Læsetid: 4 min.

Nobelpris og laks

Sidste år gik Nobels Fredspris til den kinesiske system-kritiker Liu Xiaobo, men det gav ikke den tilsigtede effekt — Kina strammede i stedet for at åbne op
I kølvandet på sidste års Nobelpris opfordrede udenlandske regeringer og menneskerettighedsgrupper til Liu Xiaobos løsladelse, men han er stadig i fængsel, og hans kone har nu været i husarrest i et år.

I kølvandet på sidste års Nobelpris opfordrede udenlandske regeringer og menneskerettighedsgrupper til Liu Xiaobos løsladelse, men han er stadig i fængsel, og hans kone har nu været i husarrest i et år.

Mike Clarke

7. oktober 2011

BEIJING — Har Nobels Fredspris til den kinesiske dissident Liu Xiaobo haft en effekt i Kina? Ja, den har mindsket udbuddet af norsk laks i kinesiske supermarkeder, da Beijing i en straffe- aktion mod fredsprisens hjemland har besværliggjort fiskens indrejse. Ud over det skal man dog lede længe efter en Nobel-effekt i Kina, i hvert fald hvis man søger den positive variant.

For et år siden fik den fængslede tidligere litteraturprofessor tildelt fredsprisen for »sin lange og ikke- voldelige kamp for fundamentale menneskerettigheder i Kina«. Det blev betegnet som et slag i ansigtet på det kinesiske styre; som en besked til Beijing om, at verden ikke længere vil tolerere kommunistpartiets brutale behandling af borgere, der kræver mere frihed. Samtidig var der håb om, at prisen ville motivere styret til at bløde op og desuden ville hjælpe med til at styrke en ellers fragmenteret og lille demokratibevægelse ved at give den et ansigt, et navn og en sag at slutte op omkring.

Men siden er alle de problemer, som Liu Xiaobo har påpeget og kritiseret — etpartistatens magtmisbrug, manglen på ytringsfrihed, pressefrihed og beskyttelse af folkets rettigheder — gået fra slemt til værre i kølvandet på det kinesiske styres paranoide reaktion på fredsprisen og senere på grund af frygten for, at Det Arabiske Forår skulle smitte Kina.

Lader sig ikke presse

Kina reagerede i tråd med den karakteristik af styrets sind, som den daværende kinesiske præsident Jiang Zemin i 1991 tilbød den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger: »Vi giver aldrig efter for pres ... det er et filosofisk princip.« Fredsprisen motiverede ikke styret til at åbne op, men til at lukke i. Og den har tilsyneladende ikke ført til selvransagelse i Beijing, men har snarere gjort styret endnu mere opsat på at knuse dissidenter og rettighedsaktivister. Samtidig styrkede prisen i lederskabets øjne følelsen af, at Vesten er ude på at undertrykke Kina. Hyldesten til en systemkritiker skabte en enorm vrede i Beijing, der forsøger at opbygge Kinas status og internationale indflydelse på baggrund af landets voksende økonomiske magt.

Stadig fængslet

Udenlandske regeringer og menneskerettighedsgrupper opfordrede til Liu Xiaobos løsladelse. Men den 55-årige afsoner fortsat en dom fra 2009 på 11 år for at være medforfatter til 'Charter 08', et dokument der kræver demokratiske rettigheder til det kinesiske folk. I et usædvanligt afbræk fra myndighedernes sædvanlige ubarmhjertige behandling af sine kritikere fik Liu Xiaobo dog i sidste måned lov til at forlade sin fængselscelle i det nordøstlige Kina for at deltage i sin fars begravelse. Det blev i nogle internationale medier udlagt som tegn på et spinkelt håb om, at Beijing er ved at bløde op, og at der er mulighed for en tidlig løsladelse. Forhåbentlig er det tilfældet. Men indtil videre er faktum, at den korte tur ud i friheden var et udslag af en kortvarig med- følelse, og Liu Xiaobo er nu tilbage i sit fængsel.

For hans kone, Liu Xia, har fredsprisen unægteligt haft en effekt. Hun har nu i et år været sat i illegal hus- arrest og er uden kontakt med omverdenen. Hendes fangenskab fører direkte tilbage til det tidspunkt, hvor Nobelkomiteen valgte at ære hendes mand — og hun lader dermed til at være offer for en direkte hævnakt udført af et styre, som føler sig udstillet for sine brud på menneskerettighederne.

Efter Nobelprisen og efter anonyme opfordringer på internettet til protester inspireret af udviklingen i de arabiske lande har regeringen iværksat en hård kampagne mod advokater, aktivister og dissidenter. Der er flere rapporter om udbredt brug af tortur.

Og hvad med håbet om, at prisen til Liu Xiaobo ville føre til en pludselig og udbredt interesse i den kinesiske befolkning for Liu Xiaobo og Charter 08? Gennem en effektiv censur er det blevet sikret, at det fortsat er forbavsende få inden for Kinas grænser, som overhovedet har hørt om manden og dokumentet, og det lille antal mindskes drastisk til næsten ingen, når man forlader metropolerne Beijing og Shanghai.

Stadig rette valg

Det var ikke den udvikling, som Nobelpriskomiteen havde håbet på, da de besluttede sig for Liu Xiaobo. Alt det betyder alligevel ikke, at valget af Liu Xiaobo var forkert.

Som Thorbjørn Jagland, formand for Nobelpriskomiteen, sidste år sagde, da han tilbageviste kritik om, at prisen kunne forværre forholdene for menneskerettighedsaktivister i Kina:

»Det argument er ulogisk. Det fører til den konklusion, at det bedste, vi kan gøre for at promovere menneskerettigheder, er at tie stille.«

Det, fredsprisen trods alt opnåede, var at give legitimitet til demokratibevægelsen, og til at specielt vestlige nationer fik genopfrisket fokus på menneskerettigheds- situationen i Kina i en tid, hvor landets voksende økonomiske magt truer med at feje netop det tema af dagsordenen.

Så må vestlige regeringer gøre op med sig selv, om de er villige til at betale prisen for at stå fast på kravet om menneskerettigheder og kritisere Kina. For Norge betød fredsprisen til Liu Xiaobo en halvering af eksport af laks i de første otte måneder af 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen spørger: "Har Nobels Fredspris til den kinesiske dissident Liu Xiaobo haft en effekt i Kina?"

Et polemisk modspøgsmål kunne være: "Har Nobels fredspris til Barack Obama i 2009 haft nogen effekt i Verden?
http://www.information.dk/206752

Måske skal man ikke lægge så meget i den fredspris. Den politiserer, vist gør den så, men det kan vel ikke være anderledes, da fredsskabelse bryder direkte ind i politiske interesser og magtsfærer.

Selvom Kina har ignoreret vinket fra Oslo eller direkte modarbejdet og strammet op (det er dog næppe Nobelprisens fortjeneste eller skyld), så kan alene opmuntringen til en dessidents arbejde give et godt signal til resten af verden om, at den slags bifaldes.

Ps. de norske laks kan normændene godt beholde for sig selv, da de ødelægger vildlaksestammerne p.g.a. udslip fra farmene. Og iøvrigt ikke smager så godt som en vild fra Østersøen. Hvis kineserne vil have laks, så skulle de henvende sig til Bornholm.