Læsetid: 4 min.

Fniset, der kan sende Berlusconi på pension

Ingen tror længere på Berlusconi-regeringens vilje og evne til at gennemføre reformer i Italien. Krisen har nu tvunget EU-partnerne til at holde op med at gøre gode miner til slet spil
Ingen tror længere på Berlusconi-regeringens vilje og evne til at gennemføre reformer i Italien. Krisen har nu tvunget EU-partnerne til at holde op med at gøre gode miner til slet spil
27. oktober 2011

ROM — Ifølge en meningsmåling, som Italiens statslige tv, Rai, offentliggjorde tirsdag, har 73 pct. af befolkningen ingen tillid til Berlusconi-regeringens håndtering af krisen. At 35-40 pct. vælgere ifølge en anden måling (Demos & Pi, 24. oktober) alligevel vil stemme på regeringspartierne, siger noget om den politiske forvirring i Italien. Enhver må være sig selv nærmest, synes konklusionen at være blandt mine italienske venner:

»Det hele ændrer sig så hurtigt, at du skal sørge for at få, hvad du har krav på,« sagde Maria-Rosaria, da vi spiste risotto og fulgte den politiske debat på tv, henvendt til sin ekskæreste, kameramanden Matteo, der som 49-årig efterhånden har optjent point til en fastansættelse i Rai.

På skærmen sætter Berlusconis tidligere allierede, den forhenværende fascist Gianfranco Fini, fingeren på det ømme punkt: Italien er et land, hvor mange nyder store privilegier, mens endnu flere, navnlig de unge generationer, har stadig sværere ved at gøre deres rettigheder gældende.

Sparekravene fra EU lyder bl.a. på afskaffelse af de optjeningsordninger til efterløn og pensioner, som tillader nogle offentligt ansatte at nyde et langt og guldrandet otium. De såkaldte babypensionister er koncentreret i Nordvestitalien, den rigeste og mest velfungerende del af landet, hvor regeringspartiet Lega Nord henter langt størstedelen af sine stemmer. Det separatistiske Lega Nords eksistensberettigelse er altså ikke blot at forsvare Norditalien mod det uproduktive og støttekrævende Syditalien, men måske snarere at beskytte norditalienernes privilegier.

Derfor nævner Gianfranco Fini under højlydte protester en lærerinde fra Norditalien, som er gift med Lega Nords leder, Umberto Bossi, og som for snart 20 år siden lod sig pensionere som blot 39-årig.

Et morderisk fnis

Af det brev om planlagte privatiseringer og reformer af den offentlige sektor i Italien, som den italienske regering tirsdag aften sendte til Bruxelles, fremgår det, at de privilegerede ordninger kun afskaffes gradvist fra 2012 til 2025.

Det er den pris, Umberto Bossis skal have, for ikke at trække tæppet væk under Berlusconi.

Så når konsekvenserne af reformerne til fulde slår igennem i 2025, vil nutidens ledere være døde og borte, mens en stor del af den generation, som kom ind på arbejdsmarkedet under Berlusconi, vil være tæt på pensionsalderen uden nogensinde at have opnået en fast ansættelse eller optjent pension.

Brevet til Bruxelles er mere en hensigtserklæring end den detaljerede reformplan, som EU's ledere udbad sig om på søndagens topmøde. Den italienske regerings politiske vilje og evne til at gennemføre de efterspurgte reformer tror ingen på længere.

Da Nicolas Sarkozy og Angela Merkel søndag under et pressemøde blev spurgt om, hvorvidt de havde tiltro til Berlusconis krisestyring, kiggede de først på hinanden og begyndte så at fnise forlegent. Sarkozy understregede, at de store eurolande har tillid til »ansvarligheden af helheden af de italienske myndigheder: politiske, finansielle og økonomiske«.

Dette spontane brud på den diplomatiske etikette er ifølge Barbara Spinelli, politisk kommentator ved dagbladet La Repubblica, et tegn på, at de europæiske partnere nu skubber aktivt på for et magtskifte i Italien.

