Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den grønne økonomi — et studie i byggerod

Bevidstheden om at den kriseramte globale økonomi må stilles fundamentalt om, er ved at cementere sig. Men byggepladsen er mudret, og det er uklart, hvem der er arkitekt og bygherre på projektet
Kronprins Frederik, statsminister Helle Thorning-Schmidt og FN°Øs general°©sekret©°r Ban Ki-moon i samtale under konferencen °ØGlobal Green Growth Forum°Ø, som sv©™mmer over af fort©°llinger om de teknologiske muligheder og de gode eksempler.

Kronprins Frederik, statsminister Helle Thorning-Schmidt og FN°Øs general°©sekret©°r Ban Ki-moon i samtale under konferencen °ØGlobal Green Growth Forum°Ø, som sv©™mmer over af fort©°llinger om de teknologiske muligheder og de gode eksempler.

Keld Navntoft

Udland
15. oktober 2011

Christiana Figueres, chef for FN's Klimasekretariat, sidder på scenen under de imposante krystallysekroner i Moltkes Palæ, København, flankeret af herrer i mørke jakkesæt og nypudsede sorte sko.

»Vi befinder os på en gigantisk byggeplads,« siger hun.

»Vi er ved at konstruere en ny økonomi, en ny struktur — og vi sidder fast. I troperne, hvor jeg kommer fra, er byggepladser meget rodede og meget mudrede, og vi sidder fast i mudderet.«

Figueres, født og opvokset i Costa Rica som datter af en revolutionshelt og præsident, er en af mange prominente talere på den forgangne uges møder og arrangementer om Green Growth, grøn vækst, i København. I Moltkes Palæ er det regeringens konference 'Global Green Growth Forum' med åbning ved kronprinsen, statsministeren og FN's generalsekretær. I Københavns Rådhushal er det 'Take Lead'-konferencen arrangeret af netværket Green Growth Leaders med Københavns Kommune, en række store danske virksomheder, videnscentre i ind- og udland samt Mandag Morgen som partnere. På Hotel Marriot er budskabet 'Meet the Visionaries' med oplæg om den grønne revolutions frontløbere, og samme sted foregår en OECD-workshop om, hvordan man måler den grønne vækst. Endelig er der i Forum messe for revolutionens praktikere under temaet 'Building Green'.

Alle steder er der byggeaktivitet og byggerod — det underliggende spørgsmål er, hvordan bygningen egentlig skal se ud, om der overhovedet findes en tegning, og hvem der er arkitekter og entreprenører på opgaven.

»Vi står over for den mest komplekse og omfattende omstilling i verdenshistorien,« siger udenrigsminister Villy Søvndal på podiet i Moltkes Palæ.

Gud ved hvad ...

»Vi taler om den største udfordring, vi nogensinde har taget på os: At transformere en hel verdensøkonomi,« supplerer Jim Leape, generalsekretær i miljøorganisationen WWF.

Men det roder.

»Jeg tror, vi vil hænge fast i mudderet i lang tid,« siger Figueres.

Som forvalter af FN's klimaforhandlingsproces med COP17 på vej i Durban, Sydafrika, ved hun, hvad hun taler om. Processen er trukket ind i »en ond cirkel«, en catch 22-proces, hvor aktørerne ifølge FN-chefen siger til hinanden: ' Imå bevæge jer først', 'Nej, Imå bevæge jer først'.

Virksomhederne venter på politikerne, Kina venter på USA, republikanerne i den amerikanske kongres venter på ... Gud ved hvad.

Efter COP17 i december venter til juni det stort anlagte Rio+20-topmøde i Brasilien, hvor verdens ledere mødes for at gøre status over planetens tilstand to årtier efter miljø- og udviklingstopmødet i 1992 samt tale om det store nye, nødvendige og uoverskuelige projekt: Omstillingen til en grøn verdensøkonomi.

Jeremy Oppenheim er direktør i det globale konsulentfirma McKinsey & Co. På en tidlig morgenseance løfter han sløret for en endnu upubliceret analyse af, hvor verden er på vej hen.

