Læsetid: 6 min.

Grækenland er i moralsk krise

Grækenlands afgrundsdybe krise har også fået grækerne selv til at kigge indad og spørge, hvordan det kunne gå så galt. Mange mener, de står i en etisk og moralsk krise, som ligger dybt i deres mentalitet. Og kan spores helt tilbage til militærdiktaturet og borgerkrigen i 1940'erne
Gr©°kenlands krise bunder i, at landet ikke er et velf©°rds°©samfund med rettigheder og pligter, men et samfund baseret p? forbindelser og gensidige vennetjenester.

Gr©°kenlands krise bunder i, at landet ikke er et velf©°rds°©samfund med rettigheder og pligter, men et samfund baseret p? forbindelser og gensidige vennetjenester.

Louisa Gouliamaki

20. oktober 2011

ATHEN — Alle grækere frygter for deres elregninger de næste tre-fire måneder. Ikke fordi strømmen er blevet belagt med en ekstra grøn afgift for at dække statens gæld på 2.700 mia. kr., som er 182 pct. mere end landets BNP. Nej, fordi det græske elselskab DEI af regeringen (eller rettere af IMF og EU's skrappe ansvarlighedskrav om at få beviselige indtægter i statskassen i en ruf for at kunne få en ny hjælpepakke) har fået et dekret om at lægge ejendomsskat udregnet efter beboelig kvadratmeter pr. husstand oveni elregningen. Så det græske elselskab printer på højtryk for at nå at få regninger ud til de seks millioner græske husstande inden jul. Det skønnes at give 15 mia. kr. inden nytår. Og forhåbentlig 22,5 mia. kr. mere i statskassen til februar.

Ejendomsskatten vil kunne koste op mod en månedsløn pr. husstand om året, frygter man, hvilket også ville få alle til gyse herhjemme. Men staten fattes penge i den grad efter 30 års overforbrug, manglende skatteopkrævning og bl.a. for mange offentligt ansatte — alt finansieret via banklån. Grækenland har ikke et matrikelsystem over hvem, der ejer hvad og hvor stort. De har heller ikke et personregister (hvilket er meget normalt i EU), oplyser den danske ambassadør Tom Nørring.

»Men løsningen med elregningen når skatteopkrævningen jo ud, for elselskabet har styr på, hvem de leverer el til. Så elselskabet bliver et redskab for staten,« siger han og lægger ikke skjul på, at det græske offentlige system er dysfunktionelt og gennemsyret af vennetjenester.

Kuverter med penge

»Det har været baseret på klientilisme, eller på græsk fakelaki, der ordret betyder 'kuverter med penge', der gør, at man får opfyldt en tjeneste om især at slippe i skat, få ansat en søn eller en bekendt i det offentlige eller komme forrest i en kø til en ydelse,« siger ambassadøren og understreger, at han ikke siger noget, grækerne ikke selv åbent taler om.

Fællestillidsmand Fotis Kaymenakis i det statslige elselskab DEI, mener, det er en falliterklæring for staten, at den ikke kan få pengene ind gennem sine over 260 kontorer med skatteinspektører. Et antal, der nu er nu skåret ned til 80 større enheder med langt skrappere kontrol. Men skatteinspektører er berygtede for at modtage bestikkelse og for afpresning af millioner af private erhvervsdrivende — og skatteindkrævningen gik i 'skattefars' egen lomme — og ikke i statskassen.

»Det er klart, at mange ikke kan betale den ejendomsskat, og så lukker vi for strømmen. Det vil betyde rigtig meget for ældre, store fabrikker, hoteller, ja, selv for statens institutioner. Men det siger noget om statens manglende kontrol, at de sætter os til at printe seks mio. skatteinddrivelser,« siger Fotis Kaymenakis fra elselskabet, der i dag har 22.000 ansatte mod 36.000 for blot få år siden. Men det vil for første gang få den bedre middelklasse og millioner af private næringsdrivende såsom læger, advokater, revisorer, restauratører, hotelejere til at betale skat. Det fryder mange sig over.

Klientgørelse

Danmarks ambassadør siger under et interview i sin treetagers penthouselejlighed med ubrudt udsigt over tagene til Akropolis' templer, at Grækenland og grækerne også står i en moralsk krise. Det bekræfter mange græske eksperter, Information har talt med. Problemet er grundlæggende, at Grækenland ikke er et velfærdssamfund med rettigheder og pligter, men et samfund baseret på forbindelser og gensidige vennetjenester.

