Læsetid: 4 min.

EU's krisekur er i bedste fald afslutningen på begyndelsen

Økonomer mener, vi kun har set begyndelsen på krisen i EU. Gennemfør bankerotterne nu, siger én. Bring Den Europæiske Centralbank i spil, siger en anden. Euroen er formentlig dødsdømt, vurderer en tredje
Tiggere uden for en lille kirke i Athen. Økonomer frygter, at begejstringen over endnu en hjælpepakke fra EU hurtigt vil fortage sig, og så vil behovet for yderligere krisehjælp snart vise sig.

Tiggere uden for en lille kirke i Athen. Økonomer frygter, at begejstringen over endnu en hjælpepakke fra EU hurtigt vil fortage sig, og så vil behovet for yderligere krisehjælp snart vise sig.

Yiorgos Karahalis

27. oktober 2011

»Hvis der bliver lavet en aftale i nat, vil det formentlig blive fejret i morgen tidlig, og på fredag eller mandag vil det blive opdaget, at det ikke virker. Jeg tror ikke, der kommer noget ud af det, der sker i øjeblikket.«

Sådan sagde i aftes nationaløkonomen Henrik Plaschke, Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, alt mens eurozonens 17 stats- og regeringschefer gik i gang med det topmøde med indlagt arbejdsmiddag, som er blevet kaldt den sidste frist for at finde en løsning på EU's gældskriseproblemer.

Og Henrik Plaschke står ikke alene med sin forhåndsforventning til topmøderesultatets robusthed.

»Den bitre sandhed er, at det ser mere og mere ud, som om euro-systemet er dødsdømt. Og den endnu mere bitre sandhed er, at med den måde, systemet fungerer på, vil Europa måske være bedst tjent med, at det kollapser før, hellere end senere,« lød hilsnen til topmødet fra den amerikanske nobelpristager i økonomi Paul Krugman i New York Times.

»Eurozonen risikerer en tidevandsbølge af finans- og bankkriser. Den europæiske Finansielle Stabiliseringsfond kan ikke forhindre det,« skrev den indflydelsesrige økonomiske kommentator Martin Wolf i Financial Times i går.

Ulven kommer

Og professor og ekspert i finansøkonomi Finn Østrup, Copenhagen Business School, frygtede, at »EU-lederne når til enighed om en løsningspakke og siger, at 'det er så sidste gang, det sker'.«

»Men det vil investorerne ikke være dumme nok til at tro på. Efter en nedskrivning af den græske gæld vil de sige, at det vil nok også ske med Italiens gæld, og derfor vil de være nervøse ved at investere i italienske statsobligationer og også i banker, der har noget i klemme der,« lød Østrups vurdering.

Forhåndsskepsissen har bl.a. kredset om det fundamentale, at eurozonen er en konstruktion, der — med Henrik Plaschkes ord — »har en meget stor polarisering mellem 'overskudslande' som Tyskland og 'underskudslande' som Grækenland, Spanien, Italien og selv Frankrig.«

Det kunne man i princippet ændre på, hvis Tyskland var villig til at indtage rollen som EU's vækstlokomotiv og agere meget mere ekspansivt og spendere mere, men den rolle ønsker Tyskland ikke at påtage sig.

Eller man kunne ifølge Plaschke bruge den Europæiske Centralbank, ECB, meget mere aktivt som udlåner og til at udstede euro-obligationer og bruge pengene herfra til f.eks. investeringer i at udvikle den europæiske infrastruktur. Det kunne kompensere den gældende ubalance mellem landene.

»Et system af den type er nok det mindst urealistiske,« mener Henrik Plaschke på linje med Martin Wolf, der i New York Times anfører, at »kun ECB« kan stoppe bølgen af kriser.

Den rolle ønsker det pengepolitisk fokuserede ECB imidlertid ikke at påtage sig, og Tyskland vil heller ikke lade centralbanken gøre det.