Afsættet er ifølge Oppenheim den opmuntrende kendsgerning, at det om 20 år vil være lykkedes at trække så mange mennesker ud af fattigdom, at den globale middelklasse vil være vokset fra i dag knap to til hele tre milliarder mennesker.

»Det er en virkelig overvældende bedrift, men den har konsekvenser,« siger han.

»De seneste 10 år er råvarepriserne steget så markant, at det reelt har neutraliseret samtlige de prisreduktioner, der er opnået siden år 1900.«

Det skyldes det stigende forbrug af fossil energi, metaller, vand, fødevarer og andre råvarer, og med middelklassens fortsatte vækst vil det fortsætte. Ifølge McKinsey vil det globale energibehov de næste 20 år vokse 35 pct., behovet for vand 30 pct., stål 80 pct. og ny landbrugsjord 10-15 pct.

»En milliard ekstra mennesker gør ikke den store forskel, men en milliard ekstra middelklasseforbrugere gør,« understreger Jeremy Oppenheim.

Som eksempel på prismekanismen beskriver han, hvordan olieprisstigningerne tidligere i år trak prisen på bioethanol med op, hvilket fik majsprisen til at stige — halvdelen af USA's majsproduktion går i dag til bioethanol — som så fik priserne på svinekød i Kina til at eskalere, fordi kinesiske grise spiser amerikanske majs.

Forbrugsvæksten og de ledsagende prisstigninger vil lede til »enorme problemer med at skaffe kapital,« mener Oppenheim. Og det nødvendiggør, at verden stiller om til en meget mere energi- og ressourceeffektiv økonomi.

McKinseys analyse viser, at der vitterlig er enorme besparelser og effektiviseringsgevinster at hente med teknologiens hjælp. Alene at forbedre bygningers energieffektivitet rummer et besparelsespotentiale på 691 mia. dollar frem til 2030. Økonomien er bare ikke indrettet på at høste gevinsterne.

»Vi bruger pengene på de forkerte formål, og vi går rundt i cirkler om den grønne vækst. Så længe vi ikke har leveret dokumentation for, at den grønne måde er den bedste måde at skabe vækst, vil vi ikke kunne overbevise virksomhedsledere og politikere,« understreger Oppenheim.

Slutspillet

Jeremy Rifkin, karismatisk økonom, leder af tænketanken Foundation On Economic Trends og forfatter til den netop udkomne bog The Third Industrial Revolution, mener, at det til overflod er dokumenteret, at den gamle økonomi ikke duer.

»Slutspillet er begyndt,« siger han som taler ved en konferencemiddag på Statens Museum for Kunst.

»Olieprisstigningerne og finansmarkedets sammenbrud varsler et økonomisk jordskælv. Hver gang vi forsøger at få økonomien til at vokse på ny, stiger priserne, og økonomien snubler igen. Det er, hvad vi ser i dag — vi er på vej mod kollaps,« mener Rifkin.

Lægger man klimakrisen oven i, er konklusionen klar.

»Vi er nødt til at slippe væk fra den kulstofbaserede økonomi i 2040. Væk!« siger han til FN's Ban Ki-moon, Danmarks Helle Thorning-Schmidt og de andre prominente middagsgæster.

Opskriften — en økonomi baseret på energieffektive systemer og vedvarende energi i et internetinspireret netværk med millioner af decentrale energiproducenter — er beskrevet i den ny bog.

»Men jeg ved ikke, om vi kan nå frem i tide. Jeg vil ikke være der til at se det,« siger Rifkin.

Fanget

Konferencerne i løbet af Københavns grønne vækstuge svømmer over af fortællinger om de teknologiske muligheder og de gode eksempler. I Rådhushallen præsenteres f.eks. en samlet Guide to Sustania, en vejviser til det bæredygtige samfund, udformet af Project Green Light, en stribe af verdens største virksomheder med grønne visioner i samarbejde med bl.a. miljøorganisationer fra øst og vest.

Det, der mangler, er rammerne, lederskabet, den fælles accept af, at nu skal der stilles om.