»Det er en mentalitetskrise. De har en helt anden tilgang til samfundet og dets indretning. Og med klientgørelsen får man heller ikke de bedst kvalificerede til jobbene, men dem, der kender nogen. De sidder med en opblæst offentlig sektor, og det er bundråddent og har sat alt i dårlig forfatning. Bare det, at man fik Goldmann Sachs til at lave falske statsbudgetter for at EU ikke skulle opdage gælden, taler jo for sig selv,« siger Tom Nørring.

Grækenlands socialister pyntede allerede på statens budget i årene op til 2001, da landet kom med i eurozonen. Og de optog lån i udenlandske banker til 2,1 pct. som var deres økonomi som Tysklands.

Ambassadøren tilføjer, at stenen i skoen til smerten i dag skal findes helt tilbage i borgerkrigen mellem kommunister og kongetro konservative fra 1944-49 og under militærdiktaturet, hvor alle venstreorienterede var fredløse.

»Indtil 1973 kunne man som socialist ikke få et offentligt embede. Da socialistpartiet Pasok så kom til magten i 1981 for første gang, ansatte man så mange venstreorienterede i det offentlige, og op til hvert valg ansatte hver regering blå som rød 20.-30.000 nye offentlige ansatte, så var man sikker på at få hele deres families stemme også. Og når de så kunne gå på pension som 45-årig og have sort arbejde ved siden af, så har man en del af forklaringen på nedturen,« forklarer Tom Nørring.

Blækspruttestaten

Ambassadørens pointe bekræftes af Pasok-regeringens informationsminister og 'den hellenske regering talsmand', Elias Mossialos, der har boet i Danmark og undervist på Københavns Universitet i medicin.

»Det er et moralsk problem, at vi har haft en stat, der som en blæksprutte er vokset i alle retninger. Kuren bliver pinefuld og tragisk for mange. Vi har op mod en million i den offentlige sektor. De seneste 20 år fik alt for mange forfremmelser, gode lønninger og pensioner uden at præstere. Vi vil nu sikre kompetence og spare kraftigt. Vi har 170.000 færre ansatte om to år. Vi indfører et rigidt syvtrinshierarki, så folk ikke kan forfremme sig selv. De skal opnå bestemte mål og yde mere. De går 50 pct. ned i løn og skal gøre sig fortjent til de sidste 50 pct. og så skal de arbejde 40 timer mod nu 30. Og alle offentlige kontorer skal også være åbne efter klokken 12, hvilket er helt nyt,« siger regeringens talsmand, Elias Mossialos.

Han understreger, at det bliver en hestekur at få landet på ret kurs:

»Reformerne får hårde konsekvenser for folk, men hvis regeringen ikke på to år får skik på gælden og får finansmarkederne til at tro på os og investere her, så bliver vi sat skakmat. Men vi har indtil nu i 2011 skåret offentlige udgifter ned fra 11 mia. til 2,4 mia. euro. Sidste år betalte vi 13 mia. euro af på gælden. Det er meget for 11 mio. mennesker,« understreger han.

Alles og ingens skyld

Athens borgmester taler også åbent om inkompetencen og årtiers laden stå til:

»Krisen har fået samfundets ineffektivitet og alle problemer til at stikke op over overfladen, så det er synligt for alle. Hvis er skylden? Ingen og alles! For vi skabte intet og solgte meget lidt. Her var ingen vækst, kun gældsætning og lån — både privat og fra statens side. Gælden er enorm, følgerne for den enkelte er katastrofale. Måske ender det med statsbankerot. Og som borgmester skal jeg spare 25 pct. på løn og effektivisere. Det gode ved krisen er, at vi får ryddet op,« siger Giorgos Kaminis, der er professor i forfatningsjura og sidste år blev valgt som den første ikkeborgerlige borgmester i Athen i 25 år.

Byen kæmper med kolossale problemer med organiseret kriminalitet af albanske og bulgarsk bander, overfald, racistisk vold mod indvandrere, trafficking, prostitution. Krisen har betydet, at politiet slet ikke kan følge trop med kriminaliteten, siger borgmesteren ærligt. Han indrømmer også, at OL-infrastrukturen fra 2004 var uden en langsigtet vision. Alt står bare tilbage som værende for stort og tomt. Det har skabt en gigantisk gæld med de 150 mia. kr. i anlægsudgifter, uden at det har gavnet byen som f.eks. Barcelona formåede det med OL i 1992.

