Læsetid 5 min.

Reformsmil i Myanmar

Lige så forsigtigt begynder befolkningen i Myanmar at tro på, at der er reel frihed på vej. Frigivelsen af 200 politiske fanger onsdag var ét led i en række spæde forbedringer, som jun-taens nye præsident formodentlig har æren for
En gruppe kvindelige fanger kunne onsdag forlade Insein-fængslet i hovedbyen Yangon i Myanmar.

En gruppe kvindelige fanger kunne onsdag forlade Insein-fængslet i hovedbyen Yangon i Myanmar.

Soe Zeya Tun
14. oktober 2011

YANGON — Ved daggry blev den skaldede komiker Zarganar vækket af fangevogterne med beskeden om, at han nu var fri. »Er det min sjæl, I har sat fri, eller bare min krop?« var ifølge den lokale avis Irrawaddy hans humoristiske respons i det dybt buddhistiske land, hvor frigørelse fra livets sorger står højest på manges ønskeliste.

Et par timer senere var han med rutefly på vej fra fængslet i den fjerntliggende nordlige del af Myanmar til hovedbyen Yangon. Han, der er en af landets meste elskede komikere og politiske satirikere, blev mødt af hundreder af fans og pressefolk. Zarganar ('Pincetten') — som han kalder sig — er den mest prominente af de mere end 200 politiske fanger, der onsdag blev løsladt i Myanmar. Han blev fængslet i 2008 efter at have kritiseret det daværende militærstyres manglen på effektiv håndtering af den store naturkatastrofe efter cyklonen Nargis.

De fleste fanger blev løsladt ud på eftermiddagen, efter at en fax tikkede ind på landets fængselsanstalter med listen over de øvrige, der skulle løslades. Nyheden om den længe ventede amnesti for 6.300 fanger, heraf en del politiske fanger, løb som en steppebrand gennem landet.

»Jeg er så glad — det er et tegn på nye tider,« udbryder Myo Aung, en af Zarganars gode venner, der mødte op i lufthavnen. Mange af hans venner er stadig fængslet.

»De kommer ud snart,« slår han fast med en ukuelig optimisme, der længe har været fraværende i et land, hvor spinkle håb alt for ofte brutalt er blevet slukket.

Satire og karruseller

Her i Yangons gader er det en festdag af de helt store. Folk er i deres fineste tøj, de samles på gader og stræder — og ved gyldne buddhistiske pagoder, som det er kutyme ved festlige lejligheder. De fleste huse er her i skumringen pyntet fint op med farverige lyskæder og levende lys i vinduerne. Gaderne er fyldt med tivoli-halløj, og fyrværkeri bliver skudt af i stor stil. Stemningen er glad og løssluppen som sjældent før. Men det skyldes nu ikke hovedsageligt fangeløsladelserne. Det er den årlige fuldmånefestival, der markerer afslutningen på den lange regntid. Traditionelt er det også en lejlighed til at vise respekt og taknemmelighed over for agtværdige personer. Det er den dag, landets nye præsident, den tidligere premierminister under militærjuntaen Thein Sein, har valgt som 'store løsladelsesdag'.

Ved en børnekarrusel i downtownYangon betragter Nay Maung sin datter på fire år og sin søn på seks år, der hvirvler forbi. Hun siddende betuttet i en lyserød barbie-bil og han i en militærjeep udstyret med maskinpistoler. Nay Maung smiler stort og vinker opmuntrende til børnene. Han bestyrer en »myanmarsk øl-restaurant«, som han udtrykker det. Nay Maung er glad i dag — også for løsladelserne.

»Det er vores menneskerettigheder, det handler om,« forklarer han og understreger, at det er endnu et af de mange mindre skridt i den rigtige retning, som den nye regering har taget inden for de seneste måneder. Og det er ikke det eneste — gadefestivalen i denne del af byen har ikke været tilladt de seneste otte år.

»Det er den nye præsidents skyld, at vi kan feste her i kvarteret i år,« siger han. »Præsidenten vil have, at folket også har det lidt godt og sjovt.«

Rundt om hjørnet er der en større gadeudstilling med satiriske vittighedstegninger blæst op i plakatstørrelse. En sjældenhed af den sjove slags i et land, der indtil for nylig figurerede som et af verdens værste på ranglister for presse- og ytringsfrihed. Men også censuren er blevet blødt lidt op på det seneste. Smilene er brede og grinene højlydte blandt de mange lokale besøgende — gamle som unge — der velvilligt oversætter vittighederne for de nysgerrige udlændinge. Myanmar er et samfund, der sætter pris på litteratur og humor, men hvor den samfundskritiske af slagsen indtil for nylig kun blev hvisket i krogene eller som af Zarganar bag landets fængselsmure.

