Læsetid: 4 min.

Det globale finanssystems forbundne kar

Schweiziske systemforskere har kortlagt et netværk af indbyrdes ejerforhold mellem klodens største banker og industrivirksomheder. En afhængighed, som skaber en stor systemrisiko under finanskriser
27. oktober 2011

BOSTON — Besætterne i amerikanske og vesteuropæiske storbyer rammer ikke helt ved siden af med deres påstand om, at 1 pct. af befolkningen sidder på størsteparten af de enkelte staters rigdom, mens de 99 pct. må nøjes med krummerne.

Faktisk gør denne velstandsfordeling sig ikke kun gældende på nationalt plan. Den afspejles også på globalt niveau, hvor relativ få banker, finanshuse og industrikoncerner gennem indbyrdes aktieejerskab kontrollerer langt størsteparten af verdensøkonomien.

Det konkluderer en netop offentliggjort matematisk analyse af 43.000 transnationale koncerner og deres indbyrdes forbundede ejerforhold. Studiet er foretaget af de tre systemforskere ved Eidgenössische Technische Hochschule i Zürich — Stefania Vitali, James Glattfelder og Stefano Battiston.

Arbejdet er det første, som prøver at afdække den verdensøkonomiske magtstruktur med en matematisk model hyppigt anvendt til at analysere komplekse systemer i naturen — eksempelvis klimaet eller fiskebestande i verdenshavene.

»Nogle identificerer den økonomiske magtstruktur som en sammensværgelse, andre ser den som et resultat af den frie markedsmekanisme. Men det beror på dogmer. Virkeligheden er en hel anden,« siger Glattfelder til det amerikanske ugemagasin New Scientist.

Magtkoncentration

De tre forskere satte sig for at kortlægge det netværk af indbyrdes ejerforhold mellem de største transnationale finansinstitutioner, aktieselskaber og privatejede koncerner, som hverken det blotte øje eller almen viden kan identificere.

Tidligere studier har begrænset sig til at fokusere på de enkelte koncerners indtægt som en del af verdensøkonomien, løsrevet fra den indirekte kontrol, de udøver gennem delvist ejerskab af andre selskaber. Af de 43.000 transnationale koncerner identificerede de schweiziske forskere 1.318, hvis indtægt svarer til 20 pct. af den årlige globale indkomst.

Men når de tog højde for indbyrdes aktieejerskab mellem kernen af de 1.318 finansinstitutioner og industrivirksomheder, viste analysen overraskende, at de faktisk kontrollerer yderligere 60 pct. af verdensøkonomien, altså tilsammen 80 pct.

Herefter indsnævrede de kortlægningen til en 'overnational superstruktur' bestående af 147 transnationale koncerner og fandt, at de alene sidder på 40 pct. af den årlige globale indtægt.

»Sagt på en anden måde: En pct. af de 1.318 største transnationale virksomheder — der sidder på 80 pct. af verdensøkonomien — kontrollerer 40 pct. af den globale indtægt,« pointerer Glattfelder.

Finanshuse på toplisten

Studiet fremlægger en liste over 50 transnationale koncerner med tilsammen den største kontrol over verdensøkonomien. Listen indeholder blot nogle få industrivirksomheder. Den første af slagsen ligger på 15.-pladsen og er amerikanske Walton Enterprises, som ejer varehuskæden Wal-Mart. Næsten alle andre på toplisten er finanshuse, banker og forsikringsselskaber, der i kraft af et komplekst og uigennemskueligt netværk af indbyrdes ejerforbindelser udgør en på globalt plan stort set ureguleret økonomisk magtfaktor. Tre ud af fire af de toplistede 147 transnationale selskaber opererer i finanssektoren.

Bankers og finanshuses næsten totale dominans i verdensøkonomien er et nyligt fænomen og en følge af liberaliseringen, der begyndte med guldets ophævelse som international møntfod i 1973 og fortsatte med erosionen af en bunke regulativer vedtaget på nationalt plan i USA og Europa efter børskrakket i 1929.

Parallelt hermed har de internationale finansinstitutioner, dannet under Bretton Woods-konferencen i 1944 (bl.a. IMF og Verdensbanken), mistet indflydelse over et finansliv af stigende global karakter. Først i 2009 — i kølvandet på den verdensomspændende finanskrise — tog G20-gruppen initiativ til at vedtage globale regulativer, eksempelvis for størrelsen af bankers egenkapital.