»Når man i Costa Rica sidder fast i mudderet, kan man enten trække vognen fri eller skubbe den fri. Jeg mener, vi må gøre begge dele,« siger Christiana Figueres.

Hendes slet skjulte frustration over bl.a. COP-processen om en global klimaaftale deles af en anden FN-chef i København, Achim Steiner, der er leder af FN's miljøprogram, UNEP.

»I øjeblikket er vi fanget af 193 lande, der forsøger at putte en firkantet pind i et rundt hul. Forbindelsen er fuldstændig afbrudt mellem den nødvendige handling og det internationale beslutningssystem,« mener han.

Steiner oplever en situation, hvor ethvert land ser sig i konkurrence med ethvert andet land og enhver virksomhed i konkurrence med enhver anden virksomhed.

»Det er fatalt for et globalt samfund, som kun kan realisere omstillingen via samarbejde.«

Tvivlrådigheden på den internationale scene afspejles i forarbejderne til sommerens Rio+20-møde.

»Der er et topmøde otte måneder væk. Der er intet udkast til slutdokument, og der er sikkert en del, der spørger: Hvad i alverden vil de stille op med det møde?« siger Achim Steiner.

»For nogle giver det anledning til panik, for mig giver det anledning til refleksion. Lad os huske på, at revolutionen i Egypten ikke startede efter lang tids planlægning i komiteer af 65-årige, den blev startet af 18-19-årige. Berlinmuren blev ikke forhandlet væk, den blev løbet over ende. Midt i al kompleksiteten er det faktisk fantastisk, hvordan individuelt lederskab stadig er en afgørende faktor for at få ting til at ske. Når et land rykker, er det ofte, fordi en præsident eller statsminister siger: 'Dette er det rette at gøre' — pludselig begynder hele systemet at bevæge sig.«

»Netop nu er mit eneste ønske, at nogle vil træde frem og tage udfordringen fra Rio på sig. Den er ikke noget lederskab for Rio i øjeblikket,« mener Steiner.

CO2-pris

Yvo de Boer, Christiana Figueres' forgænger i FN's Klimasekretariat og tovholder under COP15, kender helt ind i rygmarven de globale forhandlingers træge dynamik. Også han er i København, som en af talerne i Rådhushallen.

»Når det gælder Rio-mødet, er risikoen, at man ender i diskussioner om en deklaration, som forhandles til meningsløshed,« siger han til Information.

De Boer håber, at statslederne — i modsætning til ved COP15 — ankommer sent til Rio, og at mødet vil koncentrere sig om de helt centrale nøgleelementer i omstillingen til en grøn økonomi. En pris på CO2 ikke mindst. I Steiners formulering: »Den dag, vi kan sætte en skat på CO2, vil vi sætte verden fri til at realisere alle disse ting.«

Yvo de Boer mener, det kræver et opgør med hidtidig miljøpolitik.

»Den største fejl, miljøsamfundet nogensinde har begået, er måden, vi definerede 'forureneren betaler'-princippet. Vi definerede, at producenten er forureneren — jeg mener, vi kan få styr på mange problemer ved at vende det på hovedet og sige: Forbrugeren er forureneren. Vi må have forbrugerne verden over til at tage ansvar for, hvad de gør. Og det kan man i høj grad gøre ved at introducere en pris på CO2. Jeg har ikke problemer med, at danskere spiser jordbær om vinteren, blot de betaler de miljømæssige omkostninger,« siger de Boer.

Det er et stikord til EU's klimakommissær Connie Hedegaard.

»Det er præcis, hvad EU prøver med luftfarten. Vi forsøger at sige, at forureningen skal betales af passageren,« påpeger hun med henvisning til inddragelsen af international flytrafik til og fra Europa i EU's CO2-kvoteordning fra nytår.