Alle taler om dominoeffekten af hvis Grækenland går statsbankerot, for Italien, Portugal, Spanien og Irland har levet lige så meget over evne. Mange grækere tror ikke, EU oprigtigt tænker på at redde dem, men EU trækker blot pinen ud for, at de tyske og franske storbanker kan konsolidere deres tab, når Grækenland går bankerot. Så er bankerne klædt på til at vinke farvel til 50 pct. af deres gældsposter, der suges ned i det bundløse græske hul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemerne kan spores helt tilbage til militærdiktaturet - Det er i det hele taget påfaldende at det er Europas postfascistiske lande der står med krisens største problemer ...

...mange må mene at det burde være det postsocialistiske og "underudviklede" Østeuropa der skulle står med alle problemerne.

...en analyse værd, selv om svaret kan vise sig ubehageligt for det superliberalistiske og nationalstatsfjendtlige EU.

Jakob Schmidt-Rasmussen

"Men løsningen med elregningen når skatteopkrævningen jo ud, for elselskabet har styr på, hvem de leverer el til. Så elselskabet bliver et redskab for staten..."

Mon ikke Grækenland er et vækstmarked for fremsynede virksomheder, der producerer husstandsvindmøller og solceller?

Curt Sørensen

Er det ikke utroligt arrogant og nedladende af den danske ambassadør at sidde der i sin tre etagers penthouse luxus lejlighed i Athen og beklikke grækernes moral? Han har sit på det tørre. Det er ikke ham der får sin levestandard skåret ned til eller under minimum. Det er heller ikke de europæiske politiske og financielle eliter, ejheller deres dresserede aber i det græske parlament, der forråder deres egen befolkning.

Michael Kongstad Nielsen

Ambassadøren har nu sagt nogle udmærkede ting i interviews til P1, mere direkte end diplomater normalt udtaler sig - han kan ikke gøre for, at journalisten her kommer med helt uvedkommende oplysninger om ambassadørens boligforhold.

Bortset fra det, så er ideen med opkrævning af skatten over elregningen genial. For grækerne må se at lære, at de skal betale skat. Og her er den sikre måde - menlig at lukke for strømmen, hvis skatten ikke betales. Og så er skatten oveni købet progressiv, da de store boliger skal betale mest.

Glem ikke, at der er mange penge blandt private grækere. Kører man en tur i Athen ud til Piræus og langs kysten ser man massevis af store lystjagter, kæmpe luksusboliger og biler, der lader ikke Monaco eller Cannes meget tilbage.

Pengene må ud af de rige grækere, det er første bud på en løsning.

Curt Sørensen

Til Michael,

Den sidste del af dit indlæg er well taken. Et af de store problemer i Grækenland er netop at de rige ikke betaler nogen videre skat, uanset et luksus forbrug som man, som du ganske rigtigt nævner, let får øje på, når man besøger landet.

Et andet problem er den ineffektive stat ledet af korrupte politikere.

Et tredje problem, vel det største, er udenlandske finansinteressers krav på formidable gældsbetalinger, enorme beløb som skal presses ud af den almindelige græske befolkning, som i forvejen har det hårdt.

Grækerne ( der i denne tid tilbagevendende svines til i medierne) er i virkeligehden , for det store flertals vedkommende, et nøjsomt, hårdt arbejdende ( hvis de da ikke lige er arbejdsløse!) folk, og umådeligt venlige og gæstfri. Meget mere end os danskere.Det har jeg selv oplevet når jeg tilbagevendende har besøgt landet. Det er hver gang som et kultur chock at komme hjem til den danske selvtilstrækkelighed, selvglæde og smålighed.

Men grækerne er også et tappert folk. Det har de vist mange gange i historien. Og i dag går de foran i den omfattende europæiske kamp mod finanseliter, topolitikere, Euro-bureaukrater og medie-maskinen.

De er spydspidsen i de nederste sociale lags modstandsbevægelse i Europa

.

Pengene må ud af de rige grækere, som Michael Kongstad Nielsen ganske rigtigt påpeger, et synspunkt som også Curt Sørensen bakker op om.