Men de globale politiske aktører har endnu ikke bragt orden i de systemfejl, der kan bevirke, at en enkel banks fejldispositioner og fallit kan få hele finanssystemet til at falde som dominobrikker.

Snævert forbundet

Det er her, at det schweiziske studie bliver betydningsfuldt, fordi det klart påviser, hvor snævert forbundet investeringsbanker, spekulationsfonde og pengeinstitutter er blevet i et netværk af indbyrdes ejerforhold. Hertil skal lægges lån og salg til hinanden af derivater som forsikringsgarantier mod tab på værdipapirer (credit default swaps).

»Dette indviklede netværk af gensidigt afhængige forbindelser mellem finanshusene udgør en akut systemrisiko,« hedder det i den schweiziske rapport.

Man behøver ikke at gå langt efter eksempler. Da den amerikanske forbundsstat i september 2008 afviste at komme investeringsbanken Lehman Brothers til undsætning med et lån, udløste det en kædereaktion, der ikke kun kan forklares på det psykologiske plan — nemlig at tilliden til andre investeringsbanker gik fløjten.

Lehman Brothers var dybt forgældet til andre globale finansinstitutioner, som derfor pludselig stod med uindfriede tilgodehavender og havde behov for en rekapitalisering fra staten.

Værst stillet var forsikringsselskabet AIG, der bl.a. havde solgt 'giftige' hypoteklån til en række europæiske banker, navnligt franske. Den amerikanske centralbank udstedte efterfølgende 170 mia. dollar i støttelån til AIG og udbetalte 30 mia. dollar i erstatning til europæiske banker. Den for tiden lænsende fransk-belgiske bank Dexia er et brandaktuelt eksempel på, at nationalstaterne og dermed skatteborgerne tvinges til at hæfte for handler i derivater mellem finanshuse på tværs af grænser, som ingen andre end bankfolkene har gavn af.

Ifølge The New York Times har Dexia et udestående på 43 mia. euro hos de amerikanske investeringsbanker Goldman Sachs og Morgan Stanley. Ingen af parterne har ønsket at oplyse, hvilke bindende aftaler der skulle foreligge. Men ligesom i sagen om AIG, hvor USA's centralbank måtte punge ud med en erstatning til europæiske banker, har den franske, belgiske stat og Luxembourg indskudt kapital på 90 mia. euro i krakkede Dexia. En del af denne sum vil blive overført til de to amerikanske investeringsbanker, andre penge skal dække tab på græske statsobligationer og andre igen på rentetab på lån ydet til kommuner.

Det må antages, at Dexia ikke er den eneste europæiske bank, der har jongleret med derivater, som finanshuse i USA og andre lande nu forlanger indfriet på grund af Europas gældskrise. Det er derfor den amerikanske regering er ekstrem nervøs over situationen i Europa.

Koncentrationen af økonomisk magt i relativ få finanshuse gennem et netværk af indbyrdes ejerforhold på tværs af grænser kan ifølge den schweiziske rapport nødvendiggøre antitrust-lovgivningpå internationalt plan for at afværge forvridning af den fri konkurrence.

»Det er ikke længere nok at overvåge denne type monopoldannelse på nationalt plan. Det er en global opgave,« lyder rapportens konklusion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Forskning i monopolisering af kapital i almindelighed og finanskapital i særdeleshed er ældre og langt mere udbygget en denne artikel lader ane. Her tænkes først og fremmest på folk som Thorstein Veblen, Rudolf Hilferding, Lenin, Paul Baran, Paul Sweezy, Harry Magdoff med flere. I vor tid har John Bellamy Foster forsket intenst i spørgsmålet og allerede for flere år siden fremlagt resultater, som i mangt og meget minder om den schweiziske gruppes. Dog er han historiske ballast og økonomiske indsigt på et langt højere niveau, hvilke bla. giver sig udslag i noget afvigende konklussioner. På denne interne googlesøgning på Monthly Review kan man få et vist indblik i hans arbejde desangående: http://www.google.com/search?q=John+Bellamy+Foster+on+financial+capital+... (John Bellamy Foster on financial capital and monopolisation). De er alle meget relevante, interessante og læseværdige. For den uøvede læser må det dog bemærkes, at vi ikke taler om verdens korteste artikler. De være hermed anbefalet.

