsyret af løgn, korruption og massemanipulation.

Der findes et pseudodemokrati, som i praksis styres af ikke folkevalgte EU kommissærer, og en ikke folkevalgt EU præsident.(Og i USA af købte og betalte senatorer mv.)

Bag disse sidder konglomeraterne, pankapitalistiske organisationer som PNAC og få magtfulde civil personer og kører verden.

Konspirrationsteoretikerne burde få en uforbeholden undskyldning, for de har utrætteligt blot forsøgt at eksponere, hvad selv mainstream pressen nu ikke længere kan skjule: Vi lever i en matrix lignende virkelighedsstruktur, skabt af manipulation, for manipulation.

Finansieringen af efterretningstjenesternes driftsudgifter kommer fra de af parlamenterne vedtagne budgetter ( i Danmark Finansloven).

Det er i Danmark og i de lande (EU-landene m v ) vi normalt sammenligner os med, de demokratisk valgte parlamenter og regeringer, der fastlægger hvad efterretningstjenesterne må og ikke må gøre eller deltage i.

Det er følgelig politisk bestemt, hvor mange, der ansættes i disse tjenester og hvem der skal lede dem og efter hvilke principper.

Kontrollen med tjenesterne er også politisk bestemt.

SÅ min tese er, at man i demokratierne i EU og i andre lande ikke realistisk kan tale om efterretningstjenesterne som en art stater i staten - det er et 100% parlamentarisk ansvar, og hvis der er noget "finurligt", så er det fordi parlamentarikerne vil have det på den måde for at undgå et direkte "engagement".

John Vedsegaard

Det er utroligt så lidt borgerne, som jo også er os, må vide om hvordan der skaltes og valtes med vores liv..

Der må da være nogle ansvarlige der kan klynges op, eller i det mindste fængsles for evigt.

Hvorfor mon udenrigsministeren pludselig vender på en tallerken og ikke længere vil undersøge CIA's fangeflyvninger? Er der kommet ubehagelig viden om præ-9/11 Danmark for dagen, som Villy Søvndal, en af den tidligere oppositions mest utrættelige kritikere og spørgere på området, aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig?

Ja undskyld mig, men om jeg begriber regeringens forræderi mod egen politik, mod menneskerettighederne og mod det grønlandske folks ret til at afvise den slags i eget hus?

Og nej, jeg er ikke konspirationstosse. Men det hele lugter fandme langt væk af mundkurv og skandaler. Den slags "sparer" man sgu da ikke bare væk?!

Jomen, foreløbigt er konspirations-teorier en etiket, som blå blok har forsøgt sig med at klistre på alt, hvad den politiske modstander foretager sig udenrigspolitisk.

Måske nok infantilt, jow. Men i idehistorisk sammenhæng er konsprirationsteorier et særligt anliggende, som imidlertid ligger langt fra blå bloks autoreaktioner på området. Man skal fatuelt ikke bilde mig ind, at blå blok overhovedet ved, hvad man taler om, når man beskylder en dansk venstrefløj for alt fra kommunisme til andet vrøvl fra den kant.

Tværtimod. Vi satte os jo på idehistorie ind i sagerne - og kan derfor langt fra akceptere højerefløjens automatretorik. Den er i bund og grund såvel uoplyst som udtryk for en skræmme-mekanisme uden indsigt. Jeg kan faktisk snildt hævde, at der ikke er tre meter af virkelighed i kampagnen. Forskrækket vås uden indhold, men karateriseret af at være skræmmebilleder, som vælgerne stikkes i øjnene som rendyrket Blå'r...

Men tilbage til artiklen. CIA's status i europæisk sammenhæng er en overmåde blakket fortælling. Ser man på CIA's forhold i Mellem- og Sydamerika, fremstår tjenesten som korrupt, rent ud sagt. Forholdene i regionen er imidlertid ved at rette sig på demokratiske vilkår. Og godt det samme.

Men ser man på CIA's indvolvering i Asien, og især de islamiske områder, er man ikke i tvivl om, at man her fortsætter sine aggressive agendaer, nu hvor Mellem- og sydamerika er sluppet ud af jerngrebet. Columbia fraset. CIA spiller en rolle som har været karakteriseret af provokateur-relationer, monetær udnyttelse og perspektiver, som har været styret af adgang til ressourcer, fremfor idealisme. Altså magthensyn. slet og ret.

Den vestlige insisteren på demokratiudbredelse har dermed i CIA haft en modstander, som har gerådet f.eks. Danmark ud i internationale konventionsbrud under den seneste højredrejede regering. Vi ser dermed frem til, at den nye regeing her til lands kan afklare DK's internationale perspektiver i overensstemmelse med de polititiske hensyn, som er gældende i en moderne verden, der kan distancere CIA's 1900-tals forståelse. Ganske som PET bør forstå, at den kolde krig ér ovre.

Med andre ord burde de fremmeste hemmelige tjenester ikke være drevet af en optik, som hører det forrige århundrede til. Se dog at få moderniseret hemmeligheds-kræmmeriet! Så skal vi i medierne og offentligheden såmænd nok pege på, hvor man trækker altfor store veksler på tålmodigheden med spindoktoriets håbløse kampagner. Vi ér ikke så dumme i offentligheden, at vi reelt set har behov for førte hænder. Måske politikerne overser noget afgørende i den forbindelse...

Med venlig hilsen