Note
Læsetid: 1 min.

Ozonlaget var næsten væk

Udland
4. oktober 2011

Hele 80 pct. af ozonlaget i 18-20 kilometers højde over de nordligste breddegrader var væk i foråret. Trods udfasningen gennem mange år af de ozonødelæggende CFC-gasser er nedbrydningen over Arktis så voldsom som nogensinde. Det viser analyser af det nordlige ozonhul, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature.

»Tabet i 2001 var dobbelt så stort som i de to tidligere vintre med rekord-nedbrydning, 1996 og 2005,« siger Nathaniel Livesey, atmos- færeforsker ved Jet Propulsion Lab i Californien og en af den nye undersøgelses forfattere.

Det var helt tilbage i 1987, at det internationale samfund besluttede at udfase de industrikemikalier med bl.a. klor, som havde vist sig at æde af ozonlaget, og det var ventet, at ozonlaget gradvist ville hele sig selv og nu være på vej tilbage til normal tilstand. Jo svagere ozonlaget er, desto mere sundhedsskadelig UV-stråling slipper der igennem atmosfæren. UV-stråling øger bl.a. risikoen for hudkræft. Forskernes forklaring på, at der i dette forår alligevel optrådte den voldsomme ozonnedbrydning mod nord, er, at der fra december til april var usædvanligt koldt i stratosfæren, det øvre lag af atmosfæren, hvor ozonen findes. Når der er iskrystaller i luften her, kan de ozonødelæggende stoffer udøve deres skadelige virkning på ozonlaget.

Forskernes pt. bedste bud på, hvorfor der er blevet så koldt i stratosfæren, er de menneskeskabte klimaændringer: Når CO2 og andre drivhusgasser lægger sig som et lag i atmosfæren, der fastholder varmen nær jorden, så hindrer de samtidig den normale opvarmning af den højtliggende stratosfære, som altså bliver unormalt kold og gør ozonlaget sårbart.

Holder den forklaring, er det således to menneskeskabte miljøproblemer i atmosfæren, der spiller sammen og forværrer situationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Teorien har været fremme et stykke tid, og synes altså nu knæsat. Det eneste formildende ved dette fænomen, er at ozon er en drivhusgas, som dog kun er ansvarlig for 3% af drivhusvirkningen. Som en del af de naturligt producerede drivhusgasser, er den imidlertid en del af livsgrundlaget her på jorden. Vigtigst er dog beskyttelsen mod den farlige stråling.

Det lader til, at være en naturlov, at jo mere vi ved om klimakatastrofen, jo værre og mere uundgåelig synes den at være.

Med drivhusgasser er det som med forbruget af naturens ressourcer: tilstrækkeligt er godt - for meget er katastrofalt.