EFSF ikke nok

I stedet har euro-lederne fokuseret på oprustningen af den Finansielle Stabiliseringsfond, EFSF. En udvidet nødhjælpskasse er hovedinstrumentet til at sikre en finansiel beskyttelsesmur mod spekulanters angreb på udsatte, gældstyngede økonomier som den italienske og samtidig stedet, hvor udsatte banker i sidste ende kan henvende sig for at blive polstrede, hvis ikke det private lånemarked eller hjemlandenes statskasser via nye hjælpepakker kan klare det.

»Tænkningen er, at enkeltlandene skal levere garanti for pengene i EFSF. Men det betyder f.eks. en situation, hvor bl.a. Italien og Spanien er garanter for lån til Grækenland — det er ikke så mærkeligt, hvis det får nervøsiteten og instabiliteten til at sprede sig. Det er faktisk opskriften på det,« mener Henrik Plaschke.

»Dette problem kunne løses, hvis ECB påtog sig rollen i stedet for EFSF, fordi ECB ikke ligesom EFSF er afhængig af nationale tilskud.«

Finn Østrup mener, at EU i det lange løb er bedst tjent med at tage smerten fremkaldt af gældsætningen med det samme, frem for at trække pinen ud.

»Europa har gennem de senere år opbygget en meget stor gældsbyrde, som ikke viser tegn på at blive mindre. Holder man fast i, at gælden skal indfries, taler vi om måske 20 år med besparelser, stor arbejdsløshed, nervøsitet ved at investere hos virksomhederne, lavkonjunktur og fald i aktiekurserne. Jeg tror, det kan være bedre med et 'Big Bang', hvor man placerer tabene en gang for alle. Dvs. gennemfører rækken af nødvendige bankerotter blandt stater, banker og virksomheder og dermed får gældsbyrderne med ét slag. Det vil gøre ondt, men det kan også få investorerne til efterfølgende at sige: 'Nu er der ryddet op',« siger Finn Østrup.

Da Tysklands kansler Merkel i går ankom til topmødet i Bruxelles, sagde hun til journalisterne: »Et skridt mere i dag« i erkendelse af, at der ikke findes hurtige og fuldstændige løsninger på gældskrisen.

Henrik Plaschke taler mere lige ud af posen:

»Realistisk set tror jeg, det her er starten på noget meget værre. Jeg siger som Churchill: 'Dette er ikke afslutningen. Det er ikke engang begyndelsen på afslutningen. Men det er måske afslutningen på begyndelsen.'«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Sammenligningen med Churchills ord er måske lidt voldsom. De faldt i november 1942, da England havde den første sejr på slagmarken ved El Alamein i den Libyske Ørken.

Churchill sagde bl.a.:
"I have never promised anything but blood, tears, toil, and sweat. Now, however, the bright gleam has caught the helmets of our soldiers, and warmed and cheered all our hearts."....Og:
"Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. but it is, perhaps, the end of the beginning".

Forude lå yderligere tre-fire års krig af den værste slags, før aksemagterne var nedkæmpet og freden indfandt sig.

Nu skulle vi altså stå ved begyndelsen til en langvarige krig mod euroen og alle dens kriser.

Jette Abildgaard

Michael Kongstad Nielsen,

Hold da op Michael......det maa jo saa betyde, at det er nu vi for alvor skal til at have det rigtig 'sjovt' o)

Ham Churchill.....mon han ligger og griner i sin grav tror I??

»Hvis der bliver lavet en aftale i nat, vil det formentlig blive fejret i morgen tidlig, og på fredag eller mandag vil det blive opdaget, at det ikke virker. Jeg tror ikke, der kommer noget ud af det, der sker i øjeblikket.«

Første halvdel holder i hvert tilfælde stik, og det kommer den anden såmænd nok også til at gøre.

Men jeg ville nu ikke være lige så ubekymret som visse kommentatorer.

Dette her kan blive indgang til den værste krise siden WW2, og jeg har svært ved at se at der er nogen velfærdsstat tilbage, når den er færdig.

hvis vi skal blive ved med at kunne forsvare overfor for de glade givere, læs: skatteborgerne, er det pinedød nødvendigt at pensionsalder, beskatningsregler osv ensrettes i hele EU. For nyligt (dog før reformerne) så jeg på TV at grækernes pensionsalder er 53 år og at deres skattesystem er så elendigt at den enkelte stort set kan nøjes med at betale hvad han har lyst til, og hvis det fortsat er tilfældet, skal de ikke have en kr/euro, før det er rettet op.