Link til den schweiziske artikel kan findes i mit tredje indlæg under Ejvind Larsens frie ord fra i tirsdags (Planetens vigtigste modstandskamp) http://www.information.dk/283046#comment-443760

Michael Skaarup

Skræmmende læsning!

Hvorfor er det at vi, (de 99% af alle verdens borger) skal betaler for kapitalens gullaschbaroner?.

Kapitalens gullaschbaroner har lavet et forretningssystem uden demokratiskkontrol, som er. basereret på en frimarkedsforestilling, med mange magtfulde (naive?) abonnenter, og nu bruger baronerne, deres abonnenters frygt som værn, imod virkeligheden som presser sig på.

Sagt med andre ord.

Det er frygten for en ukendt fremtid, der sikrer at verdens poltikerne, ikke lader de største (fiktive*) kapitalsamlinger gå konkurs, men derimod ødsler borgernes penge i stadig dyrere og dyrere direkte kapitaloverførelser til det 21. århundredes gullaschbaronerne.

* Som anført i artiklen, er det sammenhængenede og gensidige ejerskaber imellem non-nationale selskaber indbyrdes lån og garantier, som skaber et fiktivt billede af selskabets reelle værdi/kapital. Jo flere penge de har lån ud, jo større er deres aktiver, og på den baggrund vurderes deres "samlede" kapital.

Altså hvis selskab A låner selskab B 1000 milliarder, så har selskab A aktiver for 1000 milliarder hos selskab B. Hvis Selskab B så låner Selskab C de 1000 millarder, så Selskab C kan købe aktier i selskab A, så lånet til selskab B, kan blive finansieret. Så har Selskab B aktiver for 1000 millarder hos selskab C, - Der så har aktiver for 1000 millarder i selskab A.

Dvs. at selskab A, B, og C nu alle har aktiver for 1000 millarder. Penge findes kun i regnskaber som lån tli anden virksomhed. Men "pengene" kan anvendes som lånegarantier i handlen med aktier, oibligationer og lignende,

Modellen kan også kaldes for den islandske model.Inspireret af en række islandske selskaber der i begyndelsen af den nuværende kapitalkrise gik ned, pga. manglende dækning for gensidige lån imellem en lille kreds af selskaber, med gensidige ejerskaber. bla. banken ICEsave.

Tænk hvis klodens befolkning krævede en pengeombytning baseret på reelle værdier, så var vi forskånet for, som en anden myretue, at rende forvildet rundt for at skrabe endnu et eksistensgrundlag for finansmarkederne sammen.

Aksel Gasbjerg

Det kapitalistiske system har opbygget en ødelæggende, globaliseret finansiel sektor, der mere og mere truer samfundene indefra:

1) Sektoren er sammenspist gennem uoverskuelig netstruktur, jf. artiklen.
2) Sektoren er monopoliseret, jf. artiklen
3) Sektoren lever af risikobetonede uigennemskuelige, komplekse og overflødige produkter, f.ex. derivater, swaps, CDO'er mmv.
4) Sektoren er udemokratisk og dereguleret (når ikke engang det danske Finanstilsyn kunne gennemskue Amagerbankens dårligdomme, hvordan er så tilsynet ude i den store verden?)
5) Sektoren har de sidste 30 år haft ekstremt vokseværk, der mere minder om kræftcellens vækst end sund vækst
6) Gennem eksorbitante bonusordninger tiltrækker sektoren specielle casinoorienterede aktører
7) Sektoren styrer politikerne og ikke omvendt
8) Sektoren understøttes af skattepenge, når det går galt ("too big to fail" og "too big to jail")

Bl.a. derfor må man støtte OWS-bevægelsen

Lise Østerberg Bahr

Tralala - og om hundred år er alting glemt - ny pyramide (spil) - opbygges ::: clash/bang/skrab/::blob blob /Finanskrise - pengeombytning - el. tilsvarende finurligheder ??

Dette illustrerer vel meget godt, at der er noget grundlæggende teoretisk absurd og praktisk destruktivt ved den måde den monetært formidlede ’private ejendomsret’ til de i praksis alene kollektivt fungerende produktionsmidler og dermed nødvendigvis kollektivt frembragte forbrugsgoder udøves på i det moderne, monetær-økonomiske, globaliserede samfund.