»Men hvad ser vi: Amerikanerne protesterer, Kina protesterer. Det er yderst beklageligt, at amerikanerne ikke kan se, at dette præcis er måden at håndtere globale udfordringer i et globaliseret århundred.«

Lederskab og modstand

Og her er en af den grønne uges næsten uudtalte pointer: Når omstillingen går for langsomt, er det ikke kun fordi, alle tøver og venter på nogle andre. Det er også fordi, nogle kæmper aktivt imod. Som en af de meget få siger Christiana Figueres det i Moltkes Palæ:

»I dette lokale er en gruppe virksomheder, der ser sig selv som vindere. Der er en anden gruppe virksomheder, der ser sig selv som tabere — de er ikke i dette lokale. Men de er meget højlydte, meget velorganiserede og meget velfinansierede, og de bruger en meget stor megafon i deres egne lande, specielt på den anden side af Atlanten.«

Eller som det mere kontant bliver udtrykt af WWF's Jim Leape: De truede solnedgangsindustrier »kæmper med al den vildskab, der er involveret, når det handler om ens overlevelse«.

»Lige nu udøver vinderne kun en lille indflydelse for så vidt angår regeringernes evne til at høre,« konkluderer Figueres.

Nogen opmærksomhed har denne uges forsamling af grønne virksomhedsledere i København dog vakt. Ikke mindst i de nye ministerkontorer. For hvis der var én ting, mange talere ønskede at fremhæve, var det forhåbningen om, at det lederskab, Achim Steiner og andre efterlyser, nu vil blive leveret af Danmark.

»Den danske regering siger 40 pct. CO2-reduktion i 2020 — og så også lige 100 pct. vedvarende energi i 2050. Dét er lederskab,« sagde Jim Leape.

Og Villy Søvndal kvitterede på bedste ministerengelsk:

»Hvis vi kan kombinere, hvad borgere og forbrugere vil, hvad virksomheder kan, og hvad regeringer tør, så kan vi bevæge os fremad.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hvis vi kan kombinere, hvad borgere og forbrugere vil, hvad virksomheder kan, og hvad regeringer tør, så kan vi bevæge os fremad."

Hvad er det da så, at danskerne vil?

Hvor har de daglige rapporter i radio, tv og dagspresse været i den forgangne uge? Jeg hører først om denne konference nu, der burde have været hovednyheden i al mediedækning.

Hov (rettelse af min forrige kommentar): Det jeg mente var naturligvis følgende:

Hvad er det da så, at borgerne og forbrugerne vil?

Ikke een af de interviewede stillede spørgsmålstegn ved systemet. Man må endelig ikke tænke ud over kapitalisme og vækst.

Men alligevel kan dette citat komme tæt på sandheden:
--------------------------------
"Steiner oplever en situation, hvor ethvert land ser sig i konkurrence med ethvert andet land og enhver virksomhed i konkurrence med enhver anden virksomhed.

»Det er fatalt for et globalt samfund, som kun kan realisere omstillingen via samarbejde.«"
--------------------------------

Kapitalisme er individualisme baseret på menneskets mørkeste karaktertræk. Det er slet, slet ikke gearet til at løse et problem, som kræver samarbejde. Dertil vil det udskældte socialisme være langt bedre, men næsten et århundredes forfølgelse af denne ideologi, med dertilhørende hjernevaskning af befolkningen til at mene det værste om den, blokerer for, at vi kan tage det skridt, som bliver nødvendigt for at komme videre.

Eneste løsning:
Træk hele lortet ud og byg et nyt system op, baseret på en ideologi, som kan håndtere de signifikante problemer vi står overfor.
Enten er kapitalismens dage ovre, eller også er menneskets.

Arkitekter og entreprenører er der nok af.
Projekter ligeledes, omend fragmentariske.
Det er bygherren vi mangler !!
Er verdens ledere bygherren ? Ja, selvfølgelig, vi har jo demokrati.
De skal bare sparkes bagi af "borgerne og forbrugerne"
Midlet er oplysning, oplysning og atter oplysning.
Medierne skal vågne op.
Demonstrationerne vækker dem, i hvert fald for en tid.

Anders - Venstreorienteret oldtidsævl - igen, igen.

