Nyhed
Læsetid: 7 min.

I Den Kære Leders tjeneste

Skånselsløs, uforudsigelig og frygtet. Nordkoreas Kim Jong-il lever op til de stereotype dyder for en diktator, fortæller en af hans tidligere bodyguards, som i et årti beskyttede 'det himmelske væsen'. Han endte i en af landets berygtede fangelejre, inden han begyndte at omgive sig med ænder
Lee Yong-guk håber, at arbejdet med ænderne har terapeutisk virkning. For han vågner stadig af mareridt om natten på grund af den tortur, han blev udsat for, før han flygtede fra Nordkorea.

Lee Yong-guk håber, at arbejdet med ænderne har terapeutisk virkning. For han vågner stadig af mareridt om natten på grund af den tortur, han blev udsat for, før han flygtede fra Nordkorea.

Martin Gøttske

Udland
13. oktober 2011

SEOUL — »Jeg ved godt, at han i Vesten ofte anses for at være en komisk figur, men Kim Jong-il er ikke nogen joke. Jeg har aldrig grinet af ham,« siger Lee Yong-guk.

Han kører rundt i sin jeep og peger på en bakke. Der ligger Nordkorea. Men på bilens gps er bakken og resten af Nordkorea ikkeeksisterende. Det er blot et blankt område på skærmen.

»Det er en hvid plet. Der er ikke længere noget derovre, som jeg vil have,« siger den 50-årige og trækker kasketten, der er prydet med et dødningehoved, længere ned i panden.

I år 2000 flygtede han fra Nordkorea, og han bor nu i en dal i Sydkorea sammen med sin kone, sin søn og en pokkers masse ænder. Præcis hvor han bor og har sin andefarm, ønsker han ikke offentliggjort, da han er nervøs for, at Kim Jong-il vil hævne, at han vendte ham ryggen.

Han er allerede blevet torteret som straf for sin illoyalitet, og han er en af de ganske få, der har været tæt på 'Den Kære Leder', og som det er lykkedes at flygte ud i frihed. Nu er han villig til at fortælle om livet bag facaden.

Dalen, der nu er hans hjem, ligger kun et bakkedrag fra grænsen til Nordkorea, men er uendelig langt væk fra det liv, han engang levede.

I omkring 10 år — fra slutningen af 1970'erne og frem til 1988 — var han bodyguard for den diminutive nordkoreanske diktator, som i vestlige medier og film ofte karikeres som en vanvittig excentriker, der ud over sine atomvåben og hyppige trusler om totalkrig mod Sydkorea også er berygtet for sin fetich for håndvåben, importeret kaviar og med stor appetit på kvinder. Og Lee Yong-guk medgiver, at 'Generalen', som han dengang kaldte ham, er en bizar personlighed. Men i korpset af bodyguards gav manden med de elektriske krøller og plateausko ikke anledning til billige grin.

»Hvordan tør man gøre grin af en mand, som er så skånselsløs, og som har så mange liv på samvittigheden?« spørger Lee.

Privilegium og frygt

Det er de ord, han i dag, efter et årti i Sydkorea, vælger at bruge om Kim Jong-il.

Dengang i Nordkorea ville Lee Yong-guk beskrive ham som »et himmelsk væsen«. Og han var klar til at ofre sit eget liv for at beskytte chefens.

»Jeg følte mig ekstremt privilegeret over at tjene ham. Det var en stor ære for mig og min familie. Jeg var loyal,« fortæller Lee. »Men samtidig var der også hele tiden frygten for at lave en enkelt lille fejl, som ikke kun jeg, men også min familie kunne blive straffet med døden for.«

I Kim Jong-ils selskab var han vidne til et exceptionelt og privilegeret liv. Han stod vagt, når chefen plaskede rundt i en af sine enorme villaers svømmepøl sammen med kønne kvinder, som officielt var hans sygeplejersker. Han iagttog, når Kim beordrede, at hans favoritparfume blev sprayet over det hele, og når han festede med letpåklædte damer. Når han stærkt beruset ræsede rundt i sin Mercedes. Og når han indtog den overdådige og speciallavede mad, lavet i miniaturestykker, så de passede perfekt til Kim Jong-ils lille mund, og så han ikke behøvede at besvære sig med at bide noget over.

