TUNIS — Som han sidder i plyssofaen i sit enorme kontor, flankeret af henholdsvis Tunesiens og sit eget islamistpartis flag, er Rachid Ghannouchi — blandt sine tilhængere blot kendt som 'Sheiken' — på én gang professoral og onkelagtig.
Han er en upåfaldende udseende mand på 70 med sølvgråt hår, er iført et ordinært gråt jakkesæt og åbentstående hvid skjorte og smiler et genert tandsmil, men tag ikke fejl: Han er en snu politiker med et formidabelt partiapparat i ryggen. Blot 10 måneder efter at han vendte tilbage fra 22 års eksil i Storbritannien, er den markante valgsejr til Ghannouchis Ennahda-parti ved Tunesiens første frie valg kommet som et politisk jordskælv midt i Det Arabiske Forår.
I januar gik tuneserne på gaderne i en revolution, der ikke havde nogen leder, var ikke-politisk, ikke-ideologisk og ikke-religiøs, men væltede diktatoren Ben Ali og inspirerede til lignende opstande over hele regionen. Nu har Ghannouchis moderate udgave af islamismen fået 40 procent af stemmerne ved en afstemning, han selv betegner som »de første frie og retfærdige valg i den arabiske verden.«
Vanskelig balancegang
Partiet skal nu ud i en vanskelig balancegang for at navigere i det tunesiske samfund. Det lille Maghreb-land har en lang sekulær tradition, et stærkt civilsamfund, en afslappet holdning til religion og de mest avancerede kvinderettighedsstatutter i hele den arabiske verden. Nok stemte 40 procent af vælgerne på islamister, men det efterlader 60 procent, som stemte på erklæret sekulære partier, der ønsker at begrænse religionens rolle til privatsfæren.
Med aktivister, der blev brutalt undertrykt, eksileret, fængslet og tortureret under Ben Ali, skal Ennahdas valgsucces i et vist omfang tilskrives dets ry som et parti, der i årtier kæmpede imod det gamle regime.
»På mindre end et år er Ennahda gået fra at være en undergrundsbevægelse i eksil, der officielt ikke eksisterede i Tunesien, til at blive et lovligt parti, som nu vil placere sig centralt i processen med at danne en regering, der kan imødegå de socioøkonomiske behov,« siger Malika Zeghal, professor i islamisk tænkning ved Harvard Universitet.
»De får deres sag for. De skal vise, at de kan være pragmatiske, og at de kan imødekomme den opposition, der kommer fra samfundets mere sekulære segmenter. Vi har endnu ikke set nogen offentlige erklæringer om, hvordan dette skal gå til, men det står allerede klart, at der er splittelser mellem Ennahdas ledelse og bagland. Baglandet er som oftest mere radikalt, end ledelsen ønsker. En af partiets store udfordringer bliver at få styr på disse uoverensstemmelser.«
Ennahda vil i de kommende dage forsøge at danne en koalitionsregering med de sekulære midterpartier. Tunesiens nye nationalforsamling har en hovedopgave: at formulere en ny forfatning og at fastsætte en dato for et parlamentsvalg om et år.
Alle partier vil rense ud i Tunesiens notorisk undertrykkende politi såvel som i dets korrupte retsvæsen, der i mange år holdt diktatorer ved magten. Alle, Ennahda indbefattet, er også enige om at bevare forfatningens eksisterende definition af Tunesien som 'et muslimsk land', ikke en islamisk republik. I stedet vil partiet promovere sin egen blanding af liberal økonomisk politik og religiøs socialkonservatisme med særlig vægt på familieværdier.
Ingen ny diktator
I et land, som i 50 år blev styret af en personkult med kæmpemæssige opslag af lederens ansigt hængt frem på alle offentlige bygninger, vil Ennahda afskaffe præsidentsystemet. Det ønsker et parlamentarisk system omtrent som det britiske. Ghannouchi siger, at han ikke er interesseret i personlig magt eller en præsidentpost:
»Vi ønsker ikke at se en ny diktator stå frem gennem præsidentsystemet — det var igennem den port, at despotiet kom til.«
Det centrale spørgsmål i de næste dage bliver, hvilke embeder islamisterne vil gå efter i koalitionsregeringen. Der kommer sandsynligvis en islamistisk premierminister og en sekulærs foreløbig præsident. Men den nye regering overtager en depressionsramt økonomi, en hårdt trængt turistsektor, en enorm regional ulighed mellem kystbeboere og fattige indlandsbønder samt en lammende arbejdsløshed — det sidste var en afgørende årsag til revolution. Ledigheden ligger officielt på 19 pct., men menes reelt at være langt højere.
Ennahda har lovet 590.000 nye jobs over de næste fem år og at nedbringe ledigheden til 8,5 procent. Ghannouchi siger:
»Økonomisk ønsker vi en model som Sverige — dvs. en social velfærdsstatsmodel, der samtidig opmuntrer iværksættere.«
Ghannouchi forsikrer, at alle »modstrømninger« i hans parti er i mindretal. Adspurgt om hans parti har en skjult dagsorden, henviser han til dets årtier lange kamp i opposition.
»Vi er ikke ligefrem frimurere,« siger han. »Vi er ikke nogen sufi-sekt. Vi er et moderne parti.«
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