Som yderligere supplering til de af Niels-Holger N. ovenfor nævnte Marx-inspirerede tekster, kan anbefales følgende 700 siders bog af Stephen Zarlenga, grundlæggeren af ’American Monetary Institute’:
The lost science of money.
The mythology of money – the story of power. 2002.
http://en.wikipedia.org/wiki/Stephen_Zarlenga

Denne bog er i en USA’nsk kapitalisme-kritisk tradition der begyndte med Brooks Adams’ (1848-1927. Ud af den berømte præsidentielle Adams familie, :-)) The law of civilization and Decay, 1895 . (http://en.wikipedia.org/wiki/Brooks_Adams)

En tradition hvorfra man yderligere kan nævne:

Carroll Quigley(1910-77) :
1961, The Evolution of Civilizations: An Introduction to Historical Analysis
1966,Tragedy and Hope: A History of the World in Our Time. Full text.(pp.62-63 missing)
1968The World Since 1939: A History. (A reprint of the second half of Tragedy and Hope.)
1981The Anglo-American Establishment: From Rhodes to Cliveden. Full text.
1983,Weapons Systems and Political Stability: A History. Full text.
(http://en.wikipedia.org/wiki/Carroll_Quigley )

Antony Cyril Sutton (1925 – 2002):
Wall Street and the Bolshevik Revolution (1974, 1999) (Online version)
Wall Street and the Rise of Hitler (1976, 1999) (Online version)
Wall Street and FDR (1976, 1999) (Online version)
America's Secret Establishment: An Introduction to the Order of Skull & Bones (1983) (Online version)Back up online [1]
The Best Enemy Money Can Buy (1986) (Online version)
Trilaterals Over America (1995) (Online version)
http://en.wikipedia.org/wiki/Antony_C._Sutton ,

Michael Hudson(1939- .): Super Imperialism . The Economic Strategy of American Empire. 2nd edition 2003(1st edition 1972) http://www.michael-hudson.com/books/superimperialism.pdf

Ellen Brown: Web of Debt: The Shocking Truth About Our Money System and How We Can Break Free,2007. Revised and expanded 2008.
http://en.wikipedia.org/wiki/Ellen_Brown

David DeGraw:
The Economic Elite Vs. The People of the United States of America. 2010
Hjemmeside: http://ampedstatus.com/

Med venlig hilsen

»Sagt på en anden måde: En pct. af de 1.318 største transnationale virksomheder — der sidder på 80 pct. af verdensøkonomien — kontrollerer 40 pct. af den globale indtægt,«

- Er det ikke en "pct. af alle de transnationale koncerner som er inkluderet i studiet". Så vidt jeg ved er 1% af 1.318 ikke cirka 147.

Ejvind Jacobsen

jeg forstår så udmærket de mennesker der råber "Sammensværgelse" - også selvom der måske ikke er en reel sammensværgelse.

For resultatet er det samme uanset hvad: Den almindelige verdensborger har intet at skulle have sagt overfor den del af befolkningen (nok lidt mere end 1%) der ejer det hele.

Vi må tage krummerne, og "arbejde" for at gøre os fortjent til "penge" , så vi kan betale det vi "skylder".

Det er i bund og grund stadig den samme tankegang, som vi så under feudalismen.

Hele cirkusset handler om magt - og styrken til at udøve magten ligger i pengene.

Lad os nu begynde en mere rimelig fordeling, så der er nok til alle - for det er jo nok, hvis 1% sidder på 40% af hele verdens årlige indtægt, eller 80% af hele verdensøkonomien.

Christian de Coninck Lucas

Gad vide hvor BIS passer ind i billedet, hvad enten man fortolker situationen som konspiration (som mig) eller ej?

Forøvrigt er en del af selskaberne i USAs militærindustrielle kompleks - som er mindst lige så "interconnected" som finansverdenen - nok glade for at en undersøgelse af deres aktiviteter IKKE er blevet offentliggjort, som fx.:

http://news.antiwar.com/2011/10/25/wartime-contracting-commission-classi...

Christian de Coninck Lucas

It has dawned on me that international finance as we know it cannot survive because it is the most inorganic system ever devised.

randi christiansen

Så nu står det - igen - sort på hvidt her i avisen : den globale ressourseadministration er helt ude i hampen. De som har igangsat og ønsker at fastholde denne uorden, er i fuld gang med at grave deres egen grav - gid det kun var den. Men da vi alle er i samme båd, så må der altså nu seriøse forandringer til. En vigtig drivkraft for denne forandring er det folkelige krav - i form af tænketanke, græsrodsbevægelser, OWS m.fl. Bevidstgørelse om klodens sande tilstand er en forudsætning for, at forandring kan ske ad demokratisk vej - det tager tid - men nu har vi internettet. Som før sagt så håber jeg inderligt, at vi når det, inden denne for menneskehedens eksistens undergravende virksomhed får alt for katastrofale konsekvenser.