Leo Nygaard, mod så forblændende, velovervejet og moden argumentation er det svært at argumentere. Og det vil jeg så lade være med.

Michael Kongstad Nielsen

Den egentlige bygherre er folket. Lad os bare kalde dem borgerne og forbrugerne. De står som bygherrer overfor,at der først skal rives noget ned, før nybyggeriet kan gå igang for alvor. Og det er vel det, der er begyndt i New York og Madrid og Aarhus. Og dertil kommer, at borgerne i Europa og USA er ved at indstille sig på en lavere levefod. Det kalder økonomerne recession, og det ord får stadig politikerne til at løbe skrigende bort. Og så længe laver de ingen ulykker. Og det er godt for klimaet.

Det bliver nok i Østen og Sydamerika og Afrika, at de grønne virksomheder får deres store berettigelse, i den "gamle" verden handler det om modvækst og nedbrydning af kapitalmarkedets magt.

Kongstad - Nedbrydning først ?
Det har lange udsigter, indeholder risikoen for fiasko og at mennesker kommer i klemme under murbrokkerne.
Derfor er ombygning bedre.
Der bruges ikke så mange resurser.

Anders - Tak ! Fordi du lader være.

Helle Thorning siger :"Nogle dele af vort samfund vil blive påvirket negativt af de skridt, vi er nødt til at tage for at nå disse mål. Vi er nødt til at gøre det meget klart"

Det er jo altid kernen af problemet, at når man vil foretage ændringer, om det så drejer sig om at lukke kulminer, skibsværfter, skattehuller eller afvikle velfærdsgoder. Og det er jo netop i de sammenhænge vi har brug for politikere, som ikke bare siger det mest banale og selvindlysende, men som også har politisk mod til at træffe de nødvendige beslutninger. De kan ikke bare sidde og vente på at nogle andre skal tage skraldet først.

Så hop ud i det, tag nogle beslutninger og lad så fremtiden vise, om beslutningen er rigtig. Der er med garanti ikke en løsningsmodel, som lige præcis passer som hånd i handske til nutidens problemer, og er man overbevist om at sagen haster, kan man ikke sidde og vente på at denne ikke eksisterende løsningsmodel dukker op.

I et kapitalistisk samfund er det bundlinien der tæller. Det gælder for såvel producenter som forbrugere. Økonomiske incitamenter der består af gulerødder (tilskud og statsstøtte) leder alt for ofte til uønskede resultater både politisk og økonomisk, så det efterlader pisken i form af afgifter på uønsket aktivitet - CO2 udledning. Så snart det bliver for dyrt at fyre med kul og olie og deres derivater, skal der nok komme gang i den grønne bølge, helt af sig selv. Det er nemlig sådan markedet fungerer.

men en uddannelse inden for en af de mest forurenende industrier - modeindustrien - vil jeg sige at vi som forbruger bære et stort ansvar for bæredygtighed... Tænk bare på at hver englænder i gennemsnit smider 30 kg tøj ud om året... Tendensen er heldigvis at forbrugerne tager mere ansvar... virksomheder omstiller sig langsomt til bæredygtighed, meget langsomt. Det er der politikkerne skal komme ind med lovgivning, beskatning, afgifter, støtte osv. og sætte skub i tingene... Jeg kan kun sige køb bæredygtigt, køb lokalt og udnyt produktet til sit fulde...

Det er selvfølgelig ikke i det forum at fremtiden ligger qua det faktum, at de alle repræsenterer for- og nutidige interesser som begrænser løsningsmulighederne væsentligt.

@ John Fredsted spørger :

" Hvad er det da så, at borgerne og forbrugerne vil?"

Det er vist ret klart. De vil mere "Rasmussen" og deres illusionsøkonomi (= køb, køb for himlens skyd køb) ... omend Rasmussen nu måske hedder Thorning ...

Hr. Monrad skriver følgende:

"Så snart det bliver for dyrt at fyre med kul og olie og deres derivater, skal der nok komme gang i den grønne bølge, helt af sig selv. Det er nemlig sådan markedet fungerer."