Peter Günther

At nogle politikere vægrer sig ved at træffe ubehagelige beslutninger, er der pricipielt ikke noget mærkeligt ved. Ej heller at de forsøger at udskyde beslutningerne.

Det er netop nu i disse tider vi vil ser hvem, der har evne til at stå distancen. Da økonomierne boomede i Anders Fogh dagene var det ingen kunst at dele ud til højre og ventre.

Fact: Det er dybt useriøst at de europæiske statsledere har ladet finanserne skride så meget og ladet enkelte lande køre frihjul som f.eks. Grækenland.
Fact: Problemerne kræver beslutninger og endnu vigtigere at de bliver gennemført.

Hvor realistisk er det f.eks. at grækerne pludselig skulle opføre sig mere ansvarligt. Eller nogen som helst andre for den sags skyld, hvis det ikke netop er båret at en erkendelse af sit eget ansvar for at rette op på situationen, og en stålsat vilje til at omsætte det i handling.

Der bliver det rigtigt spændende i den kommende tid at observere, om vi ser en ændret adfærd, som kan blive grobund for optimismen, som vi så hårdt har brug for.

Jens Overgaard Bjerre

Mit gæt er, at de fattige kommer til at betale for de riges hyggelege i det finans cirkus vi har set. De rige vil aldrig give en krone eller euro fra sig. Og jeg snakker ikke om dem, som har et hus, sommerhus og et par biler, men om dem som har pengene.

Jeg læste, at man i Grækenland ikke ville tage mod kort længere. Jeg tror det skyldes, at man er bange for at banken er gået konkurs når man skal have sine penge.

Men det ser jo ud som om vi er blevet solgt til Kina.

Den eneste sammenligning med Churchill burde bestå i, at demokratiet fik en redningsmand, i form af den rette statsmand på det rette tidspunkt.

Desværre er der nu ingen stats- og redningsmand for Europa at øjne, kun grå middelmådigheder, og nogle charlataner, uden optimisme og lederegenskaber.

Lars Villumsen

EU & Eurozonen er færdige.

Killer facts:

Grækenlands gæld var 350.000.000.000 € og er nu efter "hair-cuttet" nede på 250.000.000.000 €.

Italien har en gæld på 1600.000.000.000 € og Spanien 700.000.000.000 €. Altså hhv 4,5 og 2 gange grækenlands gamle gæld OG deres renter på statsobligationer er i himmelflugt - de er de næste på vej + Portugal og Irland. EU/ECB/Trojka/EFSF har ikke en chance for at redde disse lande.

Og glem ikke at vi endnu ikke har set de værste skelletter falde ud af skabet endnu!

Verden BNP er ca. 50.000.000.000.000 € (50.000 milliarder € eller 50.000 milioner milioner €), men der er nogle casino-drenge der har haft det sjovt siden Clinton i 90´erne afskaffede Glass-Steagall loven, som holdt kommercielle banker, investeringsbanker og forsikringsselskaber fra hinanden.

I dag er der derivater (Finanvarer/forsikringer/CDO/CDC you name it..) for mellem 400.000.000.000.000 og 600.000.000.000 € i omløb imellem finansfirmaer world-wide. Det er 10 gange, siger, skriver og råber, TI GANGE hele verdens BNP!

Så hvis der er nogen der tror at den græske gang tissen i bukserne skulle hjælpe mod kulden i de nedre regioner, så bare vent og se - det bliver møj-møj værre.

Lars Villumsen

De nuller....:

Derivater mellem 400.000.000.000.000 og 600.000.000.000.000 € skulle det være. Altså i snit en halv miliard milliarder €.

I perspektiv havde Danmark i 2010 ca 220.000.000.000 € i BNP.

500.000/220 = 0,44% af verdens BNP