Andreas Trägårdh

Kan I huske for 10-15 år tilbage, når man fremlagde disse kendsgerninger i debatten, blev man hængt ud som latterlig konspiratoriker, man blev hånet, truet og nogen gange ligefrem slettet fra debatterne på nettet.

randi christiansen

Niklas - hvordan kan det være forbigået din opmærksomhed ? Et opgør med det, som artiklen beskriver. Når systemfejlene er hinsides enhver tvivl identificeret, kan arbejdet med at formulere løsningsmodeller gå i gang - og det er der mange mennesker som er i gang med - OWS er en stor inspiration i dette arbejde.

Niels-Holger Nielsen

Mark Thalmay

Overvældende, men både du og jeg kunne sikkert dænge yderligere litteratur op i stakkevis og hermed påvise, at der intet nyt er under solen. Det nye er imidlertid, at alle ved det, om ikke på anden måde, så dog inderst inde! Kapitalisterne er nødt til at indrømme det, mens de kæmper for at holde skaderne under kontrol. En anden nyhed, som snart vil stå lysende klart for de fleste, er, at spillet (Monopoly!) er stødt mod en hel stribe af absolutte barrierer, som kun gør ondt værre, hvis man forsøger at overskride dem. Fra nu af duer økonomien ikke længere, og magthaverne ved det. Der er kun den gustne politiske kalkule til rådighed. Den tilsiger monopolisterne at sætte sig endegyldigt og hårdt på statsmagten (en udvikling der har været i gang i 30 år), for at sikre egen fortsatte magt. Hvad det kommer til at betyde for demokratiet og kampen mod klimakatastrofen er vor tids vigtigste diskussioners skæbnesvangre understrøm. Det er nu vi har momentum, og det skal udnyttes. Først og fremmest til at mobilisere den lidende menneskehed for nye løsninger, hvilke dårligt kan samles under andre hatte en netop betegnelsen socialisme. Giv ikke magten rist eller ro. Angrib den kontinuerligt og konstruktivt. Vi kræver at staterne tager ansvar for klimakatastrofen og dens afbødning ved direkte lovgivning og planlægning under folkelig kontrol og deltagelse. Mindre kan ikke gøre det.

Monopoliseringen er så vidt fremskreden, at vi måske lever i fascismens forgård, men i sidste ende er det noget vi bestemmer. Hvis vi vil. Og det er der en del, der tyder på, at vi vil. Hold tempoet oppe, og vær beredt på midlertidige tilbageslag og benhård kamp til det sidste. Erfaringen viser, at vi intet godt har at vente os af at magthaverne selv forsøger at løse de problemer, som klæber til deres daglige praksis som en burre til en uldtrøje.

Jeg tror, at vi får brug for en hel del organisering og en ny opvågnen fra fagbevægelsens side, og jeg tror, at græsrødderne allered har vist os, at andre veje kan føre til bæredygtighed.

Kampen for civile rettigheder, kampen mod klimakatastrofen, kampen mod den permanente kapitalistiske krise, kampen mod krig, kampen mod diskriminering, kampen mod fattigdom og kampen for international solidariter hænger uløseligt sammen, og kan kun føres til sejr, ved at vi alle trækker på samme hammel.

Af monopolisme kommer der kun mere monopolisme. Eller oprør.

@ Niels-Holger,

Kunne det tænkes at det snart vil stå lysende klart, at det vi er vidne til blot er endnu en regenerativ krise som det kapitalistiske system undergår for derefter at genopfinde sig selv?

Selv de mest hårdføre anti-kapitalister må vel indrømme, at set i et historisk perspektiv er dette det mest sandsynlige scenarie.

Tak til team'et bag undersøgelsen og til Information for at referere til den.

Dette stykke forskning viser, AT dette forholder sig sådan, HVEM dette netværk består af, HVOR de befinder sig i systemet.

Det er etableret et stykke 'grammatik'.

Så mangler vi at få at vide HVORFOR. Altså: hvad er formålet med det, ER der noget formål, er det bare financiel 'darwin' og og de financielle arters udvælgelse.