Tak for den opfrisker. Nu er jeg langt om længe rolig igen. Markedsmekanismerne redder os - selvfølgelig! Det skal nok komme dansende som en fjer hen ad vejen.

Niels-Holger Nielsen

Jeg har lige set Debatten med Clement, klimaministeren, Christensen (Richardson), og resten af kleresiet, som ikke opfatter kapitalismen som problemet, men tværtimod som løsningen. Det er helt åbenlyst, at de kan og vil for lidt, og gør det alt, alt for sent. De to grader er i vores klimasystem, og ævl om 2050 er så langt ude, at det gør helt ondt at høre på. Den overvældende del af industrien, som lever af forbrugerne ved godt, at radikale investeringer i vedvarende energi koster penge, som derefter ikke vil være til stede for simpelt forbrug. Når krybben er tom bides hestene. Klimaministeren forsikrer, at det har han tænkt på, men mener at vide, at væksten (den "grønne") mere end kompenserer herfor. Det vi hører er, at vi danskere skal være de mest snu, og spænde vores vogn for Verden, så kan alting lade sig gøre og vi kan gå på vandet. Oppositionen kritiserer, at der satses ensidigt, og at man vil have biobrændsel og biogas med i det fremtidige energiscenarium. Det generer dem ikke, at de løber vidt åbne døre ind. Her kan forhåbentlig blive problemer med EL, men næppe en diskussion med regeringen. Christensen erklærer, at afgifter på fossil energi er det mest effektive, men erklærer sig foreløbig tilfreds med at spille på en jævn bane, hvor den fossile energi ikke subsidieres. Det vi er vidner til, er ikke en krise i mulighederne for at håndtere klimaproblemet (ikke i tide, for det er for sent, men bedst muligt) men i selve kapitalismen, som er på kollisionskurs med Moder Jord. For kapitalismen og dens agenter tæller selve kapitalismens overlevelse mere end civilisationens. Det lyder selvfølgelig idiotisk, men for mig ser det sådan ud. Planøkonomi har djævelen skabt, siger kapitalisterne med de titusinder af interne modsigelser, og de opfører sig som Jehovas Vidner, som ikke vil overleve - omend svækket - via en blodtransfusion. Ingen glidebane her. Problemet kan altså kun løses ved en omvæltning, hvor borgerne sætter magten skakmat og kræver en bæredygtig civilisation..

@Per Jongberg: Da jeg skrev mit retoriske spørgsmål, tænkte jeg selv på et svar noget i stil med følgende:

Alle borgere vil gerne have alle mørke skyer i horisonten, eller direkte over dem, for den sags skyld, til at forsvinde; langt de fleste ønsker tilsyneladende bare ikke selv at bidrage synderligt hertil. Der er en bestemt gruppe af mennesker, der følger denne samme adfærd: børn.

Man vil gerne have klimaproblemet til at forsvinde, alt imens horder tager på ferierejse med den mest oplagt svinende måde at transportere sig på: flyet. Man vil gerne have finanskrisen til at forsvinde, alt imens horder har deres penge stående i banker, der er aktieselskaber, og alt imens man har privattegnede aktieporteføljer.

... stående i de banker, der er aktieselskaber ...

Søren Kristensen

Jeg kender en kvinde, som på mange måder i modsætning til mig er normal - altså hun følger normen fx hvad forbrug angår og forleden hjalp jeg hende med at flytte. Hvad hun ikke havde erhvervet sig af overflødigt ragelse i de seneste ti år, jeg siger dig! Otte overflødige strømkabler fra forlængst brugte printere-, PC-er og fladskærme, kørte vi til sortering på genbrug. Tolv, siger og skriver tolv overflødige strømforsyninger til mobiltelefoner, clock-radioer mv. foruden to trailere med alt muligt, herunder leddeløse, næsten nye, møbler fra IKEA, som allerede er kaput. Det var en indsigt i brug og smid væk kulturen, som den er gængs.

Den gode nyhed er at genbrugspladserne i samme periode er blevet meget effektive. Men alligevel. Sikke et flytterod. Nu vi taler rod.