Lee Yong-guk så en luksus, som senere frastødte ham. Men dengang levede han efter nordkoreansk standard selv et misundelsesværdigt liv med gode forhold og masser af mad.

Ingen samtaler

Han blev rekrutteret som 17-årig. Som andre bodyguards havde han ikke tilladelse til at holde kontakt med sin familie, og i 11 år vidste hans forældre ikke, om han var død eller levende.

Efter træningen til bodyguard blev Lee hurtigt del af Kim Jong-ils personlige elitekorps på omkring 120 mand. Han mødte sin chef første gang i starten af 1979 — 15 år før Kim Jong-il overtog rollen som diktator efter sin far, Kim Il-Sung.

Hans første indtryk af lederen var, at han var en venlig mand. Men det ændrede sig hurtigt, da han bevidnede, hvordan Kim Jong-il sendte en anden bodyguard direkte i fangelejr, da han havde tilladt sig at bruge et af chefens foretrukne askebægre.

Lee tog med Kim Jong-il til officielle begivenheder i Pyongyang og stod vagt ved nogle af Kim-familiens mange residenser i udkanten af hovedstaden. Men den daglige omgang med chefen kastede ikke mange samtaler af sig.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at han har voldsomme humørsvingninger. Han havde et voldsomt temperament og var uforudsigelig,« siger Lee. »Ingen af os turde give ham andet end meget korte svar, og vi undgik samtaler med ham, af frygt for at han ville finde en fejl, som han kunne slå ned på.«

Selv blandt ministre og andre højtstående medlemmer af styret var Kim Jong-ils blotte tilstedeværelse angstfremkaldende.

»Vi så nogle af landets højst rangerende løbe i skjul, når de så Kim Jong-il ankomme. Ingen ønskede at støde ind i ham, medmindre de var tvunget til det,« siger Lee.

Ført bag lyset

Igennem årene som bodyguard var Lee reelt afskåret fra livet i det virkelige Nordkorea. Han forlod aldrig Pyongyang og blev bildt ind, at livet for almindelige nordkoreanere var blevet forbedret markant i forhold til det hårde liv, han oplevede som barn. Det indtryk blev imidlertid smadret, da han i 1988 forlod sin post og rejste tilbage til sin hjemby nær den kinesiske grænse. Han så et land i forfald.

»Det var miserabelt,« fortæller han. »Jeg så sulten og den bitre kulde. Jeg kunne ikke fatte, at jeg havde levet så afskåret fra virkeligheden.«

På det sorte marked købte han en radio og lyttede i smug til sydkoreanske udsendelser. Hele livet havde han fået at vide, at fjenden Sydkorea blev stadig fattigere, men nu hørte han om nabolandets voksende velstand.

»Jeg var blevet ført bag lyset,« siger Lee.

At han havde beskyttet Kim Jong-il og dennes ekstravagante livsstil, mens landet sultede, gav ham en følelse af at være medskyldig. Han var desillusioneret og besluttede sig for at flygte.

Torturen

Han krydsede grænsen til Kina og nåede til Beijing. Han ville videre til Sydkorea, og i den kinesiske hovedstad fik han kontakt til en mand, der påstod, at han var sydkoreaner og kunne hjælpe ham ind på Sydkoreas ambassade. Han blev sat ind i en bil, fik en sort hætte over hovedet og besked på at gemme sig.

»Da hætten blev taget af, og jeg så billederne af Kim Il-Sung og Kim Jong-il på væggen, vidste jeg, at jeg var blevet narret,« siger Lee.

På den nordkoreanske ambassade blev han iført håndjern, blev bedøvet og sendt med fly tilbage til Pyongyang.

I et halvt år blev han torteret.

»De sagde, de straffede mig, fordi jeg ville til Sydkorea og afsløre Kim Jong-ils privatliv,« siger han.

I stort set samtlige seks måneder var han tvunget til at sidde i skrædderstilling, også når han sov. Tit slog fangevogterne ham med spanskrør på skinnebenene.