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/troldmanden-fra-oz-og-finanskrise...

Det sidste og afgørende: vi mangler at få at vide, HVORDAN F....., vi kommer videre, og hvordan vi slipper af med denne destruktive enerti. Hvis det er, som forskerne bag projektet siger, at blot en enkelt af disse mega-firmaer's kollaps er en fraktal, der påvirker helheden, så har systemet nået sin yderste grænse før det store kollaps. Det er ekstremt sårbart i al sin uovervindelighed.

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/vkst-en-krftform.html

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/forbrugermodellen-en-case-story.html

Rapporten konkluderer, at det nu er en global opgave. Det er en sløv konklusion, for hvordan skal det foregå? Det svarer til at lade Hells Angels komme med et forslag om, hvodan vi slipper af med narkohandel. Eller omskrevet til den financielle verden som dét, der allerede har fundet sted: at bede finanskleptokratiet om at rydde op efter deres eget svineri ved først at give dem julegaver og bankpakker og dernæst at invitere dem indenfor i regeringerne som rådgivere og endda visse steder som finansministre.

Hvem skulle påtage sig en global opgave af disse dimensioner? Der findes ikke sådan et kontrolorgan med beføjelser for tiden. Og ingen har mandat til at at danne et sådant, for de kræfter, der styrer de globale finans-elitære strukturer har også magt til at forhindre kritik og reform af dem selv. Implosion kan ikke finde sted, eksplosion synes uundgåelig.

Det synes uoverkommeligt og usandsynligt. Men det kan muligvis vise sig, at det sker af sig selv. Turbo-rovdyr-kaos-kapitalismen kan vise sig at være en tikkende bombe, der indeholder sin egen destruktion. Magtens øje ser ikke sig selv.

Vi bør måske slet ikke bekymre os om kolossens kollaps, for det sker af sig selv. Vi bør måske bekymre os i god tid, om hvem der kunne tænkes at sætte sig på dens tomme plads, og hvordan vi forhindrer de forkerte = de samme gamle drenge at genopfinde sig selv og deres misbrugsprojekt i version 3.0 som fugl Føniks af asken.

Hold op med at bekæmpe det store dyr. Betragt det, beskriv det, beret om det, afslør det det. Lad være med at fodre det. Vend ikke ryggen til det, lade være med at gå i panik og stikke af fra det. Gør hvad det ikke forventer, se ind i dets øjne, se et ensomt stort bæst der er ... bange for dig!

Mark Thalmay henviser til Carol Quigley's 'Tragedy and Hope', men kunne godt have lavet et link til den fulde tekst af et af den alternative historieskrivnings hovedværker:
http://www.archive.org/download/TragedyAndHope/TH.pdf

Til gengæld vil jeg anbefale Jüri Linas to fremragende film om henholdsvis Den Russiske Revolution:
http://www.youtube.com/watch?v=v4__jeW7D-o

og Frimureriet - kapitalismens globale spejderklub:
http://video.google.com/videoplay?docid=7652891847477492406

Til Niels-Holger N.

Tak for din henvendelse i går kl. 21:11, :-).

Jeg har desværre ikke tid i dag til at kommentere dine bemærkninger men tager gerne noget op på et senere tidspunkt.
Naturligvis er jeg enig i meget af, hvad du skriver, :-).

Ligesom jeg er (delvist) enig i Morten Hansens, af mig her efterfølgende dog noget modificerede og udbyggede, :-), udsagn:

’Vi bør måske bekymre os i god tid, om ... hvordan vi forhindrer ... de samme gamle drenge at genopfinde sig selv og deres misbrugsprojekt i version 3.0 som fugl Føniks af asken.

... Betragt det(store dyr), beskriv det, beret om det, afslør det. Lad være med at fodre det. Vend ikke ryggen til det, lade være med at gå i panik og stikke af fra det. Gør hvad det ikke forventer, se ind i dets øjne, se et ensomt stort bæst der er … bange for dig (fordi dine indsigter breder sig mere og mere)!’

Med venlig hilsen

Påfaldende at 9 ud af top 15 listen er virksomheder jeg aldrig har hørt om. Nu syntes jeg selv at jeg er rimeligt belæst og følger ret godt med.
Ud af de 5 største kender jeg kun 1 (Barclays).
Jeg må nok konkludere at de 9 er specielt gode til at holde sig ude af mediernes søgelys.

