Læsetid: 3 min.

Medvedev fik lektion i journalistik

Ruslands præsident Medvedev er blevet belært om, at hans forkærlighed for nettet og de sociale medier og nettet ikke går godt i spænd med 'kontrollerbart demokrati' og spindoktorvælde
Medvedev på Moskvas Statsuniversitet, før facaden krakelerede.

Medvedev på Moskvas Statsuniversitet, før facaden krakelerede.

YEKATERINA SHTUKINA

24. oktober 2011

Den russiske præsident Dmitrij Medvedevs presse- og sikkerhedstjeneste kom i den forløbne uge gruelig galt afsted, da den forsøgte sig med et pr-stunt efter det fungerende 'kontrollerede demokratis' spilleregler.

Præsidenten besøgte torsdag Det Journalistiske Fakultet på Moskvas Statsuniversitet, MGU. Her skulle han holde en tale til de studerende om bl.a. medierne i dagens Rusland, pressefrihed og ytringsfrihed samt svare på spørgsmål fra salen.

Medvedev, der efter alt at dømme bliver premierminister efter præsidentvalget næste år, ynder at fremstå som en liberal, moderne demokrat med appel til Ruslands intellektuelle og rede til at svare på alle ubekvemme spørgsmål. Naturligvis i modsætning til den autoritære premierminister Putin, der er udset til at blive præsident efter det kommende præsidentvalg.

Medvedevs møde med de studerende blev da også gennemført for rullende tv-kameraer, men der kom kun uskyldige spørgsmål fra de studerende, ingen frække, kritiske eller ubekvemme spørgsmål, som man ellers synes, der skulle være nok af i dagens Rusland.

Men så rullede skandalen for fuld udblæsning i de russiske netmedier. Det viste sig nemlig, at Medvedevs vagter og pr-folk på forhånd havde udvalgt de studerende, som måtte være til stede i salen. Nogle blev afvist og sendt væk fra bygningen, syv 'mistænkelige' studerende blev endda tilbageholdt af de uniformerede vagter. De blev truet med at blive smidt ud af studiet eller med en indkaldelse til hæren.

Dertil kommer, at den Kreml-tro, ja, af Kreml skabte og finansierede ungdomsorganisation NASJI (der betyder 'vore') havde sørget for, at salen var fyldt op med organisationens medlemmer, som ikke var journaliststuderende.

Rengøring

Protester fra journaliststuderende og andre strømmede ud i cyberspace. En gruppe studerende besluttede at gennemføre en aktion lørdag, hvor de ville gøre rent efter Medvedev på fakultetet i protest mod, at han overhovedet havde været der.

En anden gruppe journaliststuderende har offentliggjort et åbent brev til præsidenten og rektor for universitetet via nettet og de sociale medier. Heri klager de over den grove udnyttelse af fakultetet til politisk pr for en person og hans parti, Et Forenet Rusland, og kræver, at der gennemføres tilsvarende møder med repræsentanter for en række andre politiske partier. Til rektor og dekanen for fakultetet skriver de studerende, at de og universitetet er blevet misbrugt på det skammeligste, og de kræver, at der indføres kurser i 'civilsamfund', og at universitetsledelsen forsvarer universitetets selvstændighed og opretholder sin politiske neutralitet.

Institutlederen Jasen Sasurskij erkender, at der er sket »organisatoriske fejl«, men protesterne imod Medvedev betegner han som »idioti«. Medvedev selv reagerede hurtigt på Twitter og kaldte de protesterende studenter for »nogle knage«. Og han lod hurtigt sin pressesekretær ringe til dekanen for det journalistiske fakultet for at love, at han, Medvedev, snart vil komme på besøg igen og besvare alle de studerendes spørgsmål åbent og uden filter.

Landsforræderi

Men her sluttede sagen ikke. Nogle af Medvedevs unge støtter i NASJI offentliggjorde et åbent brev, hvori de fordømmer protesterne. Protesterne er ifølge NASJI ikke blot en fornærmelse imod Medvedev, men er nærmest at betragte som landsforræderi. NASJI kræver både en undskyldning og indførelse af nye kurser på fakultetet, bl.a. i »hvordan man stiller spørgsmål til præsidenter«.

Mens de kommende journalister venter på endnu et besøg fra præsidenten, raser debatten på nettet. En skriver: »Han (Medvedev) kommer ikke tilbage på universitetet, næste gang vælger han nok McDonalds. Putin tillader ham ikke at svare på spørgsmål, som ikke er forberedt på forhånd.« Hertil replicerer en anden: »Nej, selvfølgelig kommer han ikke igen for at besvare uforberedte spørgsmål. Han vil ikke svare. Det hele kommer til at foregå efter det samme velkendte mønster«.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu