Kommentar
Læsetid: 3 min.

Skulle det ligne et venskab?

Den seneste politiske skandale i Storbritannien har sat helt nye standarder for venskab
Udland
18. oktober 2011

LONDON — Jeg har altid syntes, at mine venner ikke fandtes bedre. Nogle kan jeg diskutere verdenssituationen med natten lang. Med andre er det litteratur. Andre igen børneopdragelse. Alle kan være behjælpelige med gode råd og trøst i krisesituationer. De åbner deres døre og tænder op under gryderne, når jeg har brug for et sted at overnatte. Og de har været der på vigtige mærkedage. Hvad mere kan man ønske sig? Indtil i sidste uge ville jeg have sagt: 'Intet'. Men den seneste politiske skandale i Storbritannien — min nuværende bopæl - har alligevel fået mig til at tvivle.

Op til — og efter— den britiske forsvarsminister, Liam Fox, trådte tilbage fredag i sidste uge, har jeg og resten af den britiske offentlighed nemlig fået et chokerende indblik i hans venskab med den 33-årige Adam Werritty. Chokerende, fordi det har sat vores egne venskaber i perspektiv. Og lad mig sige det lige ud: Mine venner når ikke Werritty til sokkeholderne.

Kig forbi

Ingen af mine venner har for eksempel besøgt mig på min arbejdsplads hele 22 gange på 16 måneder. Okay, mit kontor er måske ikke så storslået som det britiske forsvarsministeriets hovedkvarter, men alligevel ...

Hvis de skulle synes, at det skulle være en undskyldning, at jeg bor i et andet land, så bare sammenlign med, hvor loyal Adam Werritty har været. Hele 18 gange i samme periode har han stået ved Fox' side i udlandet ved alt fra officielle møder med embedsmænd og politikere fra Israel, Dubai, Sri Lanka og USA til private skiferier og romantiske weekendture med Fox' kone, Jesme.

Skulle penge være et problem? Vær kreativ. Gør som Werritty og stift en række velgørende organisationer.

Derefter får du virksomheder og ideologisk venligsindede, rige donorer (der gerne vil møde en centralt placeret politiker) til at skyde penge i foretagenet. Det giver tilsyneladende rigeligt i kassen til at rejse kloden rundt med din bedste ven.

Gensidighed

Nu kan det måske godt lyde som om, at venskabet mellem en ung mand med en gennemsnitlig universitetsuddannelse og en lægeuddannet minister er skævt — og vi ved jo godt, at venskab bygger på gensidig respekt og fortrolighed. Men 50-årige dr. Fox har skam også været en ualmindelig god ven over for den unge Werritty, som han mødte, da denne endnu studerede ved Edinburg University.

Som nyuddannet og nyankommet til London gav han ham et job som praktikant i Underhuset og lod ham bo gratis i et ekstra værelse i sin skatteyderbetalte lejlighed. Da Fox blev sundhedstalsmand, investerede han i organisationen UK Health Group, som Werritty grundlagde.

Da Fox flyttede område og blev forsvarstalsmand, startede han en velgørende organisation kaldet Atlantic Bridge — der skulle hjælpe briterne med at styrke det 'særlige forhold' til klimafornægtere og Tea Party-bevægelsen i USA — hvor Werritty blev direktør. Og den ultimative tillidserklæring: Han bad ham være best manved sit bryllup (hvilket har givet medierne et nydeligt billede af de to hjertevenner sammen).

Hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, så må jeg nok erkende, at en af årsagerne til, at jeg ikke har venner af den karat, er, at jeg ikke selv yder nok over for mine venner.

Men set fra den lyse side: Hvis man ikke flyver for højt — og for tæt på hinanden — er der ikke så langt at falde. For det må have gjort ondt på Fox og Werritty, da deres venskab kom til at koste dem begge deres højtflyvende job med tilhørende indflydelse, magt og førsteklasseslivsstil.

I det mindste har de stadigvæk hinanden.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip C Stone

Jeg forestiller mig at din ondskabsfulde sidste sætning gjorde dig glad. Ligesom mig.