Michael Kongstad Nielsen

Fredsted og Jongberg: - indtil videre sidder langt de fleste fast i den mentalitet der blev så udpræget og forstærket under VKO-perioden, som handler om forbrugsfest/ bilisme/ rejser (mindst to om året)/ fladskærme/ overflod.

Den mentalitet er jo ikke lige til at ændre (før bomben sprænger). Og så er der vist også en god portion "lemmingeeffekt" i det, folk gør ligesom de andre. Men inderst inde ved de fleste jo godt, at noget kunne skæres væk, og noget gøres anderledes. Hvordan man får gang i den ændring af mentalitet og tidsånd, er ikke godt at vide. Men jeg tror ikke, det er nok, at det kommer ovenfra via love og regler. Der skal ske noget nede i græsrødderne.

At bygge en ny, grønn økonomi er ikke noget der sker over natten. Det bliver en lang og tung vej at gå for de fleste...

Johnny Berthelsen

Ja, jeg skal love for at omstillingen til grøn industri bliver en byggeplads.
Jeg var for nylig på cykeltur i Østerild Klitplantage inviteret af den såkaldte naturstyrelse, der rettligen burde høre under industriministeriet. Vi holdt i to rækker på en mudret vej, mens en skovarbejder fortalte om projektet længere fremme, men det kunne vi ikke høre.
Til begge sider begyndte et ælte og pløre, så det ikke var muligt at forlade vejen. Det var "Magtens korridor", et bredt skovet og opkørt område hvor der skal køres mere beton ind end tyskerne brugte på deres bunkersanlæg langs kysten.
Krig er fred, løgn er sandhed, og vindmølleindustrien er grøn. Det kaldes "Nationalt testcenter" men skal hovedsagligt benyttes af tyske og kinesiske havvindmølleproducenter.

Michael Kongstad Nielsen

Det var en selvmodsigelse af dimensioner at smadre et enormt, pragtfuldt naturområde for at lave grøn økonomi. Desværre stemte de nuværende regeringspartier også for det.

Tænk så langt der er mellem gode intentioner og praktisk handling.

@ Michael

Om mål og middel ikke stemmer overens, kan man bare glemme dét...

Christian Katzmann

Som jeg ser det, er der kun een løsning på, hvordan vi kan få, ihvertfald dansk økonomi, op at stå igen - og her spiller den såkaldte 'grønne vækst' en væsentlig rolle:

John Maynard Keynes er kendt for sin teori om, at det økonomiske kredsløb skal igangsættes via offentlige investeringer (f.eks. ved hjælp af udlicitering) og at staten tjener penge ved at bruge penge.
Lad os lege med tanken og sige, at man vælger at øge statens indsats indenfor miljøudvikling, til økonomisk set at dække omkring 1.% mere af BNP'et end det gør til dags dato. Da vil der ske følgende:

Staten udlicitere arbejde til den private sektor (det kan i princippet sagtens være offentlig udlicitering, men det ville ikke være realistisk i Danmark), så virksomhederne sætter 200 nye vindmøller op over en periode på 10 år.
I disse 10 år vil der altså blive skabt arbejdspladser der svarer til bebyggelsen af 200 vindmøller + opsættelsen/produktionen af disse. Desuden skabes der arbejdspladser til projektledere, ingenører, forskere mm.
Alle disse nye arbejdspladser er altså med til at sænke arbejdsløsheden (både indenfor håndværkerfag, forskerfag, servicefag osv.), og derved sænke statens udgifter til bistands- og kontanthælp samtidigt med at staten tjener x-milliarder grundet de mange nye skattebetalere og de skatteberettigede transaktioner firmaerne imellem. Staten vil altså på længere sigt tjene en stor del af de penge ind igen som de har investeret i miljøet – men det stopper ikke her:

I og med at vi gerne vil være førende indenfor miljøteknologi, skal der altså også sættes en stor portion penge af til forskning. Disse penge sikrer os up-to-date teknologi og viden som udlandet vil være interesseret i at købe af os.
Ved at være førende kan vi altså eksporterer både vindmøller (oa. miljørelateret teknologi) og viden til udlandet der vil give os vækst/højkonjunktur i form af cool-cash.