Reformvillig præsident

Forhåbningerne om, at de gryende politiske og økonomiske reformer, som den nye præsident og hans militær-dominerede regering har sat i gang, ikke bare er et spil for galleriet, er forsigtigt begyndt at brede sig hos landets befolkning. Onsdag følger regimet løsladelsen af de politiske fanger op med annonceringen af en lov, der tillader strejker og en form for fagbevægelser for første gang i årtier — og som landechefen fra FN's arbejdstagerorganisation ILO over for Democratic Voice of Burma blåstempler som et »kæmpe fremskridt« i landets sociale og politiske udvikling.

»Demokratiet er på vej, men der er lang vej endnu. Det går langsomt, men sikkert,« forklarer en yngre taxachauffør, mens bilradioen spiller for fuldt drøn, og vi i nattemørket passerer Aung San Suu Kyis hus. Bambushegnet omkring den falmede kolonivilla ved søbredden er erstattet af en hvidskuret solid mur, der dog ikke er højere, end at man stadig kan kigge over den. Nye lamper lyser op ved indgangsporten, hvor hendes partis røde flag med en kæmpende påfugl vajer. Selv hun — landets skarpeste systemkritiker, nobelfredsprismodtager og demokrati-ikon — der blev løsladt fra husarrest i november 2010, er forsigtig optimist.

»Præsidenten er oprigtig i forhold til reformer,« udtalte hun for nylig, efter at hun havde mødtes med præsidenten og fået et stort knus af præsidentfruen ved et seminar om økonomiske reformer i hovedstaden. Hun bød også løsladelserne velkommen efter at spist middag med den britiske skuespiller Emma Thompson, der er på goodwill-besøg i landet, inviteret af en hjælpeorganisation, i denne uge.

Modsigende tal

Da Suu Kyi et døgn inden løsladelserne mødtes med gruppe elever fra Krogerup Højskole, forklarede hun travl, men smilende på sit kontor, at endnu flere løsladelser af politiske fanger er på vej i den nærmeste fremtid. Det er hun blevet lovet af regeringen bag lukkede døre.

»Men der er et lille problem, vi skal have løst,« uddyber hun. Djævlen er nemlig i detaljen, da ingen rent faktisk ved, hvor mange fanger der er bag lås og slå i Myanmar.

»Vi har en liste med 700 politiske fanger, og det er flere end de 500, der er på den liste, regeringen har fra fængselsmyndighederne, men langt fra de 1.300, som AAPPB (Assistance Association for Political Prisoners, red.) har på deres liste.«

På trods af de usikre tal er en ting sikkert og vist — nemlig at der nu er 200 færre. Det internationale samfund har sat løsladelse af politiske fanger som et ufravigelige krav for at lette sanktionerne mod landet — men det er uvist, om de 200 løsladte fanger i denne runde er nok til at overbevise skeptikerne. Samtidig risikerer præsidentens reformfløj at strammerne inden for militæret tager over, hvis han ikke snart kan opvise vestlige indrømmelser.

Zarganar selv er endnu ikke overbevist om, at bedre tider er på vej.

»Vi har længe krævet 'flerparti-demokrati', men indtil videre har vi kun 'etparti-demokrati',« slår han fast til lokale Eleven Media Group, da han er kommet sikkert hjem til sin familie. Han er som andre skuffet over, at ikke alle politiske fanger er blevet løsladt i denne runde.

»Jeg er først lykkelig, når vi alle er frie.«

 

Sara Olsen skriver for Information under pseudonym af hensyn til hendes sikkerhed

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Selv uden at kende alt for meget til forholdene i Myanmar kan jeg da også glæde sig lidt over udviklingen. Måske viser den et eller andet sted, at længevarende sanktioner måske alligevel har deres berettigelse. Ikke fordi jeg et øjeblik tror, at den nye præsident gør det i sit hjertes godhed, men lidt kold kalkulation (ikke mindst økonomisk og magtmæssigt) er jo også ind imellem medvirkende til at forbedre forholdende.

Det burde da glæde Georg Orwell, selv om han er hindsides.

Brugerbillede for Ole  Olsen

Burma - et smukt og rigt land med en venlig befolkning. Desværre gør rigdommen på naturlige resourcer, at landet udnyttes af en stor del af resten af verden, ikke mindst diverse asiatiske naboer, samt af en lokal klike. Vejen til frihed for befolkningen, ligger derfor desværre ikke lige for.

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Jeg har skaffet bjergstammerne våben, og de venter bare på tørtiden (som plejer at starte 1/11) for at angribe. Det et er logisk at militærstyret forsøger at forlige sig med oppositionen inden at krigen bryder ud for alvor.