»Det fortsatte, indtil jeg ikke kunne skrige mere, og indtil jeg tissede i bukserne og besvimede,« siger han, mens han konstant klør på sine ar efter torturen på benene.

Han blev tæsket så hårdt i ansigtet, at han mistede seks tænder, og han fik så lidt at spise, at han tabte næsten halvdelen af sin kropsvægt. Efter det halve år blev han sendt til det berygtede Yodok-fængsel for politiske fanger, hvor han blev sat til tvangsarbejde, og »dagligt så folk dø af sult«.

Han vågner stadig af mareridt om en 24-årig fange, som forsøgte at flygte. Han blev skudt i benet, og mens han skreg af smerte, blev hans ben bundet til en jeep, som trak ham gennem fangelejren, indtil huden på hans ryg var revet væg. Derefter blev han hængt op og skudt, og Lee Yong-guk og de andre fanger fik ordre om at passere forbi liget og dyppe deres hænder i den henrettedes blod.

»Indtil da var jeg for sulten til at føle noget som helst,« siger Lee. »Men efter det følte jeg en utrolig vrede.«

Det stille liv

Efter fire år blev han løsladt. Og i år 2000 havde han held til at flygte via Kina til Sydkorea.

Han håber, at ænder har en terapeutisk virkning. Sammen med fuglene, sin kinesiskfødte kone og sin seksårige søn, som ikke aner, at hans far er nordkoreaner, forsøger Lee Yong-guk at få sine oplevelser gemt langt væk.

»Jeg lever et stille og roligt liv med god afstand til Kim Jong-il,« siger han, mens han sidder på gulvet i et af familiens blikskure.

Men Kim Jong-il vil ikke lade ham være. Han dukker hele tiden op i nyhedsudsendelserne på sydkoreansk tv. Det får Lee til at tænke på sine tidligere landsmænds skæbne.

»Nu ved jeg, at Nordkorea ikke vil blive et bedre land, før Kim Jong-il er borte. Heldigvis ser det ud til, at hans skrantende helbred vil gøre det af med ham snart,« siger Lee. »At sådan en mand er Nordkoreas leder er forfærdeligt for nordkoreanere og farligt for alle andre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her ville det have været rart med en lille smule som kunne indikere, at martin gøttske faktisk selv er interwieveren.

Jeg har helt afgjort ikke noget romantisk forhold til nordkorea, men som vi så med sovietblokken blev der fabrikeret meget, som gav sig ud for at være objektiv reportage, men det var i virkeligheden propaganda.
Halvdelen viste sig da også at være ærlig reportage, og det er det her muligvis også, men det fremstår blot så løsrevet, at man kan tvivle.
Ulykkeligvis, for det lyder jo som om manden virkelig har gennemgået en masse forfærdeligt, og at nordkorea er et forfærdeligt sted.
Det "vidste" vi jo osse at sovietunionen var. Og mens vi har fundet ud af, at det kun var en halv sandhed, så "ved" vi at det er en hel sandhed hvad nordkorea angår.
Jeg efterlyser blot et eller andet som kan give denne reportage en eller anden mere konkret følelse af sandhedsværdi. Jeg er godt klar over at ligemeget hvad, så er der altid et illusorisk skær tilbage, som går i den ene eller den anden retning, blot synes det her helt uden noget konkret.

Martin Gøttske

Hej Bob

Jeg forstaar ikke, hvad det er, som faar dig til at saette spoergsmaalstegn ved, om det er mig, der er intervieweren?
Der burde vaere flere ting, som kunne indikere, at det er mig, der har interviewet Lee Yong-guk. For eksempel er det, som du kan se, mig der har taget billedet af ham – saa jeg har jo tydeligvis moedt manden.

Martin

Tak til Martin Gøttske, for at sætte vores hverdag i perspektiv. Det var en rigtig god artikel!

Robert Ørsted-Jensen

Bob
'som vi så med sovietblokken '

Hvem er vi Bob?

Der var ikke nødvendigt at fabrikere noget om Sovjetunionen og Østeuropa. Systemet leverede varen frit og kvit, man behøvede bare skrive sandheden.

Der er bestemt meget der tyder på Bob at du stadig render rundt med at ahistorisk og romantisk forhold til alt dette.