»Nogle finder det indforståede blik mellem Sarkozy og Merkel upassende og det tavse øjeblik inden latteren, der straks gav genlyd blandt de tilstedeværende journalister, ydmygende og forfærdeligt. Det er sandt, at det var ydmygende, men også mere end det: En mistillidserklæring, som ikke længere er maskeret, men som viser sig åbent, i visheden om at den udtrykker en global konsensus. Et politisk mord på direkte tv,« skriver Barbara Spinelli og fortsætter: »Der er en artikel i Lissabon-traktaten (paragraf 7), der foreskriver sanktioner mod stater, som fjerner sig fra demokratiet, men ingen, ikke engang oppositionen i Italien, har nogensinde vovet at gøre den gældende. Det eneste middel, som unionen har, når den vil gøre en ikke blot politisk og finansiel uforenelighed med afvigende medlemsstater tydelig er således peer pressure, gruppepres. Og gruppepresset synes ikke at være i stand til at udtrykke andet end et fnis. Kun når økonomien står på spil, er det tilsyneladende effektivt.«

Draghis afskedshilsen

»Det er et lille plaster på et stort sår,« kommenterede oppositionen regeringens hensigtserklæring.

De 14 sider opregnede de mange tiltag, som regeringen har gennemtvunget med dekreter, men endnu ikke har formået at implementere med konkret lovgivning. Det virker usandsynligt, at det spinkle regeringsflertal med de mange modstridende interesser vil være i stand til at gennemføre vidtrækkende reformer — også på grund af den manglende opbakning og tillid i befolkningen:

»Forværringen af krisen har en verdensomspændende og europæisk dimension, men Italiens særlige udsathed har nationale rødder,« sagde landets afgående nationalbankdirektør, Mario Draghi, der i næste uge afløser franskmanden Jean-Claude Trichet som direktør for Den Europæiske Centralbank, i går og opregnede landets problemer: »Statsgældens høje niveau, tvivlen om udsigten til vækst i vores økonomi, usikkerheden omkring og forsinkelsen af de tiltag, hvormed ubalancerne skal rettes og væksten fremmes.«

Umberto Bossi betegner Draghis udtalelser som »en henrettelse af Berlusconi« og sætter spørgsmålstegn ved regeringens overlevelse. Finansmarkedernes reaktion på EU-topmødets udfald vil i dag give et fingerpeg om Italiens politiske fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gad vide hvem der bliver den første vestlige leder der blankt indrømmer - pre 2008, aldrig ser dagens lys igen. Så vi kan begynde at indrette samfundet efter samtid og grundlag, fremfor fremskrivning og astrologi.

Berlusconi skjuler ikke sine hensigter, de andre er mere tricky. Men, forskellen er nok af overskuelige dimensioner.

Tak Mads!

Altid på pletten. Det skal lige nævnes, at mens alles øjne var rettet mod Bruxelles, så listede Berlusconi en ny lov igennem, som sikrer at hans ex-kone ikke vil arve mere end 25 % af hans formue, mens hans børn (hvoraf flere allerede har korruptionretsager kørende imod sig) kan overtage magten med 50+25%.

Berlusconi i en nøddeskal!

Heinrich R. Jørgensen

"Nogle finder det indforståede blik mellem Sarkozy og Merkel upassende og det tavse øjeblik inden latteren, der straks gav genlyd blandt de tilstedeværende journalister, ydmygende og forfærdeligt."

Fænomenet kaldes "den befriende latter".

Et fænomen, der typisk opstår, når paraderne / maskerne / forstillelsen opgives i et anfald af pludselig ærlighed, og leder til en kollektiv oplevelse af samhørighed.

Måske politikere skulle forsøge sig med ærlighed i større udstrækning end vanligt? ;-)

Søren Kristensen

Om det bliver politik eller alderdom der "henretter" B, kan sådan set være ligegyldigt. Pointen er at der skal ske noget nyt.

Sydeuropærerne griner en vis legemsdel i laser, hvergang nordeuropæere i millionvis hvert år tager til syden for at nyde solen og den særlige folkloristiske charme, mennesker, der ikke kan tale andet end deres modersmål.
Nu må det snart være slut med at subventionere store sydeuropæiske landes banklån i nordeuropæiske/multinationale banker.
Venlig hilsen
John Hansen

"et land, hvor mange nyder store privilegier, mens endnu flere, navnlig de unge generationer, har stadig sværere ved at gøre deres rettigheder gældende."

Det gælder jo ikke bare Italien!

Lidt klamt at høre sandheden fra en fascist!