Hvis man skal komme med nogle konkrete forslag som man kan forestill sig Occupy bevægelsen kan kræve så vil jeg foreslå:

1) Nedlæg børserne og spekulation. Virksomheder bliver ondsindede (i.e. de tænker *kun* på kapital, *alt* andet er ligegyldigt) i samme øjeblik de bliver børsnoterede. Det er faktisk et *krav* eg en *pligt* kun at tænke på bundlinjen når man bliver børsnoteret. Virksomheder (selv store) der er ejet af grundlægeren eller af en snæver kreds, er sjældent ondsidede på samme måde fordi deres moral afspejler grundlæggerens/ejerens. Kig bare på Google som godt eksempel.

2) Tilbage til guld-standarden. Penge skal være baseret på guld. Længere er den ikke.

3) Afskaf og ulovliggør enhver form for lobbyisme, med høje fængsels-straffer. Store virksomheder har alt alt for meget indflydelse på politikere og lovgivning.

Disse 3 ting vil være en rigtig god start, og så kan man tage den derfra.

@Lars

Guldstandarden er ikke løsningen, det vil stadig være bankerne som sidder på flæsket. Green dollars var en meget bedre løsning, og bankerne hadede dem.

Frygten er netop drivkraften i projektet, og det lykkes i et vist omfang. Målgruppen virker dog diffus, så de har selv rod i op og ned. Argumenter synes erstattet af dogmagtiske illusioner, gamle spøgelser og mere overtro.

Et hurtigt overslag over religiøse, er nedslående fakta

randi christiansen

Vi lever i et økosystem med indbyrdes forbundne kar - vi må være fødselshjælpere for en planetarisk bevidsthed i menneskeheden så alle - inkl kapitalmonopolisterne - ønsker at udøve den nødvendige omsorg for vores biotop, fordi alle forstår, at det er en forudsætning for overlevelse her på planeten. Den indbyggede orden er tydelig - at udarbejde en køreplan for omlægning er selvfølgelig mulig. Målet er social og miljømæssig balance.

Den gode nyhed er, at man bare kan gå til biddet - ingen vil få det ringere end det udmærkede liv, vi er mange, der fører og er tilfredse med, uendeligt mange vil få det bedre.

randi christiansen

Vi er midt i historiens største systemopgør, og det er vi, fordi vi har internettet - nu kan de undertrykte, udbyttede, fordømte her på jorden nemlig se, hvormange de er, og hvad, det egl er, der foregår samt koordinere sin modstand, sit selvforsvar. Mon ikke vi kan være enige om, at vi er i en situation, hvor vi er nødt til at fortsætte den ældgamle samtale om hvem, der har retten til biotopens ressourser - er det dem, der kommer først, eller ville det være mere hensigtsmæssigt med en fordelingsnøgle som tilvejebringer social balance og omsorg for biotopens miljø, som tilgodeser helheden - det vil indbyrdes konkurrence aldrig kunne gøre, det forudsætter samarbejde på et højere niveau, end vi hidtil har været vidne til. Samtidig er vi nødt til at tage et opgør med den internationale del af finanssektoren, som bedriver undergravende virksomhed, ref. artiklen om “Det globale finanssystems forbundne kar”. Den retfærdige fordelingsnøgle burde ikke være umulig at regne ud. Man kunne starte med en beregning af planetens bioregionale afkast - i en bæredygtig kontekst naturligvis. Der ER nok til alle. Herefter vil vi vide, hvilket arbejde der skal udføres og fordeles - det bliver helt sikkert heller ikke et problem. Mennesket er i sin dybeste dna et socialt væsen, og vil derfor ønske at tage del i fællesskabet - også når det gælder arbejde. En forudsætning er, at vi ikke føler, at vi bliver snydt og bedraget for den fødselsret, som er lige adgang til biotopens ressourser, og at vores fysiske og psykiske helbred ikke lider overlast pga det systematiske og degenererende misbrug og bedrag, vi er udsat for.

randi christiansen

@ Karsten Johandsen : "Fri konkurranse fører til konsentrasjon og sentralisering av kapitalen, altså til sin egen motsetning: monopolisering (markedets paradoks)"
Det kan næsten ikke siges tydeligere. Kapitalisering og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourser er et selvødelæggende system. Den vigtige opgave er nu at formulere et alternativ der er så indlysende rigtigt, at flertallet kan samles om det. Den gode nyhed : venner, vi er i gang.