Enig heri! Men det som er kendetegnet for store kapitalkoncentrationer, det er, at de har en fantastisk evne til at liste lige så stille bort selv ved en højlys dag. Ja, for sagen er jo, at eneste boligmarked i Europa der mærker en stigende interesse og dermed stigende priser, er de fashionable kvarterer i London, og denne interesse, hvor kommer den fra? Rigtig gættet! Fra stenrige grækerne der forsøge at smutte mens tid er og naturligvis medbringende så meget af deres formue som muligt.

Dette gilde skal så betales af de ganske almindelige borgere, både dem i Grækenland og dem der bor i de andre EU-lande, nemlig via den støtte som der for tiden ustandseligt punges ud i den tro at det gennemhullede græske skib ikke synker, men penge som velsagtens mere punges ud for at undgå, at såvel de franske som de tyske banker får for store tab.

For selvom både grækere, italienere og andre folk på de kanter er utrolig søde og gæstfrie, så er jeg ved et netop afsluttet besøg på Sardinien endnu en gang blevet bekræftet i, at de på de mildest talt har en virkelig udviklet og kreativ evne til at undgå, at bidrage til fællesskabet, og ligeledes også er ret så kreative når det drejer sig om at skaffe sig penge fra fællesskabet, herunder fra EU.

Generelt er det min opfattelse, at landene ved Middelhavet, og måske af historiske årsager, har en helt anden fornemmelse af det der med at betale til fælleskabet, altså det at betale skat, end den vi kender fra de nordiske lande. Og det er muligvis slet ikke så underligt endda, thi mange borgerne i Middelhavslandene føler, uanset om det er korrekt eller ej, at de ikke selv for en døjt ud af de skattekroner de betaler, modsat os heroppe i det kolde nord, som jo trods alt (stadig) har gratis skoler herunder videreuddannelser, hospitaler, lægehjælp, mv.

Så som årene er gået, er jeg blevet blevet mere og mere skeptisk. For der er ganske enkelt en dyb kulturkløft mellem landende i syd og dem i nord, og skal denne kløft udjævnes, så skal det værer borgerne selv der gør det, og ikke en lille elite der hen over hovedet på befolkningerne tager nogle beslutninger, som skønt de muligvis ser smukke ud i teoriens verden virker helt anderledes på borgernes praktiske hverdag.

Hold da op for en niveau i debatten:
Grækerne er umådelige venlige
og
den danske ambassedør er arrogant
Hvad har det med den græske gældskrise at gøre?
Klientismen som fæmnomen kendes også fra Italien så mon ikke det stikker dybere end til 1945 og har at gøre med de landes fælles historie
f.eks. en ineffektiv stat og udbredt korruption
?

Denne krise er mest af alt et udtryk for, at det nationale folkelige fællesskab Grækenland er blevet narret af en allliance mellem kapitalinteresser og politikere, som kapitalisterne selv har sat ind på posterne, og som de betaler i stedet for at betale til fællesskaberne.

Det opgør som grækerne går foran i, kan medierne let omdirigere til et moralsk spørgsmål om national karakter - og så har vi grundlaget for dels og hersk-politkken, som igen let kan forvandle sig til rigtig krig. Hvor borger sættes op mod borger i stedet for at man får kigget på hvordan et lille segment velhavende tømmer nationernes pengekasser og holder borgerne for nar.

@ Lars,

Giver du også "kapitalinteresserne" skylden for dine nedgroede tånegle? Jeg spørger bare, fordi det virker som om det er en standardanalyse du bruger til at forklare alle problemer med ...

For nogle er verden enkel. Alle dårligdomme kan tilskrives 'kapitalisterne' (herunder selvfølgelig bankerne), medens 'folket' ikke kan begå fejl. Når folket derfor bliver grådigt, og giver sig til at låne mere end deres økonomi er til, for at lege økonomiske spekulanter og opnå arbejdsfrie gevinster, er det fordi de er blevet vildført af de onde banker.

Det forekommer at være en noget overlegen og nedsættende holdning, helt at fraskrive 'folket' almindelig sund fornuft og tankevirksomhed, eller mangel på samme, som det er tilfældet her, der helt er blevet overskygget fordi for mange mennesker fik Euro-tegn i øjnene, i håb om rigdom uden arbejde.