Dette vil samtidig betyde at vi, igennem forskningen, får en bedre uddannelsessektor i og med, at forskningen er forbundet med uddannelserne (f.eks. en Ph.d), og dermed giver bedre globale muligheder for vores unge danske studerende i fremtiden, hvilket igen vil betyde yderligere eksport og vækst for Danmark (også 10+ år frem!).

Foruden alt dette har jeg helt undladt at tale om forbrugernes øgede lyst til at købe varer når folk kommer i arbejde og får en fast (og muligvis også højere) løn.

Det eneste minus med Keynes teori er, at det forudsætter at vi kan producerer miljøprodukterne (vindmøller) udelukkende i Danmark, så vi ikke kaster penge ud af landet via import. Spørgsmålet er om vi har mod på at gøre dette.
Man kan også argumentere for at konkurrenceevnen bliver reduceret og lønningerne derved vil falde ved et sådan Keynes-scenario, men dette vil ikke nødvendigvis ske, hvis vi kigger med globale øjne, fordi at vi netop skal konkurrere med udlandet.

At bruge miljøudvikling som aktør til at skabe vækst i Danmark, vil sikrer:

1) Reduceret arbejdsløshed

2) Øget eksport af teknologi og viden

3) Sikkerhed til forbrug af dagligdagsgoder blandt danskerne

4) Styrket skatteindtægt til staten

5) Bedre BNP

Og tilsidst vil der altså skabes vækst og højkonjunktur i Danmark.
Hvis vi kan producerer vindmøllerne i Danmark (og derved undgår import), så er dette klart den bedste løsning til at få dansk økonomi på ret køl igen!

Det går ikke at vokse sig ud av en kreftsvulst...

Bemærkningerne om Østerild virker ret følelsesmæssige.
Den iboende modsætning er tydelig, men mange anlægsarbejder har gennem tiderne skabt samme modstand fra naturfolket. De processer skal vi igennem.

Jeg kan ikke tage stilling, for hvad er meningen og funktionen med et "Testcenter" og hvilke alternative placeringer var der, hvis nogen. Sikkert er, at alle andre steder ville også resultere i modstand.

Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard - der var faktisk andre placeringmuligheder. Danmarks Natufredningsforening lavede et stort arbejde (som Miljøministeriet skulle have gjort) med at finde alternativer på åben landbrugsjord, hvor alle de nødvendige krav til vind og afstand til naturbeskyttede områder osv. var opfyldte, og hvor der kun skulle eksproprieres ef fåtal af beboelsesejendomme. Se:

http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=20716

Beslutningsprocessen i Folketinget blev udskudt, man vurdere alternativer på ny, men det endte med, at man fastholdt Østerild med stemmer fra S og SF.

Man kan håbe på, at fremtidige beslutninger bliver mere på naturens præmisser.

Ps. Vestre Landsret behandler vist stadig sagen om udpegningens lovlighed i forhold til habitatsdirektiv mv.

Artiklen skæmmes af en negativ vinkling på udenrigsministeren.

Bortset fra det er det glædeæligt, at artiklen bemærker de danske klimamålsætninger som mødes højdepunkt.

Diskussionen om kapitalismens død er unødigt kompliceret. Kapitalismen er stærk nok til, at der ikke er tid til at have den som modstander. Som i alle alvorlige omvæltninger er der grund til at indgå alliancer med alle konstruktive parter.

Danmark har en række løsninger. For eksempel øger Danmarks lokale energiselskaber dagligt deres overskud netop ved at investere i vedvarende energi, som reducerer deres fossile forbrug.

Fjernvarmen er mange steder ved at nå grænsen for sine naturlige oplande, som er tæt byggeri. Parcelhusene kan ikke nås på en økonomisk forsvarlig måde. De er derfor oplagte mål for udbredelse af solceller og solvarme, fordi netop solen distribuerer effektivt til disse forbrugere.